Når vi skubber til grænserne
Hvornår bliver ture for hårde? Hvor meget skal man presse sig selv, før belønningerne ikke står mål med strabadserne – før glæden forsvinder i surt slid, og minderne giver en klump i maven frem for et smil på læben? Vi har alle grænser for den slags, og de ligger selvfølgelig vidt forskellige steder.
I det her nummer af Opdag Verden kan du f.eks. læse om en cykeltur gennem en gudesmuk og ekstremt øde del af Bolivia. Martin og Katja er vante til mere ekstreme strabadser end de fleste, men på turen skubber de til grænserne. De kæmper mod iltfattig luft, sygdom, forfærdelige veje, hårde storme og mangelfuld mad.
Det er bestemt ikke lutter lagkage (de får gengæld foræret noget frossent lamakød), og det skinner klart igennem, at det ikke altid er sjovt at være derude. Men skal det også være det? Sker der ikke noget, når vi tør skubbe til vores grænser, hvor end de ligger? Er det ikke med til at skabe de minder, der funkler særlig klart i hukommelsen?
Jeg cyklede for en del år siden den samme bolivianske rute som Katja og Martin. Den er uhyre barsk og satte på sin vis nye standarder. Jeg måtte glemme alt om, hvor langt jeg normalt kunne cykle på en dag, og hvor meget jeg skulle knokle for hver kilometer. Stoppe med at forbande de nådesløse sandstorme, der hvirvlede sandkornene helt ind under mine øjenlåg.
Lade være med at drømme om, at hjulsporene ikke var dækket af centimetertykke lag løst sand. Jeg var i stedet nødt til at omfavne hele molevitten. Og det lykkedes. Da jeg formåede at lægge frustrationerne på hylden og blot befinde mig i nuet, blev oplevelsen magisk.
Jeg tog erfaringen med mig. Begyndte at søge efter vejene, som ingen gad at cykle på, fordi de var for elendige. Bevæge mig væk fra de betrådte stier og vandre egne veje i bjergene. Og derude fandt jeg, hvad jeg (nogle gange) søgte: total isolation i uspoleret, vild og dramatisk natur. Det åbnede op for en ny type ture, som for øvrigt ikke behøvede at være lange ekspeditioner, men også kunne være de kortere weekendture. Det gjorde, at jeg fik en lang række af mine bedste oplevelser.
Vores grænser, drømme og mål ligger forskellige steder, og selvfølgelig handler det om langsomt at bygge på. At komme ud, hvor det måske er lidt svært at finde fodfæste – men ikke helt derud hvor man overhovedet ikke kan bunde. Det kan man gøre på et væld af forskellige måder. Hvad med at prøve det? Det er jo forår. Det er tid til at lægge planer.
Tore Grønne, chefredaktør
© 2020 Opdag Verden ApS
