Højt mod nord vandrer Tormod og Fredrik ud i vildmarken på den islandske halvø Hornstrandir. Her er ingen mennesker og ofte ingen stier. Her er til gengæld stor, rå og uberørt natur, der selvfølgelig opleves allerbedst til fods.
Bag os gynger en lille båd mod syd ud over fjorden. Det er nogle timer siden, Fredrik og jeg stod i den lille by Isfjordur og snakkede med en af byens 300 indbyggere.
”Der, hvor I er på vej hen, findes der en meget god fiskeplads,” sagde han.
”Men det er vel ikke tilladt bare at fiske løs,” spurgte jeg.
”Nej, du skal have tilladelsen af ham, der ejer jorden.”
”Nå da. Hvordan får man det?”
”Det er let nok. Det er mig, der ejer jorden. Men der er en betingelse.”
”Hvad er det?”
”Du skal holde stedet hemmeligt,” sagde han.
Vi lover ikke at røbe, hvor det hemmelige sted ligger. Den gamle mand rækker ud efter et kort, og snart peger en tyk finger på en lille blå streg på kortet. 10 minutter senere står jeg på den lokale benzintank, hvor udvalget af fiskestænger begrænser sig til en enkelt teleskopstang komplet med hjul og to spinnere.
Få minutter senere har jeg købt mit livs første fiskestang og sætter i fuld firspring ned gennem byens gade, forbi butikken, to cafeer og en fiskebutik for at nå båden, der skal sejle os til Hornstrandir.
Det er umuligt ikke at føle en vis ærefrygt over for naturen.
