Roadtripping og klatring i USA

Grand Tetons toppe
Den første dag tog vi en let rute på Middle Teton for at akklimatisere, og et par dage senere begav vi os ud på en tredagesbestigning af det noget mere udfordrende Mount Owen. Bjergene rejser sig brat fra en flad, bred dal, og stien op gennem skoven til det alpine terræn var formidabel med skue over skove, enge, floder og søer.

Vi slog lejr på den fugtige sne lige omkring trægrænsen. På topdagen krydsede vi en gletsjer, klatrede af en 400 højdemeter sne- og isfyldt stejl couloir og til sidst tre alpine, men lette, reblængder.

På toppen ramte den efterhånden velkendte euforiske følelse os. Bjergtoppe er og bliver et fantastisk sted at befinde sig. Men de er kun til låns, og vi skulle ned igen, inden mørket faldt på. Vi var godt brugte, da vi endelig lagde os til at sove i vores camp efter 15 timers klatring.

Endelig besteg vi det ikoniske bjerg Grand Teton. Vi havde kredset om det i et par uger og besteget de to bjerge henholdsvis nord og syd for mastodonten, som vi hele tiden kunne se fra vores lejr i dalen. Barsk og ufremkommelig så den ud.

Også værre end den egentlig er. Topdagen bød på 10 timers fantastisk klatring ad den berømte Exum Ridge, som Glenn Exum for snart 100 år siden soloklatrede for første gang. Det er en af ’The Classics’, hvilket vil sige, at den indgår i den velrenommerede bog ’Fifty Classic Climbs of North America’.

Resten af turen gik i høj grad efter at jagte disse klassikere. Den nedre saddel lå i cirka 3500 meters højde og udgjorde turens måske smukkeste campingplads. Til den ene side var et flot kig ned i den rolige dal mod Jackson. Til den anden side var et barskt klippelandskab.

”I vil fejle”
Efter halvanden uge i Jackson kørte vi mod syd til Wind River Range og Cirque of the Towers. Fra flækken Boulder kørte vi tre timer på en grusvej og overnattede på en primitiv lejrplads, hvor stien til The Cirque starter.

Det blev et ubehageligt indblik i, hvor slemme områdets berygtede myg var. Næste morgen kom en fyr over til os. Man kunne tydeligt se på hans bil og tøjstil, at han var klatrer og formentlig havde viet sit liv det rigtige ’dirtbag’-klatreliv.

Han ville høre, om han kunne låne en gammel tandbørste. Jeg havde tilfældigvis en helt ny tandbørste, stadig i indpakningen, og han bød straks på en billunken øl, mens han og makkeren gav os tips til ruter og klatreområder. Til sidst spurgte vi til steder at slå teltet op oppe i The Cirque, hvor der var mere vind og dermed færre myg. Han gav os et par gode råd, men sluttede med et skævt smil i det vejrbidte ansigt og frasen:
"I kan forsøge at undgå myggene…. men I vil fejle!"

Han fik ret. Men derudover var Cirque of the Towers fantastisk. 14 kilometer inde i den hårde tur til The Cirque krydser man Jackass Pass. Pludselig ændrer landskabet fuldstændig karakter fra de ugæstfrie felter af klippeblokke is og sne til grønne enge med kringlede vandløb.

Rundt om os tårnede enorme granitspir op. Herfra var der en halv times rask gang op til The Cirque. Vi slog teltet op ved bredden af den lille sø i midten af en halvbue formet af granittårne, der virkede svimlende og uoverkommelige. Vi havde stedet helt for os selv.

Tæt på lynene
Vi klatrede to ruter i The Cirque. Først den berømte travers på Wolf Head’s østkam – en relativ let, men meget lang rute, der stort set hele tiden går på den nærmest knivsægformede kam. Til begge sider var der flere hundrede meter ned ad næsten vertikale, glatte granitsider.

Det var fantastisk, men ved middagstid begyndte velvoksne kumulusskyer at forme sig omkring de nærtliggende tinder. Et tordenvejr var på vej. Vi klatrede så hurtigst som muligt, men da vi stadig manglede en fjerdedel af ruten, hørte vi buldren i det fjerne. Så kom regnen. Vi var havnet på en lille klippehylde med teknisk klatring begge veje.

Eftermiddagsstorme er typisk hurtigt overstået, og vi bestemte os for at lade uvejret drive over, inden vi fortsatte. Regnen tog til, og nogle af lynene kom ubehagelig tæt på. En enkelt gang så tæt, at klippen rystede under fødderne.

Da uvejret var drevet over i løbet af en time, kom vi på toppen. Her var et skue ud over det formentligt mest øde stykke land på vores tur. Granitbjerge og granittårne så langt øjet rakte. Dale fyldt af skove, søer eller enge med vandløb. Og ingen menneskelig indblanding i syne.

Hævet 80 meter over jorden så vi nøgne granitbakker og bjerge skyde op overalt fra den vidtstrakte nåleskov.

Fem meter for højt
Vi kørte nu til Boulder, Colorado, men her var vejrguderne desværre ikke med os, så vi satte kurs mod Californien. Vi krydsede ørkenstaterne Utah, Arizona og Nevada og ankom til Bishop i Californien, der levede fuldt op til sin berømmelse i klatreverdenen.

Her var fantastiske klippeformationer i formidabel, vulkansk sten. Vi brugte fem dage på bouldering og sportsklatring, inden vi kørte videre mod syd for at bestige Mount Whitney – det kontinentale USA's højeste bjerg.

Vi valgte den klassiske rute på den næsten lodrette østside med den berømte 'Fresh Air Traverse'. Vi havde dog kun nogle halvdårlige beskrivelser af ruten, så da vi nåede den, traverserede vi fejlagtigt fem meter over normalruten.

Nogle ældgamle pitoner fastholdt os i troen på, at vi var på rette vej, men vores rute blev hurtigt sværere og mere akavet end forventet. Halvt på fødderne og halvt på knæ, forsøgte vi at undgå, at rygsækkene stødte mod den overhængende klippe en meter over den smalle hylde, vi bevægede os på.

Under hele denne akavede bevægelse, kunne vi se trehundrede meter lodret ned til foden af bjerget. Men det lykkedes, og resten af ruten var en sand fornøjelse. Klatringen blev gradvist lettere, i takt med at bjerget blev mindre stejlt. Vi fløj op. Kastede ikke mange blikke ud over de sydlige Sierra Nevada-bjerge, der ellers udgjorde et flot ubevokset klippelandskab.

Selvom vi var startet tidligt ud, stod vi først på toppen klokken 16. Vi var begge ramt af højdesyge, på trods af at vi mindre end et par uger forinden havde haft det ganske fint i næsten samme højde.

Kvalme på toppen
Vores halvdårlige forberedelse blev nu vores nemesis. Vi kunne ikke finde den etablerede 'Mountaineers Route' – en let og relativ hurtig rute ned til søen, hvor klatringen startede. Højdesygen gjorde det ikke nemmere at tage den rigtige beslutning, og vi endte med at tage den noget længere hovedsti på den mindre stejle bagside.

Prisen var tre timers vandring, før vi kom ned i en højde, hvor den dundrende hovedpine og svulmende kvalme forsvandt, og vi igen kunne nyde turen ned gennem en dal med en lille flod, der gennem tusinder af år har skåret sig gennem granitten og dannet glatte skrånende vægge

. Hvad vi troede var en halvdags tur, blev til strabadserende 17 timer. Senere fandt vi ud af, at langt de fleste bruger to eller tre dage på ruten.

Fra Mount Whitney kørte vi til Yosemite National Park. Vi brugte et par dage i Tuolumne, hvor enorme halvkupler i granit ligger spredt ud over landskabet og danner en uovertruffen scene til traditionel multipitch-klatring.

Vi klatrede den prominente West Crack på Daff Dome – en næsten uafbrudt sprække, der strækker sig fire reblængder fra bunden til toppen af den nøgne kolos. Det var en formidabel rute. Bortset fra den sprække, man har låst sine fingre og fødder i, er granitvæggen fuldstændig bar.

Kan man distrahere fra den smerte, en fodlås i en fingerstørrelsessprække uundgåeligt fremkalder, er der et fantastisk syn ud over et af de mest spektakulære landskaber USA. Hævet 80 meter over jorden så vi nøgne granitbakker og bjerge skyde op overalt fra den vidtstrakte nåleskov.

12 øl for udstyr
Vi satte nu kurs mod klatresportens hjem og ophavssted – Yosemite Valley. Vi ankom i dalen efter mørkets frembrud, men da vi tidligt næste morgen tittede ud af teltåbningen, blev vi mødt af et overvældende syn.

På begge sider af os rejste intimiderende 500 meter høje granitvægge sig. Ikke overraskende, det netop var her, nogle unge hippier i 1950'erne og 1960'erne blev inspireret til at bevæge sig op ad bjergvægge, og klippeklatring, som den sport vi kender i dag, blev født.

Vi ville klatre den letteste af de store 'Big Walls' – sydsiden af Washington Coulumn – ved hjælp af aid-klatring, som vi aldrig havde prøvet før. Her sætter man et stykke sikkerhedsudstyr i væggen og hægter en rebstige i det, da der hverken er greb eller fodplaceringer. Men gentager processen, sætter sin anden rebstige i og træder op i den.

Det første stykke sikkerhedsudstyr samt rebstige tages så ud og placeres højere. Det er en langsommelig proces, og på de store vægge er man typisk nødt til at overnatte hængende på væggen. Vi havde hverken en træksæk til alt udstyret, som man trækker op efter hver reblængde, eller en porter ledge – en 'seng', man slår ud for at kunne sove hængende på væggen.

Butikkerne i dalen lejede det ikke ud, men ’Search and rescue'-folkene, der bor i små, primitive telthytter og var indbegrebet af Yosemite-drømmen, stereotyperne på ’dirtbaggers’, fortalte, at en fyr, Bud, var vores bedste bud. Han havde udstyret og var 'low on cash'.

Bud havde ganske rigtig en slidt Black Diamond Haulbag samt en noget skrøbelig porter ledge. Han havde ikke lejet det ud før, men hvis vi gav ham tolv øl, var det fint. Lykkelige over vores nylejede udstyr, gik vi straks i gang med at pakke til vores første big wall.

Dirtbag-drømmen udlevet
Der var utrolig varmt, så vi havde seks liter per næse til de to dage på væggen. Vægten gjorde det til et modbydeligt arbejde at trække sækken op efter hver reblængde. Vi arbejdede os i snegletempo op ad væggen, og efter tolv timer befandt vi os kun fire reblængder oppe – en distance vi på lettere vægge ville kunne klare på et par timer.

Hele dagen havde vi hængt på sydvæggen med solen bagende fra en skyfri himmel i 35 graders varme. Vi drak over otte liter vand hver den første dag for bare at holde os nogenlunde hydrerede. Den aften, hængende flere hundrede meter over dalen på Buds porter ledge, besluttede vi at vende om den næste dag.

Kombinationen af for lidt vand, dårligt udstyr samt vores manglende rutine i aid-klatring knækkede moralen. Mavefornemmelsen fortalte os, at vi skulle vende om. Lidt slukørede, men glade for vores beslutning, pakkede vi sammen i Yosemite for at sætte kursen mod turens slutning Whistler, Canada.

På vej op gennem Californien druknede vores fejlslagne Big Wall-forsøg dog hurtigt i heftige genfortællinger af turens mange eventyr. Vores roadtrip var slut. ’Dirtbag-drømmen’ udlevet.

3 gode bestigninger til begynderen

1. Californien: Mount Whitney ad ’Mount WhitneyTrail’ eller ’Mountaineers route’. Stien til Mount Whitney er 35 km frem og tilbage, og der er en højdeforskel på 1860 m. Den går bag om bjerget og op på bagsiden. Det er en gåtur, men en lang og hård en af slagsen, der godt kan deles over flere dage.
2. Wyoming: Middle Teton ad sydvest Couloiren. Det er en let alpin rute, der kan klares på en dag fra dalen. De første to til fire timer er vandring på en sti op over trægrænsen til en høj saddel. Herfra er der nogle timers let klatring på klippe- og snesider.
3. British Columbia: The Chief i Sqaumish ad ruten ‘Banana Peel’. Det er en let, otte reblængder lang, multipitch, traditionel rute (5a). Den går på en fantastisk, enorm granitside. Ruten er på slab med meget friktionsklatring.