John Andersens vilde skikrydsning af Indlandsisen i 1971

Ingen vej tilbage

Isen lå nu forude, og snart var det kun toppene af de klipperige bjergtoppe, som ikke lå begravet under de hvide masser. Indlandsisen tårner sig op i mere end 3.000 meters højde, så begyndelsen af turen var bogstaveligt talt op ad bakke. Isens højeste punkt ligger dog ikke midt på Indlandsisen – det ligger forskudt mod øst cirka en tredjedel af den samlede distance over isen.

John kaldte højdepunktet for ’Point of no return’. Når de kom herop, skulle de tage et valg: Skulle de drage videre mod vest eller vende om? Det hele kom an på fysikken og den mentale tilstand i gruppen. Det opstod dog et problem, inden de nåede så langt:

”Det gik for langsomt fremad på grund af den tunge slæde og den dybe sne. Vi var nødt til at gå hurtigere, og vi var ikke hundesultne, så vi efterlod mad – 2.000 ud af 6.000 kalorier per mand per dag. Hvis vi vendte om ved ’Point of no return’, havde vi ekstra mad på tilbagevejen. Det var en beslutning, vi var enige om, for med en lettere slæde og en lille smule ned ad bakke, mente vi, at vi kunne klare det på færre kalorier.”

Da holdet nåede det højeste punkt, var mændene enige: De fortsatte mod vest.

Som at sejle på de store have

I ugevis sled mændene sig mod vest. De trak slæden, som var de slædehunde, og skiftedes til at føre an. GPS’en var ikke opfundet, og der var ingen punkter på horisonten at navigere efter i det hvide landskab.

”Der er ikke noget at gå efter i landskabet, og vi navigerede stort set kun efter mønstre i sneen, ligesom inuitterne gør. Når vinden flyver over sneen, danner den folder, sastrugi, og de er konstante med den herskende vindretning. Når man har gået et stykke tid, har man styr på sastrugiens retning, og så holder man en vinkel til den retning,” fortæller John.

Dagene lignede hinanden. Det var ligesom at sejle på de store have. Lidt storm den ene dag og lidt mere stille den anden. Det solide pyramidetelt lå foldet sammen på slæden, og når dagen var omme, tog det blot et øjeblik at poppe det op. Var det dårligt vejr, gravede mændene snekanten ned, og når de isnende storme ramte, havde de en lem inden i teltet, som de gravede et hul under til toiletbrug.

”Vi havde under minus 50 grader, så når vi tissede, blev det til is med det samme og voksede op fra sneen,” fortæller John. 

Når vejret af og til var helt stille, kunne de sidde udenfor og lave mad, selvom der var minus 20 eller 30 grader. Så tog de deres dunjakker på; ’pejsestuerne’, som de kaldte dem. Frysetørret mad var lige kommet på markedet, men mændene spiste mest kartoffelmos og pemmikan – oksekød, der er findelt og presset sammen med oksefedt.

”Det er noget djævelskab, men har et enormt højt protein- og kalorieindhold, og det kan spises råt i små portioner, hvis primussen går ned. Du kan koge det som grød eller suppe, og det smager jo ad helvede til, men deroppe på isen smager det godt. Ude på isen smager alting godt. Vi havde en stor gryde, som vi lavede pemmikan i, og så gik gryden på tur. Hver fjerde dag fik man lov at slikke gryden ren. De sidste kalorier skulle med,” fortæller John, der tabte 14 kilo på turen. 

Duften af land

Monotone dage med is til horisonten blev en dag afbrudt af et kærkomment syn: land.

”Det var formidabelt, da vi så land – måske det største øjeblik på turen. Vi kunne lugte de varme klipper og græsset. Det duftede af blomster og krydderier. Lugtesansen var blevet helt nulstillet. Det tog så en uge at komme derned, men målet var i sigte,” fortæller John.

Land i sigte betød dog ikke en ende på strabadserne. Sne og is begyndte at smelte, og mændene vadede gennem slush ice og vand. Og så, endelig – efter halvanden måned på isen – nåede de en 20 meter høj iskant. Firede slæden og dem selv ned. Krydsede en elv og slog teltet op på nogle små totter græs. John synes aldrig, han havde set noget så frodigt som det der pragtfulde græs.

Her delte mændene sig op. Sven og John vandrede ud mod kysten, mens Erik og Derek ventede med udstyret i lejren. 

"Sven og jeg tog vores grej og gik af sted. Vi nåede kysten efter to dage, så der var tang, og vi lavede te af valmuer, som er ganske nærende. Vi fandt også en død fisk, som vi spiste. Jeg havde tillid til, at vi kunne klare det. Der var 100 kilometer, men i forhold til al det vand og skidt og møg, vi havde været igennem, var det helt fint.”

På tredjedagen ud mod kysten standsede Sven pludseligt op.

”Hvad er der?” spurgte John.

”Det lugter af noget. Det lugter af fisk,” sagde Sven.

”Ja, for fanden!” sagde John.

”Det kommer derfra. Vi skal den vej!”

Efter et par timers march fik de øje på en række tørrede fisk, der lå og glinsede på en klippe. John og Sven smed rygsækkene. Stormede derhen, knælede og åd løs. Pludselig fik John fornemmelsen af at blive observeret, og da han kiggede op, stod en håndfuld børn på toppen af en stor, smuk granitklump af et bjerg. Børnene blev bange ved synet af de to slidte mænd og løb væk, men børn render ikke rundt alene derude, og fra toppen af granitknolden så John og Sven snart tre grønlændertelte. Grønlændere på sommerfangst. En kvinde kom ud og vinkede dem over. John talte kun meget lidt grønlandsk dengang, men prøvede at forklare, at de kom ovre fra østkysten.

”Det kan man ikke… men er I sultne?” spurgte kvinden.

”Ja! Vi fik marmelademadder og kaffe, og der gik et kvarter, så kunne maven slet ikke klare det. Så vi gik ud og kastede op. Så grinede kvinderne, for vi var jo nogle mærkelige mennesker,” fortæller John, som snart klarede den ud til en bygd på kysten, informerede politiet om deres ankomst og sejlede ind for at hente Erik og Derek.

De fire mænd blev sejlet ud til en lille bygd, Saqqaq, hvor de boede hos en berømt udstedsbestyrer, Hannibal Fencker. Han var dansker, født i Grønland, talte grønlandsk og havde otte børn. I hans stue hang et dannebrogsflag, som mændene skrev deres navne på. Det hænger der vist endnu, selvom han er død for mange år siden. 

Det store møde med grønlænderne

”Saqqaq er Grønlands reneste bygd, for Hannibal styrede den som en diktator. Der var ikke et glasskår, for hver gang børnene kom med en spand affald, fik de 25 øre. Det gik rundt i den grønlandske presse, at vi var sluttet på Grønlands smukkeste sted. Jeg var lykkelig,” fortæller John, som altså havde krydset Indlandsisen på ski som den første siden Fridtjof Nansen.

Det blev dog mødet med grønlænderne, som blev det vigtigste for ham.

”Da vi mødte folkene, der var på sommerfangst, åbnede de teltdøren for os. Her er mad, spis! Vi var trætte og faldt i søvn. Den der tilgang til livet, gæstfriheden, åbenheden og interessen for andre mennesker. Jeg tænkte bare: grønlænderne, for fanden, mand!”

I dag har John roet kajak hele vejen rundt om øen på nær et par hundrede kilometer i Nordøstgrønland, hvor han gik over isen. Han har besøgt hver eneste bygd. Og hans næste tur: 7 uger i kajak ned langs Grønlands østkyst.