Du er her:

Klassisk vandring på Island

Skrevet af: Mikkel Jungersen
Opdateret den 11. jan 2017

Efter et par timers kørsel fra Reykjavik nåede vi Landmannalaugar, hvor en stor hytte og en større lejrplads giver plads til et væld af turister. Vi spiste lidt brød og en dåse tun, inden vi drog af sted for at komme ud i bjergene, før mørket faldt på. Området omkring Landmannalaugar er præget af eroderede fjelde med et væld af farvenuancer. Spredt rundt mellem de smukke fjelde sprutter og damper det fra varme kilder, så det ser ud som om, der er lejrbål alle vegne. Det er denne ressource, der gør at islændingene ikke behøves at skovle sne - de har varme indlagt i fortovene! Vi nåede ikke langt denne første halve dag, da vi hele tiden måtte stoppe op og betragte en ny forunderlig udsigt. Himlen var dybblå, fjeldene varmt gule og smykket i rosa, lysegrønne og røde farver. Sådan en dag skal man ikke tage for givet i et land, hvor det regner 200 dage om året.

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

AW37_VANDRING-ISLAND_103.jpgNæste dag blev jeg vækket af solen og Lykke, der kogte havregrød og kaffe. Mætte og veludhvilede pakkede vi sækkene og drog af sted. Efter det første pas ændrede landskabet sig til mere runde bakker, gennemskåret af isdækkede vandløb. Nogle steder var isen brast og havde efterladt et sort hul, så vi gik med tungen lige i munden og hjertet oppe i halsen. I 900 meters højde bredte landskabet sig ud for vores øjne. Under os strakte sig tre bjergkamme parallelt, og ned ad dem rislede kilder, der dannede større og større vandløb, der til sidst samledes til floder, som tog mit blik med sig mod kimingen. Træer var spredt ud over og fuldendte det eventyrlige sceneri. Her måtte vi slå lejr, så vi kunne tage os tid til at betragte det storslåede syn og drømme troldene frem fra hulerne.

Næste dag gik det ud over vidtstrakte lavamarker. Vejret “normaliseredes”: Lavthængende skyer, byger og blæst. Enkelte rivende floder skar sig igennem sletterne. Vi fandt et sted i læ til frokosten og krøb sammen tæt op ad klippen. Slettens manglende gæstfrihed gjorde, at vi først slog lejr nær ved næste hytte, der lå beskyttet i en dal. Her var den nøgne lava skiftet ud med græs og blomster, en klukkende bæk fuldendte idyllen, og vi faldt trætte i søvn efter endnu et fantastisk frysetørret måltid.
Regn vækkede os til en ny dag. Elven Markarfljót skærer sig ned i landskabet og danner en lang spektakulær canyon, som vi fulgte ti kilometer. Den stadige trommen på hætten gjorde, at den spektakulære canyon måske ikke fik den opmærksomhed, den burde have haft. Ved kløftens slutning drejer stien fra og bugter sig gennem en lav birkeskov, den eneste på ruten. En falk kredsede rundt og betragtede os, mens vi pegede fingre af den og nød dens flyvekundskaber. Ude af skoven ender ruten i Thórsmörk (Thors land). Asernes tilstedeværelse blev bekræftet af, at Odins to ravne, Hugin og Munin, fløj lige henover hovederne på os. Fra Thórsmörk er det muligt at tage bussen ud af området, men man kan også fortsætte videre ud til havet. Vi valgte det sidste.

AW37_VANDRING-ISLAND_104.jpgAsernes vingesus…

Fra Thórsmörk gik det op mod passet mellem gletsjerne Mýrdalsjökull og Eyjafjallajökull. Ruten er hård, og vi skulle gå ad smalle bjergkamme. Men skuet var det værd: Stejle klippevægge med vissengrøn bevoksning og langt under os brusende elve. Det mindede mig om “Inka-stien” i Peru. Vejret var stadig islandsk, så det var bestemt ikke den rene barneleg. Som vi arbejdede os op mod passet, gik vi ind i skyerne, og vinden tog til. Det stormede, og flere gange blev vi lagt ned med bagage og hele pivtøjet. Vi søgte frokostlæ bag en hytte på den anden side af passet, hvor vi kunne spise i fred. Der kom en fyr ud af hytten med to vandflasker, som straks blev flået ud af hans hænder og forsatte hen ad jorden. Han strøg lynhurtigt efter den og så noget overrasket ud, da han endelig kom tilbage med de flyvske flasker knuget i hånden. Længere nede stødte vi på Skógaelven. Den løber gennem bakket terræn, der ydede os læ for den kraftige vind. Vi slog teltet op for foden af et mægtigt vandfald og faldt i søvn til den buldrende lyd, store vandmasser giver, når de falder 30 meter.

AW37_VANDRING-ISLAND_107.jpgJeg vækkede Lykke med skoldhed kaffe, varm havregrød og lunt solskin. Teltet blev lagt ned og sækkene pakket. Så gik vi de sidste ti kilometer ud til havet langs Skóga. Det ene vandfald afløste det andet, det ene “Waaaauv” tog det næste. Skóga gnaver sig ned i bakkerne og kaster sig uhæmmet ud over afsats efter afsats. Kameraet blev overophedet og det hele kulminerede i det sidste fald, Skógafossen på 60 meter, som i et stadigt brøl udspyr imponerende kaskader af vand.
Fra Skógafossen tomlede vi til Vík, Islands sydligste by, for at afslutte vores tur med et kig på de smukke søpapegøjer. Udover søpapegøjerne fløj tejster rutefart mellem havet og klippevæggen, til tider jagtet af kjoverne, der ville gøre alt for at få fat i deres fangst af fisk. Ternene flaksede elegant rundt og spejdede efter bytte for lynsnart at dykke og slå ned i vandet. På strandengene gik store gåseflokke, strandskader, kobbersnepper og hjejler. Et væld af fugle, når man kommer fra oppe fra lavamarkerne. Specielt søpapegøjerne lod os vagtsomt komme tæt på. Mætte af oplevelser (og en stor burgermenu fra tankstationens grillbar) faldt vi i søvn i teltet på campingpladsen i Vík.

Artiklen blev bragt i Adventure World 37 i juli / august 2001


 

Andre spændende artikler


ISLANDS SIDSTE VILDMARK

ISLANDS SIDSTE VILDMARK

Vandring på Island - 5 smukke ture

Vandring på Island - 5 smukke ture

Vandring i øde Hornstrandir

Vandring i øde Hornstrandir

Log ind