Skye Trail er en lækkerbisken af en vandrerute i det skotske. Den byder på rå, majestætisk natur, masser af lokalkultur og små fiskerlandsbyer. Og så byder netop turen her på det regnfulde, ruskende højlandsvejr, der kaster en mystisk glans over højlandet.
Skye Trail er en lækkerbisken af en vandrerute i det skotske. Den byder på rå, majestætisk natur, masser af lokalkultur og små fiskerlandsbyer. Og så byder netop turen her på det regnfulde, ruskende højlandsvejr, der kaster en mystisk glans over højlandet.
Der står en rød telefonboks i vejkanten et par kilometer uden fra Duntulm. Ved man ikke bedre, er der intet særligt ved den, men de indviede er klar over, at den markerer starten på noget ganske specielt: Det er nemlig lige her, den umarkerede Skye Trail begynder. Allerede inden corona drømte jeg om at genbesøge højlandet i Skotland.
Jeg havde vandret West Highland Way og nu stod Skye Trail højt på listen. Jeg regnede med, at det ville blive en speciel oplevelse at have udsigt til havet under stort set hele turen, og naturen så fantastisk ud – helt eventyrlig – på billeder. Det var lige noget for mig, og nu stod vi der ved telefonboksen i selskab af en gedigen omgang slagvind og støvregn.
En velbetrådt grussti banede vejen gennem fårefolde og goldt terræn ud til Rhuba Hunish; en dramatisk klippeskrænt med udkig til spidse stenformationer, der troner op fra vandet. Havet brusede, og bølgerne piskede op ad stenene, men på trods af det dunkle gråvejr og den hidsige vind, var det en fed følelse at være tilbage i ruskende Skotland. Vi kantede os langs skrænten direkte mod vindretningen. Der er stort set ingen træer på Skye, så vinden brager direkte igennem. Det var nærmest komisk, så meget den larmede, men der var ikke så meget at gøre – vi måtte fremad.
Stien snor sig langs øens nordside ud til østkysten og den lille bebyggelse Flodigarry. Her var ikke meget liv, men vi tog et eftermiddagshvil i ruinerne af et forfaldent hus, vandrede videre langs vandet og begyndte stigningen mod Quiraing; en bjergside formet af et jordskred og hjemsted for nogle af øens mest kendte stenformationer. Skyerne lå tungt over de majestætiske klipper, og tågen dækkede toppene. Det fik dem til nærmest at se uendeligt høje ud. Helt fantastisk.
Det hjalp også lidt, at bjergsiden gav godt med læ for vinden, og snart blev vi belønnet med et par kilometers flad vandring og en fantastisk udsigt ud over det grønne højlandslandskab, havet og øen Raasay. Nær stenformationen The Prison fandt vi en lille lomme mellem klipperne med nogenlunde jævnt terræn, blødt græs og en magisk udsigt til havet og de små landsbyer mange kilometer væk. Her slog vi teltet op og blev endda belønnet med en smule solskin om aftenen.
Læs denne artikel
OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.
Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.
Allerede eller tidligere medlem?
Konstant eksponeret
Vi vågnede til morgensolen, der lyste hele landskabet op. Det var vildt, hvor anderledes terrænet tog sig ud i lyset. Alt føltes større, grønnere og mere eventyrligt, så vi pakkede hurtigt sammen, for ifølge vejrudsigten var solen kun på lånt tid. Efter en lille kilometer nåede vi parkeringspladsen ved Quiraing, hvor dagsvandrere starter turen på Quiraing og Trotternish Ridge.
Vi bevægede os op ad bjergkammens første stigning i solskin. Vendte os for at nyde udsigten. Quiraing så endnu mere majestætisk ud fra distancen med sine stenformationer og snoede stier. Vi følte os heldige at opleve det syn, for vejrudsigten havde lovet rusket vejr på turens første dage. Og det skulle snart vise sig at holde stik.
Da vi nåede den første top på Trotternish Ridge, drog et gråvejr ind over os. Vinden samlede styrke i en grad, vi ikke havde oplevet før. Slagvinden rev i rygsække og tøj, og vi var nødt til at læne os lidt til siden for at holde balancen i det mudrede føre. Vi vandrede op og ned ad de mange toppe langs bjergkammen, og selv med den smukke panoramaudsigt til landsbyerne ude ved havet føltes det isoleret og vildt.
Der er ikke rigtig nogen sti, og man er konstant eksponeret for elementerne i det golde terræn. Det hårde arbejde blev dog belønnet med mildt eftermiddagsvejr, da vi bevægede os ned ad den sidste top på Trotternish Ridge og tog billeder ved Old Man of Storr – en af øens store attraktioner. Udmattede slog vi sidst på dagen teltene op ned til vandet et par kilometer uden for Portree. Fuldmåneaften var stille, og vi gik glade og tilfredse til ro efter en hård, men afsindig flot dag.
Velsignet af en orange aftenhimmel
Vi tog en hviledag i Portree, der blev krydret med et besøg på Tallisker-whiskydestilleret, og selvom Trotternish Ridge stadig sad lidt i benene, følte vi os friske og veludhvilede til den overkommelige dagstur, der lå forude.
Et godt stykke af vejen fra Portree til Sligachan går nemlig på asfalteret vej. Det kan godt føles som noget, der lidt skal overstås, men det var en rar afveksling, der gav plads til mere afslappet vandring. Vi slentrede forbi marker og fårefolde og ud omkring en pynt, hvor vi igen fik græs og grus under fødderne og cirka fem kilometer fremme kunne ane den lillebitte landsby, Sligachan, for enden af fjorden.
Der var et par vandfald på vejen, vi nød synet af bjerget Sgurr Mhairi, der ene og alene troner op i landskabet, og helt efter planen slog vi teltene op på campingpladsen i Sligachan. Her blev vi velsignet af en orange aftenhimmel, nærmest idylliske vejrforhold og udsigten til de næste dage at skulle vandre gennem Sligachan Valley med rullende bakker og ude langs vandet mod den sydligste landsby på ruten, Elgol.
Lækker morgensol, en mild brise og en veletableret grussti skabte fundamentet for de første timers vandring ud af Sligachan på Sligachan Path. Foran os havde vi et storslået landskab med Sgurr nan Gillean (964 m) på højre hånd og Bla Bheinn (928 m) på den venstre – den slags landskab, man trykker på postkort. Der var ingen træer, så græsset og de små buske så en smule grønnere og mere levende ud – måske på grund af Sligachan River, der snoede sig gennem terrænet.
Vi sugede det gode vejr og det flotte vandrelandskab til os, men begyndte gradvist at øge tempoet i takt med, at himlen blev mere og mere grå. Der er to hytter på ruten, og jo nærmere vi kom den første, hytten ved Camasunary, desto værre blev føret.
Den veltrådte Sligachan Path ophørte, og vi var tilbage i mudret marsklandsterræn. Hytten lå eksponeret ud til havet, havde hvide mursten og en halvslidt facade, men så alligevel indbydende ud i kontrast til det rå terræn. Et fint sted til en lille pause.
Vi vandrede sydpå til fiskerlandsbyen Elgol på en tilgroet sti med et intimiderende drop ned til stranden og besluttede at gå efter at slå lejr ved landsbyen Kilmarie, som på GPS og satellitbilleder lignede vores bedste bud.
Her endte vi i det, der mest af alt mindede om monsunregn fra sydlige breddegrader. Halvdesperate stod vi i en fårefold og prøvede at navigere gennem dyreekskrementer, vandpytter og bakket terræn for at finde et spot, der var nogenlunde jævnt – og det lykkedes. Det havde været en god – men lang – vandredag. Nu skulle vi bare samle kræfter til turens sidste etape.
En fantastisk beslutning i regnen
Vi vågnede til lyden af regn, der stadig trommede på teltdugen. Et hurtigt kig ud af apsis afslørede en overskyet himmel uden udsigt til solskin. Det lignede en lidt tung sidste dag, men udsigten til at kunne fejre vores gennemvandring af Skye Trail den samme aften opmuntrede os. På med regntøjet – igen, igen – og i gang.
Vi vandrede ud af Kilmarie på landevejen, gennem småbebyggelser og med udmærket udsigt til Loch Slapin-bugten og Beinn na Caillich (732 m). Efter små 10 kilometer på asfalt stod vi ved en skillevej. Vi kunne slå smutvej og tage landeveje direkte til Broadford og skære cirka 16 kilometer af dagens rute – eller vi kunne følge stien og tage den lange tur ud langs pynten ved Boreraig. Det regnede stadig, benene var møre, og smutvejen var tiltrækkende.
Da en bil holdt ind og tilbød et lift til Broadford, blev vi dog hurtigt enige om, at det ville være synd at skippe den sidste sektion på grund af lidt regn. Vi var trods alt i Skotland. Vi takkede derfor pænt nej og drejede af ved skillevejen for at vandre de sidste par kilometers på asfalt – og hvilken fantastisk beslutning det var.
Idet vi nåede ud til Loch Slapin, hvor vejen sluttede, og vi igen fik grus under fødderne, stoppede regnen, og solen brød igennem de tunge skyer – jubel! – og de 16 kilometer rundt om pynten blev nogle af de mest solrige, fantastiske kilometer på turen. Ruten kantede sig langs vandet, der perlede som diamanter i solens skær, mens vi vandrede over grønne enge, på stenfyldte strande og forbi masser af gamle ruiner ved den forladte landsby Boreraig.
Det var et vidunderligt stykke sti, som ville have været enormt ærgerligt at misse. Til sidst havde vi blot en lille stigning og nogle få kilometers let vandring ind til Broadford, som markerede slutningen på vores tur. Slainté!
Skye Trail
Skye Trail byder på 124 kilometers umarkeret vandring i varierende terræn. Stien er relativt let at følge, men der er enkelte strækninger, hvor det godt kan betale sig at have en GPS eller et kort ved hånden. Derudover gælder Right to Roam på Skye. Det betyder, at man må slå sit telt op, hvor man vil ude i naturen, så længe man følger nogle enkelte ordensregler. Vi gik turen på fem dage:
Dag 1: Duntulm til Quiraing (16 km)
Dag 2: Quiraing til Portree (33 km)
Dag 3: Portree til Sligachan (18 km)
Dag 4: Sligachan til Kilmarie (28 km)
Dag 5: Kilmarie til Broadford (29 km)
© 2020 Opdag Verden ApS
