Info og fakta om Grønland
Den arktiske natur er om sommeren ganske frodig med mange farver langs kysterne, og om vinteren er det den storslåede skønhed og barske natur, der betager én med enorme isbjerge og drivisen i havet omkring øen.
Befolkningen har på få årtier gennemlevet en rivende udvikling fra isolerede fanger- og fiskersamfund til et moderne samfund, men den oprindelige kultur har stor betydning for grønlænderne og ikke mindst det grønlandske sprog. Grønland er for den rejsende, der er til storslået arktisk natur og kan lide at bruge sig selv lidt udover det sædvanlige.
Rejsen til og fra Grønland
Man kan booke billetter på Air Greenlands hjemmeside, og der findes såkaldte røde afgange, der er de billigste. Prisen afhænger af hvorhen i Grønland man skal, men en returbillet til Jakobshavn (Ilullisat) i Diskobugten koster ca. 8000 kr. Søndre Strømfjord er knudepunkt for flytrafikken. Indenrigsflyvningen foretages af Grønlandsfly, der ejes af hjemmestyret, SAS og staten i fællesskab.
Man kan købe færdige pakkeløsninger, krydstogter etc. afhængig af budgettet. Disse ligger dog i den tunge ende af prisskalaen, og det kan lade sig gøre selv at skabe billigere løsninger.
Befolkning, kultur og religion
Fulde navn: Kalaallit Nunaat
Hovedstad: Nuuk
Areal: 2,166,086 kvadrat kilometer
Befolkningstal: 56,385
Sprog: Grønlandsk, dansk
Religion: Evangelisk luthersk
Befolkningen tilhører det oprindelige eller indfødte folk og det skønnes, at de første mennesker ankom til Thule området for ca. 5000 år siden. Etnisk tilhører grønlænderne eskimoerne, eller Inuit som er den foretrukne betegnelse i Grønland og Canada. I Alaska og det fjernøstlige Rusland bruges fortsat betegnelsen Eskimo.
Befolkningen tæller i dag 56.385 indbyggere hvoraf 49.281 er født på Grønland. I 1901 var befolkningen på 11.893. Heraf var 272 født uden for Grønland.
Mærkedage og traditioner :
- 21. juni er nationaldagen og festligholdes med taler og forskellige aktiviteter.
- Julenat og nytårsnat synger børnene foran husene og de inviteres ind til lidt, at drikke eller lignende.
- Hellig tre konger (Mitaartut) klæder børnene sig ud og banker på dørene med pinde og bydes på lidt godter.
- Første skoledag er en stor begivenhed og børnene er i national dragter og det fejres af familie og venner.
- Kaffemik afholdes ved fødselsdage og ved festligheder. Der serveres kaffe og mange slags kager og ved nogle lejligheder også fisk og kød.
- I Nordgrønland hilses solen tilbage, som oftest ved et udsigtspunkt og man synger sange og ser solen komme op i horisonten.
Hundeslædevæddeløb afholdes i Nordgrønland ofte omkring påske.
Grønlands historie
Grønland blev koloniseret i 1721, og mere end 200 års sameksistens som kolonimagt og koloni har sat sine spor i forholdet mellem mennesker. I 1953 ophørte Grønlands status som koloni, og man iværksatte en politik med udgangspunkt i G-60 politikken - dog uden at Grønlænderne havde reel indflydelse. I 1970erne dannedes en opinion mod denne politik, der førte til en national stolthed og etnisk bevidsthed, som senere i 1979 førte til hjemmestyre.
Det har været en vanskelig proces, og overgangen til et moderne samfund har en bagside. De sociale og menneskelige omkostninger har betydet store problemer med blandt andet alkohol, selvmord og seksuelt misbrug.
Hvornår skal jeg rejse til Grønland?
Grønland har to sæsoner: sommer og vinter. Er man til hundeslædeture og nordlys kan det anbefales at rejse om vinteren fra slutningen af februar til slutningen af april. Det skal nævnes, at slædehunde kun findes nord for polarcirklen, og det kan være temmelig koldt i denne periode, men med den rette påklædning er det ikke noget problem, og den sprøde arktiske luft føles behagelig.
Sommermånederne strækker sig fra juni til august, og mulighederne er mange lige fra sejlture, kajak, fiskeri, vandreture etc. Det skal dog nævnes, at man skal huske at medbringe myggenet, da de kan være en plage specielt i fjeldet.
Klimaet er arktisk, og man inddeler landet i en høj- og lavarktisk zone. Nordgrønland og Indlandsisen hører til den højarktiske zone og resten til den lavarktiske. Det betyder, at middeltemperaturen i det lavarktiske område om sommeren ligger på ca. 10-12 grader og om vinteren -12 – 15 grader, men det kan blive helt ned til -30 grader.
Den sprøde arktiske luft gør, at det ikke føles så koldt som i Danmark, og med den rette påklædning er det en del af oplevelsen. Det skal nævnes, at vejret kan variere meget fra syd til nord, så orienter dig hjemmefra. Qaanaaq (Thule) har i januar, februar og marts – 30 grader.
Arktis betyder bjørn, der refereres til stjernebilledet Ursa Major, der betyder store bjørn
Overalt i Grønland er nedbørsmængden lille, i gennemsnit kun ca. 500 millimeter om året. I Sydgrønland er mængden dog dobbelt så stor, som i Nordgrønland.