Hanwag Lunta Lady GTX

Varme vinterstøvler er ofte tunge og klodsede. Det første, jeg bed mærke i, da jeg fik Hanwag Lunta Lady GTX til test, var, at den var utrolig let. Støvlen er lavet i et samarbejde mellem tyske Hanwag og svenske Fjällräven og er således et produkt af det bedste fra to verdener. Kombinationen af Fjällrävens vandafvisende, åndbare og slidstærke G-1000 og Hanwags mangeårige know-how indenfor produktion af vandrestøvler med høj slidstyrke og god komfort har resulteret i en støvle med høj isoleringsevne og lav vægt med bred funktionalitet.

Vandtæthed og materialer: Støvlen er designet til efterårs- og vinterbrug, og til det må man sige, at den gør det godt! Der er i den grad taget højde for årstidens brug og det hårde vejr, man udsætter den for. Overdelen af støvlen er lavet af en kombination af nubuck og G-1000. Nubucken er børstet ruskind i god, blød kvalitet med høj slidstyrke. G-1000 består af 65 % polyester og 35 % bomuld, og blandingen gør materialet yderst åndbart og vindtæt og det er let at rengøre. Og med Fjällrävens Greenland Wax kan du selv øge vandtæthed og holdbarhed. Ikke nok med det, så er støvlen foret med en ultratynd og meget let Gore-Tex membran, lavet i mikroporøst teflon, som efter producentens eget udsagn gør støvlen permanent vandtæt og yderst åndbar. Og ja, det virker! Stormen ’Bodil’ gav mig mulighed for virkelig at få testet støvlens vandtæthed af. Selv da jeg gik i store, 20 cm dybe vandpytter over længere tid mærkede jeg ingen tegn på utætheder. Så snart jeg var ude af vandet igen, lå det resterende vand som små perler på støvlen. Imponerende!

Isolering og sål: Sålen er kraftig, men stadig let, og den har en overraskende god isoleringsevne. Skaftet og sålen er forsynet med speciel kuldeisolering, og bindsålen er endvidere forsynet med endnu et isoleringslag, der beskytter mod kulde nedefra. Jeg har på intet tidspunkt haft problemer med at holde varmen om mine ellers kuldskære tæer! Støvlen har øget skridsikkerhed, da den er forsynet med Hanwags prisvindende, innovative IceGrip-gummisål, der har et særdeles godt greb på glatis.

Gummiet er blandet med mikroskopiske små glaspartikler, som ’bider sig fast’ i isens overflade – det er ikke noget, man kan se, men jeg havde bestemt følelsen af, at jeg havde godt fat i underlaget – også på is. Selv efter længere tids brug og nedslidning af sålen, kan man stadig opleve skridsikkerheden, da glaspartiklerne er fordelt i hele sålen og ikke bare i den nederste del.

Vibe Sørensen, onsdag, 05 marts 2014, hits: 7222