Brusende, buldrende, og spektakulære. Island har tusindvis af fantastiske vandfald over alt, og hvert af dem er en kæmpeopvisning i buldrende kraft og fascinerende skønhed. De bredeste, højeste og mest vandfyldte kan du opleve helt tæt på, og et af dem kan du endda gå ind bag ved og opleve en konstant rullende mur af vand. Her får du otte forslag.
Brusende, buldrende, og spektakulære. Island har tusindvis af fantastiske vandfald over alt, og hvert af dem er en kæmpeopvisning i buldrende kraft og fascinerende skønhed. De bredeste, højeste og mest vandfyldte kan du opleve helt tæt på, og et af dem kan du endda gå ind bag ved og opleve en konstant rullende mur af vand. Her får du otte forslag.
Island producerer enorme mængder vand fra smeltende gletsjere om sommeren, foruden regn og sne, så der er utallige muligheder for brusende, støjende og overvældende smukke oplevelser, uanset om du følger turistruterne eller vandrer i dagevis.
1. Skógafoss i det sydlige Island er med sit fald på 60 meter og 25 meters bredde et fantastisk syn og et af de mest populære vandfald. Det er let at komme til, så du må dele oplevelsen med andre. Til gengæld kan du følge en sti til toppen, hvorfra du ser Skógá-floden bugte sig ned gennem landet. Herfra kan du vandre otte kilometer videre op langs floden og se flere vandfald, og nu uden mængden af vandfald-glade turister. Skógafoss ligger tæt på Ringvejen 105 kilometer øst for byen Selfoss og 103 kilometer vest for byen Kirkjubæjarklaustur.
2. Monstrøse Dettifoss i Jökulsárgljúfur National Park i det nordøstlige Island er 100 meter bredt, falder 44 meter og er Europas volumenmæssigt største vandfald med 200-500 kubikmeter vand i sekundet. Du kan se det fra begge sider, men fra østsiden er det smukkest, og det er også den bedste vej at køre dertil på ad rute 864. Fra østsiden kan du endda se bunden af faldet og gå forsigtigt tæt på kanten. Skal du se det fra vestsiden, skal du helst have en firehjulstrækker til at køre ad den bumpende rute 862 23 kilometer fra hovedlandevejen og 17 kilometer øst for byen Reykjalið.
3. Spektakulære Gullfoss i sydvest er det måske mest populære med i alt 33 meters fald over to trin ned i Hvita-floden. Der er mange besøgende, men det er det værd. Det ligger tæt på hovedstaden Reykjavik og er en god tur under et weekendophold i byen. Fra Reykjavik kører du 54 kilometer østpå ad hovedlandevejen, til du når rute 35. Herefter kører du 70 kilometer til Gullfoss og passerer undervejs det berømte Geysir-område med de boblende og springende gejsere.
4. Glymur er Islands højeste vandfald med 196 meters buldrende, frit fald. Det kræver omkring to timers vandring at se det, fra du stiller bilen. Men du får faldet næsten for dig selv på grund af dets afsides beliggenhed. Kør nordpå fra Reykjavik ad hovedlandevejen og derefter østpå ad rute 47 til Hvalfjörður. Der er cirka 60 kilometer fra Reykjavik.
5. Hraunfossar er et imponerende syn af talrige småfald, der tilsammen udgør Hraunfossar og klasker ned over lavasten i samlet 900 meters bredde. Hraunfossar er let at komme til som en lille omvej fra hovedlandevejen nær Reykholt og Húsafell.
6. Gudernes vandfald, som Godafoss betyder, skal være på din liste på turen rundt i Island. Det er fantastisk og ligger tæt på hovedlandevejen mellem Akureyri og Mývatn, 50 kilometer fra Akureyri. Du kan se faldet fra begge sider af floden, men det er smukkest fra den østlige, hvorfra du kan komme til bunden af faldet ad en kort sti fra parkeringspladsen.
7.Seljalandsfoss i det sydlige Island giver dig chancen for at opleve et vandfald fra bagsiden, når du vandrer ad en sti ind bag det brusende forhæng af vand. Kør ad hovedlandevejen og se efter vandfaldet cirka 28 kilometer vest for Skogafoss eller 76 kilometer øst for byen Selfoss.
8.Dynjandi i vestfjordlandet er fjernt beliggende, men et besøg værd. Det falder 100 meter ned over klipperne i adskillige trin, starter med 30 meters bredde i toppen og breder sig smukt ud i bunden til 60 meters bredde. Men det smukkeste syn er fra toppen, hvorfra du kan se ud over fjorden Arnarfjörður, som det løber ud i. Dynjandi betyder torden.
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS