5 dage på Skye Trail i Skotland

Der står en rød telefonboks i vejkanten et par kilometer uden fra Duntulm. Ved man ikke bedre, er der intet særligt ved den, men de indviede er klar over, at den markerer starten på noget ganske specielt: Det er nemlig lige her, den umarkerede Skye Trail begynder. Allerede inden corona drømte jeg om at genbesøge højlandet i Skotland.

Jeg havde vandret West Highland Way og nu stod Skye Trail højt på listen. Jeg regnede med, at det ville blive en speciel oplevelse at have udsigt til havet under stort set hele turen, og naturen så fantastisk ud – helt eventyrlig – på billeder. Det var lige noget for mig, og nu stod vi der ved telefonboksen i selskab af en gedigen omgang slagvind og støvregn.

En velbetrådt grussti banede vejen gennem fårefolde og goldt terræn ud til Rhuba Hunish; en dramatisk klippeskrænt med udkig til spidse stenformationer, der troner op fra vandet. Havet brusede, og bølgerne piskede op ad stenene, men på trods af det dunkle gråvejr og den hidsige vind, var det en fed følelse at være tilbage i ruskende Skotland. Vi kantede os langs skrænten direkte mod vindretningen. Der er stort set ingen træer på Skye, så vinden brager direkte igennem. Det var nærmest komisk, så meget den larmede, men der var ikke så meget at gøre – vi måtte fremad.

Stien snor sig langs øens nordside ud til østkysten og den lille bebyggelse Flodigarry. Her var ikke meget liv, men vi tog et eftermiddagshvil i ruinerne af et forfaldent hus, vandrede videre langs vandet og begyndte stigningen mod Quiraing; en bjergside formet af et jordskred og hjemsted for nogle af øens mest kendte stenformationer. Skyerne lå tungt over de majestætiske klipper, og tågen dækkede toppene. Det fik dem til nærmest at se uendeligt høje ud. Helt fantastisk.

Det hjalp også lidt, at bjergsiden gav godt med læ for vinden, og snart blev vi belønnet med et par kilometers flad vandring og en fantastisk udsigt ud over det grønne højlandslandskab, havet og øen Raasay. Nær stenformationen The Prison fandt vi en lille lomme mellem klipperne med nogenlunde jævnt terræn, blødt græs og en magisk udsigt til havet og de små landsbyer mange kilometer væk. Her slog vi teltet op og blev endda belønnet med en smule solskin om aftenen.