Udstyrstest

PETZL ACTIK CORE 600

En sand verdensmester

Skrevet af: Johnny Minor Mørup
Den 20. Nov 2023
Læst af: 5153
Karakter fra test

Petzl Actik Core 600 er som skabt til friluftsentusiaster, der har brug for en stabil lyskilde på nattevandring, hyggestunder inde i teltet eller løbeture i vinterhalvåret. Alsidige egenskaber og kraftig lyskegle gør Petzl Actik Core til et sandt røverkøb.

Anmeldelsen

Først og fremmest går man ikke galt i byen ved at anskaffe sig en Petzl-pandelampe. De er solidt bygget, kan modstå knubs og tæsk og har en pæn batterilevetid. Men der er alligevel noget usædvanligt over det seneste skud på stammen, Petzl Actik Core 600. Lampen byder på en kraftig lyskegle på op til 600 lumen. Det betyder, at den kan sende en lysstråle med en rækkevidde på op til 110 meter. Det er mere end rigeligt til at lyse en mørk skovsti op – og det er svært at finde en Pandelampe med en lige så kraftig lyskegle i denne prisklasse.

Samtidig vejer pandelampen lige under 100 gram, eller hvad der svarer til to pakker gær. Det betyder, at jeg under min test ofte glemte, at jeg bar en Pandelampe. Ganske positivt. Og så kan man nemt indstille stropperne til sin hovedstørrelse, så pandelampen ikke sidder og dingler, når man går (eller løber). Det er faktisk fremragende.

Der medfølger et genopladeligt batteri, der byder på imponerende to timers uafbrudt batterilevetid på højeste blus. Skruer du ned for lysstyrken til laveste niveau, får du op til hele 120 timers holdbarhed. Og når batteriet er tomt, kan du fluks stikke det medfølgende USB-C-kabel ind i din powerbank eller bruge din smartphone-oplader. Skulle det ske, at du ikke har adgang til fast strøm, kan du også benytte tre AAA-batterier til at få pandelampen til at lyse. Så bliver det altså ikke nemmere.

Du tænder pandelampen ved at trykke på den store, grå knap, der sidder øverst. Den er nem at komme til og nem at betjene, selv med Handsker på. Herfra kan du også styre lampens tre indstillinger, altså hvor kraftig lyskeglen skal være, og så kan du skifte til rødt natlys. Meget vigtig detalje.

Lampen kan tænke selv… næsten!

Pandelampens fleksibilitet er dens store styrke. Du kan aktivere en nærlysindstilling, der udsender en behagelig lyskegle, der er god til læselys, madlavning eller andre aktiviteter, mens lampens fjernlysindstilling er perfekt til vandring og løb. En teknologisk detalje, der er værd at bemærke, er, at lampen er født med en sensor, der registrerer det omgivende lysniveau. Teknologien kan derfor automatisk justere pandelampens lysniveau, så det altid er afstemt efter omgivelserne. Det er en teknologi, vi blandt andet kender fra vores smartphones. Det er en lille, usynlig detalje, der gør en forskel for batterilevetiden.

Overordnet set er Petzl Actik Core 600 en fremragende pandelampe, der yder langt mere, end hvad man ville forvente af en pandelampe til den pris. Den er velkonstrueret, vejer ganske lidt, er vandafvisende og har en imponerede batterilevetid. Og man behøver ikke aktivt at rationere på lyskeglen og batterilevetiden, da lampen selv er i stand til at tilpasse sin lysstyrke efter omgivelserne. Det er imponerede detaljer for en pandelampe, der koster under 1.000 kroner. Jeg kan anbefale pandelampen til både de vilde øjeblikke på stien, skoven, cyklen eller i båden, og til de stille stunder i teltet eller omkring lejrbålet. Sådan, Petzl!

PETZL

ACTIK CORE 600
Pris: 669,-

Bedømmelsen

Pandelampens automatiserede reaktionsteknologi er kronen på værket i et stykke grej, der kan så meget og er så fleksibel, at du ikke behøver andre lamper til dit friluftsliv. Batterilevetiden er imponerende, vægten er holdt nede på et komfortabelt niveau, og holdbarheden er så god, at du kan forvente mange års tro tjeneste fra pandelampen.

10/10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!
Let, komfortabel, nem at betjene, imponerende batterilevetid, medfølger en gennemsigtig plastpose, der forvandler lampen til stuelampe
Lyskeglen kan være lidt svær at indstille fysisk til en anden position på grund af det kompakte design

Karakterskala

1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!

Få 10% medlemsrabat hos Friluftsland & Eventyrsport

Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.

Partnerlogoer
Log ind og se rabatkoden på PETZL ACTIK CORE 600
Er du allerede medlem kan du se rabatkoden på PETZL ACTIK CORE 600 ved at logge ind. Derefter vises koden i denne boks.