Klokken har akkurat passeret 11.30. Jeg ser bussen køre væk i det fjerne. Her står jeg alene med en pulk på 35 kg, en rygsæk på ryggen og mit kamera spændt fast på brystet, klar til 10 dage helt alene på tur i Nordnorges magiske vildmark. Jeg har aldrig været på tur alene i mere end to døgn. På to døgn klarer man aldrig helt at ”være på tur”. Man når allerede at tænke på tiden efter turen, inden den er omme. Hvad så med 10 dage?
Om vinteren her i Øvre Dividalen Nationalpark kan temperaturen nå ned på 30 minusgrader, uden at det er overraskende. I dag er vejret dog mildt, og føret er tungt. Jeg har gået det første stykke af vejen før. Jeg ved, at hældningsprocenten går opad. Men pulken overrasker mig. Den er tung. Jeg bevæger mig i sneglefart. Det er en evig kamp om ikke at blive for varm og svedig, samtidig med at jeg skal fremad. Det er en dødssynd at blive svedig herude om vinteren. Med svedigt tøj på kroppen bliver man nemlig kold, så snart man stopper med at gå. Motivationen bliver dog holdt oppe af tanken om, at jeg den første nat skal sove i en af Statsskog-hytterne. De bliver kaldt ’køyer’ og kan sammenlignes med de sheltere, vi har rundt i hele Danmark. De er gratis at bo i, bare man efterlader dem, som man selv gerne vil finde dem.
