Fabelagtig dykning blandt brune bjørne i Alaska

Kodiak som dykkermål
Kodiak ligger i det nordlige Stillehav udfor Alaskas kyst. Den er ca. 150 km lang og 100 km bred og dermed USAs næststørste ø efter Hawaiis hovedø. Landskabet består af tætbevoksede bjerge, som gennemskæres af kilometerlange fjorde. Det meste af denne utilgængelige ø er udlagt som naturreservat og her lever et dyr, som er helt enestående for øen, nemlig kodiakbjørnen. Den er verdens største landlevende rovdyr, idet en fuldvoksen han kan veje op til 800 kilo. Når en sådan bamse rejser sig på bagbenene, er den fire meter høj. Der findes omkring 3000 af denne art på Kodiak. De omkring 13.000 mennesker, som lever på øen, er stort set koncentreret i den største by af samme navn som øen. Det er også her, at så godt som alle besøgende lander efter flyvningen fra Anchorage eller fra en færgetur fra havnebyen Homer på fastlandet.
Dykning er en relativ ny aktivitet, både på Kodiak og i det øvrige Alaska. Det eneste fungerende dykkercenter på Kodiak er Captains Quarter nogle få kilometer nord for hovedbyen. Min ven Stefan og jeg henvender os til ejeren Lon, da vi har fået os godt etableret i byen. Vi skal være her i tre uger for at vurdere muligheden for at lave en film om livet i disse farvande. Indtil nu ved vi ikke, om det undervandsmiljø, vi vil finde her, er lige så sterilt som i det nordlige Ishav eller fuld af liv som havet ud for Californiens kyst. Havstrømmene taler dog for den sidste mulighed, idet den varme japanske strøm her møder den kolde Stillehavsstrøm, hvilket indikerer et særlig rigt og interessant dyreliv. Vandtemperaturen er derfor heller ikke så lav, som man skulle tro - temperaturer omkring femten grader kan næppe ryste en nordisk dykker.

Møde med havfruer
I båden på vej mod vores første dykkermål får vi tid til at fantasere over, hvad vi vil komme til at møde under vandet. Lundefugle med muntre gule duskfjer i panden ligger og døser på havoverfladen. En del af dem har så mange fisk i maverne, at de ikke er i stand til at lette, og vi tvinges derfor til at vige for ikke at sejle dem ned. Fremme ved stedet for vores første dykning lader vi ankeret forsvinde ned gennem tangtæppet. At følge de lange, kraftige plantestængler bliver senere en naturlig måde for os at komme ned til havbunden. Denne særlige plante er ganske imponerende - det er verdens største alge. I foråret kan de vokse en halv meter om dagen. Med de spinkle, gennemsigtige blade og de kuglerunde flydere er de fantastisk smukke, som de bølger i dønningen. De kaldes også for “lady of the sea”, for det er nemt at drage en sammenligning til en kvindes hårpragt, et sødt lille hoved og en meget lang hals.
For at undersøge “havfruens” fødder lader vi os synke dybere. På klippevæggen vokser andre tangarter med de korte stængler og kun et blad på hver. Tangen viser sig at være et ypperligt miljø for et myldrende dyreliv. Snegle, krabber, eremitkrebs og en masse forskellige fiskearter trives blandt bladene. Mest opsigtsvækkende er dog de mange varianter af søstjerner og søanemoner, store og bølgende og med forskellige former og farvekombinationer. Solstjernen er blot en af de mange. Den er verdens hurtigste søstjerne og man kan tydeligt se den bevæge sig langs bunden. De største eksemplarer er i omfang som et bildæk. Når algerne folder sig helt ud, dækkes klippevæggen af grønne og gule svampe. I denne dybde, fra 30 meter og ned, finder man også de gigantiske kongekrabber, der har op til tre meter lange kløer.

Tæt på hvalerne
Allerede efter det første dyk er vi klar over, at farvandet omkring Kodiak har et særdeles rigt maritimt liv. Fiskelivet og miljøet minder lidt om det, man finder i det nordlige Atlanterhav ud for Norges kyst, bortset fra at alt her ved Kodiak synes større og mere farvestrålende. Ved en odde et par kilometer nordøst for byen holder pukkelhvalen til, og efter et par dage beslutter vi at kigge nærmere på dem fra søsiden. At tage undervandsbilleder af hvaler og andre havpattedyr kræver stor tålmodighed. Den første dag nøjes vi med at se, hvordan hvalerne reagerer på os, når vi nærmer os dem i vores lille båd. Vi finder hurtigt ud af, at den bedste metode er at nærme sig langsomt, slå motoren fra og derefter glide hen over hvalernes færdselsretning. På den måde vil de komme til at passere os på få meters afstand. Da vi den følgende dag forsigtigt sænker os ned i vandet, er udsynet desværre ikke så god, som vi kunne ønske os. Vi ved, at hvalerne er der, endda kun få meter borte, og kan tilmed høre deres “sang”, men vi kan ikke se dem. I et pludseligt lysglimt fejer en gigantisk hvidskinnende brystfinne forbi os. Hvalen gør et slag med finnen og forsvinder.
På grund af dårlig sigtbarhed er Alaska ikke det bedste sted at svømme med hvaler. Om vinteren kan sigtbarheden dog blive rimelig - halvtreds meter eller mere. Problemet er bare, at de fleste hvaler på den årstid er svømmet sydover. Andre hvalarter end pukkelhvalen holder dog til i området hele året rundt. De mest almindelige er spækhuggere, gråhvaler og hvidhvaler.

Spiser laksehajen mennesker?
Flere steder på Kodiak kan man dykke direkte fra land. Det bedste tidspunkt på dagen er, når tidevandet er højest. En dag, da vi gør os klar til at dykke fra en vidunderlig sandstrand, opdager vi en flok søløver. Kort efter finder vi ud af, hvorfor de er her. Tusindvis af store laks passerer forbi, og søløverne holder det helt store ædegilde. Da de ser os, glemmer de for en stund laksene og vover sig nysgerrige frem for at få et kig på os. Er der noget, som kan give en dykker komplekser, så er det at se en søløve svømme. Tilsyneladende helt uden at anstrenge sig bevæger de sig i de mest umulige baner. Endnu mere kåde ved synet af os underlige boblende væsener, begynder det snart at gå hedt til. Vi må finde os i puf, nap i svømmefødderne og i kameraerne, og efter dykket viser det sig, at en kameralinse har fået en ridse. Vi kan dog ikke forestille os en mere herlig måde at få et skadet udstyret på, så vi tilgiver hurtigt søløverne. Vi har trods alt alle fingre i behold.
Der findes også hajer i disse farvande. Da vi en dag træffer en øbo, som fortæller, han har set en stime “laksehajer” på mindst 150 stykker, må vi selvfølgelig spørge, om de er farlige. “Hvem ved... Ikke mange mennesker bader her på øen”, siger han og ler. Han supplerer med at lade armene beskrive størrelsen, ikke på hajen, men på dens kæber.

Kodiakbjørnen vækker respekt
Kodiak byder på andre oplevelser end spektakulær dykning. Vi har ikke tænkt os at forlade øen uden at have set et par bjørne. I en Cessna 206 pakket med mad og udrustning til ti dage flyver vi østpå langs kysten. Efter godt en times flyvning sætter piloten os af i bunden af en afsides fjordarm. Vi finder et sted at sætte teltet op og husker det gode bjørneråd om at hejse maden op i et træ. Herefter er det blot tålmodigt at afvente bjørnens ankomst.
Vi er her for at fotografere og opleve dyret, og det viser sig, at vi har heldet med os. Der findes mange bjørne i området. De første dage oplever vi dem mere som hurtige skygger, ser deres poteaftryk i leret og fornemmer deres ramme lugt. Men efterhånden som laksene begynder at fylde floden, bliver vores møder med bjørnene hyppige. En dag spadserer en bjørn lige ind i vores lejr, en anden dag havner vi kun seks-syv meter fra en hunbjørn med to unger. Det er lige tæt nok for en kærlig mor. Irriteret begynder hun at “skælde ud”. Da hun rejser sig på bagbenene, grynter og kigger os lige i øjnene, har hun fråde omkring munden. Herefter finder vi tiden inde til et tavst tilbagetog, hvilket indlysende er til begge parters tilfredshed. Efterhånden som dagene går, opbygger vi en vis fortrolighed til bjørnene. Vi lærer de forskellige individer omkring vores lejr at kende og finder snart ud af, hvilke bjørne vi særligt skal tage os i agt for. Vi lærer også mere om deres kropsprog og lydene, der er mere markante end hos grizzlybjørnen. “Vores” bjørne har vænnet sig til os og syntes at acceptere os på omtrent samme præmisser, som de accepterer andre bjørne. Disse brune kæmpebjørne har et roligt temperament, og man kan - med visse enkle forholdsregler - klare sig udmærket sammen med bjørnene.

Artiklen blev bragt i Adventure World 41 i februar 2002