• Hjem
  • Artikler
  • Uri Golman - naturfotograf med Kærlighed til det kolde nord

Uri Golman - naturfotograf med Kærlighed til det kolde nord

Det har ligget i kortene, at Uri Golman skulle være naturfotograf, siden han var lille. I dag har han udgivet flere fotobøger, vundet fotopriser og er kommet helt tæt på dykkende hvidhvaler, vulkaner i udbrud og den rå natur i Arktis. Vi har hevet fat i Uri til en snak om kærlighed til naturen højt mod nord, fotografi og miljøprojekter. Derudover giver han et indblik i, hvordan han tager sine prisvindende billeder.

Portraet_RI_3093.jpg
Skrevet af: Tore Grønne - Foto Uri Golman
Opdateret den 30. dec 2017
Læst af: 9765

Det har ligget i kortene, at Uri Golman skulle være naturfotograf, siden han var lille. I dag har han udgivet flere fotobøger, vundet fotopriser og er kommet helt tæt på dykkende hvidhvaler, vulkaner i udbrud og den rå natur i Arktis. Vi har hevet fat i Uri til en snak om kærlighed til naturen højt mod nord, fotografi og miljøprojekter. Derudover giver han et indblik i, hvordan han tager sine prisvindende billeder.


Uri Golman (f. 1974) – Blå Bog

Uri Golman er en prisvindende dansk naturfotograf, der blandt andet har været på adskillige ekspeditioner til arktiske områder. Han beskriver sig selv som miljøforkæmper og eventyrer i hjertet og har det ultimative mål at kommunikere lokale miljøprojekter gennem sine billeder. Uri har udgivet flere fotobøger, han er Canon Danmark Ambassadør, og hans kunder tæller blandt andet National Geographic og BBC Wildlife. 


Hvordan kom du i gang med at fotografere?

”Fotografi har været en interesse, lige siden jeg var helt lille. Jeg fik mit første kamera, da jeg var 12 år, og har fotograferet lige siden. Samtidig var jeg utroligt bidt af naturen, og når mine venner spillede fodbold, så sad jeg i skoven og kiggede efter fugle.

Min far læste højt af bøger som Call of the Wild og Davy Crockett, og så var jeg inspireret af naturprogrammer fra Afrika, Cousteaus film og den slags. Når jeg så sad der og så den slags programmer, hvor fotografer sidder ved en sø i halvandet år og venter på, at en krokodille skal få tænderne i en gazelle, var jeg helt sikker på, at det var det, jeg engang skulle lave – ud i naturen og fotografere.”

Hvornår var du første gang i arktiske områder?

”Jeg var første gang i Grønland i 2001. Det var som videofotograf for at dokumentere Arctic Circle Race. Vi kom flyvende ind over Indlandsisen og ned gennem en dal med udsigt ud over de grønne tundravidder, da vi fløj ind til Søndre Strømfjord. Jeg fik tårer i øjnene og husker, at det var en følelse af, at jeg var kommet hjem. Naturen var lige uden for lufthavnen, og gik du 200 meter, var der mulighed for at se moskusokser og polarræve. Jeg forelskede mig med det samme.
Jeg har rejst rigtig meget og betragter mig selv som en form for nomade, men min forelskelse i Grønland har noget med min person at gøre. Andre steder havde jeg set udefra, men Grønland føltes som en del af min sjæl. Jeg behøvede pludselig ikke besøge så mange nye steder, men ville i dybden. Jeg var kommet hjem.”

Hvad var det, du faldt for ved Grønland?

”Det er svært at forklare, men det var som en form for menneskelig magnetisme. Det har noget at gøre med, at naturen hænger sammen med mennesket, og at mennesker lever 100 procent på naturens præmisser. Du er nødt til at færdes i naturen, der er så vild, at samfundet ikke er styret af politik, men af søgen efter mad. Dagene går med opgaver som at skaffe mad og komme fra A til B, og man tænker ikke så meget på bureaukrati, papirarbejde og den slags, som vi kender det hjemmefra. Og så ville jeg gerne forsøge at formidle de enorme vidder og den store natur, der stadig eksisterer deroppe, i form af mine billeder. ”

Hvad er det ved is, der fascinerer dig?

”Jeg er dybt fascineret af is, der er en kæmpe naturkraft. De kæmpe gletsjere ændrer landskabets former. Isbjergene styrer havtrafikken, for du kan ikke flytte dem. Ud for Ilulissat kan et isbjerg blokere for indsejlingen til byen, og så kan de lokale ikke komme ud for at fiske. Istiderne har styret menneskets vandringer. Deres liv. Is har kraft nok til at sprænge metal og flytte huse, men er stadig så skrøbelig, at du kan slå den i stykker. Når man kommer højt op mod nord, har is en effekt på alle menneskers liv.”

Man hører om, at polerne er under pres af klimaændringer. Er det noget, du oplever på dine ture?

”Jeg oplever det på så mange planer og måder, at det er helt uhyggeligt. Fangerne fortæller, hvordan forholdene har ændret sig. Tidligere kunne de komme ud på havet og fiske, hvor de ikke længere kan komme ud mere, fordi gletsjerne kælver mere, og der er mere is i havet. Tidligere kunne de være sikre på havis i oktober, så de kunne komme ud og fiske hellefisk, som man fanger med lange liner med hundredvis af kroge gennem huller i isen, men nu kan de først være sikre på isen i december. Vandene er blevet varmere, og de har fået torsken og andre fiskearter, der normalt ikke kommer så nordligt, tilbage.

Jeg bliver lidt gal, hver gang jeg hører, der bliver sat spørgsmålstegn ved global opvarmning. Alle de penge, der bliver brugt på at finde ud af, om forandringerne er menneske- eller naturskabte, kunne man bruge på at mindske CO2-udslip i stedet. Man kan diskutere, om det er menneske- eller naturskabt, men jeg synes, vi skal gøre noget uanset hvad. Vi kan ikke bruge naturen som undskyldning for ikke at gøre noget og passe mere på den.”

Du har været i kontakt med en del projekter i Arktis. Hvilke har været de mest imponerende?

”Et projekt, der virkelig har imponeret mig, er den måde man behandler de 900-1200 isbjørne i Churchill i det nordlige Canada på. Befolkningen er blevet uddannet til at leve side om side med isbjørnene, og det er helt normalt at komme en halv time for sent i skole, fordi der er en isbjørn i hovedgaden. Isbjørnepatruljen gør så ellers alt, hvad de kan, for først at skræmme isbjørnen væk med dyt og blink. Virker det ikke, skyder man op i luften. Kommer den tættere på, skyder man den med gummikugler.

Virker det ikke, skyder man den med bedøvelsespile og kommer den i ’Bear Jail’, hvor den så bliver holdt i en måneds tid, inden den igen bliver bedøvet og fløjet 50 kilometer væk helt uskadt. I 90 procent af tilfældene kommer isbjørnen ikke tilbage, da den har lært, at det var skidt at komme så tæt på menneskerne. Andre steder i Arktis ville man have skudt isbjørne i stedet for at gå gennem alt det, men i Churchill har man lært at sameksistere med isbjørnene. Desuden regner man med, at hver eneste Bjørn er omtrent en million turistdollars værd.”

Hvad er nogle af de mest magiske øjeblikke, du har oplevet, når du har været ude i verden for at fotografere?

”Der er så mange store oplevelser. En af de store var, da jeg var i det nordlige Canada for at fotografere hvidhvaler. Jeg dykkede ned i det iskolde vand og blev trukket af sted af en båd med fem knob. Da hvalerne kom for at se, hvad det var, der skete, var det som hvide engle, der kom svævende. Det var først, da de var helt tæt på, man kunne se, at det var hvaler, der blev ramt af sollyset.
En anden oplevelse var, da jeg skulle op for at fotografere polarræve i Island, og Eyjafjallajökull gik i udbrud.

En helikopter satte mig af 200 meter fra udbruddet, hvor de 80 meter høje lavafontæner gav så meget varme, at vi kunne stå i T-shirts. Det var fantastisk at se naturens kræfter på så tæt hold, og så imponerer historien mig: At den vulkan satte en stopper for hele flytrafikken. Vi er en del af naturen og ikke hævet over den. Jeg har oplevet flere gange at stå derude i naturen et sted og få tårer i øjnene, inden jeg så tænker ’tag dig nu sammen’. Har man oplevet det en gang, er man bidt for livet.”


I 2011 udgav du bogen Tiger Spirit. Hvad fik dig pludselig til at rette fokus mod indien?

”Der var to grunde til, jeg tog til indien. Rent fotografisk havde jeg brug for at se noget andet og i bund og grund at finde ny inspiration. Og så læste jeg om tigerne i det nordøstlige Indiens Sundarban, og at 50 af dem var døde under oversvømmelser, der var direkte linket til global opvarmning. Den globale opvarmning sker ikke kun i Arktis, men også i resten af verden, og den historie ville jeg lave. Historien ændrede sig lidt undervejs, og jeg kom til at arbejde med bengalske tigre, indiske næsehorn og indiske løver. Dem er der cirka 400 tilbage af. Løverne lever i en lille skov i delstaten Gujarat, men regeringen i Gujarat vil ikke give løver til andre steder i landet og dermed dele turistindtægterne. Det er et problem, da man ikke kan beskytte løverne mod sygdomme på samme måde, når de alle er samlet et sted, da de i teorien kan blive udryddet af sygdom. Som fotograf var projektet nemmere end det ofte er i Arktis, fordi der er flere dyr. Man kommer ikke hjem uden billeder af dyr, som det for eksempel kan være tilfældet, hvis man tager mod nord for at fotografere isbjørne.”

Hvad arbejder du med nu?

”Jeg arbejder med et projekt, jeg kalder ’Wild North’. En af dets sider handler om vidensdeling i Arktis og om at formidle historier fra ét sted til et andet, hvor erfaringer kan komme de lokale folk til gode. Jeg tog for eksempel til Churchill i Canada for at fotografere hvidhvaler, der for øvrigt optager så mange menneskeskabte kemikalier og tungmetaller i deres spæklag, at man i San Lawrence River betragter en død hvidhval som giftaffald, der skal hentes i særlige lastbiler. Men jeg kunne godt tænke mig at formidle historien om, at turismen i Churchill har fået flere hvaler til at komme til området.

Her koster en hvaltur nemt 1200-1500 kroner på en tyve personers båd for en times tid. Skulle bygderne i Grønland ikke overveje at lave noget dyreturisme? Der er stor interesse ude i verden for at opleve de arktiske dyr, og jeg vil gerne hjælpe med at komme med idéer, der kan gøre livet lettere i bygderne. Der skal noget dialog til, og jeg kan godt forstå, der er nogle forbehold over for folk udefra; forskere, der kommer i en måned og fortæller folk, der har været der i tusindvis af år, hvordan tingene hænger sammen. De lytter bare ikke til fangerne.

Mit håb er at kunne hjælpe til med at skabe mere balance i tingene for fangere, dyr og turister, som er den eneste reelle indkomstkilde. Projektet kommer til at køre i tre år, og jeg drømmer om, at nogle lokale vil køre videre, så der kan gøres en forskel for alle.”


Det har jeg med i rygsækken

Når jeg er ude at rejse, prøver jeg altid at være forberedt på enhver tænkelig lejlighed. Samtidig vandrer jeg ofte alene og kan ikke have for meget vægt, og derfor har jeg igennem årene fundet en optimal løsning, som dækker størstedelen af mine behov.

1 Canon EOS 1Ds MkIII
1 Canon EOS 1D MkIV
1 Canon EF 500mm F4 L IS
1 Canon EF 70-200mm F2.8 IS
1 Canon EF 24-70mm F2.8
Batterier og oplader samt masser af CF-kort.

Stativ er altid godt at have med, men hvis jeg skal vandre langt, vejer det for meget, og i dag tager jeg nok 95 procent af mine fotos i naturen uden stativ.


Isbjerg i Disko Bugt, Grønland 

ikon hængelås

Prøv de næste 3
Opdag Verden magasiner

Opdag Verden Magasinet

Direkte i din postkasse
i 6 måneder for 99 kr.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

Andre spændende artikler


3 Himalaya-treks vi drømmer om

3 Himalaya-treks vi drømmer om

3 pilgrimsture

3 pilgrimsture

Farvel til 12 friluftslivsmyter

Farvel til 12 friluftslivsmyter

An Error Occurred: Whoops, looks like something went wrong.

Sorry, there was a problem we could not recover from.

The server returned a "500 - Whoops, looks like something went wrong."

Help me resolve this