Den Kinesiske Mur

Oppe i bjergene nordøst for Beijing, her hvor floden Chaohe krydsede Den Kinesiske Mur, ligger byen Goubeikou. Under Ming dynastiet var byen ét af de væsentligste knudepunkter for gennemgang af nationens forsvarsværk mod de hærgende mongoler fra nord. Få passager har været skueplads for så mange slag som her, for når dette punkt først var erobret, var der direkte adgang til Beijing og magten over Kina.

Men det ligger mere end firehundred år tilbage, og siden da er byen blevet reduceret til et ucharmerende restestop for lastvogne. Kinesiske lastvogne vel at mærke, så luften er fuld af støv og dieselos, da jeg står af bussen for at møde min lokalguide. Mr. Shun er en lun kineser med lidt sporadisk skægvækst ved mundvigene, som giver ham en antydning af knurhår. I bæltet sidder hans mobiltelefon og hans camouflage Bukser er det eneste militaristiske der er at se i Goubeikou. Nu skulle man tro, at det at følge en mur er relativt nemt og en lokalguide derfor var unødvendigt, men dele af første etape er lukket af (militært område overraskende nok) og kræver derfor, at man går gennem de lokales labyrintiske majsmarker i dalen neden for muren. Mr. Shun, som viser sig at være en sand kineser idet han er storrygende, tager mig væk fra den brølende trafik. Vi går gennem en lille landsby og op i højden, langs de frodige majmarker. På toppen af en bakkekam går vi igennem et hul i en jordvold, som indtil nu har skærmet for udsigten. Og pludselig kan jeg se den. Muren. Som en gigantisk slange snor den sig fra bjergryg til bjergryg, i det kuperede landskab af mørkegrønne bjerge, for at forsvinde ud i horisontens dis. Nogle gange forsvinder den ned bag en bakke, for dernæst at dukke frem på næste bakketop. Ikke nok med at jeg kan se muren, så står jeg allerede på den. Eller rettere, jeg står i den, for jordvolden er slet ikke en vold, men den gamle mur kerne, som nu står blottet og bar. Mr. Shun smiler lunefuldt og tænder en cigaret. Det er ikke hans første møde med muren.