Med paraply over Pyrenæerne

Vi sidder i læ for regnen under en granitblok på størrelse med et dansk parcelhus og ser ud i den ubarmhjertelige virkelighed foran os. Efter et par kiks hanker vi op i rygsækkene, trækker hætterne op om hovedet, og begiver os ud i de tusinder kolde dråber, der vælter ned fra den grå himmel. Det er juli, og vi befinder os et stykke over trægrænsen i nationalparken Aigües Tortes på den spanske side af Pyrenæerne.
Ved en sø i 2500 meters højde kommer vi fri af den lægivende skrænt og møder en mur af vind. Vi har store problemer med overhovedet at bevæge os fremad og må febrilsk søge fodfæste, hver gang et iskoldt vindstød af orkanstyrke forsøger at vælte os omkuld. Min paraply bliver flænset i stykker, da jeg prøver at holde den op mod blæsten. Først er jeg imponeret over elementernes rasen og synes, det er fantastisk, at noget kan være så vildt. Men efterhånden bliver jeg koldere og vådere. Så tænker jeg kun på at få varmen. I underbevidstheden vokser uroen.