Den Kinesiske Mur

Den autentiske mur
Den blottede brune jordkerne forvandles snart til en genkendelig stenmur. Lidt usikkert står den, tre meter bred og det dobbelte i højden. De nøje tilhuggede kampesten og brosten, som i tidernes morgen udgjorde de beskyttende sider og det solide underlag, ligger nu hulter til bulter. Nogle steder er den ene side skredet sammen, så man kan se ind i det inderste af muren. Hele toppen er dækket af et grønt tæppe af krat, buske og blomster, som visse steder står så tæt at jeg end ikke kan se mine egne fødder og for hver 80-100 meter skyder resterne af et vagttårn op. Mr. Shun har for længst opgivet mig og mit kamera, og er sprunget lystigt i forvejen. Ved frokost tårnet står han med en smøg i hånden. ”You tired?” spørger han smørret og tager et hiv af cigaretten. Terrænet har indtil nu været jævnt stigende, temperaturen har roligt lagt sig et sted i trediverne og solens stråler ved at tage fat, trods disen. Sveden pibler i et jævnt tempo ud af porerne i huden, men jeg beroliger ham med at alting er ok. Jeg havde ikke troet at vandring på en mur, ville være en ruchebane tur med forhindringer af løse brosten, trapper og buske, og balanceøvelser over sammenstyrtede mur passager.

Mens jeg guffer min medbragt kolde kyllingeburger (landbrød og røget skinke er bare så svært at skaffe på disse egne), får Mr. Shun sig en frokost smøg og en sludrer med konen over mobilen. Skydeskårene i tårnet virker som aircondition og presser vinden ind i skyggen, hvor vi sidder. Straks efter jeg har slugt den sidste bid, peger Mr. Shun på det højeste tårn ud i horisonten. ”Half way” siger han forventningsfuld og springer af sted – måske er der mere tiger i ham end bare knurhårene.

Den grå dis, som præger det nordlige Kina, hæmmer sigtbarheden, så jeg kun kan se godt 10 tårne frem. Jeg prøver at forestille mig, hvordan det havde været i fordums tid, da de nordlige nomader hærgede. Hvordan det ville have været at se disse frygtede barbarer dukke op i tusindtal og atter tusindtal fra bakkerne i det fjerne og vide at de havde rejst hundredvis af kilometer bare for at slå ens pandebrask ind (og måske også plyndre riget). Pludselig ville en fem meter høj mur ikke føltes som en stor beskyttelse, hvilket Genghis Khan havde luret. Han skulle have udtalt at ”en murs styrke afhænger af modet hos dem der bevogter den”.

Efter halvvejstårnet må vi en længere tur neden om muren og gennem de lokale bønders majsmarker, før vi igen står oppe på den. Her er muren stadig lige så urestaureret, som før vi gik ned. Nedfaldne sider, løse murbrokker og overgroede trapper. Men efter et par tårne ændres karakteren pludselig. Som med et trylleslag er der ikke flere løse fliser, siderne er nydeligt muret op og floraen er kun at finde på bjergskråningerne. Til min store fortvivlelse har titel musikken til Titanic sat sig fast i mit indre øre, men det er først nu at jeg opdager, at jeg været offer for kinesisk lydtortur, for oppe i træerne sidder der højtalere. Jeg er kommet til Jinshanling passagen, som er en af de restaurerede, og kinesisk turistopgejlede, dele af muren. Her er der kabelbane og skraldespande i dyreforklædning, men også et lille hotel hvor jeg kan sove for natten. Det har taget os godt fem timer at tilbageligge de godt ti kilometer fra Goubeikou hertil Jinshanling, hvor Mr. Shun også bor. Neden for muren stopper vi ved en af de små boder, som sælger drikkevare og klassiske ”I have walked The Great Wall” T-shirts, og ikke så overraskende er det Mr. Shuns svigerinde, som langer de store Yanjing øl over disken. Så mens solen sænker sig bag muren oppe på bjergskråningen, skåler Mr. Shun og jeg som to gamle venner og får os hver en syltet hønsefod – vi er jo i Kina. 

Den rå mur
Efter en nat i Jinshanling er jeg klar til at fortsætte hen af muren. Dagens strækning er igen ti kilometer og går til Simatai passet, som er kendt for sine stejle og smalle passager. Selv om det stadig kun er morgen er heden påtrængende og allerede før jeg igen står på muren, er trøjen gennemblødt af sved.
Inskriptioner fra tiden under opførelsen, har gjort denne del kendt blandt mur entusiaster. Det pågældende regiment, som havde ansvaret for opførelsen, har sirligt stemplet deres identitet ind i murstenene. Så hvis jeg ellers havde kunnet kinesisk, kunne jeg have læst at denne del af muren var bygget i det sjette år af Ming dynastiet (år 1374). Den nydeligt istandsatte mur med genopførte tårne og nymurede trapper, er hurtig tilbage i sin rå og brutale form med væltede vægge og underlaget i smadrer. Der er langt mere karakter over denne upolerede udgave, som emmer af historisk storhed, end den tamme og stuerene version med elevatormusik og fortov.

Vel vidende at kabelbanen og det andet turistgøgl ikke er lavet for mig, forbavses jeg alligevel over mødet med andre turister. De er kommet med bus direkte fra Beijing og er friske og forventningsfulde til turen hen over muren. Men det er ikke kun tilstedeværelsen af andre turister, der adskiller denne etape sig fra den første. Landskabet har forandret sig til det barskere. Bakkerne er mere kantet og skarpe, grå klippe er begyndt at dominere de stadig stejlere skråninger og antallet af trapper er kraftigt øget. Som en hidsig orm vrider muren sig nu gennem terrænet mod de mørkeblå silhuetter af bjerge forud ved Simatai.

Da ruten er yderst oplagt, blev Mr. Shun efterladt i Jinshanling. Men jeg kunne nu godt have brugt ham som bodyguard til at holde de lokale sælgere på afstand. En lille midaldrende dame i gårdsangersko uden snørebånd har slået mig følge. Hun tripper trofast efter mig og peger livsfarlige løse klinker ud, mens jeg krydsforhøres. Trods sin påtrængenhed er hun utroligt sød, men da jeg hverken er interesseret i cola eller postkort, får jeg hende til sidst overbevidst om, at jeg er en dårlig forretning og får hende pudset på en anden turist, som endnu ikke er blevet mandsopdækket. Ved de stejle opstigninger har sælgerne taget opstilling, som det var Tour de France, og står klar til at komme trængende turister til undsætning med isvand eller polyesterT-shirt. 
Som tiden nærmer sig middag bliver heden strengere. Det dunker i tindingerne og sveden render af mig. I det fjerne er Simatai dukket op som en hængebro og to farvestrålende parasoller ved siden af muren. På den anden side af broen er bjergsiden stejl og fjendtlig, men alligevel er muren at finde på kammen af den. Det er svært at vurderer hældningen på denne afstand, men stejlt ser det ud.

Den sindssyge mur
Det meste af tiden er jeg fuldt koncentreret om hvor fødderne sættes. I ny og næ kigger jeg op for orienter mig og bliver hver gang betaget af murens kurver, som til stadighed ændres. Lidt over frokost er hængebroen passeret og en endeløse opstigning tårner sig op over mig. Stykket her er hvad der har gjort Simatai berømt. En lang opstigning, som meget passende bliver kaldt for Himlens trappe, som fortsætter op til det 16. tårn, som er kendt som Beijing udsigtstårnet – ganske givet fordi man på en utopisk krystal klar dag burde kunne se helt til Beijing, 120 km væk. Men det er ikke udsigten der trækker mig derop, men derimod lovning om nok en af murens mest vanvittige konstruktioner. Ikke bredere end to mursten og kun væg til den ene side, balancer muren hen over en smal natur skabt klippebro, hvor et forkert skridt belønnes med en tur i afgrunden, for dernæst at pile i vejret opad en klippevæg med en hældning nær de 70 grader. Et byggeri som kun kan vidne om storhedsvanvid hos den kejserlige arkitekt, for hvem skulle angribe disse uindtagelige bjergtinder. Jeg får slidt mig op til tolvte tårn, mens jeg zigzagger imellem arbejdere, som at ved at ligge sidste hånd på endnu en restaurering.

Det har kort strejfet mig, at den slags dødsruter nok ikke burde være tilgængeligt for offentligheden, men bliver alligevel overrasket da et forbudskilt forhindre mig i at gå videre end det tolvte tårn. På ubehjælpsom engelsk gøres det opmærksomt, at hvis man går videre vil det koste 160 kr. i bøde. Jeg spejder længselsfuld op mod de forbudte trin, da en teenager i grøn vagtuniform kommer hen. Han ser meget ung ud og en anelse restløs. Han snakker ikke meget engelsk, men jeg forstår da han siger ”you, tower” og peger mod Beijing tårnet. Hmmm, måske skal bøden mere betragtes som en slags entré. En forhandling går i gang og prisen ender på det halve, og så vil han endda gå med – måske for at sikre at hans investering ikke falder ned. Da hans vagtmakker i ellevte tårn giver tegn til fri bane, hopper vi over skiltet og sniger os langs muren ned bag en klippe. Han kigger sig nervøst over skulderen og begynder at klæde sig af. I et sekund begynder jeg at tvivle på, hvad det er jeg har betalt for. Men det er kun skjorten der ryger, så han på afstand ikke kan genkendes som vagt. Vi følger muren hen til den smalle passage over klippebroen, hvor muren, sandt nok, kun er to mursten bred. Den ser skræmmende smal ud og det flere hundred meter frie fald ser faretruende ud. Jeg tager et forsigtigt skridt ud, men bliver heldigvis hastigt vinket tilbage af min barmavede vagt. Vi skal slet ikke over, men nedenom på en smal sti, gennem krat og buske på skråningen der går nedenfor hulet under muren. Den smalle passage er snart bag i os og endelig står vi foran den ualmindelige stejle opstigning, som forbløffende nok er nyrestaureret. Jeg går hen til den og kigger med dødsforagt op på de lår høje trin, som klister sig op ad den grå klippevæg. Halvfjerds grader er ingen overdrivelse. Jeg prøver det første trin, men min vagt stresser og gør det klart at udflugten går hertil og ikke længere. Så ingen Beijing udsigtstårn til mig, hvilket jeg inderst inde også er glad for. Muren har haft rigelige af liv på samvittigheden og behøver ikke endnu et.

Muren fra månen

”Den Kinesiske Mur er det eneste bygningsværk, man kan se fra månen” – det var i hvert fald hvad Tony-the-Tiger fortalte mig bag på cornflakes pakken. Men min stribede ven var galt på den, for muren kan ikke ses fra månen. Det er faktisk yderst tvivlsomt, om den overhoved kan ses fra rummet med det blotte øje. Ingen astronauter har kunnet bekræfte det, og selv ikke kinesernes egen astronaut Yang Liwei kunne se den fra sit kredsløb om jorden i 2003. Men det er nu også lige meget, hvor langt væk muren kan ses, for Den Kinesiske Mur skal ikke ses – men trekkes.

Muren og dynastierne

Kineserne kalder selv muren for 10.000 li muren (Wanli Changcheng), hvilket oversat til vores måleenheder bliver til ”5000 km muren”. Men dette er en sandhed med modifikationer. For det første er der nærmere 6350 km mur (12.700 li), som strækker sig fra det Indre Mongoliet i vest til Bohai bugten i øst, og for det andet er muren slet ikke én lang mur, men flere murkomplekser. Under Qin dynastiet (221 – 207 BC) blev lokale forsvarsmurer fra tidligere selvstændige kongedømmer kædet sammen og udbygget til et nationalt forsvarsværk mod de hærgende centralasiatiske og mongolske nomader fra nord. Byggeriet toppede under Ming dynastiet (1368-1644), som også var det sidste dynasti der byggede murerne. Trods store ressourcer og hundredtusindvis af arbejdere, primært under tvang, lykkes det aldrig at holde fjenden helt ude. I starten af 1200-tallet tromlede Genghis Khan over, hvad der var af mur dengang, og jævnede Beijing med jorden. Og efter Ming dynastiet først havde fortrængt mongoler fra magten, lavede de ikke andet end at hive de hævntørstige nomader tilbage over muren til deres egen side. Til sidst blev Ming løbet over ende af deres andre nordlige fjender Manchuerne, som først indtog en del af muren og derefter magten i Kina. Dette var starten på Kinas sidste dynasti, Qing (1644 – 1911), som ikke rigtig synes at muren var umagen værd at vedligeholde. Som et glemt og henkastet stykke legetøj, fik muren lov til at forfalde og det var ikke før at en hel ny invasionen af kamera bevæbnede udlændige (og kinesere) var på trapperne, at opmærksomheden igen blev rettet mod muren. Første i 1987 blev føjet til UNESCOs liste over bevaringsværdige verdensvidundere.

Maraton på muren
Siden 2000 er der blevet afholdt maraton (og halv maraton) på den kinesiske mur. I 2007 løber det af stablen d. 19. maj i Tianjin provinsen, hvor der ud af de 42 km bliver løbet 7 km på selve muren. Se mere på www.great-wall-marathon.com

Andre steder at gå på muren

Badaling (Genopbygget) Den turistede version, som du sikkert kender fra postkort. Men med et årligt besøgstal nær de ti millioner, er der trængsel trods dens imponerende bredde på knap 6 meter.

Huangyaguan (Genopbygget) Det længste restaurerede stykke, som slanger sig mere end tre kilometer hen over stejle bjergsider. Det er her det årlige maraton løb foregår.

Jiankou (Ikke genopbygget) Denne passage er bygget af hvide klippe sten, hvilket gør den endnu mere prangende i det kuperede terræn. Det er nok den mindst renoverede del af muren og går også for at være den farligste.

Shanhaiguan og Old Dragen Head (Genopbygget) Her hvor muren ender (eller starter?) ude i havet, bogstaveligtalt. Shanhaiguan ligger fire kilometer fra Old Dragen Head og er passet mellem havet og det første bjerg på murens lange rejse tværs over Kina. Begge steder er kineserturistet.

Denne artikel er blevet bragt i Adventure World/Opdag Verden nr. 85 i 2007.