Camønoen til fods

Kongerigets venligste vandrerute

P1090739.jpg
Skrevet af: Elsa Lysgaard Ranzau
Opdateret den 10. maj 2024
Læst af: 14221

Danmarks nyeste vandrerute hedder Camønoen og bugter sig 175 kilometer over Møn, Nyord og Bogø. Ruten åbnede officielt i juni 2016, men vi tyvstartede og vandrede en god bid af turen, der går under navnet Kongerigets venligste vandrerute, et par dage inden. Vi blev langt fra skuffede.

 I det fjerne varmeflimmer skimter jeg Mønbroens buekonstruktion, Danmarks måske smukkeste bro. Over det blå hav og længere ude mod Storstrømmen stikker Farø-broens to spidse tårne op over sommerlandskabet i et land bundet sammen af broer og færger.

Himlen er blå, og solen bager, da vi ad små markveje påbegynder vores tyvstart på Danmarks nye vandrerute, Camønoen, som egentligt først officielt indvies om nogle dage.

Gruset knaser under fødderne, fuglene kvidrer, og kornet står grønt på markerne, mens vi vandrer nordpå mellem Stege og lilleputøen Nyord.

Vi vandrer forbi marker, hvor køer ligger i solen og tygger drøv blandt gule markblomster, og lige inden vi når dæmningen mellem Møn og Nyord, sætter vi os i græsset og holder pause for at gøre et indhug i beholdningen af müslibarer, inden vandrestøvlerne bringer os til en ny ø.

 

P1090651

Pandekageflad
Nyords flade strandenge byder os velkommen, da vi sætter fod på øen, og inden længe står vi oppe i fugletårnet og nyder udsigten over den grønne ø, der nærmest er flad som en pandekage.

En stor del af øen udgøres af fuglereservat, og vi kan da også se usandsynlig mange fugle fra fugletårnet. Herfra lægger vi vejen forbi Nyords shelterplads, hvor fire fine shelters står klar til vandrefolket, men endnu er det for tidligt at slå lejr, så vi nøjes med at fylde vores vandflasker, inden vi vandrer videre mod Nyord landsby.

Den bilfri landsby tager imod os med landsbyhygge, gammeldags charme og stokroseidyl, og et par lokale vil gerne slå en sludder af med os og spørger til, om vi er på Camøno-vandring. Uheldigvis har både Nyords kro og café lukket, da vi vandrer igennem landsbyen, så vi må i stedet finde spiselige reserver frem fra rygsækken.

P1090611

Danmark når det er bedst
Da vi igen krydser den lille bro tilbage til Møn, vandrer vi igennem Ulvshale skov, som nærmest må være Danmarks svar på en urskov. Her får skoven stort set lov til at passe sig selv, og de døde og væltede træer bliver liggende til glæde for insekter og fugle.

Lige netop insekter får vi snart at se, nærmere bestemt i form af en myggeinvasion fra helvede, men da først armene og benene er dækket til med lange ærmer og bukseben, kan vi igen roligt vandre videre og nyde skoven.

Skoven åbner op, og foran os ligger først strandenge og dernæst den lange fine sandstrand, som Ulvshale er kendt for. I aftenlyset går vi mod vores shelterplads ved Udby nord for Stege.

Næste dag vandrer vi ad småveje gennem hyggelige landsbyer, forbi bondegårde og marker hvor heste, køer og får græsser på uendelig god plads og nysgerrigt følger os med blikket.

Kornet bølger på grønne kornmarker, og de vilde grøftekantsblomster lyser op som kontrast til al det grønne, mens vejboderne byder på friske grønsager og jordbær. Det er dansk sommer, når det er bedst.

Efter at have vandret gennem det hyggelige landsby- og landbrugsmiljø trænger vi til at få naturunderlag under fødderne, så vi sætter kursen nordpå mod den alternative Camøno-rute på nordkysten.

Det eneste menneske, vi møder på nordkysten, er en enlig fisker, der i sine vaders står et stykke ude i havet og prøver fiskelykken.

P1090730

Klinten og dinosaurerne
Inden vi når den øde kyststrækning, er vi dog nødt til at få fyldt vores tomme vanddunke op. Vi går op til et hus, hvor en mand er i fuld sving med havearbejdet.

At man kalder Camønoen for kongerigets venligste vandrerute, er ikke helt ved siden af, for vi bliver varmt modtaget af en umanerlig flink mand og får endda mange gode tips til ruten og en hyggelig sludder, inden vi begiver os videre med fyldte vandflasker.

Det er klart vejr, og vi har udsigt helt til Stevns Klint, der i det fjerne står som et gigantisk trappetrin ud til havet. Det er imponerende at tænke på, at Stevns Klint rummer beviset for hvordan dinosaurerne uddøde, nemlig det såkaldte fiskeler, der som et mørkt bånd af askeholdigt ler vidner om et gigantisk meteornedslag, der udover dinosaurerne udryddede halvdelen af alt liv på jorden.

Denne smukke sommerdag er heldigvis anderledes fredelig, og vi fortsætter langs nordkysten i retning mod den højere og mere dramatiske Møns Klint.

P1090624

Alene på nordkysten
Først sætter vi os dog i solen på rullestensstranden med en drivtømmerstamme som ryglæn og varmer vand til kaffen, mens vi spiser vores velfortjente frokost og kigger ud over havet. Efter frokosten fortsætter kystvandringen.

Her er nærmest ikke et menneske, og vi vandrer ad den øde rullestensstrand. Underlaget er lidt udfordrende at gå på, og jeg er glad for mine Vandrestave, som giver bedre balance på det usikre underlag.

Det eneste menneske, vi møder på nordkysten, er en enlig fisker, der i sine vaders står et stykke ude i havet og prøver fiskelykken. Efter et par kaffepauser mere, når vi aftenens lejrplads, naturcampingpladsen Pomlerende, hvor vi camperer mellem de høje bøgetræer. De få andre campister består af et par enkelte lystfiskere.

Næste morgen er vi tidligt oppe for at se morgenlyset på den østvendte Møns Klint og følger den sorte stenstrand langs kysten. Vi forcerer væltede træer på stranden langs klinten ved at kravle mellem grenene.

Træerne ligger væltet omkuld med hele rodnettet blottet, og enkelte steder må vi helt ud i vandkanten og gå. Ved Liselund Slot tager vi trappen med de mange trappetrin op ad klinten for at komme op og vandre langs klintens kant med udsigt ud over det smukke landskab.

P1090636

Bøgen særligt grøn
Udsigten fra Klinteskoven findes næsten ikke smukkere i landet. Klintens hvide klipper rejser sig over den sorte stenstrand, og det hele er pyntet med grønne bøgetræer.

At bøgene langs Møns Klint er særligt grønne er ikke bare indbildning, men skyldes den særlige kalkjord, deres rodnet står i. Havet under os har et turkis skær, for den hvide klippe fortsætter under vandet og giver vandet sin særlige nærmest tropiske farve.

I det bakkede landskab, der udgør entréen til klinten, går vi ad en stejl sti op til Møns højeste punkt, Aborrebjerg, hvor vi finder frokosten frem. Udsigten over det vestlige Møn er formidabel.

En lang bugt af ubrudt kystlinje, skove, marker, kirketårne og vindmøller ligger for vores fødder. Vi kan se det meste af næste dags vandrerute.

I Klinteskoven bliver vi lokket indenfor i GeoCenteret, hvor vi besøger udstillingen om Danmarks fødsel. Vi er ikke i stand til at forlade stedet, før vi har smagt deres kaffe og gulerodskage.

I dag har vi ikke tid til at benytte os af GeoCenterets mange tilbud såsom mountainbike- og snorkelture, da aftenen allerede nærmer sig, og vi endnu har langt til aftenens shelterplads.

Vi fylder vores vanddunke ved GeoCenteret og går de mange trin ned til stranden for at vandre i vandkanten til shelterpladsen.

P1090680

70 millioner år
På stranden samler jeg fossiler; vættelys, som er de forstenede rester af blæksprutter, der levede for 70 millioner år siden, dengang det, som senere skulle blive Danmark, stadig var havbund i det tropiske hav, Kridthavet, hvor svømmende øgler, hajer, søpindsvin og blæksprutter var på hjemmebane.

Klinten tårner sig højt op over vores hoveder. Imponerende at klinten består af skallerne fra alger, der levede i det forhistoriske hav for mange millioner år siden.
Siden blev klinterne presset op ad af istidens enorme kræfter, som ved et gigantisk harmonikasammenstød mellem landmasserne skabte det storslåede landskab og dannede Høje Møn.

Da vi sidst på aftenen nærmer os vores shelterplads, kan vi se store grupper af mennesker på stranden foran shelterne. Det viser sig, at de to små shelters er optaget af en højskole med hele 45 elever. Der er mennesker overalt.

De kan langtfra alle være i shelterne, så vi må gå lidt ned ad stranden, før vi finder et sted at overnatte. Heldigvis er her lunt og tørvejr, så vi klarer os fint uden tag over hovedet.

P1090738

Dovne bølger og lokale is
Dagen efter går vi langs stranden ad den alternative Camøno-rute til Klintholm Havn. Et par hyggelige restauranter er ved at åbne, og vi overvejer at blive hængende for at spise det helt store sildebord til frokost, men beslutter, at vi må have nogle flere kilometer i benene, inden det er tid til at spise.

Vi følger den lange, halvmåneformede bugt langs sydkystens strande. Bølgerne slår dovent mod kysten, indimellem hører vi den brusende lyd af svanevinger, solen skinner, og havet breder sig som en stor blå flade hele vejen til Tyskland.

Pauserne er med strandsand mellem tæerne, og efter en lang strandvandring drejer vi ind i landet igen ved sommerhusområdet Råbylille. Vi har nemlig hørt, at vi på disse kanter kan smage den lokalproducerede Møn Is.

Den finder vi på Museumsgården, som sælger isen fra den nærliggende gård, hvis køer græsser i de landskaber, vi netop har passeret igennem. På Museumsgården holder vi pause i skyggen under de store træer, mens vi spiser vores is.

Da vi vandrer videre af småveje blandt marker og gårde, ser vi Noret, den store indsø, der ligger på sydsiden af Stege. Vores fire dage på Camønoen er ved at komme til en ende, men der er helt sikkert basis for at komme tilbage på flere gode vandreture. Vi har endnu ikke set den vestlige del af ruten med Bogø. Den gemmer vi til en anden gang.


P1090670

Om Camønoen

Den 175 kilometer lange vandrerute slynger sig både gennem idyllisk terræn langs strand, mark og skov over Møn, Nyord og Bogø samt langs det dramatiske klintelandskab langs Møns østkyst.

Med etapenavne som Fugleetapen, Klinteetapen og Hippieetapen kan man kun elske Camønoen. Camønoen blev indviet i sommeren 2016 på initiativ af en række mønske ildsjæle, der har knoklet for at få de fine faciliteter klar til vandrefolket.

Lidt over halvdelen af Camønoen går langs små biveje, men der er også etaper på stranden og ad skyggefulde skovstier. Ud over hovedruten er der cirka 40 kilometer alternativ rute, som ligger langs kysten. Ruten er velmarkeret med orange Camøno-skilte.


Dark Sky Møn

At nattehimlen over Møn er bælgravende mørk er ikke en tilfældighed. Her har man nemlig forsøgt at frede nattemørket med initiativet Dark Sky Møn. Som etapenavnet Mælkevejen indikerer, er her en af de fineste lokaliteter i Danmark at betragte stjernerne fra.

Elsa Lysgaard Ranzau

Elsa Lysgaard Ranzau

Elsa bruger stort set al sin fritid på friluftsliv og elsker friluftslivet i alle sine varianter. Hun vandrer, ror havkajak, står på fjeldski, går via ferrata-ruter, cykler mm.

Find din næste tur her


Ruteforslag
Røsnæs Rundt

Røsnæs Rundt

Priser fra 1.295,-
Kursus
Kursus i friluftsliv og vandring

Kursus i friluftsliv og vandring

Priser fra 495,-
Kursus
Førstehjælp på vandretur

Førstehjælp på vandretur

Andre spændende artikler


Ny bog med opskrifter på bålmad

Ny bog med opskrifter på bålmad

Careful Choice - Det miljøvenlige valg i Eventyrsport

Careful Choice - Det miljøvenlige valg i Eventyrsport

 35 tips til friluftsliv om vinteren

35 tips til friluftsliv om vinteren