Hvor dampen stiger op fra jorden

Det er kun et par timer siden, jeg tog de første skridt væk fra hytten i Landmannalaugar og ind på den 53 kilometer lange vandrerute, men jeg har lige siden været i en anden verden, en verden formet af undergrundens buldrende geotermiske aktivitet og fyldt med fascinerende vulkanske landskaber i alle farver. Én bjergside er gul og rød af mineraler, en anden gul og blå, en tredje sort og grøn af aske og mos. Det er allerede her til at forstå, hvorfor den franske forfatter Jules Vernes lod Island være inspirationen til sin historie om rejsen til jordens indre.

Vejret koster liv
Regnen pisker ned, så frokoststoppet ved de hvæsende kilder er kort, før turen går videre ned gennem småkløfter og over snelommer. Men det er Island, det er sidst på sommeren, og vi kommer helt sikkert til at opleve mange slags vejr på turen. Regnen og den friske vind i tre timer giver en smag på det vejr, der før har kostet uforberedte og uheldige vandrere livet på ruten, fordi de har undervurderet vejret og ikke medbragt det rigtige udstyr. Men jeg har det tørt og varmt under mit uundværlige vand- og vindtætte regnsæt, trekkingbukser og inderst i undertøj af merinould.

Rygsækken er tør under regnslaget, og fødderne varme og tørre i uldsokkerne i mine vandrestøvler. Jeg nyder vandringen på trods af vejret, mens jeg passerer over nøgne bløde toppe med løst gulligt grus og sten. Landskaberne er vanvittigt smukke selv i det triste grå lys og overrasker denne vandrer, der oplever Island til fods for første gang. Bløde bjergtoppe runder himlen overalt, og bjergsider farvet af undergrundens mineraler lyser op i regnvejret med gule, grønne, røde og blå stærke farver. Bag ved det hele troner den sneklædte top på buldrende Hekla, en af Islands mest aktive og kendte vulkaner.

Jeg når frem til hytten i Hrafntinnusker, der i 1027 meters højde er det højeste punkt på ruten. Fra træverandaen er der den smukkeste udsigt over brune, nøgne bjerge brudt af lommer med kridhvid sne. Vandrere slår telte op i den stride blæst bag mure af opstaldede, sorte lavasten og kryber hurtigt i ly i den tiltagende kulde og regn. Det er hårdt vejr til udelivet. Natten bliver kold. Jeg slår et smut hen til den hvæsende kilde, der er nabo til hytten og konstant sender damp op. Vandet koger, så det lyder som en gasbrænder. Jeg kryber i ly i hytten, der er opvarmet af undergrunden, og kan stadig høre gasbrænderen uden for vinduerne de få sekunder, før jeg falder i søvn i soveposen. 

Smuk ekstra bjergtop
Næste dag skinner solen, men den stærke vind gør det skønt at komme i bevægelse og i gang med dagens 12 kilometer. Ruten går hen over mørke, nøgne lavasletter og mod snedækkede bjerge og kridhvide gletsjere, der går i et med de hvide skyer. Den mørke brune farve dominerer landskabet, til jeg krydser sletten og klatrer op ad en stejl skrænt af sort lava. På den anden side bliver bjergene pludselig gule. Jeg smider min rygsæk for foden af et bjerg, spiser frokost i strålende sol med udsigt over de fantastiske landskaber, før jeg går i sort lavasand dækket med gule, runde sten til toppen af mit frokostbjerg. Herfra ser jeg nu ud over et vulkansk landskab med bjerge beklædt med det karakteristiske grønne mos afbrudt af blå søer og skinnende, hvide iskapper fra tre gletsjere, et syn, der ikke var til at se ved foden af bjerget.

Dagen i går var fænomenal, men i dag overgår de islandske landskaber sig selv med nye farver, nye former og nye overraskende variationer. Ruten krydser adskillige brusende vandfald og småbække med klukkende vand. Noget er til at drikke, andet lugter fælt af prut på grund af indholdet af mineraler som svovl. Jeg krydser hen over bjergkamme, ned ad stejle kløfter og over småfloder, før ruten går nedad. For mine fødder ligger et landskab af en anden verden med mosdækkede vulkanske bjergformationer, hvide gletsjere og en blå sø, Alftavatn, som dagens hytte ligger ved. Det er svært at undgå at standse hele tiden, fordi udsigten konstant skriger på opmærksomhed. Eftermiddagen går med en ekstra times tur til toppen af et bjergmassiv, der troner til venstre for søen. Fornemmelsen af at gå på Månen stiger i takt med, at jeg forcerer utallige løse sten.

Krydser iskolde floder
Tredje dag er det for alvor tid til at krydse småbække, rivende floder og vandfald. Dagens første flod krydses ved at balancere på toppen af sten, for bækken er lige dyb nok til at krydse igennem med støvler på, anden krydsning sker med et langt hop fra en klippe til en klippe på den anden side af en brusende hvid flod. Tredje flod krydses lige ved et smukt vandfald, der falder i terrasser over klipperne og samler sig i et buldrende vandfald. Her er bygget en bro, så fødderne er tørre. Endnu. For en halv time efter spærrer en 30 meter bred flod med rivende strømme af gråligt smeltevand fra en højereliggende gletsjer vejen.

Nu er der ingen anden udvej, så det er af med vandrestøvlerne og vandrebukserne smøges op. På med vadeskoene. Mens jeg blotter mine kridhvide ben i den friske kolde vind, husker jeg de få tips til flodkrydsningen fra nogle af de mange islændinge, jeg har mødt i hytterne. "Du lader fødderne glide hen over stenene frem for at tage store skridt, du lader rygsækken være spændt løs, så du kan krænge den af dig, hvis du skulle falde og blive revet med af strømmen, så skulle du klare den," fortalte 31-årige Steinnun Leifsdottir, der selv har gået turen nogle gange.

Ok, det lyder nemt nok, så jeg træder forsigtigt hen over de store runde sten på bredden og ud i det grå vand. Jeg kan ikke se bunden, for vandet er helt gråt af sedimenter. Til gengæld er det isnende koldt, og kulden isner fødderne væk, fjerner dem fra min krop og giver en sær fornemmelse af, at der ikke er kontakt til noget overhovedet. Floden strømmer stærkt forbi, og selv om den kun når mig til lige under knæene, vil den alligevel gerne rive mig med med sin insisterende kraft. De isnende fødder famler efter de næste glatte, runde sten på størrelse med kartofler for at forhindre en flodtur af de helt kolde.

Isnende koldt, men faktisk superskønt for fødderne, som er ovnvarme efter et par timers vandring.
Vel ovre på land på den modsatte side skal vandrestøvlerne på igen. Selv i den friske og kolde vind fryser jeg ikke, for flodens isnende kulde får blodet til at banke hastigt gennem samtlige kropsdele og holder mig dejligt varm, mens jeg tørrer fusserne med mit hurtigttørrende minihandklæde. I et svagt sekund overvejer jeg at blive vinterbader, hvis det er den fornemmelse af brusende liv, der er belønningen for 30 sekunder i isnende havvand.

Med kroppen vækket til live siger jeg tak til floden, krænger rygsækken over skuldrene og vender næsen mod ruten igen. Lige fremme venter den rivende flods modsætning i et landskab, der ligner en ørken. Lange, flade sletter af sort lavasand og små sorte knolde af størknet lava breder sig, kun skærmet af enkelte af de karakteristiske klipper beklædt med spredt grøn mos.
Den kraftige blæst sender skyer af mørkt sand gennem luften. Sort sandstorm. Jeg griber en af de sorte, ru lavaknolde og føler mig pludselig meget tæt på skabelsen af denne fantastiske ø i det nordlige Atlanterhav. Lava som denne sten er selve grundlaget for Island, sort - størknet lava, der for en tid meget langt væk blev slynget ud af en vulkan, størknede og blev dækket af mere lava, der størknede.

Overraskende kløft
Vi når frem til hytten, Emstrur, der ligger i det mest fantastiske landskab. Rundt om hytten ligger de karakteristiske sorte bjerge, nogle dækket af grønt mos, der ser ud, som om islandske alfer har sprayet dem med et tyndt lag grønt pulversne. Andre er helt nøgne og sorte. Bagved skinner en gletsjers hvid kappe, der dækker bjergene mod nordøst. Eftermiddagssolen sender sit gyldne lys ned over de sorte og grønne farver, mens fødderne får sig en velfortjent pause på en bænk.

Som de andre hytter på ruten ligger denne også i et område, der har adskillige muligheder for ekstrature uden for Laugavegur. Så en god eftermiddagstur lokker. Jeg følger en sti fra hytten tyve minutter uden at vide, hvor den fører hen, og får en kæmpe overraskelse, da jeg pludselig står på toppen af den lodrette klippevæg, der falder ned i kløften Markarfljótsgljúfur. I dybet et par hundrede meter under bruser en flod lydløst, mens klippesider falder lodret ned mod bunden. Jeg går forsigtigt over en smal bjergkam og mærker suget ved synet til dybet på begge sider. Et forkert skridt kan resultere i et fald, man helt sikkert ikke overlever. Men balancen vinder over sindet, der skubber til mig, og belønningen er endnu et kig til kløften.

Sidste dag vandrer jeg med udsigt til gletsjerne Entujökull, Illhöfud og Merkurjökull - udløbere af Islands fjerdestørste gletsjer, Mýrdalsjökull. Jeg vader gennem den hundrede meter brede flod Þröngá, og ender blandt sært krumbøjede, lave birketræer, der udgør den første skov på ruten. Tre kvarter senere når jeg slutpunktet i Thorsmörk ved endnu en smeltevandsflod, der bruser lige uden for døren af hytten.
Det er først her, det går op for mig, at mit hoved er helt tomt for tanker om hverdagen derhjemme. Det er først nu, jeg indser, at det at vandre her over Islands smukke landskaber, kun at tage næste skridt og nyde næste udsigt, renser sindet helt. Laugavegur renser i den grad sindet.

Laugevegur dag for dag
Laugavegur (udtales løjavørrr) betyder Vejen til varme kilder og går mellem Landmannalaugar og Thorsmörk. Den går over grønne, sorte og gule bjergtoppe, gennem rivende gletsjerfloder, forbi huller i klipperne med kogende og dampende vand og varer normalt fire-fem dage.

Dag 1: Landmannalaugar (600 meter) - Hrafntinnusker (1027 meter)
12 kilometer med cirka fire-fem timers vandring gennem vulkan-landskaber med dampende kilder og i næsten alle farver, gul, blå, brun og hvid. Sidetur til isgrotte. 

Dag 2: Hrafntinnusker - Álftavatn
12 kilometer med cirka fire-fem timers vandring fra brune lavasletter, over rislende bække, gennem sommersne til mosklædte bjerge. Tre kvarters ekstra sidetur til toppen af bjerget Háskerðingur i 1281 meters højde med overvældende udsigt over såvel sorte, mosklædte bjerge som skinnende hvide gletsjere.

Dag 3: Álftavatn - Emstrur (Botnar)
15 kilometer, cirka fem timers vandring. Du krydser floden Bratthálskvísl og går ind i tørre områder med lavasand. Fantastisk ekstratur til kløften Markarfljótsgljúfur.

Dag 4: Emstrur (Botnar) - Thórsmörk
15 kilometer, cirka fem timers vandring. Her krydser du floden Þröngá, før ruten ender ved hytten i Thórsmörk. Mulighed for at forlænge med 25 kilometer helt til Skogar. Et hav af korte dagture, blandt andre til toppen af bjerget Markarfljot.