Da vikingerne kom til Island

Vikingehøvdingen hed Ingólfur Arnarson. Han var på flugt fra en blodfejde i hjemlandet Norge og var sammen med sin hustru, Hallveig Fróðadóttir, og sin halvbror, Hjǫrleifr Hróðmarsson, og deres slaver de første til at slå sig ned på Island. Ingólfur gav slaverne Vífill og Karli deres frihed, og som belønning for at have fundet bjælkerne i Reykjavik gav han dem land, hvor de selv kunne etablere gårde. Ingólfur kontrollerede nemlig snart store af hele det sydvestlige Island, men i løbet af de kommende år solgte han land til nye tilflyttere og gav andet til familie, der sejlede til Island for også at slå sig ned. Indvandringen til Island var begyndt.

Helt så godt gik det ikke for halvbroren Hjǫrleifr, der slog sig ned på det sydislandske kap, der i dag bærer hans navn, Hjörleifshöfði. Da Ingólfur ville besøge sin bror i 875, gik det op for ham, at han var blevet myrdet af sine irske slaver. Ingólfur gav ham en traditionel vikingebegravelse, og i dag kan man vandre til tops på det 221 meter høje kap og besøge hans gravhøj. Nu satte Ingólfur ud for at hævne broderens død. De tidligere slaver mødte deres skæbne på det, der i dag hedder Vestmannaeyjar. ’Vestmandsøerne’, som er opkaldt efter mændene fra vest, irerne.

Det gamle alting – verdens ældste parlament

I løbet af de næste år tog flere vikingehøvdinge turen til Island og slog sig også ned i det nye land. Nogle ville undslippe Harald Hårfagers hårde hånd og strenge skatter i Norge. Andre ledte efter fredelige steder at farme langt fra Skandinavien, hvor truslen fra fjendtlige folk længere nede i Europa og de britiske øer altid lå og lurede. Allerede i 930 var Island fuldt beboet og blev styret af en række vikingehøvdinger. Det var også i 930, at Islands Alþingi, Altinget, den nationale forsamling, blev stiftet i Thingvellir. Her mødtes landets høvdinger to uger i juni for at vedtage landets love og afgøre stridigheder. Alle frie mænd var velkomne til de årlige møder, der var årets store sociale begivenhed med massevis af farmere og deres familier.

Det islandske Alting bliver ofte kaldt verdens ældste parlament, og det eksisterer den dag i dag; det ligger dog i Reykjavik. Helt frem til 1798 var det dog i Thingvellir, Altinget mødtes, og besøger man stedet i dag, kan man med egne øjne se stenene, der udgør resterne af vikingernes parlament. De ligger i Thingvellir National Park.

Leif Eriksen: Islands søn

Thingvellir er ikke det eneste sted, Islands vikingearv står tydeligt frem. Når man kommer til Reykjavik i dag, bliver man mødt af Leif Eriksen, der foran domkirken, Hallgrímskirkja, står og skuer mod horisonten med én hånd på sværdet og en anden på brystet. Statuen var en gave fra USA til Island som en del af fejringen af Altingets 1000-års fødselsdag. På statuen står Leif den Lykkelige, som vi også kender ham, beskrevet som ’Islands søn – opdager af Vinland’. Mange islændinge betragtede det som et bevis på, at USA tog deres side i en gammel kontrovers: Hvor kom Leif Eriksen egentligt fra? Nordmændene havde nemlig også forsøgt at gøre ham til deres. I dag mener man, at der er størst sandsynlighed for, at Leif blev født på Island, hvor hans forældre mødte hinanden; sikkert et sted ved fjorden Breiðafjörður i Vestisland.

Leif den Lykkelige var Erik den Rødes søn, blev født engang omkring år 970 og bliver ofte anset som den første europæer, der nåede til Nordamerika. Det er der forskellige historier om, hvordan han gjorde, og såvel her som når det kommer til det meste af Islands tidlige historie, er det i sagaerne, man finder svar.

’Erik den Rødes saga’, som er skrevet i begyndelsen af 1200-tallet og er en af de ældste sagaer, handler om vikingernes ekspeditioner til nye og ukendte lande – såvel Grønland som Nordamerika. Her kan man læse, at Leif den Lykkelige fik til opgave af den norske konge af omvende grønlænderne til kristendommen, som han selv var konverteret til. På vej til Grønland drev han dog ud af kurs – og endte i Nordamerika. På vej tilbage til Grønland reddede Leif en flok forliste vikinger. Det gav ham tilnavnet ’Den lykkelige’.

Kristendommen kommer

Den anden version af historien finder man i ’Grønlændernes saga’. Her kan man læse, at Bjarni Herjólfsson i 986 var den første europæer til at opdage Nordamerika, da han drev ud af kurs, men ikke gjorde noget for at udforske det nye land. Det gjorde Leif den Lykkelige til gengæld 15 år senere, da han samlede en gruppe mænd og drog af sted mod landet, Bjarni beskrev. I begge versioner fandt Leif blandt andet vinstokke i det nye land, som fik sit navn; Vinland.

I århundreder var det en udbredt tro, at vikingerne aldrig nåede til Nordamerika, men det lavede fundet af en vikingeboplads i Canada, L'Anse aux Meadows på New Foundland, om på i 1960’erne. Det var for øvrigt den legendariske norske eventyrer og pelsjæger Helge Ingstad og hans hustru, arkæologen Anne Stine Ingstad, som stod bag fundet, der slog fast, at vikingerne kom til Nordamerika omtrent 500 år før Christoffer Columbus.

Leif Erikson, Islands søn, spillede også en vigtig rolle i at udbrede kristendommen i såvel Island som Grønland. I år 1000 blev kristendommen officielt gjort til Islands religion på et altingsmøde i Thingvellir, selvom det var upopulært blandt mange islændinge. Det markerede starten på slutningen af vikingetiden i Island, men rejser man til den vilde vulkanø højt mod nord, finder man stadig masser af spor efter dengang, vikingerne herskede på Island.