På cykel i Utah

Og på trods af den intense hede, og det faktum at min 12-liters vanddunk alt for hurtigt bliver lettere bag på min cykel, er alt som det skal være.

”Her kan jeg finde, hvad jeg kom efter. Fred og ro. Lidt tid mutters alene.”

På Boulder Mountain
Under den brændende sol er det svært at forstå, at det kun er et par dage siden, jeg cyklede højt oppe på kanten af Boulder Mountain. Jeg lukker igen øjnene, drømmer mig tilbage derop og mærker, hvordan regnen begynder at falde, koldt og kraftigt.

Dybere end en kilometer under mig er ørkenen. Jeg har cyklet opad i adskillige timer, siden jeg satte af sted fra lillebitte Torrey, hvor jeg overnattede på den lokale Trading Post. Næsten 1000 højdemeter op gennem birkeskove er det blevet til, men nu er det slut, for forude når vejen sit højeste punkt. Det begynder at gå nedad.

Lårene får en pause, og hjulene ruller hurtigere og hurtigere. Luften bliver varmere, regnen stopper, og jeg når Boulder, der med sine 180 indbyggere er den største by, jeg kommer igennem, inden jeg slutter min rundtur i Torrey.

Solen skinner nu, og jeg køber en cola og en is i den lokale butik. Samt den 12-liters dunk med vand, som skal vise sig at blive i underkanten.

Ind i ørkenen
Min cykel med de fire cykeltasker ligner et overbebyrdet bæst, og den skvulpende vanddunk på bagbagagebæreren pynter ikke. Men jeg har brug for den. For her drejer jeg væk fra Highway 12 og ind i Grand Staircase-Escalante National Monument, hvor der er masser af klipper, sand og slugter, men hverken mennesker eller vand. Det er her, min tur virkelig starter.

Da min kone insisterede på, at jeg skulle tage på en lille cykeltur og få et afbræk fra storbyhverdag, bleer og barnevognsture i byparker, vidste jeg med det samme, at jeg ville til Utah.

Her er så meget plads og så få mennesker. Også selvom det er Labour Day Weekend i USA – weekenden, der markerer slutningen på sommeren, og hvor amerikanere i hobetal begiver sig ud i nationalparker over hele nationen.

Selv for Utah er Grand Staircase og Capitol Reef National Park, hvor jeg senere skal til, dog fredelige. Her kommer meget færre mennesker end i de mere kendte nationalparker som Bryce Canyon og Zion, og her er ingen risiko for at komme til at gnubbe skuldre med folk og fæ. Her kan jeg finde, hvad jeg kom efter. Fred og ro. Lidt tid mutters alene. Og selvfølgelig Utahs surrealistiske landskaber at cykle gennem.

Jeg fræser ned langs runde klipper, der gløder rødt i aftensolen. Rundt om hjørner, der afslører gyldengule klipper med mønstre som skel på ryggen af formidable firben. Glemmer alt om trætte ben og tramper op ad en urimelig stejl bakke. Drøner ned igen. Knokler op på et lille plateau og trækker cyklen væk fra vejen og langs træer med krogede kviste, der vokser i det tunge sand, til jeg har udsigt ned over slugter og dale. Her slår jeg teltet op, laver mad og spejder i stilhed ud over min helt egen ørken.

Slugter og hede
Næste morgen pakker jeg så hurtigt, jeg kan, for at komme tilbage i sadlen og dybere ind i Grand Staircase. I den kølige morgenluft triller jeg hurtigt ned ad mit lille plateau til Long Canyon. Floden i bunden af slugten er tørret ud. Fuglenes kvidder giver ekko, og sollyset kryber langsomt længere og længere ned ad de lodrette, orange-røde klipper, der tårner sig op på hver side af den snoede vej.

Det var i de her oldgamle landskaber, at dinosaurer trampede omkring for så lang tid siden, at ørkenen omkring mig synes tidløs. I løbet af det seneste årti er der fundet adskillige fossiler af dinosaurer fra for 75 millioner år siden, og på en eller anden måde giver det perfekt mening, at de forhistoriske kæmper traskede rundt mellem klipperne her.

Det er som om, det kræver skabninger af deres størrelse at overleve i de her utæmmede landskaber af fint sand, store sten, pudsige småbuske, knudrede troldetræer, dybe slugter, orange klippeformationer, enorme udsigter og uspoleret ensomhed.

Efter to timer i sadlen overhaler den første bil mig. Der går timer, inden jeg ser den næste, og gang på gang stopper jeg for at fotografere og lytte. Solen brænder, og jeg cykler op til en sænkning i klipperne, hvor slugten slutter, og landskabet flader ud foran og under mig. Det er som at stå på kanten af en naturlig fæstning i rå klippe. Jeg følger vejen med øjnene, til den forsvinder i det fjerne. Giver slip på bremserne og cykler derned.

”Jeg foretrækker sadlen frem for sporvognen og den stjernespækkede himmel frem for et tag.”

– Everett Ruess

Sidst på kortet
Områderne, der i dag er Capitol Reef og Grand Staircase-Escalante, har været beboet af mennesker i årtusinder. Først var det indianere, der ankom her efter den sidste istid for omtrent 12.000 år siden, og levede som jægere og samlere og formentligt boede i huler i klipperne.

Tusindvis af år senere passerede missionærer, eventyrere og nybyggere gennem områderne, der var det sidste sted i USA uden for Alaska, der blev kortlagt. For mindre end 100 år siden vidste man stadig kun lidt om disse områder, og en mand kunne bogstaveligt talt forsvinde her.

Vandre herud for aldrig at blive set igen, som det var tilfældet med den unge Everett Ruess, der forsvandt i disse egne for omtrent 80 år siden (se boksen ’Mysteriet om Everett Ruess’). Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor fjerne disse områder må have syntes dengang. Jeg kan dog nikke genkendende til, hvad han tænkte og skrev ned, som jeg lader landskaberne synke ind og tramper af sted:

”Jeg er ikke blevet træt af vildnisset; tværtimod nyder jeg dets skønhed og det omflakkende liv, jeg lever, mere intenst. Jeg foretrækker sadlen frem for sporvognen og den stjernespækkede himmel frem for et tag, den utydelige og besværlige sti, der leder ind i det ukendte, frem for enhver asfalteret vej, og den dybe ro i det øde frem for utilfredsheden avlet af byer.”

Fuldmånen står op
Jeg krydser plateauet under en brændende sol, ser vejens asfalt forsvinde og blive først til grus, siden til sand, og rasler ned ad en række imponerede hårnålesving hugget ind i en 600 meter høj, næsten lodret, klippeside.

Jeg cykler nu langs The Waterpocket Fold – en naturlig, meget markant fordybning i landskabet – og er nede i omtrent 1600 meters højde. Solen er nådesløs. Jeg er ikke længere sikker på, jeg har nok vand, og cyklens dæk pløjer sig ned i sandet, da jeg knokler videre, efter manden i jeepen vil vide, om jeg stadig er i live.

Jeg er træt nu. Vejen bølger op og ned, men da solen begynder at synke på himlen, kommer kræfterne tilbage. Vinden vender, og i stedet for at puste i ansigtet, skubber den mig, og jeg tramper af sted.

Der er ikke meget, der er bedre end at cykle på det her tidspunkt af dagen, hvor benene er brugte, hjernen tømt og lyset den rene magi. 12 timer efter jeg satte af sted, bruger jeg de sidste kræfter på at bugsere cyklen op over en skrænt og ind bag en bakkeknold.

Her er jeg alene under stjernerne, der snart myldrer frem. En næsten fuld måne står op fra sin vugge af lette skyer bag klipperne, da jeg ligger i sandet uden for mit telt og nyder trætheden og stilheden.

Nybyggere
Jeg er på cyklen igen, inden solen er stået op. Snart kaster jeg en langstrakt, smal skygge, og efter nogle timer bliver ørkenen plettet af grønt, som jeg nærmer mig Utahs Highway 24. Her er få folk, der opdyrker jorden.

Men hvorfor ikke vælge et sted med et blidere klima og mere nedbør? Endnu engang bliver jeg bekræftet i, at den amerikanske nybyggerånd stadig lever. Der er stadig et eller andet over at drage mod vest. Forfølge drømmen og opdyrke jorden.

Præcis som nybyggerne i det 18. århundrede, som jeg ser levn efter, da jeg igen er krydset ind i Capitol Reef. Jeg cykler i en forfriskende kile af grønt, der lyser op langs den rindende Fremont River. Her støder jeg på en lille hytte, hvor Elijah Cutler Behunin, hans kone Tabitha og 11 af deres 13 børn boede i 1880’erne. Det må have været barskt. Men sådan er der så mange steder i USA.

Hippieøl
Jeg kommer til Fruita-plantagerne, hvor man selv kan plukke sine æbler, veje dem og efterlade penge i en lille bøtte. Jeg ser petroglyffer på de enorme, lodrette orange-røde klipper, der er igen biler på vejen, og da jeg nærmer mig campingpladsen ved Visitor Center i Capitol Reef, bliver jeg vinket ind til siden af en fyr med langt, tjavset hår, to piger i lange, farvestrålende kjoler og en stor, godmodig hund med tungen slaskende

. De vil vide, hvor jeg har cyklet. Så stikker de mig to øl fra et mikrobryggeri i deres hjemby Albuquerque, ønsker mig god fornøjelse og triller videre i deres folkevognsrugbrød. ”Det er jo slet ikke så skidt med mennesker,” tænker jeg.

Jeg triller op til campingpladsen, hvor græsset er grønt, store træer kaster skygge over folk, der nusser omkring, og monumentale klipper rager op hele vejen rundt. Efter dage alene er det helt fint atter at have mennesker omkring mig.

Jeg har fået min dosis ensomhed. Min 12-liters vanddunk er tom, så jeg drikker store slurke vand ved en pumpe, inden jeg slår teltet op. Det bliver godt at udforske flere veje i nationalparken, inden turen går hjemad. Men først lægger jeg mig i skyggen ved siden af teltet og åbner en øl. Snart lukker jeg øjnene. Mærker den lette brise i ansigtet. Og falder i søvn.

Mysteriet om Everett Ruess

Everett Ruess var en ung kunstner og poet, der i begyndelsen 1930’erne, da han stadig var i sine teenageår, strejfede omkring i de meget lidt udforskede områder i Utah. Det gjorde han alene til hest med små æsler som pakdyr.

Han lærte at tale navajo, skrev omfattende dagbøger og udvekslede breve med amerikanske ikoner som Ansel Adams og Dorothea Lange. Ruess forsandt sporløst i 1934, efter han som 20-årig red ind i Escalante-området. De fleste regner med, han døde – muligvis blev han dræbt.

Andre spekulerer i, at han giftede sig med en navajoindianer og levede resten af sit liv i skjul. Men ingen ved, hvad der skete med den unge Ruess. Du kan læse mere om Everett Ruess i Finding Everett Ruess af David Roberts og finde mere info om ham på www.everettruess.net.

Vandring i Capitol Reef NP

Der er masser af muligheder for kortere og længere vandreture i Capitol Reef og Grand Staircase- Escalante. Du kan for eksempel udforske en af de mange dybe, smalle slot canyons eller stige til tops på de fantastiske klippeformationer. Læs mere om vandreture på www.nps.gov/care/planyourvisit/hiking.htm.