Buff er en kombineret halsedisse, bandana, hue, ansigtsmaske, svedbånd, ’pirattørklæde’, hjelmliner og meget mere - kun din kreativitet sætter grænser. I denne test sætter vi fokus på seneste skud på stammen fra spanske Buff, nemlig den vindtætte Buff Storm, som har fået til opgave at holde vinterkulden for døren.
Jeg har i mange år været en flittig bruger af forskellige halsedisser – både tynde modeller i syntetisk materiale og ikke mindst en tykkere udgave i uld. Sidstnævnte har i mange år haft en fast plads omkring min hals, når det er koldt, og det var derfor med en vis skepsis, at den for en stund blev lagt på hylden til fordel for en Buff Storm.
Buff Storm er i al sin simpelhed et stofrør sammensat af to forskellige materialer; blød mikrofiber, som typisk vil være det inderste lag, og yderst en Gore Windstopper membran, som skal tage i mod tæsk fra vinteren.
Buff blev oprindeligt designet til brug på motorcykel, men dets mange anvendelsesmuligheder har gjort denne beklædningsgenstand populær hos de fleste outdoor-entusiaster. Ifølge Buff selv er anvendelsesmulighederne for Buff Storm store, men hvilke af disse funktioner har man egentlig brug for, og har man overhovedet glæde af Windstopper membranen?
Kan den for meget?
Sammenlignet med almindelige halstørklæder har Buff Storm den fordel, at der ikke er nogen løse ender, og man derfor opnår bedre varmebeskyttelse og gardering mod vinden. Ved friluftsaktiviteter, hvor du kan få brug for at justere isoleringen omkring hals og hoved, er der yderligere den fordel, at du kan bruge Buff Storm som hue ved hjælp af den justerbare elastik.
Det fede er, at man alt efter vind og vejr kan åbne og lukke for ’toppen’ af huen, hvis det bliver for koldt eller for varmt. De langhårede – kvinder som mænd – har desuden mulighed for at trække håret ud gennem åbningen.
På de rigtig kolde og vindblæste dage er Windstopper membranen guld værd, og det er muligt at trække mikrofiberstoffet op så det beskyttet næse og mund, men samtidigt tillader dig at ånde. Det er altså kombinationsmulighederne mellem det vindtætte og det bløde mikrofibermateriale, der giver Buff Storm sin berettigelse. Brug den som vindtæt pandebånd på vinterens løbeture eller som balaclava, når vinden bider i kinderne på skituren.
Personligt vil denne Buff supplere min samling af halsedisser - ikke fordi den vipper den gamle uld-halsedisse af pinden, men fordi der i visse situationer er åbenlyse fordele ved det hurtigtørrende materiale samt den vindtætte membran.