Opdag Verden nr. 110, dec-jan 2023

Du ved aldrig, hvad du får – heldigvis

Jeg er for længst holdt op med at tro, at jeg ved, hvad der venter ude i verden. Jeg elsker drømmefasen, planlægningen, de slørede mentale billeder af det ukendte forude. Men jeg ved også, at virkeligheden sjældent stemmer overens med forestillingerne. Sådan skal det også være.

Det kan godt være, at jeg har set smukke billeder fra et sted ude i verden, hvor jeg tænker, at der må jeg hen. Men jeg ved også, at et billede lyver mere end tusind ord og blot repræsenterer et lille, udvalgt udsnit – et skarpt vinklet motiv – af virkeligheden. Jeg har selv den slags billeder liggende. Grizzly-bjørnen, der mutters alene spiser bær på en idyllisk eng i Grand Teton National Park – plus billedet, hvor jeg har drejet kameraet 90 grader, og der er 35 biler og mange flere folk i vejkanten med teleobjektiverne stift rettet mod bamsen.

Billeder er selvfølgelig fantastisk inspiration til ture. Det var et billede af de mastodontiske bjergtoppe i Karakoram, der for mange år siden lokkede mig på cykel gennem det nordlige Pakistan. Det var billeder af granittårnene i Torres del Paine, som førte mig til Patagonien. Og det var billeder fra Islands højland, der stod klart på min nethinde, da jeg sidste sommer tog derop for at vandre Laugavegur. Billeder taget i høj sol vel at mærke.

For virkeligheden var, at stormen ruskede, skyerne lå lavt, og at jeg på en stor del af ruten ikke kunne se mere end 50 meter frem for mig. Frustrerende? Tjaaa… Jeg fik ikke alle udsigterne med, men så fik jeg noget andet. Jeg fik den helt særlige oplevelse af at vandre i min egen lille verden; omsluttet af elementerne og 100% til stede i mit eget hoved. Jeg fandt glæde i, at regnen ikke kunne røre mig – mit udstyr forblev tørt i rygsækken, og min krop forblev varm, for jeg havde det rette tøj på. Jeg nød kuldegysninger, når skyerne blæste bort, og de surrealistiske landskaber et øjeblik åbenbarede sig, inden verden med et pust og et suk lukkede sig omkring mig igen.

Jeg fik måske ikke, hvad jeg havde håbet på, men jeg fik noget andet, og jeg tror ikke, at det var mindre godt. Det var bare anderledes. Desuden betyder det, at der er en rigtig god grund til at vende tilbage – og sådan én skal man altid efterlade. Næste gang, jeg vandrer Laugavegur, kan alt se helt anderledes ud. Verden ser sjældent ud, som vi forestiller os hjemmefra. Heldigvis. Hvor ville eventyret ligge i det?

Tore Grønne, chefredaktør