På glat føre i Tigerspringskløften

”Donkey?” spørger manden mig.

Han er klædt i en mørk gedeskindsvest og har en lille filthat på hovedet. Han er tynd, ansigtet er fyldt med rynker, og kropsholdningen vidner om et hårdt liv med bondearbejde. Jeg takker pænt nej tak til tilbuddet. Nu er jeg kommet så langt for at vandre gennem den legendariske Tigerspringskløft, så skal jeg ikke op på et æsel. Han forsætter hen til de andre vandrere, men bliver afvist.

Vi er i alt syv personer – en amerikaner, en franskmand, fire polakker og mig – der lystigt sætter ud sammen på en asfalteret vej mod High Trail. Vi kan se over den brusende, brune Yangtzeflod og ind i kløften, hvor vi skal tilbringe de næste par dage.

Vi når en lille landsby, hvor de små, hvide stenhuse har bliktage i blå og rød. En pil signalerer, at vi skal op ad en mudret sti ved et lille hønsehus, men et par kinesere signalerer, at vi går den forkerte vej og peger på hovedvejen, som om de ikke begriber, at vi gider gå gennem kløften, når man nu kan køre gennem den. Vi tager de første skridt op ad bjerget og lægger hurtigt den lille landsby bag os.

Minoriteter højt over Yangtze
Vi bevæger os gennem græslandet og dybere ind i kløften. Den brune Yangtzeflod brøler under os, husene bliver mindre og mindre, og rismarkerne bliver erstattet af græsmarker og grantræer. Foran os tordner bjergtoppene mod skyerne. Det er stadig tidligt på formiddagen, men temperaturen nærmer sig allerede de 30 grader. Fugtigheden her i sommermånederne er høj, så sveden drypper af os, og vi har svært ved at trække vejret helt ned i lungerne.

En råbende kvinde kommer løbende efter sine geder i et forsøg på at dem til at gå i den rigtige retning. Hendes mørke Bukser, den lidt store hvide trøje, det blå bælte og det sorte forklæde med syv runde cirkler, som skal symbolisere stjerner, taler sit tydelige sprog. Hun tilhører naxi-minoriteten, der har hjemme i den her del af Yunnan.

Provinsen her er hjem for mere end 50 forskellige kinesiske minoriteter og er samtidig et af de mest artsrige områder i hele Kina. Her finder man mere end halvdelen af Kinas 30.000 forskellige plantearter, og 2.500 af dem findes kun her.
Da kvinden har fået gederne til at rette sig ind, vender hun sig om og løber mod toppen. Her henter hun en pose champignoner og løber igen ned til sine geder. Uden en eneste dråbe sved i ansigtet, selvfølgelig. Hun råber ”nihao!” og forsvinder derefter ned ad bjerget. Vi kigger lidt på hinanden og føler os pludselig som pensionister på tur.