På glat føre i Tigerspringskløften

Vandring i Kina

Et trek gennem den afgrundsdybe Tigerspringskløft byder på storslået natur, små landsbyer og kinesiske misforståelser. Og så skaber lidt mere regn, end hvad godt er, udfordringer på vejen.

PSX_20180713_091742-1.jpg
Skrevet af: Tine Haslam Nielsen
Opdateret den 09. maj 2021

Et trek gennem den afgrundsdybe Tigerspringskløft byder på storslået natur, små landsbyer og kinesiske misforståelser. Og så skaber lidt mere regn, end hvad godt er, udfordringer på vejen.

”Donkey?” spørger manden mig.

Han er klædt i en mørk gedeskindsvest og har en lille filthat på hovedet. Han er tynd, ansigtet er fyldt med rynker, og kropsholdningen vidner om et hårdt liv med bondearbejde. Jeg takker pænt nej tak til tilbuddet. Nu er jeg kommet så langt for at vandre gennem den legendariske Tigerspringskløft, så skal jeg ikke op på et æsel. Han forsætter hen til de andre vandrere, men bliver afvist.

Vi er i alt syv personer – en amerikaner, en franskmand, fire polakker og mig – der lystigt sætter ud sammen på en asfalteret vej mod High Trail. Vi kan se over den brusende, brune Yangtzeflod og ind i kløften, hvor vi skal tilbringe de næste par dage.

Vi når en lille landsby, hvor de små, hvide stenhuse har bliktage i blå og rød. En pil signalerer, at vi skal op ad en mudret sti ved et lille hønsehus, men et par kinesere signalerer, at vi går den forkerte vej og peger på hovedvejen, som om de ikke begriber, at vi gider gå gennem kløften, når man nu kan køre gennem den. Vi tager de første skridt op ad bjerget og lægger hurtigt den lille landsby bag os.

Minoriteter højt over Yangtze
Vi bevæger os gennem græslandet og dybere ind i kløften. Den brune Yangtzeflod brøler under os, husene bliver mindre og mindre, og rismarkerne bliver erstattet af græsmarker og grantræer. Foran os tordner bjergtoppene mod skyerne. Det er stadig tidligt på formiddagen, men temperaturen nærmer sig allerede de 30 grader. Fugtigheden her i sommermånederne er høj, så sveden drypper af os, og vi har svært ved at trække vejret helt ned i lungerne.

En råbende kvinde kommer løbende efter sine geder i et forsøg på at dem til at gå i den rigtige retning. Hendes mørke bukser, den lidt store hvide trøje, det blå bælte og det sorte forklæde med syv runde cirkler, som skal symbolisere stjerner, taler sit tydelige sprog. Hun tilhører naxi-minoriteten, der har hjemme i den her del af Yunnan.

Provinsen her er hjem for mere end 50 forskellige kinesiske minoriteter og er samtidig et af de mest artsrige områder i hele Kina. Her finder man mere end halvdelen af Kinas 30.000 forskellige plantearter, og 2.500 af dem findes kun her.
Da kvinden har fået gederne til at rette sig ind, vender hun sig om og løber mod toppen. Her henter hun en pose champignoner og løber igen ned til sine geder. Uden en eneste dråbe sved i ansigtet, selvfølgelig. Hun råber ”nihao!” og forsvinder derefter ned ad bjerget. Vi kigger lidt på hinanden og føler os pludselig som pensionister på tur.

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

iStock 467843326Foto: Janice Edge / www.iStock.com

”Grøn elsker dig jeg ham skovbrand på alle”
Vi når op ad bjerget, dykker ind i skoven og når en lille bod, hvor der bliver solgt energidrikke, Snickers, sodavand og hash. Jeg finder aldrig helt ud af, om det er normalt, at der sælges hash, men det ligger fremme på bordet som enhver anden vare. Jeg holder mig dog til en Snickers, mens de andre forsyner sig med nogle af de andre varer. Min ene sko gnaver i hælen, så jeg sætter mig på en sten for at tage plaster på.

De andre venter på mig, men min drøm har hele tiden været at gå turen alene, så jeg siger, at de bare skal gå videre.

Jeg spiser langsomt min Snickers for at trække tiden yderligere. Så er jeg sikker på, at jeg ikke indhenter dem undervejs. Jeg forsætter alene gennem skoven. Her er uforståelige skilte, hvor nogle har forsøgt at oversætte kinesisk til engelsk: 

”Million people in fire, a negligence provoked catastrophe.”

”Green love you I he forest fire on everyone.”

Pludselig åbner himlen sig, og jeg finder hurtigt min regnjakke frem. Heldigvis er der ikke langt til den nærmeste landsby, men jeg ved, at ruten kan blive farlig, hvis det regner for meget, som det kan gøre om sommeren. Der går dog ikke længe, før jeg når dagens sidste nedstigning. Stien er på få minutter blevet til en stor mudderpøl. For ikke at vælte ned ad stien, går jeg i hug ved hvert skridt. Ved hvert skridt er jeg ved at skride. Jeg holder fast i nogle store sten og skøjter ellers nedad. Jeg undgår dog heldigvis at rutsche hele vejen ned.

Øffende grise og klukkende høns
Jeg når landsbyen. Husene er lavet af sten og mudder, og tagenes sorte tagsten svajer opad i hvert hjørne. Alle huse har en lille køkkenhave, og under halvtagene har høns og gæs søgt ly mod regnen. Jeg når Naxi Guesthouse, går gennem en lille port med kinesiske tegn på hver side og træder ind på en gårdsplads omkranset af husets bygninger. Majs hænger til tørre på den ene mur og jeg når knap ind i gårdspladsen, før jeg får stukket en friskbrygget myntete i hånden. De andre trekkere sidder allerede med te, stegte grøntsager, ris og stegt kylling vendt i krydderier. Jeg bestiller selv nogle stegte grøntsager og en varm nuddelsuppe og beslutter mig hurtigt for at blive natten over.

Turens hårdeste stykke venter forude, og jeg føler mig allerede hjemme her i tehuset. Her er en varm atmosfære, masser af ro, og værtsfamilien er venlige og imødekommende. Huset er bygget af mørkt træ, så gulvet buler lidt hist og her, og i hvert vindue hænger der en rød lanterne, som lyser op om aftenen. I en lille gård huser små skure bliktoilet og bad. Jeg får et værelse med udsigt over bjergene, hvor den nederste del er dækket af frodig skov, mens den øverste del ligger gemt bag hvide skyer. Jeg falder i søvn til lyden af øffende grise og klukkende høns.

Photographing the Tiger Lea
Foto: JaniceEdge / www.iStock.com

28 hårnåle
Jeg starter dagen med en portion havregrød, to æg og den bedste kop mælkete, jeg har drukket i Kina. De første vandrere begiver sig ud på stien, og kort efter går jeg også. Jeg skal ud på den mest berygtet del af ruten: de såkaldte 28 hårnåle. Jeg går på store sten gennem små grøntsagshaver. På min højre side ligger kløften; bjergene på den anden side.

Jeg når stedet, hvor vejen bugter sig 28 gange og bare går op, op og op. Lukker alt ude og fokuserer på mine skridt. Finder et tempo, som jeg kan holde stabilt. Tager turen et skridt ad gangen. ’Stien’ er godt mudret, og flere gange må jeg ned på alle fire og nærmest kravle op. De små sten på stien rokker, når jeg træder på dem, så for hvert et skridt skal jeg passe på, at jeg ikke falder. J

eg nærmer mig mere og mere den frodige skov med grantræer og bambus. Engang i mellem når jeg et udsigtspunkt, hvor man kan se ned til landsbyen og ”mit” gæstehus, rismarker og kløftens bund med Yantgzefloden, der mere og mere ligner en tynd streg end en egentlig flod. Hvide skyer dækker til tider toppen af bjergene på den anden side af kløften, og skoven vrimler med farverige insekter og vandrende pinde. Det giver mig energien til at forsætte.

Jeg når ud ad skoven og op til et goldt område domineret af store, grå sten. Jeg ser et lille plateau, hvor man kan se udover bjergene og kløften, så jeg kravler ud gennem hegnet ved siden af en lille, tom butik. Jeg går langs de tibetanske bedeflag og ud til udsigtspunktet. Skyerne indhyller bjergene i en magisk tåge og dækker for udsigten til floden. Jeg nyder stilheden for en stund.

På skøjter i regnen
Jeg fejrer, at jeg er halvvejs på hele ruten med en cola i Halfway Guesthouse og forsætter turen gennem vandfald og langs klippeskranter, som fører to kilometer ned i kløften. Jeg møder en mand, som lufter sine geder og en enkelt vandrer. Ellers er jeg alene. Stien er mudret og fyldt med glatte sten, så jeg skøjter ned ad bjerget.

Nogle gange må jeg ned og røre jorden ved hvert et skridt. Mine fødder er efterhånden godt ømme, og jeg har fået et par vabler. Det er rart, at turen snart er slut. Jeg går dog forkert og ender med at må gå ad bjerget for at nå frem til mit gæstehus. Vejen derop er hård, og jeg kan i den grad mærke mine fødder. Da jeg kommer til gæstehuset, får jeg endnu engang stukket en kop te i hånden. Jeg spiser en kæmpe omgang stegte ris og går til køjs. Jeg er udmattet og lettet over at have nået mit gæstehus. Samtidig er jeg lykkelig over at opleve den skønne natur helt tæt på.

PSX 20180713 141838På kanten af afgrunden
Jeg vågner til lyden af regn, som løber ned ad ruden. I løbet af natten har regnen forårsaget stenskred flere steder på ruten, og det er for risikabelt at forsætte mod det sidste gæstehus. I stedet vandrer jeg til et nærliggende vandfald.

Jeg når et lille stenhus med et bliktag. En spinkel, ældre kvinde med varme øjne laver mad i en lerkrukke over åben ild. Jeg hilser pænt på hende, lidt forvirret over, at jeg pludselig står i hendes forhave, som mest af alt ligner en mudderpøl. Jeg har brug for hjælp til at finde vej og forsøger at imitere et vandfald. Det forvirrer hende mere end noget andet, og da jeg viser hende vandfaldet på et kort, peger hun på sin baghave, men der er ingenting, som indikerer en sti.

Jeg følger en vandledning gennem landskabet. Så får jeg øje på en blå pil. Jeg er på rette vej. Stien er smal og bliver endnu smallere. Der er kun plads til, at man kan have en enkelt fod på stien, og samtidig hænger en stor klippe ind over stien, så jeg må gå foroverbøjet. På den anden side af stien venter afgrunden.

Jeg finder et lille stykke jord, hvor jeg kan sætte min anden fod og rykker mig, helt sammenkrøllet, millimeter efter millimeter. Med bankende hjerte forcerer jeg det lille stykke og kommer helskindet gennem. Selv de korte ture kan være udfordrende i Tigerspringskløften, men snart bliver jeg belønnet med udsigten til et kæmpe, brusende vandfald omgivet af de grønne bjerge højt over Yangtzefloden.

Det er klart besværet værd.


iStock 899560022Foto: aphotostory / www.iStock.com

Tiger Leaping Gorge High Trail

Ruten, jeg vandrer, er i alt 30 kilometer, fører gennem hele Tigerspringskløften og kan tage alt fra én til fire dage at gennemføre alt efter form og forhold. Stien er for det meste velmarkeret og bliver brugt af de lokale. Langt de fleste vandrere kan være med. Vær dog opmærksom på, at man går i +2000 meters højde, så det kan være en god ide at bruge en dag eller to i Lijiang på at vænne sig lidt til højderne inden trekket. Indgang til Tigerspringskløften koster 65 RMB (61 kr.), uanset om du vil trekke eller ej.


Scenic view of traditional
Foto: efired/ www.iStock.com

Naxifolket

Naxifolket tæller cirka 300.000 individer og er én blandt de 56 minoritetsgrupper, der er anerkendt af den kinesiske stat. De benytter sig traditionelt af skriftsproget dongba, hvor man bruger figurer i stedet for bogstaver. Selv om folket efterhånden har taget de kinesiske skrifttegn til sig, kan man stadig se små figurer tegnet flere steder i området, f.eks. over dørene på mange gæstehuse.


Legenden om Tigerspringskløften

Tigerspringskløften tager sit navn efter legenden om en tiger, der blev jagtet af en jæger. For at undgå at blive dræbt af jægeren, sprang tigeren 25 meter over den smalleste del af Yangtzefloden og overlevede.

Mange kinesere valfarter til kløften for at opleve det punkt, hvor tigeren, ifølge legenden, sprang, men begiver man sig ud på High Trail, finder man et område, der stadig er relativt uberørt. Kløften er omtrent 15 kilometer lang, og på det dybeste sted er der 3790 meter fra floden i bunden til bjergtoppen.

 

Andre spændende artikler


Til fods, på cykel og med båd ved Li-floden

Til fods, på cykel og med båd ved Li-floden

Vandring i Kina

Vandring i Kina

Den Kinesiske Mur

Den Kinesiske Mur

Log ind