Vandring på Laugavegur i Island

Sin helt egen natur

Lige så magisk som dagen slutter, lige så fantastisk begynder den næste med hele teltpladsen indhyllet i en drømmeagtig dis. Langsomt letter tågen, og solen bryder igennem. Himlen er helt blå. En let dis bliver dog hængende ude over den grønne eng.

Det er dampen fra de små søer, der bliver varmet op af de underjordiske, varme kilder. Vi går på engen i den kølige morgen og lader os dumpe ned i 38 grader varmt vand, der bobler op fra jordbunden. Skønt.

En morgensvømmetur omgivet af bjerge og dugperlende enge giver god energi til hele kroppen. Her kunne man godt blive et par dage, hvilket det også virker som om, flere gør. Vi pakker dog Telt og rygsække sammen. Forude venter fire dages vandretur gennem ukendt land.

Hele ruten er godt markeret, så det er nemt at finde vej. Vi er ikke de eneste, der har fået den geniale idé at vandre Laugavegur, men alle bryder op og vandrer i deres eget tempo. Og Islands natur er stor, så kort efter vi har forladt teltpladsen, er vi ganske alene i den smukke natur, der er helt sin egen. Her er ingen træer eller buske, kun noget der ligner små stenbedsblomster og sporadiske græstotter.

Vi kan både se og lugte jordens indre lige under overfladen. Små boblende pytter spytter mudder op, og vi bliver af og til ramt af den stærke lugt fra svovldampe, der vælter op fra undergrunden. Det lugter i den grad af råddent æg og river godt i næsen, så vi holder vejret, når vi skynder os gennem dampskyerne.

Vi begynder at forstå, hvorfor Jules Verne valgte Island som destination i romanen ”Rejsen til Jordens indre” og forventer næsten, at en kæmpe øgle pludseligt løber forbi.

Dampsøjler mod himlen

Landskabet er goldt, og vi vandrer op gennem farverige bjerge, indtil vi kommer til en højderyg, som vi følger et langt stykke. Her har vi en 360 graders panoramaudsigt over bjergene. I horisonten kan vi flere steder se dampsøjler stige op mod den blå himmel fra undergrunden. Det må nydes, og det bliver tid til et hvil og en snack.

Landskabet ændrer langsomt udseende og bliver mere brunt, mørkt og råt, som vi nærmer os Hrafntinnusker. Solen forsvinder, og det blæser op. Flere steder vandrer vi over hårde, glatte snedriver, der dækker korte stræk af ruten, så vandrestaven må arbejde lidt mere og ikke bare nyde livet som stokke.

Endelig sidst på eftermiddagen dukker taget på bygningerne ved Hrafntinnusker op bag en bakkekam. Vi er fremme. Det er noget af en udfordring at finde et godt sted at slå teltet op på den meget forblæste lavabjergside.

Her er ingen læ, men der er dog et par små mure af lavasten, der giver en smule ly for vinden, der nu suser om ørerne på os. Efter teltet er på plads, og bardunerne er tøjret med lavasten, er det tid til at få lavet mad over trangiaen og komme i soveposen, uden at der kommer alt for meget lavastøv med ind i teltet.

Det er ikke svært at forstå, at de første bosættere blev inspireret til fortællinger om heltemod, tapperhed og ære. Her er ganske enkelt helt storslået.

Kalder på store fortællinger

Næste morgen skinner solen atter fra en skyfri himmel. Vinden har lagt sig. Perfekt. Morgenmaden spiser vi med udsyn til brune bjerge med pletter af sne. Vi har ikke travlt og nyder stilheden i den friske luft. Dagens etape til Álftavatn er igen på 12 kilometer.

Hele formiddagen vandrer vi over brune sletter, der brydes af dybe smeltevandsrender. Der er en del op og ned. I bunden løber der små strømme af vand, flere steder er stenene helt orange, og kanterne er dækket af det grønneste græs. Vi holder frokost på et græsklædt højdedrag med udsigt over grønne dale.

I horisonten blinker søen Álftavatn, hvor dagens lejrplads venter. Endnu engang får vi følelsen af at være sat uden for tid og sted. Vi er landet i sagaernes Island, og landskabet kalder på store fortællinger.

Det er ikke svært at forstå at de første bosættere blev inspireret til fortællinger om heltemod, tapperhed og ære. Her er ganske enkelt helt storslået. Efter en stejl nedstigning venter et par timers vandring over en utrolig smuk engstrækning dækket af græs og blomstrende kæruld.

Vi kommer også til den første rivende strøm på turen. Den er så bred, at vi må smøge bukserne godt op, have støvlerne af og sandalerne på for at vade gennem det iskolde vand til den anden side.

I eftermiddagens sidste sol bades dalen i et gyldent, blødt skær. Trætte når vi frem til søen Álftavatn. Det er en virkelig smuk lejrplads. Vi slår teltet op, får en kop te og går ud over den flade græsslette helt ned til søen. Vandet ligger spejlblankt og suger den sidste sol til sig. Hele vejen rundt i horisonten bliver bjergene mere og mere blå.

Overfladen på en fremmed planet

Turens tredje etape er de 15 kilometer fra Álftavatn til Emstrur. Allerede efter en halv times vandring kommer vi til den første flod, vi skal vade over. Så er vi ligesom i gang. Der er intet, der vækker én som iskoldt smeltevand om fødderne.

Lidt senere kommer der endnu en. Vejret er overskyet, og det blæser. Der bliver længere og længere mellem de grønne farver, og snart befinder vi os i et goldt, sort landskab. Vi vandrer over en sort slette af slagger og aske.

Det minder mest af alt om overfladen på en fremmed planet. Skyerne hænger lavt, hvilket bare sætter en streg under det mørke og dramatiske landskab. Vi sætter farten op og trækker halsedissen op over næsen for at slippe for at få det sorte støv i mund og næse i den stride vind. Vi drømmer om varm chokolade, og pludselig kan vi se nogle røde tage i det fjerne.

Lejrpladsen ligger som en lille hylde mellem de sorte bjerge og gennemskæres af et lille vandløb, der gør, at lige her er der frodigt og grønt. Vi slår teltet op, og efter vi har fået den varme chokolade og noget knas indenbords, beslutter vi os for, at vi har masser af kræfter og energi til at gå op og se Markarfjlótsgljúfur – en kløft, der visse steder er 200 meter dyb. Det er en herlig fornemmelse at trave uden fuld oppakning, bare med sit kamera i hånden.

Vand til op på lårene

Regnen trommer på teltdugen det meste af natten, og vi vågner op til en grå, fugtig morgen. Vi skal ud på vores sidste etape, de 15 kilometer til Pórsmörk. Vi ved, at dagens store udfordring bliver at krydse floden Pröngá.

Den ligger i et delta af små og store strømme. Selve Pröngá er en rivende strøm. Vi står lidt og venter og ser, hvordan andre vandrere før os vælger at komme over floden, inden vi selv bytter støvlerne ud med uldsokker i sandalerne og går i vandet. Strømmen er kraftig, bunden er ujævn og vandet når godt op på låret.

Vi er glade for vores Vandrestave, for det er sin sag at holde balancen med fuld oppakning på ryggen. Tanken om at falde og at alt bliver vådt, gør, at vi med dyb koncentration og hjælpende tilråb kommer over uden at falde.

Som vi kommer nærmere Pórsmörk og sydkysten, kan vi se sporene efter Eyjafjallajökulls vulkan-udbrud. Jorden og de små træers blade er farvet af aske. Vi kommer frem til teltpladsen i gråvejr med truende regnskyer på himlen, og vi når lige at få teltet op, før det begynder at regne tungt.

Heldigvis har Pórsmörk, til forskel for de andre lejrpladser, både en stor hytte, der fungerer som en slags cafeteria for dagsturister, og en hytte til alle os teltliggere. Her kan vi lave mad og spise indendørs. Vi slutter turen af sammen med flere af dem, der også har gået Laugavegur, og som vi har hilst på hver morgen, inden vi hver især begav os af sted i vores eget tempo. Det er perfekt.

Islands varme kilder

En fjerdedel af Islands areal er aktive vulkanske områder. De strækker sig hen over landet i et bælte fra Vestmannaøerne og Reykvik i sydvest til Myvatn-området oppe i nordøst. Det er kontinentalpladerne, som langsomt glider væk fra hinanden, og derved skaber sprækker i jordskorpen, hvor lavamasse og kogende vand fra jordens indre trænger op til overfladen.

Nogle kilder sprøjter vand, gejserne, og andre varme kilder danner blot små søer. Du kan finde varme kilder og udendørs søbad med varmt kildevand stort set overalt på Island. Den mest berømte er Den Blå Lagune, der ligger ca. 50 kilometer sydvest for Reykjavik.

Islandske sagaer

De islandske sagaer er fantastiske historier, der på både underholdende og dramatisk vis fortæller om de første islændinges liv og fejder. Det er historier, hvor æresbegreber, intriger og blodige kampe er omdrejningspunkterne. De stammer fra omkring midten af 800-tallet, da vikingerne rejste op og bosatte sig på Island.

Det er i sagaerne, vi møder vikinger som Erik den Røde og Leif den lykkelige. Sagaerne fra år 870-930, Landnamstiden, fortæller om den tid, hvor vikingerne kom og erobrede Island. De er ofte dystre fortællinger, mens sagaerne fra år 930-1030, sagatid (fortælletid), handler om Islands storhedstid og deres helte.