Forlænget weekend i fjeldet

Laftet tømmer og originalt landbrugs-værktøj udgør det rå interiør i den ultracharmerende DNT-hytte Øvre Fjellstul, der indtil 1967 fungerede som sæter.

Ældgammel norsk sæter-tradition
Ét ønske, der alligevel efterhånden trænger sig på, er kuldegrader, der ikke forsvinder med solens tiltagende eftermiddagsstyrke. Med tiltagende temperaturer følger tøsne og en sti, der i stigende grad fungerer som afvandingskanal for et smeltende fjeld. De store mængder (smeltende) sne gør dyrelivet i det blandede skov- og fjeld-område helt tydeligt.

Enorme elg-spor krydser vores vej, mens en ræv har gjort et bravt forsøg på at gå stien til, før vi kom. Uden Øvre Fjellstul og en lun brændeovn at se frem til havde det dog været sværere at glemme det gennemblødte underlag. Og de efterhånden fugtige støvler.

Som en sjælden tør oase ligger Øvre Fjellstul placeret mellem enorme graner og med udsigt til Gaustatoppens knap 1900 meter høje tinde efter solide syv timer i et adstadigt tempo. Det sorte og grå tømmer sætter stemningen, der oser af ro og menneskelig tilstedeværelse i pagt med naturen. Interiøret bærer præg af den ældgamle norske sæter-tradition.

I århundreder blev kvæget i sommermånederne drevet fra de enorme dale og op i fjeldet, hvor både mennesker og dyr nød sommeren med rigelig mad og frisk luft. Saddeltøj og høstredskaber dekorerer væggene, og i den store, hævede lade er de gamle dyrebåse i dag totalt rengjort og udstyret med madrasser. Smart, men i ydersæsonen lidt for koldt.

Vi bliver i hovedhuset, hvor de gennemblødte støvler byttes til tørre sokker og medbragte hjemmesko. Gore-tex-jakken til den tykke fleece. Og da mørkningen langsomt sænker sig over lysningen i Skirvedalen, simrer vores medbragte bøffer på gaskomfuret. Endnu har vi dækning på vores telefoner, og mens vejrudsigten i Danmark melder om regn og blæst, ser vi frem til en morgendag præget af sol, vindstille og udsigt til majestætiske Hardangervidda.

Sol. Frokostbål. Grillpølser. Hvad mere kan man ønske sig?

Grillpølse og solstråler
At vi næste dag kan gå fra Øvre Fjellstul med tørre støvler, takket være en effektiv brændeovn, føles omtrent lige så mirakuløst som det faktum, at vi to dage i træk har nydt stabilt højtryk. Vejret i de norske ydersæsoner, hvad end det er efterår eller forår, er mildest talt ustabilt. Det kan byde på både lune sensommertemperaturer og regulær vinterstemning.

Min far og jeg har helgarderet os: Vintersovepose, uldundertøj og luffer fylder godt i rygsækken, og det ender alt sammen med at komme os til nytte. Én ting, vi ikke har fået med, er gummistøvler – noget, jeg alvorligt vil overveje næste gang, turen går til fjelds i en ydersæson, og distancerne er så overskuelige, som de er på Blefjell.

Meget af sneen er smeltet, da turen på tredjedagen går mellem Øvre Fjellstul og Eriksbu. Væk er dyresporene, og frem træder de markante gyldne efterårsfarver, der er så kendetegnende for norsk efterårsfjeld. Myren – de lavtliggende vådområder, der er så rigeligt af i det varierede landskab – er gyldenbrun, og indimellem gør hele hektar af visnede bregner skovbunden bordeauxrød mod en dybblå himmel.

Det er netop sådan en brændende rød skovbund, vi træder udad, da klokken nærmer sig middagstid, og vi har udset os det forladte sæterområde Åkliestul som frokoststed. Det gamle, blå liggeunderlag bredes ud ved sæterens sydvendte gavl. Og få minutter efter blander duften af sprukne grillpølser sig med de lune solstråler. På Blefjell har man ikke travlt. Distancerne er overskuelige.

Blandingen af fjeld og skov virker som et isolerende lag mellem hverdagen og det behov for ro i naturen, der er at finde i en enhver vandringsperson.

Pulsen er nede.

Humøret kommer i top helt af sig selv.

Formiddagene byder typisk på nattefrossen sne, der fungerer som nyttig isolation mod den våde jordbund.

Uvejr på horisonten, smil på ansigterne
Da vi stiger de omtrent 200 højdemeter fra Åkliestul til plateauet, hvor Eriksbu ligger ikonisk placeret ved siden af en fjeldsø i 950 meters højde, bliver Blefjells unikke placering helt tydelig: Oppe på plateauet kan det snedækkede Hardangervidda ses som en mur mod nord. Mod syd fornemmes de uendelige skove, der starter i Nordmarka uden for Oslo og slutter netop ved foden af Hardangervidda. Og som mellemled, næsten som opvarmning til Hardangerviddas barske landskab, ligger Blefjell med terræn til enhver smag.

Mest af alt smager Eriksbu dog af de spiselige guldklumper, vi efter en times tid i den rummelige hytte har fået produceret af et medbragt pandekagemix. Ved det vestvendte køkkenvindue varer den trygge fornemmelse af gyldne pandekager dog ikke længe – en snigende uro er dukket op i horisonten, da opvasken skrider frem: Skyerne trækker sammen over Hardangervidda. Vinden er i vest. På Eriksbu er der ingen mobildækning, men en tiltagende vind og støvregn i luften efterlader ingen tvivl: der er uvejr på vej.

Jeg vågner med et sæt. Lyden af regn mod det solide hyttetag er ikke til at tage fejl af. Alarmen er sat til 06.00. Det er sidste dag på vores springtur til fjelds, og om seks timers tid skal vi sidde i bilen på vej tilbage til København. Jeg retter pandelampen ud af det sprossede hyttevindue og bliver mødt af en grå væg af tåge. Sigtbarheden er i bund, vinden er tiltagende. Jeg ser på min far – vi tænker det samme. Der er kun én vej, og det er igennem både vand og vind.

Smilene breder sig alligevel i vores ansigter. Vi har fået tre dage med sol og tør luft. Nu bliver vi udfordrede.

Tør luft og sol mellem grantræer. Stilhed. Ro. Men lad dig ikke narre: Skovbunden er overmættet af smeltevand fra sæsonens første snefald.

Trætte, våde og glade
Kongsberg og Omegn Turistforening har dog sørget for, at vi ikke bliver helt så udfordrede. Med skiftevis styrtregn og slud fra oven, smeltevand for neden og enorme, sumpede myr-områder frygtede vi en nærmest utilgængelig nedgang til Numedal Kro og den lune bil, der i øjeblikket føles som det rareste sted i verden.

Men i vinterens metertykke sne er gigantiske fyrretræsbrædder kørt på snescooter ud til områderne omkring de stier, der leder ned i dalen. Vi sender en venlig tanke til turistforeningen, da vi nærmest svæver hen over de vådeste områder på brædderne. Det er næsten for nemt. Og virkelig rart.

En Gore-Tex-jakke, der giver efter for det insisterende vandtryk fra oven. Støvler, der gentagne gange er sunket ned i myr med effekt som kviksand, og nu er gennemvædede. Store smil under brede hætter. Det er situationen efter fem effektive timer på vej fra Eriksbu til Numedal Kro.

Vores tur lakker mod enden, vi er trætte og våde. Og glade helt ned i maven. I Blefjell har min far og jeg opdaget nye muligheder i norsk fjeldvandring. Muligheder for forlængede weekender og lige præcis de små afbræk med frisk luft og udsyn, vi slet ikke kan stå for. Ved bilen skåler vi i den sidste termokaffe.

Det er ikke sidste gang, vi kaster os ind i bilen og flygter til fjelds. Bare for et par dage. Otte timer efter er vi tilbage i København. 48 timer efter står støvlerne stadig til tørre. Én uge efter vil jeg bare af sted igen.

Øvre Fjellstuls gamle lade er omdannet til en sommerlig ”sovesal”. I mellemgrunden med sne på taget ses det gamle sæters hovedbygning.

Vores turplan

Lørdag 06:00-14:30: Egen bil fra København til Numedal Kro. Taxi til Killingskaret. Én times vandretur til Daggrøhytta.

Søndag: Daggrøhytta - Øvre Fjellstul. Normeret tid: 4 timer. Vi brugte 7. Lang frokostpause.

Mandag: Øvre Fjellstul – Eriksbu. Normeret tid: 3.5 time. Vi brugte 6. Lang frokostpause.

Tirsdag: Eriksbu – Numedal Kro. Normeret tid: 6 timer. Vi brugte 5 og holdt meget få pauser. Egen bil hjem til København med afgang klokken 15.00 fra Numedal Kro. Ankomst København 23:00.

Overnatning dag for dag

Den Norske Turistforenings hyttenetværk er en unik mulighed for en blød seng, tørre støvler og ly for vind og vejr, hvis økonomien tillader det. På Blefjell ligger hytterne som perler på en snor – som skabt til en forlænget weekend:

Dag 1: Daggrøhytta. En charmerende, ubetjent DNT-hytte med imponerende udsigt over fjeldsøer og dybe dale. Hytten ligger få kilometer fra Killingskaret, hvor taxaen sætter jer af, og er nok hytten på turen her, hvor der er størst sandsynlighed for at møde andre. Tjek hytten på ut.no/hytte/10501/daggr

Dag 2: Øvre Fjellstull. En af de mest originale DNT-hytter, jeg har besøgt. Fungerede som sæter indtil 1967 og blev i 1971 sat i stand som turisthytte. Laftet tømmer, enormt ildsted og lave dørkarme – det eneste, der mangler for at fuldende den landlige stemning, er lyden af kvæget fra den istandsatte lade, der nu fungerer som depot og ekstra sovekapacitet. Tjek hytten på ut.no/hytte/101389/vre-fjellstul

Dag 3: Eriksbu. Beliggende lige ned til fjeldsøen Åklitjønnan er det nærmest ikke til at komme uden om et iskoldt bad efter ankomst til Eriksbu. Med bløde sofaer, et separat anneks til overnatning og solcellepanel til USB-opladning af telefoner og andre elektroniske enheder er Eriksbu bestemt en af de mere komfortable og veludstyrede ubetjente DNT-hytter. Tjek hytten på ut.no/hytte/10515/eriksbu

Prisen pr. person for én overnatning i hytterne for DNT-medlemmer er 270 norske kroner. I den pris er brænde, gas og alle hyttens andre faciliteter inkluderet. Hytterne kan ikke reserveres. Kommer I som større gruppe anbefaler DNT, at I anmelder jeres ankomst via