Verden er altid ny

Norske Roald Amundsen – den første mand på Sydpolen.

Det er fristende, i et svagt øjeblik, at ærgre sig over, at opdagelsesrejsernes tid desværre gik ens næse forbi, især hvis man er romantisk disponeret. Engang var der hvide pletter på landkortet mærket ’UKENDT’ for at fremhæve, at et fysisk sted nok var kendt af de indfødte, men først rigtig opdaget, når den hvide mand havde lagt vejen forbi og plantet sit flag. Nu finder vi næppe en landsby, selv ikke på den fjerneste Stillehavsø, uden paraboler på hustagene, Maggi-nudler i butiksudsalget og børn iklædt Chelsea-fodboldtrøjer.

Hvorfor overhovedet besvære sig med at rejse ud i verden, når klodens fjerneste afkroge for længst er opdaget, udforsket og beskrevet og nemt hentes ned til os i lænestolene fra de satellitter, der utrætteligt kredser omkring kloden og holder et vågent øje med alt og alle? 

Lysten til at udforske og kampen om at være den første på et geografisk sted var ofte to sideløbende motiver for de første eventyrere. For norske Roald Amundsen, der som den første nåede Sydpolen, var kappestriden vigtig. Er man besat af en lignende raptus, kan man altid finde på noget, ingen før har set nogen gøre. Göran Kropp, med tilnavnet ”Den galne svensken”, valgte for eksempel at starte en solobestigning af Mount Everest ved først at cykle fra Stockholm til Himalaya medbringende alt sit grej på en trailer. Formidabel entreprise, og måske med et skær af komik over sig – for hvad bliver det næste? Skal klodens bjergtoppe nu erobres i adamskostume, skal vi gå baglæns gennem Kalahariørkenen eller hoppe på tungen over indlandsisen?

Norske Roald Amundsen – den første mand på Sydpolen.

Indrømmet, det er dubiøst at gøre sig klog på andres indre motiver, når man langtfra udtømmende forstår sin egen udlængsel og rejselyst. Hvad drev polarforskeren Knud Rasmussen ud på lange, opslidende slæderejser, James Cook over Stillehavet eller Wilfred Thesiger ud i det arabiske sand? Udsigt til omtale var vigtigt for dem alle – også fordi de behøvede offentlighedens bevågenhed for at finansiere deres rejser. Men havde de ikke tillige været ansporet af en dunkel, indre tilskyndelse, havde de nok fundet lettere veje til ærens mark.

Thesiger skriver i ’Arabian Sands’, at for ham var eventyret noget personligt:

”Jeg rejste ikke gennem den arabiske ørken for at samle planter eller lave kort; sådanne gøremål var biprodukter. Jeg tog afsted for at finde fred i ørkenrejsens strabadser og beduinernes selskab”.

Sven Hedin, en berømt svensk kartograf, der i starten af det 20. århundrede rejste intensivt i Himalaya og Tibet, beskriver i bogen ’Transhimalaya’, hvordan han sidder i sit trange arbejdsværelse hjemme i Stockholm og drømmer om ”ørkenens store frihed og de endeløse vidder mellem Tibets sneklædte fjelde” og om det berigende ved at ”underkaste sig det oprivende i en ny, lang og meget uvis afsked fra sit eget hjem”.

I rejsesammenhænge skal der i dag stedse mere til for at vinde offentlighedens bevågenhed, for konkurrencen er hård på f.eks. de sociale medier, hvor et eksplosivt antal rejseglade løbende søsætter ’episke’ projekter. Det påfaldende er imidlertid, at i takt med, at det bliver sværere og sværere at få ørenlyd, bliver det så meget desto vigtigere at bemærke sig, at man kan drage på eventyr og opdagelse af andre gode grunde end det remarkable.

Svenske Sven Hedin, der drømte om ”ørkenens store frihed og de endeløse vidder mellem Tibets sneklædte fjelde.”

Det er let at sidde fast i den triste tanke, at nem adgang til viden sløver fantasien, nysgerrigheden og engagementet, og at eventyrets dage er talte. Men når det kommer til stykket, er det op til os selv, om vi vælger at se tingene som færdiglavede og tillade, at fantasien, nysgerrigheden og engagementet svækkes. Man kan altid – inspireret af de store eventyrere – have sine egne personlige grunde til at rejse, grunde der ikke handler om først og størst eller knytter sig til noget historisk, f.eks. de store opdagelsesrejsers tid. Det ahistoriske og tidløse er det, der aldrig går af mode, men gælder til alle tider, og selvfølgelig kan man fastholde, at det altid er godt og givende at rejse ud i verden for ved selvsyn at gå kloden og sig selv efter i sømmene – udvikle sine færdigheder, autonomi og karakterstyrke, træne sin selvtillid og dømmekraft; lære sig selv bedre at kende. Intet kan erstatte den personlige erfaring i en verden, hvor der fortløbende rulles pigtråd ud og plantes ligusterhække, og hvor fake news er, og altid vil være, en del af nyhedsstrømmen.

Aurelius Augustinus, der levede i det 6. århundrede, skriver:

”Folk rejser til de fjerneste hjørner af kloden for at undre sig over bjergenes højde, havenes tårnhøje bølger, flodernes lange løb og stjernernes cirkulære bevægelser. Men hvem de i grunden selv er – det største af alle mysterier – forbigår de uden at undre sig”.

For den, der tør møde verden og sig selv med undren og nysgerrighed, er verden altid ny og råber på at blive opdaget. Hver især kan vi til hver en tid, og på egne vilkår, vælge at søge den ”fred i ørkenrejsens strabadser,” der drev Thesiger ud i det arabiske sand og Hedin gennem Tibet. Under din personlige rejse gør det hverken fra eller til, at kartografer for længst har opmålt alt mellem den fysiske himmel og jord, for rejsen til ”ørkenens store frihed” er ikke en rejse til et fysisk sted, men et hovedspring ud i det uvisse; en ny, frigørende måde at se verden på – en transformation.