Vandring i øde Hornstrandir

Tæt på naturen
Efter at have sundet os oven på bådturen, er vi klar til at begynde vandreturen. Det er befriende endelig at få startet på turen, som vi har set frem til i flere måneder. Vi nyder nærmest at føle rygsækkens vægt på skuldrene, men ser også frem til, at vægten falder i takt med, at vi får spist os gennem provianten.

Vi starter med at krydse et klitområde, der mest ligner noget fra vestkysten i Nordjylland, hvilket virker meget malplaceret, med de snedækkede bjerge i baggrunden. Vi ser flere spor efter polarræve, og vi holder et skarpt øje efter de små kræ.

Efter det flade klitområde når vi endelig den første stigning, og vi får hurtigt den velkendte følelse af at gå i bjerge igen. Først og fremmest det fysisk krævende ved at skulle gå opad og kun koncentrere sig om vejen og placering af fødderne. Jeg lukker alt andet ude, og koncentrerer mig kun om at komme frem.

Da vi har fået et par hundrede højdemeter i benene, gør vi holdt ved et af de mange vandløb, der forsvinder ind under den sidste vintersne og danner usikre snebroer.

De tørre hjemmebagte logan-brød er ren nydelse, når vi indtager dem her mellem områdets store, grågrønne bjerge, der mange steder ender brat ned i de små glimtende fjorde. Vi nyder den monotone klukken fra et lille vandløb og sidder og falder i staver, indtil trangiakedlen begynder at koge.

Ud af øjenkrogen ser jeg noget, der bevæger sig, og efter at have stillet skarpt ser jeg en fjeldrype, der falder perfekt i med omgivelserne. Jeg tager et par gode billeder på afstand og vover mig tættere på fuglen.

Jeg var egentlig overbevist om, at fjeldryper er meget sky, men den rykker sig først lidt, da jeg er cirka tre meter fra den. Jeg lægger mig ned på maven og kravler langsomt hen imod den. Jeg kommer så tæt på den, at der kun er en meter mellem os, og får nogle gode close-up billeder.

Da vi har fyldt maven med brød og te, fortsætter vi vores vandring, der er meget let med betrådte stier. Det er lækkert, at vi starter hele turen let, da vi stadig er mærkede efter sejlturen.

Skønt liv i ødemarken
På andendagen har vi planlagt at krydse tværs over halvøen, en tur på 12-13 kilometer. Ruten er mærket med gamle stenvarder på toppen af bjergryggen, så man også kan krydse over i tåge.

De første tre timer er ruten meget hård, da vi skal krydse et stort engområde, der ligger i en dal. Der er et utal af store og små vandløb, som vi må krydse, men det er kun få gange, vi bliver nødt til at tage støvlerne af.

Vi er nødsaget til at gå omveje, da der er store plamager af en flot, lysegrøn mos, der ser dejligt blød ud på oversiden. Men når man har trådt ned i det én gang, ved man, at foden synker godt ned i jorden. Det fugtige miljø gør, at fluerne sværmer om ørerne på os, og de opmuntrer os ikke ligefrem til at holde pause og nyde udsigten ud over den frodige eng.

Da vi endelig når op på toppen af bjerget, møder vi noget, der bedst kan beskrives som et månelandskab, en stor kontrast til den frodige eng under os. På toppen er der kun klippestykker dækket af det karakteristiske, langsomt voksende lav, der findes i naturens egne pastelfarver.

Sammen med de enkelte klatter med sne, ligner det et abstrakt maleri. Det er meget afslappende vandring her på toppen. Vi behøver kun følge de halvanden meter høje stenvarder, der ligger som perler på en snor.

Varderne er gode, da der ikke er noget at orientere sig efter, og alt ligner hinanden. Det er vigtigt, at vi kommer over det rigtige sted, da vi ellers kan være uheldige at komme ud til lodrette klipper.

Efter en times tid, får vi udsigt over en lille fjord og dal med store, grå bjerge på begge sider. Vejret og udsigten er i topklasse, himlen er azurblå ligesom den lille fjord. Flere af bjergene ligner gamle vulkankratere, og er meget lette at navigere efter.

Det er altid en oplevelse at se store smukke landskaber, og især når man har det for sig selv. Vi benytter lejligheden og den gode sigtbarhed til at tage pejlinger på, hvor vi skal krydse over bjergene i morgen.

Efter en god nattesøvn og en solid portion havregrød er vi klar til at fortsætte turen. Solen står endnu ikke højt på himlen, så vi er en smule forfrosne og søvnige. Efter en halv times vandring gennem en frodig eng med tusindvis af knæhøje engblomster og sumpet underlag begynder en ret stejl opstigning, der bliver besværliggjort af, at underlaget er løse sten af varierende størrelse.

Inden vi starter opstigningen, bliver vi tvunget ud i en ufrivillige fodvask i en meget kold flod. Skyerne har svært ved at bestemme sig, og de bliver ved med skiftevis at indhylle vores rute i tyk tåge, for at blæse væk fem minutter efter.

Vi følger et vandløb, der mange steder har nogle store fald ud over de skrænter, vi vandrer og kravler opad. Det er forholdsvis hård vandring, og vi holder mange gode afdampningspauser, men vi klager ikke, for vi har udsigt over dalen, vi sov i.

Polarræve og isbjørne
De første to dage har vi forgæves holdt udkig efter polarræve i horisonten. En morgen under pakningen af rygsækken ser vi pludselig en ræv, der holder øje med os på 15 meters afstand. Den lusker rundt, men stopper op en gang i mellem for at tage notits af os.

Man kan se dens ører konstant bevæge sig for at opfange alle lyde. Det er utroligt spændende at opleve dyret på så nært hold, og vi rører os næsten ikke ud af stedet af frygt for at skræmme ræven væk. Men den virker på ingen måde generet. Resten af turen er vi heldige og ser både små unger og andre fuldvoksne ræve.

En af de sidste nætter bliver vi vækket af en helikopter, der lander 70 meter fra vores telt. Helikopteren lander i vores område for at informere parkbetjenten, hvis hytte vi ligger tæt på, om, at en trekker har set to hvide klatter på en bjergside ti kilometer fra vores teltplads.

I 2008 blev to isbjørne skudt i det ellers isbjørnefri Island, så det hænder, at en enkelt bjørn går i land på øen. Den mulige isbjørnefeber fører til, at hele området bliver gennemsøgt af helikopteren og to både fra kysten.

Et par andre trekkere bliver evakueret, da deres lejr ligger for tæt på, hvor bjørnene er set. Vi fortsætter vores nattesøvn i teltet, mens parkbetjenten ligger i den lyse sommernat med en kikkert og spejder ud over bugten. Næste morgen er eftersøgningen indstillet, og der er ikke fundet nogle isbjørne i denne omgang.

Alene i verden
Selv om det er velset, at man slår teltene op i nærheden af nødhytter eller i teltområderne, er det tilladt at slå teltet op, hvor man vil. Man kan virkelig finde nogle perfekte pladser. En lille fugl flyver ind og ud fra sin rede, der ligger gemt mellem en bunke lavasten. Vores eneste problem er, at solen er fremme døgnet rundt og kan besværliggøre vores søvn, men vi kan til gengæld lade pandelampen blive hjemme.

Livet er virkeligt godt med teltåbningen mod den lille fjord, et vandfald ti meter fra teltet, hvor man kan tage meget kolde og derfor korte bade, og tørmaden sat i blød. Det er skønt at få vasket tæerne, ligge i solen og bare være til, nyde, at kroppen kan restituere lidt efter otte-ni timers vandring. Der er ingen andre mennesker i syne, og vi får virkelig følelsen af at være alene i verden.

Det fede vandreområde

Hornstrandir er en stor halvø, der kan betegnes som Islands mest isolerede ødemark. I 1800-tallet var området centrum for dele af den norske hvalfangerindustri. Indtil halvtredserne boede der stadig ukuelige islændinge i dette område, men det blev affolket i løbet af få år.

Vejret i området er barskt, da det ligger 50 kilometer syd for polarcirklen og 300 kilometer fra den grønlandske indlandsis, som man i øvrigt kan se på klare dage. Der kan falde sne hele året rundt, og somrene er forsvindende korte.

I dag er der kun forbindelse med båd til halvøen tre måneder om året, resten af tiden ligger de få sommerhuse øde hen. Den beskedne menneskelige indflydelse gør utroligt meget for dyre- og plantelivet. Det er nærmest umuligt ikke at se en polarræv liste rundt i nærheden af ens telt, ligesom det vrimler med fjeldryper, et utal af edderfugle og sæler.

Ved nogle af de stejle bjergsider er der store fuglefjelde med alle de klassiske fugle som lomvi, mallemuk og selvfølgelig den fotogene søpapegøje med det farvestrålende næb. Der er ingen får i området, som ellers har en stor del af skylden for de massive vegetationsødelæggelser i resten af Island. Derfor er området utroligt frodigt med store engarealer med gule, lilla og blå engblomster.

Sådan oplever du Hornstrandir

Det er muligt at komme med på guidede ture, hvis man ikke selv ønsker at planlægge rute og forplejning, eller hvis man ikke har den store erfaring med at vandre. Hvis det er tåget, kan det være umuligt at orientere sig i området, og det er nødvendigt med en stedkendt, da der mange steder er meget stejle bjerge med blot en enkelt eller få mulige passager.

Både den anerkendte islandske vandreforening Ferdafelag Islands www.fi.is og firmaet www.vesturferdir.is arrangerer ture. På sidstnævnte webside kan du også se sejltider og priser. Det koster cirka 250 dkr for en enkelttur fra Isafjörður til Aðalvik tre timers sejlads fra Isafjörður.

Du kan blive sat af seks-syv steder, så du selv kan planlægge vandreruten. En ekstra bonus er, at der er stor mulighed for at se hvaler, hvilket mange turister ellers betaler store summer for at se.

Vigtigt udstyr på vores tur

• Kort og kompas
• Sandaler/vådsko
• Islandsk brændevin