Forestil dig et ørige, hvor små og større øer og klippeskær er spredt med rund hånd ud over havet. Hvor bare et par af øerne er bebyggede, og hvor du hver aften kan have lejrplads på din helt egen ø, mens bare sælerne og havfuglene holder dig med selskab.
Kosterhavets Nationalpark er Sveriges første maritime nationalpark og består af 98 procent hav dekoreret med en myriade af klippeøer og skær, der er strøet ud over hele området med rund hånd. Da størstedelen af øerne er beskyttet område, er de ikke bebyggede, ud over hovedøerne Sydkoster og Nordkoster. Her er derfor et væld af øer at gå på opdagelse iblandt, og der er alle muligheder for at lægge sin lejr på en øde og ubebygget ø, hvor du efter en dejlig dag på vandet kan udforske øen og kan sidde på klipperne og nyde solnedgangen.
Ud over den ydre skærgård, som er er selve øgruppen Kosterøerne, er der langs kysten også en indre skærgård. Hele kysten er spækket med øer, og det er en stor oplevelse både at opleve den ydre og den indre skærgård. At ro indenskærs er samtidig et godt alternativ, hvis det skulle blæse for meget til at ro ud til øerne. I den indre skærgård vil man ofte kunne finde læ bag de skovklædte øer.
Kosterhavets Nationalpark støder op til Ytre Hvaler Nasjonalpark på den norske side af grænsen, samt flere naturreservater på den svenske side. Tilsammen udgør det et kæmpe stort naturskønt område med øde klippeskær, små hyggelige øer, naturhavne, sandstrande og maleriske gamle fiskerlejer med svenskrøde huse.
Aktivitet
Land
Turlængde
Tid
Type
Pris
Denne tur er bedst i:
Kosterhavets Nationalpark er et ørige med bogstaveligt talt et hav af øer at ro på opdagelse i blandt. Her er derfor alle muligheder for at planlægge din helt egen rute afhængigt af vejr og vind og hvor langt du har lyst til at ro, ligesom det er meget nemt at forlænge ruten med et par dage, for eksempel ved at forlænge turen med nogle dage i den indre skærgård.
Så bred kortet ud, brug fantastien og find din helt egen yndlingsrute.
Dag 1 – Hvis du er ankommet i bil med egen kajak på taget, kan du for eksempel starte turen på Saltö eller Tjärno, men der er også mange andre muligheder. Afhængigt af hvordan du lægger din rute, vil der være et kryds på cirka tre kilometer over åbent hav, så man må lige vurdere situationen og holde sig tæt ved øerne så langt som det er muligt. Når du rammer kysten ved Sydkoster kan du passere tæt forbi den lille by Ekenäs, hvor den lille færge lægger til. Følg for eksempel kysten mod nord og forbi det smalle sund, der adskiller de to hovedøer Sydkoster og Nordkoster.
Ved Nordkosters nordøstlige kyst er der en øgruppe, hvor det er velegnet at lede efter et sted at slå lejr.
Dag 2 – Nordkosters kyst kalder på udforskning. Der er mange flotte klippeformationer, og blandt klipperne gemmer sig små naturhavne og sandstrande, hvor man kan gå i land og drikke kaffe og bade fra stranden. Også det smalle sund mellem Sydkoster og Nordkoster er et besøg værd. På Sydkoster-siden af sundet ligger en lang sandstrand, ligesom der er vandreruter på begge de to hovedøer, hvis du har brug for at strække benene efter at have siddet i kajakken. Ved Nordkoster ligger en populær lystbådehavn, hvor du kan nyde en kaffe på caféen i selskab med sejlbåde og norske og svenske fritidssejlere, inden du ror vestpå ud af sundet.
Dag 3 – Når man ror sydpå ser man rigtigt hvor utroligt mange småøer og klippeskær, der rager op af vandet i denne del af Kosterøerne. Nogle af klippeøerne ligger så tæt at det er som at ro i de smalle gange i en labyrint. Fyrtårnet ved Ursholmen ligger ved de alleryderste skær og er spændende at besøge, ikke mindst at forestille sig hvor isoleret den fastboende fyrmester har boet før i tiden. I denne del af øgruppen er der gode muligheder for at se sæler og mængder af havfugle. Her er myriader af klippeøer at gå i land på og udforske. Slå for eksempel lejr på en af øerne ud for Sydkosters sydøstlige hjørne. Herfra er du godt placeret til at krydse over til fastlandet næste morgen.
Dag 4 – Hvis du starter morgenen med at krydse over til fastlandet har du god tid til at ro indenskærs i den indre skærgård. I den indre skærgård vil du ro i de smalle farvande i læ bag skovklædte øer, og afhængigt af vindretningen kan du lægge din rute så du er i læ en stor del af tiden. Her er mørkegrå klipper, grønne skovklædte øer dekoreret med små svenskrøde huse, og et væld af spændende vandveje at ro på opdagelse i.
Dag 5 – I de indre farvande ligger flere naturreservater, som for eksempel Saltö, Älgöleran og Nöddökilen. Selvom der ligger en del huse og småhytter i den indre skærgård er der masser af øde øer og uberørt natur at opdage. På indersiden af Saltö ligger der flere fine steder at bade, hvor du kan gå i land på din tur rundt om Saltö.
Ruterne indeholder viden som:
Sæson, hvornår er det godt at tage på tur.
Hvor er Lejrpladser og er der vandrehjem, hytter eller anden overnatning.
Hvor kan jeg få mad og vand på turen.
Transport til og fra ruten.
Links til mere info.
Kort over ture & GPX fil du kan bruge på din GPS.
Fotos fra turen.
Udover Turbasen får du magasinet 6 gange om året, rabat på ture, kurser, grej og meget mere, klik videre til Bliv medlem og se hvad du får for 299 om året.
Se mere om nationalparken her: www.sverigesnationalparker.se/park/kosterhavets-nationalpark og om naturreservatet, som dækker de to hovedøer Sydkoster og Nordkoster:
www.lansstyrelsen.se/vastra-gotaland/besoksmal/naturreservat/kosteroarna.html
Et kort over vandreruterne på de to øer kan ses her: http://extra.lansstyrelsen.se/kosterhavet/SiteCollectionDocuments/sv/1%20las-mer/vandringskar_koster_2019.pdf
Det er muligt at leje kajak flere steder på Kosterøerne, blandt andet i Ekenäs på Sydkoster tæt på hvor færgen lægger til. Derudover er det også muligt at leje kajak i Strömstad.
En liste over kajakudlejere findes her:
www.vastsverige.com/kosterhavets-nationalpark/artiklar/kajakpaddling
Kort og navigation
Calazos kort ”Norra Bohuslän 1:50.000” dækker området
Sommerhalvåret vil være bedst til denne tur. Derudover er man afhængig af at kunne tage de åbne kryds mellem fastlandet og Kosterøerne i rimeligt roligt vejr.
I Kosterhavets Nationalpark må man slå telt op i højst to døgn samme sted, dog med undtagelse af øerne Tenholmarna, Burholmen, Bockholmen og Store Bror hvor teltet ikke må være slået op i dagstid i perioden 1. juli – 15. august. På Syd- og Nordkoster må man kun telte på den etablerede lejrplads, som ligger på Nordkoster. I de nærliggende naturreservater Norra Långön, Saltö og Västra Rossö er det ikke tilladt at overnatte i telt. For andre naturreservater kan du checke reglerne for det enkelte reservat.
Der ligger et mindre supermarked på Sydkoster et stykke inde i landet.
Det er ikke muligt at finde vand på de mindre øer, så sørg for at fylde vanddunkene op enten inden du ror over til Kosterøerne, eller i en af småbyerne på øerne.
Tag toget til Strömstad. Fra Malmö kan turen gøres på cirka syv timer og fra Göteborg på cirka tre timer. Du kan enten leje kajak i Strömstad og starte turen der. Ellers kan du tage færgen mellem Strömstad og Kosterøerne og leje kajak på øerne.
Se mere om færgen her: www.vasttrafik.se/info/kosterbatarna og om togtider og -priser her: www.sj.se eller www.vasttrafik.se.
Hvis man ankommer i bil og med egen kajak kan man for eksempel starte turen ved Saltö, men der er mange andre muligheder også.
Hvis man selv ror over til Kosterøerne fra fastlandet, vil der afhængigt af hvordan man lægger sin rute, være et åbent kryds på cirka tre kilometer. Det skal man naturligvis være fortrolig med og kun begive sig ud i, når forholdene er til det.
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS