Selvom Østeuropa de seneste år er kommet bedre med på vandrekortet, er her stadig masser af vandring, der i høj grad er ukendt for de fleste. Det betyder færre mennesker på stierne. Her er tre områder, der er værd at kigge nærmere på.
Selvom Østeuropa de seneste år er kommet bedre med på vandrekortet, er her stadig masser af vandring, der i høj grad er ukendt for de fleste. Det betyder færre mennesker på stierne. Her er tre områder, der er værd at kigge nærmere på.
Leder du efter uspoleret eventyr i et område, der bestemt ikke er overrendt, vilde bjerglandskaber og fremmedartet lokalkultur, er det ikke nogen dårlig idé at rette blikket mod Balkan. Og med Peaks of the Balkans kan du oven i købet vandre gennem tre lande – Albanien, Kosovo og Montenegro – der byder på alt det, man kan håbe på at finde i et bjerglandskab: Dramatiske toppe, jomfruelige søer, brusende vandfald, dybe dalstrøg og idylliske landsbyer. På småvejene kører hestevogne, kvinder plukker granatæbler, og i skovene er der ulve. Når natten falder på, kan du overnatte hos gæstfrie lokale, der åbner huse, der har været i familien i generationer, som små rustikke hoteller, hvor du kan smage på den hjemmelavede ost – og muligvis lidt hjemmebryg. Turen tager godt 11 dage, og du kan finde overnatning indendørs. www.peaksofthebalkans.com.
Bulgariens højeste bjerge ligger en smule uden for det gængse vandrekort for folk i vores del af Europa, men her er rigeligt at komme efter. Her ligger mere end 200 gletsjersøer, der er varme kilder og 29 toppe på over 2500 meter. Alt i alt et ganske godt udgangspunkt, hvis du vil prøve kræfter med vandring i et nyt hjørne af Europa. To af Europas langdistanceruter, E4 og E8, går gennem Rila-bjergene, hvor du også finder 20 bemandede hytter samt fem refugier, der byder på et varmt måltid mad og tag over hovedet. Vil du have lidt mere lokalkultur med, er der også mulighed for at overnatte på familiedrevne pensionater i smålandsbyer. Nogle vandreruter er velmarkerede, andre kræver lidt mere kortlæsning. Du finder dagsture og ture på adskillige dage. Sagt på en anden måde: I Rila-bjergene er der noget for de fleste. www.bulguides.com.
Endnu et lettere overset vandreområde er Tatra-bjergene. Kæden, der er den højeste del af Karpaterne, danner grænse mellem Polen og Slovakiet, og i Tatra Nationalpark finder du 275 kilometer markerede vandrestier. Og selvom tinderne ’kun’ rager op i små 2500 meters højde, er der tale om ganske dramatiske, forrevne klippetoppe. Her er vandrestier i niveauer, der skulle tilfredsstille alle fra nybegynderen over familien til den mere erfarne, og når du er i området, hvorfor så ikke prøve kræfter med Polens højeste top Rysy – faktisk har toppen tre tinder, der hver især udgør en glimrende dagstur. Du må ikke campere i parken, men der er otte hytter, du kan overnatte i. www.tanap.org og www.discoverzakopane.com.
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS