En uges vandring på islandske Hornstrandir

I Europas sidste vildmark

Højt mod nord vandrer Tormod og Fredrik ud i vildmarken på den islandske halvø Hornstrandir. Her er ingen mennesker og ofte ingen stier. Her er til gengæld stor, rå og uberørt natur, der selvfølgelig opleves allerbedst til fods.

_MG_0776.jpg
Skrevet af: Tormod Granheim - Foto: Fredrik Schenholm
Opdateret den 18. jan 2018

Højt mod nord vandrer Tormod og Fredrik ud i vildmarken på den islandske halvø Hornstrandir. Her er ingen mennesker og ofte ingen stier. Her er til gengæld stor, rå og uberørt natur, der selvfølgelig opleves allerbedst til fods.

Bag os gynger en lille båd mod syd ud over fjorden. Det er nogle timer siden, Fredrik og jeg stod i den lille by Isfjordur og snakkede med en af byens 300 indbyggere. 

”Der, hvor I er på vej hen, findes der en meget god fiskeplads,” sagde han.
”Men det er vel ikke tilladt bare at fiske løs,” spurgte jeg.
”Nej, du skal have tilladelsen af ham, der ejer jorden.”
”Nå da. Hvordan får man det?”
”Det er let nok. Det er mig, der ejer jorden. Men der er en betingelse.”
”Hvad er det?”
”Du skal holde stedet hemmeligt,” sagde han.

Vi lover ikke at røbe, hvor det hemmelige sted ligger. Den gamle mand rækker ud efter et kort, og snart peger en tyk finger på en lille blå streg på kortet. 10 minutter senere står jeg på den lokale benzintank, hvor udvalget af fiskestænger begrænser sig til en enkelt teleskopstang komplet med hjul og to spinnere.

Få minutter senere har jeg købt mit livs første fiskestang og sætter i fuld firspring ned gennem byens gade, forbi butikken, to cafeer og en fiskebutik for at nå båden, der skal sejle os til Hornstrandir.

Det er umuligt ikke at føle en vis ærefrygt over for naturen.

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

 MG 0614Uden for stierne
Lonely Planet kalder naturreservatet Hornstrandafriðland for ’Europas sidste vildmark’. På båden var der nogle få dagsturister, der skulle over for at drikke en kop kaffe i et af de få huse i Homvik. Siden vikingetiden har der boet fiskere i bugterne herude, men i løbet af de seneste 50 år har de alle enten søgt nye farvande eller er blot flyttet bort fra området.

Et netværk af mere eller mindre velmarkerede stier forbinder de gamle bopladser, og hele den enorme halvø er nu beskyttet område. Her er det ikke lovligt at jage dyrene, og der er i det hele taget strenge regler, der har til mål at passe på den fantastiske, arktiske natur.

Den første dag giver en god fornemmelse for landskabet, vi bevæger os gennem. Det er meget sparsomt med vegetation, stierne er vanskelige at få øje på, men de er dog til dels afmærket med varder. Og så møder vi ikke et eneste menneske på vores vej.

Da dagen lakker mod enden, når vi frem til en lejrplads, der er afmærket på kortet, og ligger for enden af en idyllisk, kilometerlang sandstrand. Her er drikkevand, og der er endda et simpelt toilet i et plankeskur, der beskytter mod elementerne.

Dagen efter begiver vi os mod Lerivik. Vejret er klart, og i mangel af en sti går vi over et tæppe af grøn vegetation ind langs en indsø. Nu er vi komplet omgivet af vildmarken. Stierne findes kun som linjer på kortet – herude er der hverken sti eller varder. Ingen huse i sigte. Og vi har stadig ikke set et menneske, siden vi gik i land, og båden vendte snuden mod syd.

Vi ender dagen på en græsbanke ned mod vandet, hvor vi slår lejr. Snart koger der kaffe på primusen, og Fredrik tryller en overraskelse frem.
”Kan jeg byde på en drink,” siger han og holder en ikke helt lille flaske whisky frem.

Fra tid til anden ser vi en lille ræv på jagt efter godbidder.

 MG 0645Efterlader intet
Da vi næste dag efter frokost forlader området, kaster vi et nøje blik på lejrpladsen. Vi efterlader intet, der kan røbe, at der er mennesker, der har tilbragt natten her. Hvis andre kommer efter os, skal de også have den store oplevelse, det er at opleve uberørt vildmark.

Vi giver os i kast med endnu en tur ind i landet, væk fra vandet, ind vildmarken. En typisk dag herude indebærer en strækning på mellem 10 og 20 kilometer og en samlet stigning på omtrent 500 højdemeter, op over et lille fjeldplateau, før man igen begiver sig lige så mange højdemeter ned.

Vi vender dag efter dag tilbage til havet og camperer som regel ved en flod nær stranden. I løbet af turen bliver vi jævnligt indhyllet i tåge, og særlig tæt bliver den, når vi går op i mere end 300 meters højde. Til trods for at mange af de små fjeldpas er markeret med varder og pinde, er det godt, at vi har kompasset med.

Fra tid til anden ser vi en lille ræv på jagt efter godbidder. De fleste af dem er dog desværre så sky, at de løber deres vej i det øjeblik, de får øje på os.

 MG 0798Helt fra Sibirien
Stranden foran os er hvid, så langt vi kan se. Efterhånden, som vi kommer tættere på, kan vi se, at det ikke er koralhvidt sand, der ligger strøet ud på stranden, men at det derimod er tonsvis af solbleget drivtømmer. Vi går nærmere og udforsker de enorme mængder træ, der ligger hulter til bulter i bunker.

”Hvordan er det endt her?” tænker jeg til at begynde med, men indser snart, at det ikke er den store gåde.
Naturens kræfter er stærke. Det er træ, der er drevet til havs fra Sibiriens floder. Sidenhen er tømmeret rejst med havstrømmene over Nordpolen, ned langs Grønlands kyster og videre her til. Store dele af Hornstrandirs kyster er for stejle til, at drivtømmer kan skyldes på land, men her har det været muligt at komme på land. Afstanden til havet er på cirka 20 meter og fortæller historien om tidevande, orkaner og de voldsomme bølger, der kan skylle ind hen over vinteren.

Det er umuligt ikke at føle en vis ærefrygt over for naturen.
Vi klatrer op på tømmeret, balancere på de svære stammer og udforsker, hvad havet har kastet op på land. Noget af træet er blevet formet med værktøj, og nogle steder finder vi dele af borde med maling på. Rester af tovværk og fiskenet ligger overalt.

Meget er sikkert gået tabt uden den store dramatik, men mine tanker vandrer alligevel ud over vandene til fiskere i havsnød mellem Island og Grønland. Jeg føler et stik i hjertet, for det er et barskt hav, der spytter vraggods ind på den her strand.

Den sidste nat tilbringer vi der, hvor båden næste dag skal samle os op. Vi støder på en gruppe forskere, som følger en gruppe arktiske ræve. Det er en sær gruppe, der består af en islandsk forsker samt internationale frivillige, der dagen lang sidder i skjul og stirre på rævenes hi og noterer deres daglige gøremål.

 MG 0936Højt på klippen
Da turens sidste dag lakker mod enden, sætter vi ud på en sidste tur ud mod Hornfjeldet, der er en stejl klippe, der rager op fra havet og er hjemsted for utallige havmåger. Under os ser vi, hvordan båden, vi skal sejle tilbage med, lægger til. Snart vil en lille flok turister følge efter os, men for nu er vi alene, på vej mod fuglefjeldet. Jeg kan godt lide tanken om at være heroppe alene. Det er et godt farvel til dette fantastiske område, og en drøj halv time efter, vi forlod teltet, står vi på toppen af klippen.

Jeg kaster en sten og tæller sekunderne.
″En... to .... tre,″ og der lyder et plask
Klippevæggen er lodret helt ned til vandoverfladen flere hundrede meter under os. Fredrik beder mig stille mig yderst på kanten. Han peger sit kamera mod fuglene, der leger i vinden lige foran os. Jeg har altid været fascineret af at flyve. Måger tilpasser sig hele tiden optimalt til forholdene, de flyver under.

Opadgående luftstrømme løfter dem med sig, som om de gratis tager den på stop med naturens kræfter. De har en driftsøkonomi, som luftfartsselskaberne kun kan misunde dem. Mange af dem bruger de krumme vingespidser til at lede turbulens væk fra vingerne og dermed opnå et bedre løft – en teknologi, der blev yderst populær på passagerfly i forbindelse med de stigende brændstofspriser.

Fuglene går fra at være enkle skabninger til at være et studie i aerodynamik, og som jeg kigger på dem, ser jeg, hvordan nogle af dem er sande eksperter. De flyver som akrobater og laver klassiske manøvrer som snaprolls og Immelman.
Måske bogen om havmågen Jonathan ikke er så forfærdelig langt fra sandheden?


 MG 0542

Havmågen Jonathan

Richard Bachs Jonathan Livingston Havmåge handler om havmågen Jonathan, der ikke vil indordne sig sin floks normer. Han vil ikke blot flyve, fordi det er praktisk og havmåger behøver vingerne for at finde mad. Nej, han elsker at flyve, bruger alle sine vågne timer på det, bliver hurtigere og kan lave flere tricks i luften.

For når Jonathan flyver, glemmer han alt om tid og sted. Han er fri. Men flokken forviser ham til at flyve alene for altid. Det er dog lige meget, for i stedet for at være en del af den frygt, kedsomhed og vrede, der prægede flokkens liv, kan han følge sin drøm og blive bedre til at flyve. Og mon ikke også, han møder en anden flok måger, der ligesom ham er brudt fri for at følge deres drømme?

Find din næste tur her


Ruteforslag
Laugavegur

Laugavegur

Andre spændende artikler


Vandring på Islands Laugavegur

Vandring på Islands Laugavegur

Med rygsæk på Island

Med rygsæk på Island

8 storslåede vandfald på Island

8 storslåede vandfald på Island

Log ind