Det kan godt være USA er roadtrippenes land, men ting ser nu bare bedre ud fra en cykelsaddel. Det gælder også turen ned langs Californiens stillehavskyst, hvor trafikken er sparsom, landskabet dramatisk og kystbyerne tilbagelænede. Cykler man mod syd, er man oven i købet noget nær garanteret medvind.
Martssolen varmer i San Franciscos gamle mexicanske bydel, The Mission, da vi triller forbi spraglede vægmalerier, der dækker hele husfacader, forbi skønne Dolores Park, hvor byens skyskrabere rejser sig bag svajende palmer, og fortsætter gennem The Castro, hvor store regnbueflag blafrer fra vinduer og lygtepæle.
Vi zigzagger snart gennem kæmpe Golden Gate Park og når Stillehavet, hvor vi drejer til venstre. Herfra giver ruten sig selv. Den går mod syd. Langs kysten. Med vinden i ryggen. For her på den californiske kyst er det nogenlunde lige så sikkert, at vinden blæser mod syd, som det er, at Arnold Schwarzenegger aldrig slipper af med sin fladpandede, østrigske accent.
Sydpå til Santa Cruz
Rustrøde Golden Gates bropiller rejser sig over skyerne bag os, som vi langsomt slipper taget af San Franciscos forstæder. Vi har brugt formiddagen i byen, men snart klasker bølgerne mod sandstrande, og surfere rider med bølgerne. Forude venter små 500 kilometers cykling på det, der ofte bliver beskrevet som nogle af de smukkeste kyststrækninger, USA har at byde på.
Det er et par år siden, Cassie og jeg cyklede 1500 kilometer ned langs kysten fra Astoria på toppen af det nordlige Oregon til San Francisco. Det er pudsigt, så hurtigt man kommer tilbage i ånden, og det føles næsten som om, vi har genoptaget rejsen fra dengang, da vi efter en kort dag stopper i Half Moon Bay State Park, hvor vi slår teltet op på græsset under et forblæst træ.
San Francisco og de syv millioner mennesker i The Bay Area er for længst glemt, da vi næste morgen spiser på en lille diner. Det er klassisk, amerikansk morgenmad; en enorm omelet og rigeligt med kartofler på tallerkenen til at dække en dags kaloriebehov og cykleriet, der venter. Snart ruller vi derudad på Highway 1, der slynger sig langs kysten.
Biler er der ikke mange af, da de fleste kører på større veje inde i landet, og det er tilmed langt uden for højsæsonen. Vejen stikker aldrig langt af fra havet, luften er frisk og dækkene ruller let forbi gamle fyrtårne, små økologiske landbrug og øde strande.
Da vi nærmer os Santa Cruz, bliver vi forkælet med cykelsti, der bølger op og ned over Stillehavet. Byen er helt klassisk ”kystcalifornien”.
