Vandring i Kina

Landet syd for skyerne
En uge tidligere sidder jeg i en lille tætpakket bus på vej mod byen Yuanyang i det sydlige Yunnan. Jeg har få dage tidligere mødt en canadisk kvinde i Vietnam, som har fortalt mig om Yunnans mangfoldighed og vilde natur.

Den lille by Yuanyang er kendt for sine postkortsmukke risterasser, som strækker sig fra 2000 meters højde i bjergene og slutter 1000 meter længere nede i dalen ved den mægtige Røde Flod.

Den lille vej snor sig op ad bjerget, og bussen passerer flere gange ubehageligt tæt på afgrunden. Panikfølelsen hjælper ikke just på min udmattede krop. Med mig i rygsækken har jeg bogen Tabte Horisonter, der beskriver Shangri-La, landet som jeg har begivet mig til Kina for at finde. Den vilde køretur gør dog, at jeg knap får åbnet bogen.

”Yuanyang!” råber buschaufføren pludseligt og bringer mig ud af trancen og tilbage til virkeligheden.
Ved busstationen bliver jeg mødt af en regnbue af farver. Langt størstedelen af befolkningen består af Hani-folket, som er klædt i deres traditionelle tøj. Jeg finder en note frem, som den canadiske kvinde gav mig. ”Yuanyang, Rice terraces, Jacky’s guesthouse og hiking” har hun skrevet.

Jeg når knapt at vise noten til en behjælpelig mand på busstationen, før jeg er blevet indlogeret ved Jacky. Fra det lille vandrehjems balkon er en magisk udsigt over de mere end 3000 niveauer af risterasser, som strækker sig så langt øjet rækker. Risterasserne skifter langsomt farve i eftermiddagens sidste sollys, og bliver snart dækket af en drømmeagtig dis, før solen forsvinder ned over horisonten.

Mellem rismarker og landsbyer
Næste morgen pakker jeg min dagtursrygsæk, og efter et solidt morgenmåltid med stegte ris begiver jeg mig ud. Jeg har sluttet mig til et tysk kærestepar, som jeg mødte ved morgenmaden, og vi har med hjælp fra Jacky fået lagt en vandrerute rundt i området.

Knap er vi kommet af sted, før vi står midt i risterasserne. Omkring os er Hani-folkene allerede i gang med at plante ris og pløje markerne med deres okser. Hele ruten er fint markeret og på trods af, at vi flere gange må vade igennem mudder og vand, er det svært at fare vild.

Vi passerer flere idylliske landsbyer, hvor Hani og Yi-folket, rismarkernes mestre, har dyrket markerne i mere end 1000 år. Sidst på eftermiddagen når vi Laohuzui, en lille landsby som ligger på en højderyg med en fantastisk panoramaudsigt over bjergene og risterasserne.

Vi sætter os og nyder resten af eftermiddagen, mens vi spiser vores medbragte mad. Solens refleksion i rismarkerne gør, at landskabet ændrer sig hele tiden. Vi dvæler i stilheden, mens solen maler landskabet foran os. Stedet er så betagende, at jeg beslutter mig for at bruge to dage mere på at vandre rundt i Yuanyang, før jeg begiver mig videre nordpå.

Midt i dalen ligger landsbyen Yubeng, og bag landsbyen tårner det hellige tibetanske bjerg Kawagarbo sig op som den skjulte dals vogter.

Det falske Shangri-La
Byen Shangri-La ligger i det nordlige Yunnan og var engang del af det tibetanske rige. Byens befolkning er overvejende tibetansk, og overalt i byen hænger farverige tibetanske bedeflag og blafrer i vinden. Ikke langt fra byen på en lille høj ligger det store Songzanlin kloster, det største og vigtigste tibetanske kloster i hele provinsen.

Mit 20 dages visum løber hurtigt ud og efter at have brugt tre dage i Yuanyang, passerer jeg gennem de charmerende byer Dali og Lijiang samt forbi bjergsøen Lugu, før jeg når Tigerspringskløften. Herfra venter en lang bustur mod Shangri-La.

Da jeg tidligt om morgenen ankommer til Shangri-La, får jeg en kæmpe overraskelse. Byen er slet ikke det Shangri-La, jeg har ledt efter. Indtil 2001 hed den Zhongdian. Byen skiftede navn blot for at promovere turisme i området.

På trods af byens charme er jeg alligevel skuffet, da jeg om aftenen sidder på et af byens mange vandrehjem og snakker med de andre rejsende. Jeg får øje på en gruppe franskmænd, som sidder og viser deres rejsebilleder frem.

Billederne viser grønne dale med små tibetanske landsbyer omgivet af høje sneklædte bjerge.
”Undskyld mig.. men hvor er de billeder fra?” spørger jeg gruppen.
Det viser sig at være landsbyen Yubeng. De fortæller, at jeg skal tage bussen til Deqin og vandre en dag over bjergene for at nå landsbyen. Og hvilken bustur.

Busturen er uden tvivl den mest skræmmende, jeg nogensinde har oplevet. Jeg passerer flere bjergpas i over 4300 meters højde, og hovedpinen minder mig om, at vi mennesker ikke hører til her i højderne. Men jeg er nået frem til Deqin og har logeret mig ind på et vandrehjem.

Under hellige bjerge i lille Tibet
Den efterfølgende morgen begynder jeg turen mod landsbyen Yubeng. Med mig er Sacha, som jeg ved et tilfælde er stødt på igen ved Deqin, samt Christian fra Tyskland. Vi starter turen ved at gå over en smal træbro, som krydser en lille flod. Først nogle uger senere indser jeg, at selvsamme flod flyder ud ved havet i Vietnam tusinde kilometer sydpå, som Mekong floden.

De første par timer går gennem nåleskov, men efterhånden som vi når højere op, bliver der længere mellem træerne, som i stedet erstattes af en jungle af tibetanske bedeflag, som vores rygsække hele tiden bliver viklet ind i.

I 3800 meters højde når vi et højdedrag, hvor jeg for første gang ser det sted, jeg har søgt efter. Mere end 500 meter under mig ligger en grøn paradisisk dal fyldt med frodige marker og skove. Midt i dalen ligger landsbyen Yubeng, og bag landsbyen tårner det hellige tibetanske bjerg Kawagarbo sig op som den skjulte dals vogter.

Jeg bruger de næste tre dage ved Yubeng, hvor jeg hver dag tager ud og udforsker dalen og bjergene, som gemmer på en hellig skjult sø i 4500 meters højde, hvor tibetanerne lader sig velsigne med det hellige vand. Herfra er en udsigt ud over den store bjergkæde, som strækker sig ind i Tibet.

Om jeg har fundet det ægte legendariske Shangri-La, som jeg har haft søgt efter, det ved jeg ikke. Men for mig gør det intet. Stedet passer fint til min fortolkning af Hiltons mytiske land. Jeg sætter mig på jorden og finder Tabte Horisonter frem, mens solen langsomt går ned bag de høje bjerge:
”Never had Shangri-La offered more concentrated loveliness to the eye; the valley lay imagined over the edge of the cliff, and the image as of a deep unrippled pool that matched the peace of his own thoughts.”

Yunnan

Få af Kinas mange provinser kommer tæt på den naturlige og kulturelle rigdom, man finder i Yunnan. Med grænse mod Vietnam, Laos og Myanmar mod syd samt Tibet mod nord, finder man i Yunnan både tropiske regnskove og risterraser mod syd og små, isolerede tibetanske landsbyer i de mægtige, sneklædte bjerge mod nord.

Selve navnet Yunnan betyder syd for skyerne og henviser til provinsens beliggenhed mellem de kolde Himalayabjerge og de fugtige troper. Klædt i alle regnbuens farver finder man i Yunnan også den højeste etniske mangfoldighed i hele Kina.

Her finder man 25 af Kinas 56 officielt anerkendte etniske grupper. Yunnans høje bjerge har gennem historien isoleret de forskellige gruppe fra hinanden, og provinsen har derfor mange forskellige sprog, kulturer, arkitektoniske stilarter og traditionelle klædedragter, som gør det fascinerende at udforske provinsen. En kort rejse gennem Yunnan føles som en rejse på tværs af flere landegrænser.