Førstehjælp i fjeldet

Ikke nok med førstehjælp
Mange har måske et almindeligt førstehjælpskursus. Det er bestemt også en fordel, understreger Simon Wonsild, men det er ikke optimalt:

”Et almindeligt førstehjælpskursus ligger op til, at den professionelle hjælp er inde for rækkevidde og kommer hurtigt. Dette er ikke gældende på fjeldet. Her kan der måske være en dagsvandrig for overhovedet kunne tilkalde hjælp.”

Derfor er det vigtigt, at man er forberedt på, hvordan man afhjælper et uheld, der typisk kan være en forstuvet fod og afkøling efter at være faldet i vandet eller blevet gennemblødt af et uventet regnskyl. 

Andre uheld kan være lige fra snitsår og forbrændinger til hjerteproblemer. Disse situationer er også vigtige at være forberedt på, så du kan være i stand til at holde hovedet koldt, når det gælder. Simon Wonsild har nogle enkle retningslinjer til, hvordan du bør forholde dig, hvis tingene går skævt på din tur.

Først skal du afgøre, hvor slemt det står til, og start med at yde livredende førstehjælp, hvis det er nødvendigt. Derefter skal du skabe ro og få et overblik over uheldets omfang, og hvad gruppen kan gøre for at afhjælpe situationen.

Herefter skal du afgøre, om det er en skade, som I kan klare uden hjælp udefra, eller om det kræver professionel hjælp. Især ved en alvorlig skade er det vigtigt at bevare roen, og her kommer Simon med en løftet pegefinger:

”Husk, at hvis du har lang vej til at tilkalde hjælp, så tag ingen hurtige, uovervejede beslutninger. Den korte tid, det tager at overveje den rigtige beslutning, betyder her ikke så meget for resultatet på lang sigt.”

Overvej derfor grundigt jeres muligheder, inden du går efter hjælp.

Mobil til hjælp
En tur i fjeldet er generelt ikke farligere end så mange andre ture. Risikoen ligger blot i, at det kan være svært at tilkalde hjælp, hvis det først går galt. En mobiltelefon kan derfor være en god sikkerhed, og efterhånden er der kommet bedre mobildækning i de skandinaviske fjeldområder.

Det vil måske virke forkert for nogen at tage en mobiltelefon med ud i vildmarken, da det netop er dét, mange forsøger at slippe væk fra. Men det giver en god tryghed at have en mobil i tasken. Det er i øvrigt en god idé at holde mobilen slukket, da du så vil være sikker på, at der stadig er strøm på batteriet, hvis du får brug for den.

Selvfølgelig er der en del fjeldområder og steder i for eksempel alperne, hvor der ikke er mobildækning, og her er det nødvendigt, selv at gå efter hjælp, hvis du ikke har en nødradio med.

Nogen steder er der dog opsat nødtelefoner ude i naturen, og de vil være markeret på de officielle kort for området. Husk at tjekke det, inden du tager af sted, så du er forberedt, hvis en uheldig situation skulle opstå.

Er der hverken mobildækning, nødradio eller nødtelefoner vil det være nødvendigt, selv at gå efter hjælp. Netop i disse situationer er det en stor fordel at være flere af sted sammen. For eksempel kan én blive tilbage ved den tilskadekomne, mens to andre går efter hjælp.

Det er i hvert fald vigtigt, at man så vidt muligt altid er mindst to sammen, understreger Simon:
”Husk også at aftale en rute med dem, der går efter hjælp, så I holder styr på, hvor hinanden er til alle tider.”

I dette tilfælde kan det være en fordel med en GPS, men Simon Wonsild understreger, at selv om en moderne GPS kan være nyttig, så må den aldrig erstatte kompas og kort, da batterier kan blive flade og teknik kan drille eller helt blive ødelagt – specielt i vådt vejr.

Er det ikke muligt at sende bud efter hjælp, fordi I sidder vejrfast, eller fordi alle er blevet ramt af uheldet, er der ikke meget, I selv kan gøre. Her vil det være godt at have aftalt fixpunkter med familie, venner eller bemandende hytter i området, så de kan slå alarm, hvis I ikke dukker op på disse fixpunkter til de aftalte tider.

Simons 5 gode råd

1. God planlægning. Arrangér din tur efter evne, og hav kendskab til, hvordan hjælp tilkaldes i netop det område, du skal til.
   
   
2. Kend dit førstehjælpsudstyr. Vid, hvordan alting i kassen virker, og hvad det skal bruges til.
   
   
3. Tænk ulykker igennem hjemmefra. Så er du bedre mentalt forberedt, hvis det skulle ske.
   
   
4. Har folk en kronisk sygdom, så sørg for at du kender den på forhånd samt den relevante medicin.
   
   
5. Og frem for alt: Brug din sunde fornuft, når du er på tur.

Din førstehjælpskasse

Der findes ingen general opskrift på, hvad en førstehjælpskasse skal indeholde. Det vigtigste er, at kassen er tilpasset den enkelt tur og til deltagernes behov. Samt at deltagerne ved, hvordan kassens indhold virker. Simon Wonsild giver dog nogle generelle forslag til, hvad der kan være en god idé at have med i din førstehjælpskasse.

Generelt:

• Gazekompresser til vask og forbinding
• Rullehæfteplaster (smalt tape)
• Sommerfugleplaster (steristrips eller lignende)
• Almindeligt plaster
• Elastisk tape (fx Tensoplast)
• Uelastisk tape (sportstape)
• Elastikbind

Instrumenter:

• Saks
• Pincet
• Kanyler/barberblad (til at punktere vabler)
• Termometer
• Sy-nål til splinter

Medicin:

• Let smertestillende (fx Panodil eller Ipren)
• Næsedråber (fx Efedrin, Zymelin)
• Salve mod kløe (fx Mepyramin creme eller Lidocain)
• Sårrens (fx Klorhexidin)
• Sugetabletter til dårlig hals (fx Hexocain)

Husk at tænke over, hvordan kassen pakkes. Pak den vandtæt. En plastickasse er måske ikke altid en god idé, da denne kan glide ned af sten eller bjegsider, hvis den sættes på jorden.

Typiske skader og behandling

Forstuvning:
Her anbefaler Simon behandling med RICE.

R: for rest. Hvile og aflastning af skadestedet.

I: for is. Skadestedet køles ned, ved at lægge is på i 15 minutter og så holde 45 minutters pause. Gentag for hver time. Husk, at isen aldrig må være i direkte kontakt med huden. Pak derfor isen ind i et håndklæde eller lignende. Alternativt til is kan bruges sne eller koldt vand. Vær opmærksom på, at den tilskadekomne ikke bliver kold i hele kroppen af afkølingen på skadestedet.

C: for kompression. Her anvendes et elastikbind eller tilsvarende fra førstehjælpskassen.

E: for elevation. Det tilskadekomne sted holdes så højt som muligt, helst over hjertehøjde.

Underafkøling:
Hvis kroppen underafkøles af kulde eller fugt, kan kropstemperaturen ikke holdes konstant på de 37 grader, vi normalt har. Tilstanden, der følger sådan et temperaturfald kaldes underafkøling eller kuldevæde chok (hypotermi). Denne situation er farlig.

Underafkøling kan udvikles meget hurtigt, hvis du for eksempel falder i meget koldt vand, eller langsomt, hvis du udsættes for blæst og kulde uden at være ordentligt klædt på. Situationen kan og skal forebygges. Dette gøres ved at begrænse varmetabet mest muligt.

De første symptomer er almen uoplagthed og træthed. Personen er måske ikke selv opmærksom på sin egen situation, så hold derfor øje med hinanden. Symptomerne er også kolde hænder og fødder, kulderystelser, usammenhængende tale samt svækket bevidsthed og dømmekraft.

Alvorlige symptomer er lavt åndedrættet, lav puls og bevidstløshed.

Behandling: Hovedtrækkene for behandlingen er den samme, uanset hvor svært et tilfælde det er. Det gælder om at øge kropstemperaturen igen.

En person med hypotermi opfatter ikke altid alvoren i situationen, derfor er det vigtigt at du presser ham/hende til at spise, få det våde tøj af og kravle i soveposen. Personen skal overvåges konstant, indtil du er sikker på, at han/hun er genopvarmet.