I Kajak rundt om Kap Farvel

Da isen kort forinden var begyndt at pakke, sprang jeg op på en stor isflage for i nogle sekunder at overveje, hvad vi skulle gøre. Det hele gik forrygende hurtigt, og pludselig var kajakken klemt fast mellem to store flager. Hvis jeg ikke var kommet ud af kajakken og op på isen i en fart, havde det været slut. Nu skal vi bare i land, for det her er tæt på at kunne gå virkelig galt. Vi er ude i bugten - fem kilometer øst for den tidligere vejrstation Angissoq. Vi er på vej mod Grønlands sydligste punkt, Kap Farvel.

Fanget i stormen

Det er tankevækkende hvor mange kræfter, man kan mobilisere, når man ved, at redningen nær. Der er kun omkring en kilometer ind til land, men isen driver virkelig hurtigt udefter. Allerede efter fem til ti minutter kan vi dog se, at vi har situationen under kontrol. Luften er fyldt med vand fra de voldsomme vindstød, der pisker havet mod isen og op i luften. Vi er gennemblødte af sved og havvand, men humøret er i top. Fremad hen over den kraftige storis og så ud på de tynde vinterflager, som brister under fødder på os, mens vi løber af sted. Efter to timer kan vi endelig sætte kajakkerne i vandet og padle ind i en lille bugt på østsiden af Ipiutaq.

Vi finder et plant sted med græs og tøjrer teltet til noget drivtømmer. Vindmåleren viser 18-20 meter i sekundet. Men her er læ. Ude på havet, hvor isen pakker omkring det 600 meter høje Kap Christian, er vindstyrken langt kraftigere. Nu skal vi blot vente på, at stormen lægger sig, så vi kan fortsætte ekspeditionen. 

Efter det første døgn i teltet bliver vi utålmodige. Det blæser alt for meget til, at vi kan ro videre, men lidt heldige er vi alligevel, for isen ind i fjorden omkring Eggers Ø er næsten blæst ud.

”Hvis det fortsætter med denne storm, så er al isen væk i morgen. Så kan det være, at vi kan ro den anden vej rundt om Eggers Ø til Kap Farvel,” siger Aske.

Vi finder kortet frem og diskuterer muligheden for den alternative plan. I strædet Ikeq, nord for Eggers Ø, er der måske en mulighed for at trække over land ved den gamle boplads Itivdleq. Det var indtil slutningen af 1950’erne Grønlands sydligste bygd. Her lå også den sydligste nordboruin, så den alternative plan er, på trods af at den er 60 kilometer længere, sikkert en oplevelse. Og vi undgår mere ventetid.

Havets femstjerne

Den tredje dag blæser det stadig, og isen pakker ud for Kap Christian, som ligger omkring 12 kilometer vest for Kap Farvel. Men fjorden nord om Eggers Ø er nu isfri. Der kommer nogle kraftige vindstød ind gennem fjorden, men vi bliver enige om at forsøge. Vi kan ro tæt under land, og bliver det for slemt med vinden, så kan vi blot trække op.

Udsigten til forandring fylder os med energi. Vi på farten igen! Vinden kommer fra sydvest, og de korte, krappe bølger ruller hen over kajakkerne. Men vi har intet besvær med at holde dem på ret kurs - vi skal blot ro kraftigt til, når kajakken ridder på en bølgetop. Ikke langt fra os opdager Aske to hvaler, som ganske ubesværet svømmer imod vinden og bølgerne.

Efter ti kilometer bliver fjorden smallere og vinden meget voldsom. Vi bliver enige om at vente indtil aften, og omkring klokken 19 er vinden løjet så meget af, at vi kan fortsætte. Solen står lavt på himlen, og snart runder vi Qoornup Nuug - den nordlige pynt på Eggers Ø - og padler ind i sundet Imarssuaq. Det er fantastisk smukt. Omkranset af 1000 meter høje, stejle fjelde mødes hele fem store fjorde her.

”Det er havets femstjerne. Lige så smuk som isens Femstjernen oppe i Schweizerland nord for Ammassalik,” siger jeg begejstret til Aske.
Efter syv, otte kilometer ud af fjorden Ikeq kommer der en lav pynt med en vidunderlig elv.

”Der slår vi lejr, Gamle. Så kan du rejse teltet, mens jeg fisker”, siger Aske.

Vi trækker kajakkerne op på en lang skrånende klippe og ser, at der ligger et par store eskimotomter fyldt med kvaner. Aske går straks i gang med fiskestangen, og jeg indretter lejren og plukker kvaner og svampe som supplement til vores pulvermad. Der er en fantastisk solnedgang ind mod de fem fjorde, der ligger som blåviolette sætsykker i et uvirkeligt lys. Vi er begge glade for at være på farten igen.

Farligt farvand

I de sydgrønlandske fjorde er tidevandsstrømmen meget voldsom, men dagen efter er strømmen med os, og vi kommer meget hurtigt ned til den gamle bygd Itivdleq. Her er meget grønt, og inde på kysten står der en fin fangsthytte. Vi lægger til i en lang, smal vig og trækker kajakkerne langt op, da det snart er ebbe, og vandet hurtigt vil stige. Vi klatrer op på en mindre fjeldknold for at se, hvordan dalen ser ud. På kortet ser det hele meget grønt ud. Der skulle tilmed være en række mindre søer og en elv, hvor vi havde forestillet os, at vi kunne trække kajakkerne igennem. Men her oppe fra ser det ganske anderledes ud. Der er meget grønt langs dalens sider, men dalbunden er fyldt med store stenblokke. Søerne er meget små og næsten uden vand. Vi havde forestillet os en brusende elv, men det er nærmere som en dansk bæk med kvaner og højt græs. Det vil kræve alt for mange kræfter at følge dalen, så vi beslutter at fortsætte videre ud af fjorden.

Isen pakker tæt ind imellem de små øer og skær, men kajakkerne er utrolige til at komme frem. Op på isen for at trække nogle meter og så ned i vandet igen. Ind og ud mellem flagerne. Efter nogle timers hårdt arbejde kommer vi forbi isen og følger nu kysten sydover langs de 8- 900 meter høje, lodrette fjelde. Det er meget smukt vejr og frem for alt – stille. Jeg kender flere, som har forsøgt at ro i Kajak rundt om Kap Farvel, men som har måtte opgive på grund af dårligt vejr. På Eggers Øs 20 kilometer lange østkyst er fjeldene lodrette - kun afbrudt af tre smalle fjorde. Det er meget vanskeligt og farligt at gå i land her under en storm.

Ud for den første fjord ligger den lille øgruppe Puukitsut - måske den sidste chance for at slå lejr inden Kap Farvel, men da vejret er fint, og havet er fyldt op med beskyttende storis, bliver vi enige om at fortsætte.

Da vi kommer til fjorden Itivdlip Igdlua blæser det meget voldsomt. Herfra er der kun syv kilometer til Kap Farvel, og vi vil ikke vende om så tæt på målet. Det farligste i Kajak er, når der kommer krappe, skummende bølger ind fra siden. For at undgå det ror vi et lille stykke ind i fjorden mod vinden. Efter halvanden time ændrer vi kursen og sejler ud langs den sidste, stejle yderkyst. Omkring klokken 21 når vi endelig frem til Kap Farvel.

Kap Farvel

Det er alt andet end et poetisk sted. Dramatisk og lidt faretruende rejser det 800 meter høje kap sig langt ud i Atlanten. Tænk at sidde her i Kajak og se op på hele Grønland. Jeg tager et foto af Aske, der sidder i sin Kajak og stirrer op på det stejle kap.
”Det skal være det sidste foto i min nye bog,” siger jeg glad og stolt til Aske.

Tunge skyer er trukket sammen om Kap Farvel. Det er begyndt at regne. Bag det høje kap er en lille dalsænkning, og vi bliver enige om, at vi må finde en lejrplads. Og vi er heldige. Der er en lille dal mellem Kap Farvel og det stejle fjeld bagved. Her er tilmed en lille ferskvandssø, så vi er fri for at smelte is. Vi går lidt omkring for at finde det bedste sted, og opdager, at der også her, på grønlands sydligste punkt, har været eskimoer. På sin vis en tryg tanke, at der tidligere har boet mennesker i telte her. Trætte efter 42 kilometers sejlads med is, dønninger og regn falder vi hurtigt i søvn.

Næste morgen vågner vi til et hult, rungende ekko fra et par nysgerrige ravne. De lodrette klippesider får det til at lyde ekstra højt. Regnen er taget af, men til gengæld har der lagt sig en tyk, mørk tåge omkring Kap Farvel. Vi pakker den våde lejr sammen, og snart sidder vi igen i kajakkerne på vej nordover langs grønlands sydlige østkyst. Regnen slår over i slud, og bag os forsvinder Kap Farvel i tågen.

På jagt efter historien

Turen rundt om Kap Farvel er en del af John Andersens storstilede, femårige Grønlandsprojekt. I 2006 er det 100-året for den store Danmarks Ekspedition, og der er stadig uafklarede spørgsmål omkring, hvordan tre af dens medlemmer omkom. Siden 2002 har John Andersen ledet årlige ekspeditioner til Grønland. Formålet er at undersøge kystområder, der aldrig er blevet undersøgt i sommermånederne, for spor, der måske kan føre til opklaringen af gåden om de tre polarfareres forsvinden. Ekspeditionen vil lave en dokumentarfilm, der beskriver den 100 år gamle historie. {mosmodule module=Grønland}