• Hjem
  • Artikler
  • 28 dage mutters alene på Pacific Crest Trail

28 dage mutters alene på Pacific Crest Trail

Solovandrer ved et tilfælde

På Pacific Crest Trail ender Mikkel pludselig med mutters alene at skulle tackle en 28 dage lang strækning, hvor der stort set ikke er andre mennesker på stien. Her fortæller han historien om, hvordan det gik til – og hvad turen endte med at give ham.

Jeg sipper på min frisklavede blåbærmilkshake, mens jeg tænker, så det knager. Jeg har ikke lang tid til at tage en beslutning, der kommer til at have afgørende betydning for den næste måneds tid af mit thru-hike af Pacific Crest Trail. Skal jeg tage imod tilbuddet om et lift 1.500 kilometer sydpå, eller skal jeg fortsætte min færd mutters alene gennem de sneklædte bjerge?

Skrevet af: Mikkel Mandrup Fogt
Opdateret den 25. jan 2023
Læst af: 5807

På Pacific Crest Trail ender Mikkel pludselig med mutters alene at skulle tackle en 28 dage lang strækning, hvor der stort set ikke er andre mennesker på stien. Her fortæller han historien om, hvordan det gik til – og hvad turen endte med at give ham.

Jeg sipper på min frisklavede blåbærmilkshake, mens jeg tænker, så det knager. Jeg har ikke lang tid til at tage en beslutning, der kommer til at have afgørende betydning for den næste måneds tid af mit thru-hike af Pacific Crest Trail. Skal jeg tage imod tilbuddet om et lift 1.500 kilometer sydpå, eller skal jeg fortsætte min færd mutters alene gennem de sneklædte bjerge?

Den er den 8. juni 2019, og jeg er netop vandret ind i Belden sammen med min vandremakker, Sam, samt Alex, Paul og Zack; tre gutter, som vi har vandret med den seneste uges tid. Belden har blot 22 indbyggere, men er ikke desto mindre en oase for os, fordi “byen” er synonym med mad og hvile. Når man er på dag 86 af sit vandreeventyr, har ens “hiker hunger” for alvor meldt sin ankomst.

Vi har alle fem sat os for at vandre Pacific Crest Trails samtlige 4.270 km; fra den skoldhede ørken ved den mexicanske grænse til den canadiske grænse i nord. Som nogle af de eneste befinder vi os på sporet i det nordlige Californien. 2019 er nemlig et rekordhøjt sneår, og de af os, der startede tidligt på sæsonen, rendte ind i en stopklods i majestætiske Sierra Nevada. Der var simpelthen for meget sne til, at det var sikkert at gå igennem bjergene.

Snemængderne fik folk til at tænke i kreative baner. Nogle tog en pause. Andre skippede Sierra Nevada, tog til Oregon og fortsatte nordpå. Et fåtal af os drog til Nordcalifornien for at vandre sydpå tilbage mod det sted, vi forlod sporet, for at “lukke hullet”. Strategien betød, at vi vandrede tilbage mod Sierra Nevada ud fra den idé, at halvanden måned ville give solen tid nok til at smelte sne i bjergene og gøre dem passerbare.

Strategien betød også en del ugers ensom færd gennem terrænet. Vi vandrede i et mærkeligt vakuum, hvor vandrerne sydfra ikke kunne komme igennem bjergene, og folk nordpå, ja, de fortsatte nordpå i modsatte retning af os. Med andre ord betød det total isolation i vildmarken, naturligvis med undtagelse af vores lille trail family, som sammentømrede vandregrupper på vanlig amerikansk vis kaldes på PCT.

ikon hængelås

Prøv de næste 3
Opdag Verden magasiner

Opdag Verden Magasinet

Direkte i din postkasse
i 6 måneder for 99 kr.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

Andre spændende artikler


Fra hytte til hytte i the Adirondacks

Fra hytte til hytte i the Adirondacks

3 ukendte vandrestier

3 ukendte vandrestier

Til fods fra Ushuaia til Alaska

Til fods fra Ushuaia til Alaska