Californiens Highway 1 på cykel

Vi gør holdt ved strandpromenaden med palmerne, det hvide sand og det blå vand. Hvinene fra den enorme trærutsjebane i USA’s ældste forlystelsespark, der ligger lige ned til stranden, står for baggrundsstøjen, der er atter surfere i bølgerne og solen luner. Aftenmenuen står på tacos på en lille mexicansk restaurant.

Vrede druer og Miss Artiskok
Dagen efter er det et helt andet Californien, vi triller gennem, da vi svinger væk fra kysten og lidt ind i landet. Små veje slynger sig mellem marker med snorlige rækker af grøntsager. Byerne, vi triller gennem, er søvnige. Vejen har vi stort set for os selv.

Det var de her områder, nobelprisvinderen John Steinbeck brugte som setting i store værker som Øst for Paradis og Vredens druer. Sidstnævnte udkom i 1939 og beskriver det hårde liv, der mødte de folk, der migrerede til Californien for at finde lykken og ikke mindst fast arbejde, men endte med at slide i markerne. Området bliver i dag kaldt ’The Salad Bowl of the World’ på grund af al den salat, samt meget andet, der gror her.

I dag er det dog ikke så meget amerikanere, der flygter fra fattigdom længere mod øst, vi ser. I stedet er det mexicanere og andre indvandrere fra Latinamerika, der sveder under bredskyggede hatte i markerne. Det anslås, at der er omtrent 2,5 millioner illegale indvandrere i Californien. Det svarer til næsten 10 procent af arbejdsstyrken, og mange finder arbejde i markerne her.

Det er ikke noget, man bliver rig af, men en ting, man hurtigt finder ud af, når man færdes i USA, er dog, at den amerikanske drøm stadig lever i bedste velgående. Man bliver ofte mindet om den. Også da vi triller gennem lille Castroville. Det var her, i den lille by omgivet af artiskokmarker, at Norma Jean Baker blev kåret som Miss Artiskok i 1948. Dengang anede ingen, at hun senere skulle tage navnet Marilyn Monroe. Sådan er det med Californien. Der er sjældent langt mellem stjernerne.

Et vandfald plasker direkte ned i Stillehavet, og 2500 år gamle redwood-træer skyder 90 meter i vejret.

Hvor de ultrarige bor
Hen på eftermiddagen, efter en fin dag på små veje langs marker og over blide bakker, triller vi ind i lille, afslappede Monterey. Lystbåde vugger i marinaen, og vi trækker cyklerne ud på en af de fine træmoler, der er så typisk for denne del af Californien.

Herude ligger restauranter og små butikker i fine træhuse, og vi undslipper en kort byge med en kop varm kaffe til lyden af bølgeskvulp neden for vinduet. De små byer som Monterey gør cyklingen ned langs kysten mægtig behageligt. Det er hyggeligt at slutte dagen på det gamle torv, og sidst på eftermiddagen cykler vi op ad en stejl bakke og slår teltet op under et træ i Veterans Memorial Park.

Næste morgen triller vi forbi den gamle sardinfabrik, det berømte akvarium og ned ad gyden med gamle arbejderboliger, der nu er blevet omdøbt efter karakterer i John Steinbecks romanunivers. Vi drejer fra for at cykle en lille omvej ad 17 Mile Drive – et vidnesbyrd om, hvor de absurd rige bor. Vi cykler langs hvide sandstrande, på sirligt trimmede golfbaner strejfer dådyr omkring, og det er umuligt ikke at blive duperet over husene, nej slottene, hvor de, der ikke bekymrer sig om penge, bor med spir på tårnene og panoramaudsigt ned over det blågrønne hav.

Kysten er blevet mere dramatisk, med klipper, knudrede træer på udspring over brusende bølger og udsigter over kystbakkerne mod syd. Vi cykler hastigt forbi de dyre butikker i Carmel (hvor Clint Eastwood var borgmester fra 1986 og to år frem) og videre mod den strækning, jeg har set mest frem til på turen: Big Sur.

Spektakulære Big Sur
Luften er kølig, da vi titter ud af teltet næste morgen. Høje træer kaster endnu skygge, der er køligt og luften er frisk, men dagen starter med en god opstigning, der bringer varme i kroppen. Snart bager solen, og vi har igen udsigt ned over Stillehavets blå vande.

De grønne kystbakker forsvinder ned i dets bølger, og de næste mange timer tramper vi skiftevis op og ruller ned langs den stort set ubefolkede kystlinje. Det var først i 1950’erne, området her fik elektricitet, og den naturlige, rå skønhed, den uendelige Stillehavsudsigt og isolationen tiltrak kunstnere og forfattere som Henry Miller, Hunter S. Thompson og Jack Kerouac (hans bog Big Sur er en beatgenerationsklassiker, der bestemt er værd at læse).

Som vi cykler af sted, er det ikke svært at se, hvorfor området inspirerer. Her er fredfyldt og ganske dramatisk. Smukt og afslappende. På cyklerne føler vi hver en bakke, mærker hvert et vindpust og ser hver en udsigt. Vi hører bølgerne rulle dybt under os. Og vi stopper tit, for eksempel i Julia Pfeiffer Burns State Park, hvor et vandfald plasker direkte ned i Stillehavet, og 2500 år gamle redwood-træer skyder 90 meter i vejret.

Søelefanter og lejrbål
Dagen langs Big Sur synes perfekt og bliver vores længste. Selvom mørket kommer listende, har vi ikke lyst til at stoppe for dagen. På en bakketop lidt inde i landet ser vi det opulente Hearst Castle, der blev bygget af mediemogulen William Randolph Hearst. Jeg husker billederne af de store, hvide marmorbygninger, imitationer af romerske paladser og den enorme Neptun svømmepøl fra siderne i Guinness Rekordbog, da jeg var dreng.

Vi har dog ingen intentioner om at cykle ind til slottet, der i dag er åben for offentligheden og ikke blot for de rige og berømte, som tilbage i 1920’erne og 1930’erne, hvor Hollywoods elite slog sig løs i gigantiske fester. Vi cykler i stedet videre til Piedras Blancas, hvor en koloni af søelefanter grynter, brydes, soler sig og i det hele taget opfører sig særdeles morsomt i sandet.

Vi tramper videre i et kapløb mod den nedgående, glødende sol, men igen hjælper vinden os på vej. Jeg elsker at cykle på den tid af dagen, hvor kilometerne bag mig er trecifrede og benene begynder at blive trætte. Det er mørkt, da vi slår teltet op for natten. Vi kunne måske lige have nået det, inden mørket faldt på, men vi var nødt til at gøre et sidste, vigtigt stop: I en Liquor Store, hvor vi købte dagens flaske vin til lejrbålet.

USA’s lykkeligste by
Det er turens sidste cykeldag. Allerede. Tiden flyver så hurtigt, som vinden blæser os mod syd, og vi når den lille kystby Cayucos, hvor hovedgaden bærer en smule præg af en wild west outpost ved vandet. Her er en saloon med klassisk træfacade, små restauranter, og fra sandstranden skyder de klassiske californiske træmoler på stolper ud i vandet. Vi triller over grønne bakker og nærmer os San Luis Obispo, der er så langt, vi når på den her tur.

Byen beskriver sig selv som den lykkeligste by i USA, og det er da også en mægtig hyggelig aften midt i byen, hvor det ugentlige farmers market finder sted. Familier promenerer op og ned ad gaden, snacker, drikker, griner og gumler på majskolber. Der er noget all-american over aftenen, og jeg bliver igen mindet om, hvorfor det er så fantastisk at rejse på cykel.

Havde vi været i bil, var vi garanteret fortsat til Santa Barbara, hvor vi havde gnubbet skuldre med alle de andre turister. Nu sidder vi i stedet på kantstenen i San Luis Obispo på en helt normal torsdag aften, kigger på folk, lytter til lokal musik og fylder maverne med lækkerier. Det er mægtig fint. Det er hyggeligt. Det er lige det, man håber at finde på rejsen. Og en god måde at slutte den på.

2500 kilo søelefant

Dette klodset udseende dyr vejer omtrent 35 kilo ved fødslen, men tager imponerende tre kilo på dagligt, mens det bliver ammet af sin mor, så allerede en måned gammel har ungen en kampvægt på omtrent 135 kilo. Her fra bliver de kun tungere. En fuldvoksen han kan således blive op til fem meter lang og veje små 2500 kilo. Og det ser altså skægt ud, når så meget fedt blævrer rundt på stranden i Piedras Blancas syd for Big Sur. 

På cykel i Wine Country

Der er rigelig med muligheder for at udvide cykelturen ned langs kysten. Kysten nord for San Francisco er ofte dramatisk, forblæst og der er ganske lidt trafik – perfekt på cyklen. Og tager man lidt ind i landet, finder man Wine Country – Californiens berømte vindistrikt. Der bugner af druer på bløde bakker, der er store vinslotte og hyggelige småbyer med skyggefulde pladser, gode restauranter og – selvfølgelig - rigeligt med vin. Fra San Francisco kan du for eksempel cykle mod nord langs kysten, følge The Russian River ind i landet og lave et loop til byer som Waitsburg, Heraldsburg, Napa og Sonoma.

San Francisco på cykel

Det kan godt være, San Francisco er mest kendt for sine bakker, men det er ikke desto mindre en af de bedste cykelbyer i USA. Byen ligger på en halvø, og med en dag i sadlen kan du nå rundt til en række vidt forskellige kvarterer med hver sin sjæl og udseende. Start en god rundtur gennem San Francisco i farverige The Mission på hjørnet mellem 24th Street og Mission Street, kør op til hippe Valencia St. (og evt. lidt frem og tilbage på den, hvis du er sulten – her er masser af lækker mad), fortsæt forbi åndehullet Dolores Park til homohøjborgen The Castro, følg travle Market Street downtown, læn nakken tilbage og kig på skyskraberne i Financial District, kør forbi legendariske City Lights Book Store (og tag evt. en øl på hyggelige Vesuvio lige ved siden af) til Washington Park i det gamle italienske kvarter North Beach. Drik en kop te i China Town, tril gennem hippiernes gamle Haight tilbage mod The Mission via Hayes Valley. Læs meget mere om at cykle i San Francisco på www.sfbike.org.