Du er her:

Tankegange og vandretanker

Hvorfor går vi?

 

shutterstock_402989095-Olek.jpg
Skrevet af: Kaare Meldgaard
Opdateret den 30. mar 2022

 

Vandreture og vandring spiller en stor rolle i menneskets udvikling. Det at gå har været et livsvilkår igennem en stor del af menneskehedens historie, og mens mennesket har vandret, har hjernen arbejdet med alle de store spørgsmål, der kan opstå ud af det blå, men er svære at svare på: Hvor skal jeg hen? Hvorfor går jeg? Hvorfor lever jeg? Vandring spiller en stor rolle i tænkningens historie. For vi tænker bedst, når vi går.

Landskabet bølger og svæver i sommervarmen. Jeg er ude at gå. Langt. Undersøge mig selv og min krops formåen. På en skovvej ser jeg en mor og en lille pige ude og gå tur. Den lille pige hører mig, da jeg med målrettede skridt nærmer mig, og i det jeg overhaler dem, hiver hun sin mor i hånden og spørger: 
”Mor, hvad går han dog efter?”
Hvorfor går jeg? Hvorfor går vi? Hvis vi lader os afklæde i bedste ’kejserens nye klæder’-stil af barnets spørgetrang, må vi forsøge at besvare spørgsmålet ved at følge store tænkeres tankegange og i vores naturs fodspor. Hvad er det, jeg er på vej hen imod? Hvad er det, jeg har forladt? Hvorfor står jeg ikke bare stille?

De fleste har vel haft de tanker på et eller andet tidspunkt i deres liv; tanker, som vi bærer med os som bagage i rygsækken. Eller som sten i skoen. På mange måder er visse spørgsmål lidt som netop stenen i skoen. De gør os opmærksomme. Får os til at stoppe op for at undersøge.

De sværeste spørgsmål i livet er mange gange dem, vi altid bærer med os, men ikke rigtig samler op til eftersyn og ikke rigtig spørger videre ind til. For tit, når vi spørger ind til dem – til meningen med livet, til kærligheden til en person; om hvorfor – så forsvinder dagligdagens selvfølgelighed, som meget af det sværeste i livet har over sig.

Men jeg vil alligevel bevæge mig hen ad tænkningens vej og tage nogle af historiens største tænkere med mig. Solovandring kan være fantastisk. Men i besværlige tider er det godt med forberedt selskab.

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

shutterstock 359170784 kovo

De vandrende filosoffer
Filosofien og tænkningen begyndte som nye tankegange, hvor der blev sat spørgsmålstegn ved religionen og de givne måder at tænke på. Filosofien opstod i Grækenland og hænger på mange måder sammen med, at de havde organiseret sig i et samfund, hvor nok mennesker havde tid til at tænke.

Og hvordan tænker man bedst? Man går. Det gamle Grækenlands filosoffer, samt mange tænkere efter dem, vidste, at gangens monotoni danner baggrund for samtale og eftertænksomhed. Platon og Aristoteles dannede deres holdninger og diskuterede dem, mens de gik gennem gaderne.

Senere dannede Aristoteles det første akademi, og her foregik filosofitimerne i gang rundt i bygningens søjlegange, og de blev kaldt peripatetikerne: ‘De vandrende tænkere’.

Det at gå var en helt naturlig baggrund for tænkningen; for diskussionen og samtalen, som var kernen i filosofien for grækerne. Det at gå og tale var selve tænkningens arnested. Vandringen blev den måde, man filosoferede på. Man tænkte med fødderne.

Og det var filosofferne ikke ene om at vide – både før og efter filosofiens opståen var og er der blevet gået for at tænke, føle og opleve en erkendelse af sandhed og nærhed i forhold til det religiøse.

 

Den religiøse vandring
Siden religion opstod, har den gået hånd i hånd med gangen: Vandring som en bede- og erkendelsesform for det religiøse. Ideen er på mange måder den samme som i filosofien. Gennem fysisk udmattelse, og det at være udsat for naturen og elementerne, bliver den vandrende mere åben, mere basal.

Man skræller løgnens og forestillingens lag af for at nå ind til kernen af det virkelige, ind til det rigtige, ind til det sande. I pilgrimsvandringen vandrer man mod et helligt mål; en by, en kirke, et bjerg eller noget helt fjerde.

Og det er vejen – tag for eksempel det spanske ord camino, der betyder vej og naturligt leder tankerne hen på pilgrimsruten til Santiago de Compostela – der er selve vandringens formål. Men hvorfor begyndte mennesket at drage på pilgrimsvandringer? Det gjorde man for at bede.

Forandre sit liv. Opsøge gud. Bodsgang. Og meget andet. Pilgrimsvandringen findes i alle de store verdensreligioner. Hinduerne drager mod Ganges udspring, de kristne ad Caminoen mod Santiago de Compostela, og en af muslimernes fem hellige pligter er én gang i livet at drage til Mekka.

Selv om pilgrimsvandringen for manges vedkommende nok er anderledes i dag – mere individuel og ofte nok nærmere spirituel end direkte religiøs – så er formålet med vandringen, og hvordan den påvirker den vandrende stadig den samme: Åbenhed, overvindelse, fællesskab, eftertænksomhed.

shutterstock 320014793 Sand

At vandre er at erkende
I romantikken udvikler vandring sig til ikke blot at være et transportmiddel, men en måde at søge tilbage og måske endnu dybere end vandringen i den græske filosofi gjorde. Vandring bliver en måde at erkende sandheden, naturen, gud på.

Jeg var i 2016 på vandretur i Lake distrikt i det nordlige England. Området er kendt for smukke bjerge og søer, men også som hjemsted for de romantiske digtere som Wordsworth og Coleridge, som vandrede rundt i de bjerge og skabte deres digte og tanker om naturen.

Samtidig var de med til at starte en bevægelse og en bevidsthed om naturen og vandringen som noget andet end blot transport: som en kilde til skønhed, erkendelse og sandhed. I Frankrig var der Rousseau, og i USA var det Thoreau, Whitman og Emerson, der gjorde sig de samme erfaringer og tanker: det er i naturen, og når man er i bevægelse i naturen, at man kommer tæt på sig selv og sandheden.

Og er det ikke stadig netop den ide om vandring som et redskab til erkendelse, der i dag får os til at traske rundt med tunge rygsække i de norske fjelde år efter år? Det er jo ikke bare udsigterne på fotografierne, man kan se på, når man kommer hjem.

De fleste af os har vel prøvet at gå os til tanker i fjeldet. Eller på en søndagstur i en dansk skov. Vi er alle børn af romantikken og dens fokus på den enkeltes følelsesliv og vækst. Og når vi går for oplevelserne skyld, for at være i naturen, så går vi i sporene på de gamle tænkere, som skabte de stier, vi vandrer ad i dag.

Jeg vandrer
Jeg sidder med min far på en lille bjergtop på Mallorca. Det er den sidste morgen efter otte dages fantastisk vandring sammen, og med den smukke solopgang som baggrund begynder vi at tale om, hvad livet og lykken er. Hvad der giver os mening og indhold.

Vandringen og landskabet får lukket op for en samtale, vi ellers ikke ville have haft. Det bliver nemmere at forholde sig til sit eget liv, når man flytter sig fra sine vante rammer. Og åbenheden i samtalen bliver forstærket af den smukke solopgang, som vi er fælles om at opleve.

En simpel måde at forklare begrebet lykke på er, at vi forstår os selv i relation til de muligheder, vi oplever, vi har; til de mennesker og det samfund, der er omkring os. De muligheder, vi læser om og ser i medierne.

Derfor siger man generelt, at danskerne er lykkelige. For vi er ret lige, og vi har det generelt godt. Vandringens simpelhed – især når det foregår med rygsæk og over mange dage – skaber et fokus og en sindstilstand, som skræller livet ind til det mest basale.

Og vi ser lykke i forhold til de få og simple muligheder og valg, vi har. Så når jeg er på tur i bjergene og finder et godt stykke chokolade frem, så nyder jeg det på en helt anden måde, end hvis jeg er der hjemme, hvor den er tilgængelig i overflod.

Jeg nyder, når jeg finder et smukt sted at sove. Jeg nyder den simple vandretur herhjemme, hvor man bare skal sætte den ene fod foran den anden. Det er simpelt og dog så komplekst og dybt.

Ja, der er mange tanker på spil og skridt undervejs. Måske er du som læser faret vild eller kommet på afveje undervejs i den her lystvandring med sidespring ud i tænkningens og vandringens verden.

Selv ser jeg altid frem mod den næste vandretur og mindes fortidens vandringer med glæde, eftertanke, vemod; alle livets komplekse følelser. For det at vandre er livet. Vandring holder os i live og giver os vores helt egen vej i livet.


shutterstock 121391395 My GHvorfor går jeg?

Jeg går fordi, jeg filosoferer med min krop. Jeg lever igennem mine fødder. Jeg er i tiden, i naturen, i live. Jeg samtaler; med mig selv, min krop og andre. Jeg opdager, erkender verden og mig selv.

Jeg er på eventyr i mine ydre og indre landskaber. Vandringen er som terapi, en form for aflad; man ligger ting fra sig. Vandring er mental hygiejne. Jeg går, fordi det giver mening, og fordi jeg finder mening, når jeg går.

Hvad ville der ske, hvis jeg ikke gik? Det er svært at sige. Jeg ville overleve, men ville jeg være den samme? Ville jeg være glad, lykkelig, mig? Jeg går, fordi jeg vil. Men måske også, fordi jeg skal. Fordi, det er nødvendigt.

Jeg går og går
Og tror og tror
At det at gå
Er let at forstå
Men efter mange skridt
Forstår jeg kun lidt
Om livet og vejen
Som er helt min egen


3 gode bøger om at gå

Der er skrevet flere gode bøger om det at gå. Her er tre, jeg kan anbefale:

Gå

1. Tomas Espedal: Gå – eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv

Wanderlust

2. Rebecca Solnit: Wanderlust

Gary Hayden

3. Gary Hayden: Walking with Plato


Vi begynder at gå – og bliver mennesker

Kigger vi tilbage til tidernes morgen, så opstår mennesket, idet det står op. Idet, det udvikler ben at gå på. Vi klatrer ned fra træerne og ud i det åbne landskab, som for omkring 10 millioner år siden havde ændret sig i Østafrika på grund af klimaforandringer – en tilfældig mutation, som gjorde os bedre tilpasset til landskabet, og historien om menneskets så sin begyndelse.

Mennesket gik fra at leve i junglen til at leve på åben savanne, hvor oprejst gang var langt bedre egnet til langfærd og gav udsyn over landskabet. Idet mennesket rejser sig op, sker der over flere udviklingstrin forskellige ting.

Vi frigør vores arme og hænder, som udvikler sig til at være langt mere finmotoriske, og vi bliver bedre til at manipulere med omgivelserne end tidligere abearter. Vi har mindre overflade mod solen og udvikler mange svedkirtler, der gør, at vi kan klare solen.

Vores hofter bliver meget bredere for at sikre stabil gang. Alt dette medfører, at kvinder kan føde børn med større hoveder, og de større hoveder har adgang til hænder, som kan lave værktøj. Langsomt fødes det moderne menneske. Midt i alt dette er vores evne til at gå central.

Vi har brug for at gå for at overleve, for at jage og samle, for at bevæge os i landskabet efter naturens forandringer. Vi lever som vandrende, søgende nomader.

Man kan med rette sige, at idet vi begynder at gå, der begynder den udvikling, der med tiden gør os til de moderne mennesker, vi er i dag med evnen til kompleks tænkning, der kan stille spørgsmål, som det jeg er i gang med og give svar på. Eller i det mindste forsøge at svare på.


Kaare Meldgaard

Kaare Meldgaard har vandret så længe, han kan huske og er kandidat i filosofi fra Aarhus Universitet. Han er vokset op med friluftsliv og vandreture i Norge, Sverige, Island, Grønland og har senere vandret på De Britiske Øer, i Østeuropa og Alperne blandt andet. Han arbejder som højskolelærer og er turleder for Opdag Verden.

Andre spændende artikler


Vandring på The Essex Way

Vandring på The Essex Way

Vandretur på Österlenleden

Vandretur på Österlenleden

Isle of Anglesey Coastal Path

Isle of Anglesey Coastal Path

Log ind