Du er her:
  • ARTIKLER
  • Dansk klatreekspedition i Grønland

Dansk klatreekspedition i Grønland

Et eller andet sted i enhver klatrer ligger drømmen om at klatre en ny rute. Vores drømme fik næring, da vi efter flere dages klatring havde afsluttet en rute på en af storvæggene i Yosemite, Californien. Mens vi sad tilfredse omkring bålet, faldt snakken på potentialet for nye ruter andre steder i verden. Året efter var vi sammen igen. Nu skulle drømmen virkeliggøres på Grønland.

sydgroenland.jpg
Skrevet af: Torben Redder
Opdateret den 17. maj 2021

Et eller andet sted i enhver klatrer ligger drømmen om at klatre en ny rute. Vores drømme fik næring, da vi efter flere dages klatring havde afsluttet en rute på en af storvæggene i Yosemite, Californien. Mens vi sad tilfredse omkring bålet, faldt snakken på potentialet for nye ruter andre steder i verden. Året efter var vi sammen igen. Nu skulle drømmen virkeliggøres på Grønland.

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

AW38_bigwall_ i_sydgroenland_165.jpgDa vi ankom til gaten var der ét minut til planlagt afgang. Heldigvis vejede de ikke vores uanselige, men 15-20 kg tunge håndbagage, fyldt med bolte, kiler m.m. Vi - Jens Søndergaard, nordmanden Lars Haugen og jeg selv - var alle stærkt motiverede. Ekspeditionens fjerde deltager, tyskeren Matthias Körner, ville først slutte sig til to uger senere. Jens, Lars og Matthias havde aldrig mødt hinanden før. Kun jeg kendte dem alle og havde før klatret med både Jens og Matthias. Vores mål var Tasermiutfjorden i det sydlige Grønland, hvor vi ville lave en ny storvægsrute på den 1830 m høje Ulamertorssuaqs 900 m sydvæg.

Ind i fjorden
Allerede i maj havde vi sendt godt en kubikmeter gods med skib til Nanortalik. Vi manglede derfor kun at købe resten af maden til vort seks ugers ophold inde i fjorden. Kutteren, som skulle sejle os de ca. 60 km ind i fjorden, blev læsset med nogle hundrede kilo mad og klatregrej. Efter godt to timers sejlads i perfekt vejr i en isfri fjord, kom Ulamertorssuaq pludselig til syne. Det var et imponerende syn, som langt overgik billederne, vi havde set.

Vi etablerede vores basislejr i mit gamle solmørnede villatelt ned til fjorden med frit udsyn til Ulamertorssuaqs sydvæg. Tilsyneladende var vi helt alene, da den gamle trækutter tøffede tilbage til Nanortalik. Vi havde nu to uger, før Matthias ville dukke op, så planen var at forberede så meget som muligt inden da. Et par dage efter ankomsten havde vi nær mistet vores basislejr, da en storm begyndte at flænse teltet. Vi tilbragte en hel dag med at sy forstærkninger og samlede flere hundrede kilo sten for at holde på teltet.

Vi havde mad med til seks uger, men udsigten til dåsemad og anden langtidsholdbar føde vækkede hurtigt den ivrige lystfisker i os. Flere gange fangede vi i fjorden to-tre kg. tunge laks, der bed på stort set alt. Et par ræve i området kom hver aften ind i lejren for at hente fiskehovederne og andet fiskeaffald. Kun ti minutters gang fra Base Camp havde en havørn rede på toppen af en stor klippeblok, så vi kunne observere, hvordan ørneungen i løbet af seks uger udviklede sig fra en lille dunklump til en næsten fuldvoksen havørn.

Spot en rute
Vores oversigt over eksisterende ruter begrænsede sig til et foto fra “High Magazine” med upræcist indtegnede ruteforløb. Vi gik op på en lille ryg lige overfor væggen, hvorfra vi i kikkerten hurtigt spottede et riss, som stort set ubrudt forløb i en lige linie fra midten af væggen til toppen. Stor blev skuffelsen, da vi dagen efter opdagede abseilslynger langs risset. Det var ruten “Moby Dick”, som blev klatret i ’94 af et team bestående af bl.a. de to tyske topklatrere Kurt Albert og Stefan Glowacz. Efter nogen tid opdagede vi dog en anden mulighed, som fra “The Heart”, en tydelig hjerteformet blok i midten af væggen, via riss lidt til højre for “Moby Dick” så ud til at føre til toppen. De sidste reblængder var svære at se, men det så ud til, at risset blev så bredt, at det ville involvere kaminklatring. Den nederste halvdel af væggen var derimod temmelig kompakt og umiddelbart uden oplagte nye risslinier. Vi vurderede, at det nok var muligt at etablere en ny linie, men at det ville kræve nogen tid. Det var i hvert fald vores bedste bud på en ny rute.

AW38_bigwall_ i_sydgroenland_149.jpgStarten på opturen
Omkring halvanden time fra basislejren, 15 minutter fra væggen etablerede vi ABC-lejren på toppen af en sidemoræne. Her var der lige plads til to små telte i læ bag en stor blok. To dage brugte vi på at bære udstyr op til denne lejr. Heldigvis var terrænet let at vandre i, uden uigennemtrængeligt pilekrat.

Fremme ved væggen var den nedre halvdel ikke så stejl, men til gengæld var der ingen oplagte linier, med mindre man havde lyst til at lægge ud med nogle hårrejsende run-outs på slabs, hvor klippen nogle steder smuldrede eller kunne trædes af i flager. Så virkede det mere tiltrækkende at starte med “Moby Dicks” 110 m diedre og derefter forsøge noget nyt. Alle dage med godt vejr blev udnyttet effektivt til at fæstne reb. Hver morgen startede to af os med at jumare op til gårsdagens højeste punkt, hvorfra de klatrede videre. Den, som havde hviledag, sørgede bl.a. for, at aftensmaden stod klar, når klatreholdet sent om aftenen nåede ned til ABC-lejren. Vi skiftedes til at klatre to dage og holde hvil én dag. På den måde var der hver dag en frisk mand på klatreholdet.

Efter ni klatredage var vi kun ca. tyve meter under The Heart. Vores rute løb i riss af svingende kvalitet. I de nye reblængder var det af og til nødvendigt af bathooke, hvilket var lidt spændende, når granitten lød hul, kunne bankes af i flager, og der kom en knasende lyd fra bathooken, når man belastede den.

AW38_bigwall_ i_sydgroenland_150.jpgFra hjertet og opefter
Lige før “The Heart” blev vi bremset af dårligt vejr. Det passede imidlertid fint med, at vi tog ned til fjorden for at tage imod Matthias. Efter en dags forsinkelse ankom han endelig. Hans tur ind i fjorden havde været temmelig besværet af store mængder drivis, som den lille motorbåd måtte sno sig eller stedvis stage sig igennem.

Endelig var holdet samlet og efter at have klatret den sidste reblængde til “The Heart”, kunne vi starte på topvæggen. Indtil da havde vi klatret ti reblængder, hvoraf de syv var nye. Vi var nået 450 m op i væggen.

Det tog efterhånden for lang tid hver morgen først at gå op til væggen og derefter at jumare op til vores højeste punkt. Vi besluttede derfor at lave resten i capsule style, dvs. at blive på væggen, indtil man når toppen. Tidsforbruget på den øvre væg var lidt nemmere at anslå end på den nedre væg, da der var nogle oplagte risslinier at følge. Her var strategien, at vi klatrede med fast makker, og klatreholdene skiftedes til at have klatredag. Det hold, som ikke klatrede, skulle enten flytte lejren og hejse forsyninger eller ordne andet praktisk arbejde, således at hver eneste dag kunne bruges effektivt af klatreholdet til at bringe os tættere på toppen. Hvis der ikke skulle hejses forsyninger, var der ikke så meget at lave, og man kunne hvile i portaledgen, mens CD-spilleren med discomusik bidragede til en afslappet stemning.

AW38_bigwall_ i_sydgroenland_166.jpgVertikalt lejrliv
Vi anslog, at den øvre væg næppe ville tage mere end seks klatredage. Sandsynligheden for, at der var dage, hvor det ville regne og vejret blive så dårligt, at det ville være nærmest umuligt at klatre, var jo ret stor, så vi tog mad med til otte dage samt 80 liter vand, hvilket skulle være nok til mindst ti dage. Derudover skulle der hejses personligt udstyr, to portaledges og en kolossal mængde klatregrej. I alt hejste vi omkring 220 kg. udstyr til Camp 1 på toppen af The Heart. Det var hårdt arbejde. Hvert læs vejede op til 60 kg. Mens én hang oppe på standpladsen og via en trisse hejste sækken med sin kropsvægt, jumarede den anden ved siden af sækken for at gøre den fri, når den satte sig fast.

Med de to to-personers portaledges var der selv i dårligt vejr mulighed for at få en god nats søvn. Vores væglejre, Camp 1 og 2, ville af den ukyndige nok blive opfattet som et uoverskueligt rod. Fra fire borebolte hang der to portaledges, tre-fire stk. 120 liters hejsesække, vanddunke og store mængder klatregrej. Alle boltene var forbundne med reb for at have backup, hvis en bolt skulle svigte. Der var ingen hylder at stå på, så al bevægelse rundt i lejren foregik ved, at man med sine jumars kunne bevæge sig mellem de forskellige reb. Om natten sov vi med sele på og var med et reb ud gennem en lille åbning i portaledgen forbundet til boltene. Bunden i den portaledge Matthias og jeg delte var 110x190 cm, så vi var lidt misundelige på Jens og Lars, som havde 130x220 cm til deling.

Med lejr ude midt på pillaren vidste vi fra observationer på regnvejrsdage, at vi ikke ville komme til at ligge midt i et vandfald. Til gengæld ville vi være ret eksponeret for vind. Det fik vi at føle et par gange, hvor det var nødvendigt at tøjre portaledgen for, at den ikke skulle lette og rotere som en propel i vinden. At overnatte 600 m oppe på væggen når det blæser med kulingstyrke, kan bedst sammenlignes med at sove i et dårligt tog, der kører alt for hurtigt på dårlige skinner.

Toiletbesøg ordnede man i en plastikpose, mens man hang i selen udenfor portaledgene. Den lunkne pose blev derefter anbragt i en plastbeholder, så vi kunne efterlade ruten ren. Ofte var det en lidt krævende opgave at tisse, når man var i opadgående turbulent luft. En enkelt gang opgav jeg at bruge plastikpose, da jeg forventede at den kraftige vind ville føre alt bort. Desværre ramte det, som skulle have været i plastikposen, lige midt i et godt greb på en 8+ reblængde på “Moby Dick”. Det var med stor spænding og et smil på læben, at Matthias og jeg en uges tid senere fulgte nogle polakker friklatre “Moby Dick”.

Helt til tops
Klippen på topvæggen var af bedste kvalitet, kompakt og med gode riss. Vi var efterhånden kommet så højt op, at vi havde frit udsyn til de imponerende landskaber, der hidtil havde været skjult bag fjeldene omkring Tasermiutfjorden.

Topvæggen indeholdt næsten alle typer klatring. Små blinde riss, hvor det eneste, som kunne sættes fast, var copperheads. Der var perfekte riss, der slugte alt fra kiler på to mm til de største friends. Det, som vi nedefra havde vurderet til at være en kamin, viste sig at være en såkaldt “flaring” kamin. Yderst var den 60 cm bred, mens den blot 50 cm inde i risset kun var ca. 20 cm. Det gjorde klatringen meget besværlig og ved forsøg på friklatring, følte man hele tiden, at man var ved at falde ud af risset.

Tidsforbruget for at klatre en reblængde var meget højere, end vi var vant til - fire til fem timer var ikke ualmindeligt. På cruxreblængden, hvor der bl.a. skulle bruges copperheads, brugte Jens 12 timer.

AW38_bigwall_ i_sydgroenland_167.jpgDen femte klatredag om aftenen havde vi fastgjort fem reblængder over Camp 2, og der manglede blot tre reblængder til toppen. For at fejre vores fremskridt besluttede vi at spise Lars’ hjemmelavede kalorierige chokoladekage. Til vores store skuffelse viste den sig at være helt muggen. Heldigvis havde vi endnu en kaloriebombe indeholdende elgpølse, myseost og marcipan. Den sjette klatredag tog vi alle fire afsted fra Camp 2 for i fællesskab at klatre det sidste stykke til toppen. Sidst på eftermiddagen den 18. juli nåede vi toppen af Ulamertorssuaq. Vejret så ret truende ud, så der var ikke megen tid til afslapning, inden vi abseilede ned til Camp 2. Hele næste dag gik med at abseile ned og fjerne rebene på de første 10 reblængder.

I perioden 27/6-19/7 havde vi klatret 22 reblængder, hvoraf 13 var nye. I alt 1100 klatremeter. Næsten alle de nye reblængder var 55-60 meter.
Til trods for at Jens, Lars og Matthias ikke kendte hinanden før ekspeditionen startede, kom vores hold til at fungere perfekt og med et hyggeligt kammeratskab.

 

Artiklen er tidligere bragt i Adventure World (Opdag Verden) nr. 38 sep/okt 2001

Andre spændende artikler


Førstebestigninger i Kirgisistan

Førstebestigninger i Kirgisistan

Bo Belvederes vej mod verdens tag

Bo Belvederes vej mod verdens tag

Klavs Becker-Larsen - Den ukendte eventyrer

Klavs Becker-Larsen - Den ukendte eventyrer

Log ind