3 vulkanbestigninger i Mexico

Natten falder på
Efter tre timers vandring når vi vores lejr for natten – en lille blikhytte i 4600 meters højde. Der er allerede én i gruppen, Marisol, der mærker højdesygen komme snigende. Kort efter vi ankommer, kaster hun op og må gå direkte i seng.

Jeg tænker lidt bekymret på, hvad der venter os, når vi i morgen skal næsten 700 meter højere op. Vi er allerede højere oppe, end jeg nogensinde har været, og det er ikke til at vide, hvordan jeg vil reagere i den ekstra højde – måske er det mig, der står og kaster op i morgen?

Snart forsvinder solen ned i de forurenings-violette farver fra Mexico City flere tusinde meter under os og bliver afløst af lysene fra metropolen. Temperaturen kryber ned til et godt stykke under frysepunktet, og efter en omgang hurtigvarmet suppe kryber vi alle ned i soveposerne.

Begyndende højdesyge
Det er koldt og mørkt næste morgen klokken fem, da vi begynder opstigningen. Ingen af os har sovet meget. Når jeg ligger stille i teltet, kan jeg mærke at pulsen er oppe, og det har været svært at finde ro i denne højde, der er uvant for min krop.

De fem minusgrader har ikke gjort det nemmere at sove. Marisol er stadig syg og må blive i lejren. Jeg føler mig alt andet end energifyldt til de mange timers vandring i højden. Jeg er træt efter den dårlige søvn, fryser og har lige nu svært ved at finde begejstring for den udmattende dag, der venter.

Begyndelsen på opstigningen er berygtet for at være den værste og hårdeste del. Med en stejl stigning i nærmest rent sand. Efter få minutter standser jeg op og holder pause, fordi jeg får kvalme og frygter højdesygens værre symptomer.

Det er ubehageligt at sænke hele gruppen så tidligt, og jeg overvejer et øjeblik at vende tilbage til lejren, nu den er så tæt på. Jeg kan stadig skimte den i skæret fra månen.

Men nej, jeg er ikke kommet hele vejen hertil for at give op så let. Efter at have taget nogle lag tøj af og drukket noget vand viser det sig heldigvis ikke at være så slemt, som jeg frygtede. Jeg fortsætter ganske langsomt opad, dog stadig en lettere kvalme.

Efter en time i det dybe sand begynder der at komme flere klippestykker, der gør underlaget mere behageligt at vandre i. Månen lyser skarpt rødt over lysene fra Mexico City, og et øjeblik lyser den så stærkt, at jeg forvildes til at tro, det er en solopgang. Solen titter dog snart frem og lyser på den imponerende nabo-vulkan, Popocatépetl, og jeg får igen styr på verdenshjørnerne.

Over gletsjeren
Det er en lettelse, da den stejle opstigning er overstået. Men bestigningen er langt fra overstået. Foran venter nu en times moderat vandring op og ned af små bjergtoppe på gode stier. Jeg lidt ud og mærker. Kvalmen er næsten er væk. En stærk stinkende svovlluft prikker dog til mit velbefindende.

Jeg er stadig blandt de bagerste i gruppen, så der er ikke tid til pauser til mig. Hver gang, jeg når de andre, der holder pause, fortsætter gruppen. Det er lidt hårdt psykisk, da jeg er træt i forvejen.

Dagslyset er nu så stærkt, at vi kan slukke pandelamperne og foran venter en enorm, hvid gletsjer. vi har endnu ikke brug for klatrejern, da det kun går svagt ned ad bakke i fin og blød sne.

Gletsjeren er nem at krydse, men vi bruger isøkserne til at støtte os til. Midt ude i det hvide fornemmer jeg et skræmmende stejlt fald i gletsjeren et stykke til venstre. Det er så langt væk, at det ikke er reel fare, men alligevel sørger jeg for at holde mig til de andres fodspor i sneen.

Toppen kommer til syne, og det hjælper gevaldigt på energien. Den irriterende kvalme er væk.

På toppen! Nej…
På toppen! Jeg når lige at undre mig over, hvor det velkendte kors, som altid er på bjergtoppene her omkring, er, inden jeg ser den anden gletsjer, jeg nu husker, vi også skal krydse. Humøret daler. Jeg havde lige nået at føle lettelsen ved at bestigningen var vel overstået, og så er der alligevel et stykke vej igen. Jeg sukker nogle gange, trækker vejret dybt og forsøger at tage mig sammen til at fortsætte.

For at nå toppen skal vi krydse gletsjeren og videre op derfra. Vi mangler mindst en halv time. Én fra gruppen kan ikke klare situationen og vælger at plante sig på stedet og vente, til vi kommer tilbage fra toppen.

Jeg overvejer et øjeblik at gøre det samme, men det føles forkert at give op så tæt på målet. Når jeg har en gruppe at følges med, kan jeg godt lige strække energien til toppen - selvom det er fristende at stoppe og hvile her.

Krydsningen af gletsjeren går smertefrit. Jeg bliver drevet frem af synet af toppen, og fire en halv time efter vi forlod lejren i morges, står jeg på el Techo - toppen. Hvilken enorm lettelse at nå hertil.

Jeg kigger over på den anden side af gletsjeren, hvor jeg kan skimte hende, der ikke nåede hertil – og er glad for, at jeg ikke selv stoppede der. Jeg er stolt af min bedrift, og selvom jeg ikke har mange kræfter, er der et bredt smil plantet midt i mit udmattede ansigt.

Og så er der eventyrklubbens særlige ritual; Vi, der ikke har besteget vulkanen før, bliver døbt her på toppen. Med andre ord, vi bliver godt og grundigt vasket i iskold sne, mens alle de andre griner og klapper.

Det er dejligt forfriskende efter den hårde opstigning og understreger det specielle ved have nået toppen. Vi bliver her en halv time på toppen. Omfavner, lykønsker hinanden, puster ud og spiser lidt tørret frugt. Og selvfølgelig er der også gruppefotos.

Ti en halv time efter vi forlod lejren i morges, er vi atter ned ved parkeringspladsen. Herfra er der igen udsigt til den imponerende nabo-vulkan Popocatépetl. Efter at have været på toppen af Iztaccíhuatl, der blot er et par hundrede meter lavere, synes naboens majæstetiske storhed pludselig en lille smule mindre.

Hvem kan bestige Iztaccíhuatl?
Det kræver udstyr at bestige Iztaccíhuatl: Klatresele, isøkse, klatrejern og ikke mindst erfaring med at bruge udstyret. Højden kan drille alle, uanset form, og er ikke til at spøge med. Der er dødsfald på Iztaccíhuatl hvert år, og det er en god idé med en guide, der kender ruten og kan sørge for, at man undgår de berygtede gletsjerspalter.

Kurser og guider
Den mexicanske eventyr-forening, CEMAC, arrangerer kurser én til to gange om året, hvor du bestiger tre af Mexicos fire højeste vulkaner. Kurset koster cirka 400 kroner inklusiv fem bestigninger af de tre vulkaner. Dertil kommer udgifter til udstyr og transport. Læs mere på www.cemac.org.mx.
José Luis Ariza fra Amecameca 60 kilometer øst for Mexico City arrangerer året rundt guidede ture til Iztaccíhuatl for 600 kroner for den første person og 300 kroner per ekstra person plus udgifter til transport og udstyr.

Bestig selv vulkanen
Begiver du dig ud i bestigningen selv, er udgangspunktet typisk også Amecameca. Her har nationalparken et kontor, hvor du kan få en klatretilladelse, og der går busser til nationalparken.

Hvornår kan Iztaccíhuatl bestiges?
Jeg besteg Iztaccíhuatl i februar. Det bedste tidspunkt at bestige vulkanen er fra november til februar.

Få kulturen med

Mexico er som bekendt mayaernes og aztekernes gamle land, og det ville være en skam ikke at få snuset lidt til de gamle kulturer, når du er i landet. Udover helt klassiske ruinsteder som Teotihuacan, Palenque og Chichen Itza, er der et par steder, der helt sikkert er værd at udforske:

• Uxmal: Den gamle mayaruinby ligger på Yucatanhalvøen og er ikke nær så besøgt som de mere kendte ruinbyer. Og det på trods af at byen er ganske velbevaret med imponerende store pyramider. Som lidt ekstra krydderi er der bunkevis af øgler på sitet.
• Toniná: Ikke mange kender til Toniná, men stedet er fascinerende med sine mayapyramider, der i sin tid blev bygget af de krigeriske indbyggere, der ofte lå i krig med Palenque. Et lille museum giver en spændende indføring i de lokale, og ofte blodige, skikke.
• Tulum: Her er det ikke helt så meget ruinerne, som den fantastiske placering ved det caribiske hav, der tiltrækker. Men måske det ikke er den værste idé at plaske lidt rundt i det varme vand efter en kold tur på toppen af Mexicos vulkaner?

På toppen af Nevado de Toluca

Nem adgang til krater – kort tur til toppen
Nevado de Toluca på 4680 meter er Mexicos fjerde højeste vulkan og er rigtig god for begyndere, da den kan bestiges uden udstyr eller erfaring, og turen til toppen er ikke synderligt anstrengende.

Fra enden af vejen er der højest to timers vandring til toppen.
Jeg var på toppen, el Fraile, i januar, hvor der kun var en smule sne på toppen, men vulkanen kan bestiges året rundt.

Tjek dog vejrudsigten, da det betyder meget for sværhedsgraden, hvor meget sne, der er på toppen. Ruten byder både på opstigning i sne, halvvejs klatring over større klippestykker (uden at det dog kræver klatrefærdigheder) og hurtig nedstigning i dybt sand.

Såvel fordelen som ulempen ved Nevado de Toluca er den nemme adgang til krateret. Der går en vej, der ender en halv times vandring fra krateret, og det føles ikke eksklusivt at nå til dertil selvom krateret har to smukke laguner i blå og grøn. Det føles til gengæld ganske eksklusivt at nå toppen, som de fleste besøgende ikke har på programmet.

På toppen af Pico de Orizaba

Mexicos højeste bjerg
Efter timevis gennem mørket i lyset fra pandelamperne aner jeg toppen af Pico de Orizaba 5636 m) bag en kæmpemæssig gletsjer foran os. Det er umuligt at se, hvornår gletsjeren ender, og fire ud af gruppen på tyve må give op på grund af problemer med højden.

Jeg overvejer også at vende om, men fortsætter trods ekstrem træthed i alle kroppens muskler. På det stejleste sted har gletsjeren en hældning på 45 grader, og hvert et skridt opad i sneen er udmattende. Snart skimter vi dog enden på sneen.

Fra toppen er der udsigt til Popocatépetl og Iztaccíhuatl, der nærmest ser små ud på afstand. En fyr i tyverne, der på bedste macho-manér ikke er meget for at vise svaghed, står for sig selv helt ude ved kanten til krateret og kigger stille ud over landskabet. Da han kommer tilbage, er der stadig en enkelt tåre i øjenkrogen. For selv den hårdeste mexicaner er det rørende at stå på det højeste punkt i sit elskede land.

Jeg forstår ham godt. Det er en meget speciel følelse at stå på toppen af Mexicos højeste bjerg, og det er som om den ekstreme udmattelse er forduftet og afløst af en følelse af, at jeg er blevet ti centimeter højere. En følelse af, at de største udfordringer bare kan komme an – jeg kan klare dem.

Hvornår og hvordan?
Bestigning af vulkanen kræver udstyr til gletsjeren: Klatrejern, isøkse, klatresele og reb er obligatorisk. Det bedste tidspunkt for bestigning er oktober til marts - Jeg besteg Pico de Orizaba i februar.