Dolomitterne er garanti for dramatiske vandreture

Verdenskrig og vandresti
En smuk solopgang hilser os godmorgen, mens vi hælder morgenmaden i os, så vi hurtigst muligt kan komme ud på vandrestierne. Vi når lige at vinke farvel til de andre gæster i Refugio Lagazuoi, da vi som de første smutter ud på vandrestierne i de lave morgenstråler.

Allerede hundrede meter nede ad bjerget kommer vi forbi en gammel militær fæstning fra Første Verdenskrig. Netop bjergkæden, som Lagazuoi er en del af, brugte østrigerne som forsvarsskanse mod italienerne. Herfra var det let for østrigerne at forsvare sig, når italienerne kom op ad bjerget, og det førte til en tunnelkrig.

Soldaterne fra begge sider hakkede, gravede og sprængte sig vej i bjergsiden, og det er tunneller, som det stadig er muligt at udforske i dag, hvis du ikke har klaustrofobi og er en øvet vandrer/klatrer med egen hjelm og lygte.

Vi tager ikke selv turen ned gennem tunnellen, men nøjes med at nyde udsigten gennem østrigernes gamle skydehul, inden vi fortsætter vores vandring ned fra Lagazuoi. Vores tur går ned mod passet Forcella Lagazuoi langs med det, der i vinterhalvåret tjener som skipiste. Lige nu er det dog kun skarpe og rå sten, der er at se på bjergsiden, mens vi zigzagger os ned.

Ti minutter senere drejer pisten rundt om Lagazuoi og fortsætter ned i dalen, men vi fortætter rundt gennem passet hvor et kæmpe, gult bjerg rejser sig lige på venstre side af os.

Her er tit stenskred, kan vi se, da der er sat hegn op for at stoppe de rullende sten, inden de rammer vandrestien. Et lille varsel om, hvad der venter os senere på turen, men det er vi fortsat lykkeligt uvidende om, så vi fortsætter i højt humør på vandrestien, der et par hundrede meter længere fremme drejer mod venstre ad stien 20b og fortsætter op langs de stejle, gule bjerge.

Vi får en flot udsigt ud over dalen på denne østlige side af bjerget, som morgensolen får til at lyse op i stærke gule og orange farver, der står i fin kontrast til den grønne dal længere nede.

Målet med turen er at gå ned langs bjerget, krydse det på midten, hvor det er muligt at skære sig vej op gennem et stejlt pas, og så dreje tilbage mod Refugio Lagazuoi på den vestlige side af bjerget.

Optur og nedtur
Efter at have vandret langs bjerget i en times tid kommer vi til et mindre pas, inden turen for alvor krydser mod vest og op ad den stejle klippeside. Her finder vi endnu en gang små huler og skydehuller fra Første Verdenskrig.

Det er lidt vildt at tænke på, at soldaterne levede i disse primitive huler i årevis – især når der selv i sommersæsonen er frostgrader i denne højde, så tør jeg slet ikke tænke på, hvordan det har været om vinteren, når der skulle hentes brænde, mad, krudt og kugler til soldaterne i disse forskansninger.

Til gengæld må man sige, at dette område af Dolomitterne har forkælet både soldaterne og nu os mere privilegerede vandrere med en super smuk natur.

Derfor slår vi os ned og nyder et par kiks og en slurk vand, før turen drejer ind mod bjerget og op mod passet Forcella Grande. Turen op er en smule hård, men stien er god, og det er let at finde vej op gennem passet.

En halv times tid senere kommer vi lettere forpustet op på toppen og bliver mødt af en fin udsigt ud over den vestlige dal, Monte Del Lagazuoi. Her ved Forcella Grande finder vi et lille skur med kiks, vand, stearinlys og tæpper, der fungerer som nødstation for vandrere og klatrere, der skulle strande herude.

Herfra begynder en Vie Ferrate, der er indbyggede jernstiger og klatregreb, som østrigerne byggede ind i klipperne under Første Verdensskrig. Netop Vie Ferrate er meget kendetegnende for denne del af Dolomitterne.

Vi har ikke medbragt reb og seler, så vi lader jernstige være jernstige og påbegynder turen ned. Det eneste vi kan se her fra toppen er dog en afgrund, men der er nok en sti ned et sted, tænker vi og begynder at følge stien, der leder ud mod afgrunden.

Jeg overvejer et øjeblik, hvor langt jeg vil skride ned ad bjergsiden, hvis jeg kommer til at lægge for meget vægt på den ene fod.

Stejle stier
Der er ikke nogen afgrund, og der er heller ikke nogen bekvem sti. Stien bliver hele tiden stejlerer og stejlere, idet den krydser sig vej ned ad bjergsiden, og hver gang kan vi se 10-20 meter længere frem til det, der hele tiden synes at være en afgrund.

Til sidst går vi på en cirka 45 grader stejl bunke grus, der efter et stort stenskred har lagt sig over bjergsiden. Vi kan fornemme i stenene, at her har gået nogen før os, da der er sparket en lille, smal sti, hvor der netop er plads til en støvlebredde.

Stien er mindre stejl end selve stenskredet, men den hælder stadig 15-20 grader ned mod bunden af dalen 3-400 meter under os. Hele vejen ned ad stenskredet er fyldt af små og store sten, så pludselig bliver vi meget mere bevidste om, at de små sten ruller en smule under vores vandrestøvler, hver gang vi tager et skridt.

På enkelte passager må vi gå lidt ned i knæ og støtte os op ad de løse sten til venstre for os. Jeg kan mærke de små sten rulle under mine fødder, selv om jeg nøje og kontrolleret sørger for en jævn vægtefordeling hele tiden.

Efter nogle spændende minutter, er vi dog forbi stenskredet og de løse sten. Stien bliver igen nogenlunde vandret, og vi kan fortsætte turen oprejst – dog stadig med fuld koncentration, da vi stadig har en stejl skrænt lige til højre for os.

Flere gange bliver vi dog nødt til at stoppe op og nyde udsigten, inden vi kommer alt for langt ned i dalen. Sikke en tur, vi har været på. Fantastiske udsigter, som man ikke finder lignende andre steder i verden.

Nede i dalen kan vi ane turen tilbage til Refugio Lagazuoi, den zigzagger op ad den stejle bjergside, men selv om vi har den dramatiske tur siddende i benene, så flyver vi nærmest op ad bjerget igen – vi ved nemlig, hvilken fantastisk udsigt der venter os deroppe.

Refugio til refugio i Dolomitterne

Fra Fiámes nord for Cortina vandrer du gennem skoven nord på til Ra Stua (tre timer). Her kan du indlogere dig og gå på opdagelse i nærområdet, hvis du er kommet af sted tidligt fra morgenen og har ekstra tid.

Dagen efter går turen til Refugio Sennes. Der går en direkte vej gennem dalen, men det er meget flottere at tage turen østover forbi Refugio Biella. Efter en nat i Refugio Sennes går turen tilbage vestover forbi Refugio Fodara Vedla, inden du kommer tilbage til Ra Stua, hvor ringen bliver sluttet.

Du kan også gå fra Refugio Lagazuoi og ind til Cortina mod nordvest på en fire-fem dag elang tur. I det hele taget er der masser af muligheder for vandreture af flere dages varighed.

Hør nærmere på turistkontoret i Cortina og find inspiration i en guidebog – vi kan anbefale Rothers ”Dolomiten 6 – Rund um Cortina d’Ampezzo”. Husk at bestille værelse på forhånd i højsæsonen.

Tak til Cimber-Sterling
www.cimber.dk 

Tak til Cortina Turismo
www.cortina.dolomiti.org 

Regnskab

Flybillet: 3400
Bus Venedig-Cortina retur: 600
Evt. bus ud i bjergene og lift: 200
3 overnatning i hytte: 1200
3 dages madbudget: 2000

I alt: 7400

I alt per person: 3700