Tore Grønne ville ud, hvor der var ensomt. Hvor det blot var ham, en cykel og en øde vej gennem affolkede områder. Han fandt, hvad han søgte i det sydlige Utah – et område med rå klipper, barsk ørken, høje temperaturer og ikke et menneske i syne.
”Er du i live?” spørger manden med cowboyhatten gennem det nedrullede vindue.
Jeg åbner øjnene. Misser lidt mod den nådesløse middagsol.
”Jo tak. Jeg tager mig bare en slapper,” siger jeg inde fra den smule skygge, de tørre, hårdføre buske i kanten af den tilsandede vej giver mig.
”Fint så,” siger manden, smiler, ruller vinduet op og forsvinder i en orange sky af sand, der hvirvler fra vejen op mod den blå himmel, hvor buttede skyer danser let af sted.
Inden jeg lukkede øjnene, på jeg skyerne forvandle sig fra indianerhøvdinger, smilende spøgelser og buttede elefanter til eventyrlige prinsesser, sære fabeldyr og appetitvækkende popcorn for mine øjne. Jeg har søgt tilflugt fra solen, men her i skyggen er der stadig 37 grader, så en tår vand er hurtigt blevet til dagdrømmeri og en lille lur, inden manden i jeepen ruller forbi. Det er det første køretøj i timevis. Den første samtale i to dage.
Jeg er mutters alene i et ubeboet ørkenområde, der er større end Sjælland. Uden om det er der næsten lige så øde med kun nogle få, spredte småbyer i hundredvis af kilometers omkreds. Jeg er i Utahs enorme og ekstremt øde ørkenområde Grand Staircase-Escalante National Monument.
