3500 km i kajak til Istanbul

Myg og mental tilvænning
Thomas sætter kajakken i vandet og begynder at ro. Op mod strømmen. Planen er at benytte sig af den russiske allemandsret og slå teltet op langs floden. Det er vigtigt for ham, at den første nat i teltet bliver god, så den første dag ror han kun 45 kilometer. Ellers har han sat sig for at ro 60 kilometer om dagen.

Der er mange myg – helt vanvittigt mange myg – når han går i land. Hvis vikingerne var kloge, så overnattede de på deres både ude på floden. Derude er man fri for de små bæster, men inde på land må Thomas lyne sig ind i sit telt for at undgå at blive ædt. Men han er på vej, og efter et par dage begynder han at falde ind i rytmen:

”Det kræver lidt mental tilvænning at sætte alene ud i et fremmed land. Du ligger alene i et telt, og der kan komme nogen og slå dig i hovedet. Næste morgen er der ingen, der finder dig. Man skal ligesom have en følelse af, at det skal nok gå, og bekymringerne bliver mindre, når man begynder at tale med folk. Jeg havde brug for hjælp fra de lokale langs floderne og havde kun roet 20 kilometer, da jeg skulle forbi et vandkraftværk.Når man spørger folk om hjælp, og man oplever, at de er flinke og gerne vil hjælpe, så afmonterer det bekymringerne. Engagerer man sig ikke med lokalbefolkningen, så kan man jo derimod godt leve i en bobleverden, hvor ting virker farlige,” siger Thomas.

Taknemmeligheden
Volkhov-floden bliver langsomt smallere og smallere, som Thomas ror mod syd. Nogle steder er den helt groet til med stammer, der ligger over og i vandet. Der er ingen, der bruger floderne som vandveje længere, så naturen har frit spil. Det er hårdt arbejde at komme frem ad. Senere på turen er det modstrømmen på Lovat-floden, der giver sved på panden.

Den er nogle gange så stærk, at Thomas dårligt kan komme fremad. Andre steder er der strømfald med sten. Taber han kampen mod strømmen, bliver han sendt tilbage mod klipperne bag ham. Kajakken kan blive smadret. Turen kan være overstået på et øjeblik. I værste fald kan han slå hovedet. Drukne. Ingen ville finde ham herude. På trods af strabadserne, så nyder Thomas det:

”Den hårde kamp mod naturen er en oplevelse. Det er rugbrødsarbejde på den gode måde. Når man bor i en by, som jeg gør, så synes man, at man selv bestemmer. Når man er ude på tur, så vænner man sig til at blive sat på plads af naturen. Det er den, der bestemmer. Og det er herligt. Vikingerne levede også på naturens præmisser, og guderne var en naturlig del af livet for dem. Jeg er et religiøst menneske, og når man bliver sat på plads af naturen, kan man godt finde på at bede om godt vejr. Men når man er derude i lang tid, så ændrer det sig. Man går fra at bede om noget til at sige tak. Man vænner sig til at være taknemmelig for det, man får, i stedet for at være utaknemmelig for det, man ikke får. Man forstår, at man ikke kan kræve noget.”

Vikingekvindens knogler
Da Thomas når Kiev, har han tabt 15 kilo. Turen tærer på ham, og hans muskler er begyndt at svinde ind. Han sætter sig selv på en opfedningskur; spiser mere. Får madforgiftning, men fortsætter.

Den ene dag, tager den anden. Den ene lejrplads bliver udskiftet med den anden. Der er gode dage, og der er mindre gode dage. Men når kajakken er sikret om aftenen, teltet er slået op, og Thomas får det fugtige tøj af, trækker i noget varmt fleecetøj, tager et par dejlige strikstrømper på og ligger i den varme sovepose med en kop kaffe og finder kortet frem, så er han kommet et stykke videre mod målet.

Det giver et mentalt overskud, at han flytter sig. Det holder ham i gang, at han kommer frem ad. Samtidig, som dagene går, bliver vikingernes rejser på de samme vande sat i perspektiv:

”Man fandt for nyligt knogler fra en vikingekvinde. Knoglerne viste, at vikingerne var ekstremt stærke. Turen viste mig, at afstandene i vikingetiden måske var kortere, end vi forestiller os i dag, og måske var der større kulturel udveksling, end vi tror, der var. Man ved, at der var folk fra Byzans, som rejste til Norden for at hverve soldater. Der har også været en embedsmand i Hedeby uden for Slesvig og i Ribe. Dengang i 700- og 800-tallet kaldte vikingerne Byzans for Miklagård, Den store by. Jeg er overbevist om, at der har været nogle fortællinger om den her fantastiske by mod syd, for enden af flodsystemerne, på den anden side af havet.”

Delfiner i Sortehavet
Thomas ror længere mod syd. Han lægger floder og landegrænser bag sig; Rusland, Hviderusland, Rusland igen, Ukraine, Rumænien og Bulgarien. Han har forberedt sig grundigt hjemmefra, og gennem det danske generalkonsulat i Skt. Petersborg har han fået hjælp fra de andre landes ambassader. Ved alle de østeuropæiske grænser får han VIP-behandling. Han lægger flodernes udfordringer med dæmninger, vandkræftværker og strømme bag sig og når Sortehavet.

Vikingerne holdt sig tæt til kysten, da de sejlede her for mere end 1000 år siden, og Thomas gør det samme. Det er dog ikke altid lige nemt. På lange strækninger er der klipper på kysten til den ene side og åbent hav til den anden side. Det er ikke til at komme i land, og landskabet kræver, at vejret er godt. Ellers er det for farligt at ro her. Thomas er heldig, og han takker for vejret mange gange. Men på så lang en tur er der selvfølgelig også øjeblikke, hvor det ikke er sjovt.

”I Sortehavet går der tanger langt ud i vandet, og det er træls at ro uden om dem. Der er et sted, hvor jeg er træt af alting og har møghamrende ondt af mig selv. Men så begynder delfinerne at springe omkring mig. Alt vender, og jeg kniber en lille tåre og sender en besked hjem til min kone.”

Ud med Thor og Odin
Efter 3500 kilometer på floder, søer og Sortehav ned gennem Europa ror Thomas ind gennem Bosporus-strædet; vandet, der adskiller Europa fra Asien. Han har roet i to måneder, alene, og ved at ro ud har han nye tanker at tage med hjem:

”Vi tror i Danmark, at kristendommen kom til os med missionærer ude fra. Det går op for mig, da jeg ror ud, at den kristne kultur, vikingerne drog ud og fandt, er helt anderledes, end den kristne kultur er i dag. Vikingerne rejste ud med Odin og Thor og mødte en mere maskulin kristendom, hvor natur og religion hænger mere sammen, og hvor Kristus mere eller mindre blev præsenteret som en solgud. Jesus var en figur, der havde magt over storm og hav. Han var den, der gik i døden for sine venner.

Vikingerne må have kunnet identificere sig med den nye religion, de mødte i det fremmede, og kristendommen dengang havde ikke så meget med synd at gøre. Den Kristus, de mødte, bliver kaldt Kristus Pantokrator. Dem er ham, der er på Jellingestenen, og som vi ser i vores danske pas. Det er ikke den lidende Kristus; det er den sejrende Kristus. Ham, der har magt over naturen og sejrer over døden. De vikinger, der overlevede rejserne, har selvfølgelig taget noget med hjem, og overgangen fra den gamle religion til den nye har måske ikke været så svær, som vi tror,” siger Thomas.

I Istanbul slæber han sin kajak på land. Snart står han foran Hagia Sophia; bygningen, som allerede stod der, da vikingerne nåede frem for mere end et årtusinde siden.

Thomas har roet i vikingernes kølvand hele vejen til Istanbul. Byzans. Miklagård.

Vikingernes rute til Istanbul

På turene til Istanbul sejlede vikingerne deres skibe ind i bunden af Østersøen, ind ad Volkhov-floden, hvor der i dag er spor efter en gammel vikingelandsby, og videre til Novgorod, hvor der også var en boplads. De sejlede over søen Ilmen og ud gennem Lovat-flodens delta. De fulgte Lovat-floden, så langt de kunne, til det der i dag er grænsen til Hviderusland. Her måtte de have bådene over land for første gang, ud i mindre floder, inden de kunne lægge i på Dnepr tæt på nutidens Smolensk og Katyn.

Her ligger en gammel boplads samt gravhøje, og der er fundet sværd og amuletter, smykker og brocher fra vikinger, der muligvis bosatte sig her. Dnepr flyder mod syd helt til Sortehavet. Da vikingerne sejlede på floden, måtte de bære bådene over land eller trække dem flere steder; i dag er der dæmninger, så floden nogle steder bliver helt op til 30-40 kilometer bred.

Vikingerne sejlede tæt på kysten gennem Sortehavet, gennem Bosporus-strædet og ind til Byzans, som senere fik navnet Konstantinopel, og siden 1930 har gået under navnet Istanbul.

En smule om udstyr

Thomas Frank brugte en karbonkajak fra Zegul på sin tur. Derudover forsøgte han at holde vægten så langt nede som muligt. Han købte letvægtsgrej og klippede vaskeanvisninger og den slags af sit udstyr for at spare så meget vægt som muligt. Den samlede vægt lød på omtrent 20 kilo plus mad og vand.