Fjällräven Singi Loft Jacket

De fleste kender efterhånden historien om Fjällrävens oprindelse; den 14-årige Åke Nordin, der i 1950 designede sin egen rygsæk, fordi han var utilfreds med markedets udbud. Ti år senere skabte han Fjällräven, og siden har de svenske friluftseksperter sp yttet utallige fede og funktionelle produkter på markedet. En af de seneste skud på stammen er denne tekniske Fjällräven Singi Loft Jacket.

Singi Loft Jacket er lavet af G-1000 Original på de mest udsatte steder; skulder, oversiden af ærmerne, hætten samt albuerne, mens resten af jakken udgøres af det bløde og medgørlige G-1000 Silent, der er knap så kraftigt, men til gengæld mere åndbart end G-1000 Original.

Som vinterjakke til norske og svenske fjelde, hvor det er koldt, og sneen er tør, fungerer denne sammensætning rigtig godt. Men til danske forhold, hvor der falder mere regn end sne, så ville jeg nok have foretrukket G-1000 Original hele vejen igennem, da G-1000 Silent ikke er helt lige så kraftigt som den originale G-1000. Men som med alt andet G-1000 er det jo muligt at vokse sit udstyr, så det passer til forholdene.

Jeg gav Singi Loft en ordentlig omgang Greenland Wax, og selvom det gør jakken mere ’stiv’ i det, så føler jeg, at det giver en helt anden jakke, der passer bedre til den danske vinter. Og det er en af de ting, jeg rigtig godt kan lide ved Fjällrävens produkter; at man kan arbejde med materialerne og selv har mulighed for at tilpasse udstyret til sit brug.

Singi Loft er udstyret med en let isolering på indersiden: omkring torso og skulder er der den bløde, børstede High Loft Mesh, mens ærmerne og undersiden af jakken har tyndt fiberfyld med en glat overflade, der minimerer friktionen med tøjet under jakken. Isoleringen ser ikke ud af meget, men det er nok til, at det virkelig kan mærkes. Man skal dog ikke regne med, at den kan erstatte en dunjakke eller en stor parka, men det er den heller ikke lavet til. Den er lavet til at give lidt ekstra varme i vinterkulden, men frem for alt er det en arbejdsjakke, og jeg har faktisk været positivt overrasket over åndbarheden i jakken – selv når pulsen kommer lidt op. Og har man brug for ekstra luft, kan man lyne ned for ventilationskanalerne i siden.

Kraven er høj og rummelig, og sammen med den store stormhætte er man godt beskyttet mod vinterkulden. Hætten kan indstilles i tre retninger, og den er nem at betjene – selv med handsker på. Pelskraven kan i øvrigt tages af.

Frontlynlåsen er frostsikker og er yderligere beskyttet af stormflapper på både inder- og ydersiden. Der er to sidelommer, en mindre brystlomme samt en inderlomme, der alle lukkes med lynlås. Jeg havde foretrukket to brystlommer (napoleonslommer), der var store nok til at rumme et par store luffer eller et kort, men til hverdagsbrug fungerer sidelommerne jo helt fint.

Den er lidt stor i størrelsen, og jeg ville måske gerne have haft, at den var lidt smallere i snittet. Til gengæld er bevægelsesfriheden helt i top – selv med rygsæk – og ærmerne har en god længde, så det er let at holde handskerne på plads, og undgå at det skiller.
De fleste af os bruger også sådanne jakker i hverdagen, så de må jo også godt se godt ud, og det synes jeg, at Singi Loft gør. Her fungerer materialesammensætningen rigtig godt, og jeg synes egentlig bare, at den bliver endnu federe, når den har fået noget voks og noget patina.

Casper Devantier, fredag, 13 december 2013, hits: 8820
An Error Occurred: Whoops, looks like something went wrong.

Sorry, there was a problem we could not recover from.

The server returned a "500 - Whoops, looks like something went wrong."

Help me resolve this