Til fods, på cykel og med båd ved Li-floden

Levende bjerge
Bjerge skyder op overalt. Midt i en rismark skyder en af de spidse tinder ret op af jorden, og står i ensom majestæt midt i den glade mark. Andre steder sidder to bjerge sammen som siamesiske tvillinger.

De er ikke særligt høje, op mod 500 meter, men deres lodrette flader og toppe, der ender i bløde kurver eller spidse tinder giver landskabet et poetisk udtryk, som toppene står skulder ved skulder.

Jeg stirrer og stirrer og til sidst virker det, som om landskabet kommer til live, hver enkelt top får liv. En drejer ryggen mod mig i fornærmethed, en anden sender et grønklædt smil til mig, en tredje stirrer mig lige i øjet med et øje, der aldrig blinker.

Jeg taber nedstirringskonkurrencen til det prægtige bjerg med det næsten cirkelrunde hul midt i det hele. Måske er det indgangen til en grotte, som der er mange af her.

Mytisk udsigt
Jeg styrer kværnen gennem rismarker, og foran mig dukker Moon Hill op med sit tydelige og karakteristiske hul midt i det 350 meter høje bjerg, som havde en kæmpe engang spillet bold med en klippeblok og tyret den gennem bjerget.

Jeg triller kineserkværnen op til indgangen og parkerer ved den trappe, som fører op ad mod himlen. Pyt med, at dette er fjernt fra Himalayas kolossale bjergmassiver, og at der ikke er den store fysiske udfordring i at bestige de over 800 marmortrin, som gør det let for alle at komme til toppen.

Dette er poesi og aktiv frihed på samme tid, og for enden af trappen til himlen venter det mest idylliske og poetiske landskab blandet af natur og mennesker, jeg har set. Her, midt i hullet i bjerget, under den 50 meter høje og brede klippebue, der danner hullet og måneformen, som bjerget er navngivet efter, når jeg udsigten.

Jeg rammes der, hvor endnu en rejseoplevelse sætter sig som et evigt spor, som aldrig slettes. Selv om minderne om farver, dufte og former med tiden falmer, vil den intense følelse af at være til her på Moon Hill altid bestå. Foran mig kærtegner hundredevis af bløde og spidse bjergtoppe himlen udad mod verdens ende, til øjet ikke kan se længere.

De skyder op overalt, skifter farve, som de forsvinder mod horisonten, fra mørkegrønne til blå og sorte som skygger. Rismarker bugter sig som væg-til-væg-tæpper syet sammen af sotftern mellem klipperne.

Vandet fra deres overflader ligger som kæmpespejle, der reflekterer landskabet, mens den frodige, grønne farve skinner fra markerne. Små broer løber over småbække og sidegrene af Li-floden, som bugter sig gennem landskabet ikke så langt herfra. På en smal sit går en bonde med rishat mod ukendte mål. Jeg følger hans lydløse skridt, mens en lun, knap mærkbar vind, hvisker i ørerne.

”Se, det er derfor jeg ikke blæser mere, for ingen har lyst til at komme herfra igen.”
Jeg bøjer mig og sætter mig ned for at suge til mig. Sådan bliver jeg siddende i lang tid, så længe, at det ikke giver mening at registrere den.

Her burde kinesiske guder flyve rundt på en lille sky og udkæmpe drabelige kampe mod onde dæmoner. For dette landskab ser ud som noget, der burde være gudernes rige.

Tanken om aldrig at vende tilbage gør mig vemodig, da jeg kaster det sidste blik på sceneriet. Det første skridt ned herfra er svært at tage. Men tanken om, at det kun er op til mig at afgøre, om jeg skal vende tilbage engang, sender vemoden væk i den lidt mindre kølige aftenbrise.

Båd på bugtende Li-flod
Næste morgen er den gal igen. Jeg må derud, hvor livet for alvor folder sig ud. Landskabet kalder sin mystiske og uimodståelige kalden. Jeg hopper på en flodbåd og beder skipper spænde den lejede mountainbike bagpå.

Han griner, så de skæve tænder truer med at hoppe i gynteren på den tættest på, som er mig, mens han surrer jernhesten fast til de skæve planker, der udgør den sammenflikkede træbåd.

Han siger en masse på 30 sekunder, desværre på sit modersmål, hvoraf jeg forstår Xing-Ping. Men det er også rigeligt, for det er navnet på den lille by, jeg gerne vil have, han sejler mig til lidt længere oppe ad den mytiske Li-flod.

Jeg holder helt automatisk op med at tænke, mens jeg nyder den meget rolige sejlads mellem det fantastiske landskab. Båden glider gennem det stille vand, mens den hostende motor kæmper en hård kamp for at presse os op ad den tilsyneladende massive modstrøm, som blot danner småkrusninger på overfladen.

Men skipper ser rolig ud, og der er heller ikke grund til andet, det lykkes ham at styre os uden om andre pramme og sandbanker midt i floden på trods af den drilske modstander, som floden udgør.

Det kan vist være en rolig og fredfyldt sejltur, men motoren overdøver roen. Men for pokker, jeg sejler på Li-floden, omgivet af de mytiske bjergtoppe, som jeg altid har ønsket at se, så til det kinesiske svar på helvede med larmen fra bådens motor. Jeg er (kinesisk) konge af Li-floden og har tusindvis af kalkstensklipper som undersåtter.

Mylder af liv
Vi glider op ad strømmen forbi kæmpemæssige bambus, fiskere, der hænger ud over rælingen på deres små træbåde, kvinder vasker tøj på bredderne. Efter halvanden times snerrende sejlads ankommer vi til landsbyen, Xing-Ping. Små murstenshuse ligger spredt over floden og danner smalle gyder, der venter på at blive udforsket. Skipper spænder cyklen af og forlader os tøffende nedstrøms igen.

Selv her i den bette by Xing-Ping myldrer det med liv, og jeg udforsker nysgerrigt, men også lidt ydmyg, de smalle gyder.

Jeg rager alt for meget op over de små mennesker og har en alt for stor næse, hvis jeg skal dømme efter de mange, nysgerrige blikke, der for hurtigt slås i jorden, når jeg fanger dem i at glo. Men fint, så er der ingen grund til at være ydmyg, og jeg glor selv tilbage i stor stil.

En gade er åbenbart symaskine-gyden, for her sidder seks kvinder med hver sin symaskine, som drives af fodpedaler. I andre gyder sælger kvinder grøntsager og frugt. I en tredje kan man købe levende ænder og grise, der er placeret med sammenbundne fødder på jorden og grise i flettede kurve smidt op på ladet af en lastbil eller placeret på hver sin side af en cykel.

Mylderet er værd at udforske et par timer, men jeg skal huske de 46 kilometer, der venter på mig på støvede veje tilbage til Yangshuo. Så jeg forlader Xing-Ping og cykler af sted. Det er en herlig tur og godt at få rørt skinkerne gennem små landsbyer og langs rismarker.

Jeg sætter turbo på pedalerne og knalder i fuld fart hjemad i kamp mod mørket, der omfavner mig tættere og tættere. I mørket synes bjergenes silhuetter som vogtende kæmper. Umulige at ignorere. Og hvorfor skulle man også det?

Sådan er landskabet skabt

Fire ting har skabt kalkstenslandskaberne: Hård, kompakt klippe fri for kulstof. Stærke kræfter i undergrunden, i dette tilfælde fra kollisionen mellem Indien og Asien, der dannede Himalaya-bjergkæden. Monsun-klima med høj fugtighed i den varmeste sæson. Endelig er det et område, der ikke har været skurret til af gletsjere.

Tusindvis af giganter

70.000 kalkstensbjerge skyder op af jorden i området, som strækker sig helt til Halong Bay i Vietnam. Byerne Yangshuo og den større Guilin er centrum for rejsende, der vil se det maleriske sceneri.

Fuglen brødføder familien

Yangshuo er også byen, hvor du oplever det traditionelle skarvfiskeri, som har været praktiseret i århundreder. Det traditionelle skarvfiskeri er stort set uddødt, men du kan stadig se fiskere demonstrere det stående på deres smalle flåder af fem-seks bambusrør.

Herfra sender de deres skarver i vandet, hvorefter fuglen ivrigt dykker ned efter fisk. Fiskerne har fire-fem fugle, der hver har en ring rundt om halsen. Den har to formål. Dels forhindrer den de dygtige dykkere i at stikke af ud i friheden, dels forhindrer den fuglen i at nedsvælge sit baskende bytte, så fiskeren kan hive sin aftensmad eller markedssalg ud af næbbet, frem for at se fisken forsvinde i fuglens glubende appetit og velfortjente bytte.

Fiskerne fjerner ringen, når fiskeriet er slut, så fuglen kan spise. Fiskeriet foregår rigtigt fra en bambusflåde om aftenen, når mørket er faldet på. Fiskerne sætter lamper op ud over vandet for at lokke fiskene til. Derefter sender han sine fugle i vandet, hvor deres naturlige instinkter sender dem på jagt. En god skarv kan brødføde en hel familie.

Yangshuo, Guilin og Xing-Ping

Alle tre byer er centrum for smukke bådture mellem landskaberne på Li-floden, men i den største by, Guilin, er bådene større og landskaberne mindre spektakulære. De smukkeste ture får de fra Yangshuo og Xing-Ping.

3 vandreture ved Yangshuo

Yangshuo er den byen, hvor du kan være mest aktiv. Der er masser af klatremuligheder og fine vandreture i området. Prøv for eksempel at vandre:

Langs Li-floden
18 kilometer langs Li-floden. Tag en lokal bus fra Yangshuo til Yangdi og gå i fred tilbage gennem det dramatiske landskab, små landsbyer, rismarker, bambusskove til Yangshuo, mens du krydser floden tre gange. Varer fem-seks timer.

Til Moon Hill
Kryds Yu Long-floden og gå mod Feng Lou-landsbyen. Kryds over Jin Bao-floden og styr mod Moon Hill. Varer tre-fire timer uden stop.

Til Yu Long
Start tidligt på denne heldagestur og nyd sceneriet undervejs. Gå langs Yu Long-floden til landsbyen Jiuxian og fortsæt til Yu Long-broen. Herfra kan du gå tilbage eller snuppe en bambusflåde tilbage til Yangshuo.