Hyttevandring i Etiopien

På den anden side af De Tre Brødre
Vi er i Etiopien; i Balebjergene næsten 300 kilometer sydøst for hovedstaden Addis Ababa. De fleste rejsende besøger Simienbjergene i det nordlige Etiopien, men vi har bevæget os til en mere ukendt del af landet. Her skal vi gå Dodola-Adaba-trekket over seks dage, hvor vi undervejs skal sove i fem forskellige hytter. Allerede ved første hytte, Wahoro, føler vi os meget velkomne, og om aftenen leger vi udenfor med den lille pige og hendes veninder, der synes, det er skægt at tage billeder med vores store spejlreflekskamera.

Om morgenen vinker vi farvel til pigen og hendes familie og går mod den næste hytte, Angafu. Det meste af dagen vandrer vi langs en højderyg med udsigt til det storslåede landskab, vi har gået gennem hele vejen fra Dodola. Foran os ligger tre bjergtoppe, der kaldes De Tre Brødre. Hytten, vi skal op til, ligger på den anden side af dem. Abdi, vores guide, er vokset op tæt på Angafu, og det er nogle af hans slægtninge, der bestyrer hytten, som ligger 3.460 meter over havet.

Turisme frem for træfældning
De fem hytter på Dodola-Adaba-trekket er bygget med assistance fra den tyske NGO German Technical Cooperation Agency. I midten af halvfemserne var de med til at etablere et udviklingsprojekt med fokus på økoturisme for at bevare den unikke, oprindelige skov i området. Formålet med projektet er, at de lokale skal tjene penge på turisme frem for at fælde træerne.

Derfor er det også lokale familier, der sørger for rengøring og vedligeholdelse af hytterne. Køkkenerne er yderst simple, og maden laves over et svagt gasblus, der kræver tålmodighed. Da vi ankommer til Angafu, passer det dog ganske fint til vores humør og energiniveau efter en lang dags vandring. Sammen med Abdi kokkerer vi en risret med karry, løg, tomat og kikærter, som vi spiser med udsigt til De Tre Brødre.

Da solen har kastet sine sidste stråler på bjergtinderne, falder mørket hurtigt på, og temperaturen kræver en ekstra varm trøje. Der bliver tændt bål, og vi bliver inviteret med til den etiopiske version af hygge. Rundt om ilden får vi varmen, drikker te, deler snacks og snakker om stort og småt – alt fra fodbold og yndlingsretter til uddannelse og religion.

Abdi fortæller, at hans familie er muslimsk, men at mange af hans venner er kristne, og at der er forståelse religionerne imellem. De respekterer hinandens højtider, og de kristne bryllupper planlægges eksempelvis ikke oven i ramadanen. Vi fortæller om Danmark, og de morer sig over, at vi ikke har nogle bjerge.

Bjergnyalaer og skolebørn
På turen har vi allerede set en hel flok bavianer og et par søde sorte og hvide colobusaber, men vi vil virkelig gerne opleve de etiopiske bjergnyalaer. Antilopen findes kun i Etiopien, og der estimeres at være et par hundrede dyr tilbage. Efter sigende skulle der være gode chancer for at se dem i området omkring Angafu. Abdi har taget sin barndomsven med, og de kigger begge ihærdigt efter de sjældne dyr, men vi har ikke heldet med os.

Til gengæld ser vi masser af sjove Angafu-tidselbuske med røde og gule, kugleformede toppe, der udelukkende vokser i højder over 3.200 meter. Vi kommer også forbi en flok langhornede køer. De bevogtes af en ung dreng, som nysgerrigt følger os et stykke tid.

Landskaberne ændrer sig konstant, og vi er de eneste turister i miles omkreds. Af og til møder vi nogle lokale med æsler, der skal ind til byen, eller børn på vej til og fra skole. Vokser man op i bjergene, kan der være langt til nærmeste klasseværelse, men alligevel begynder mange i skole. Det er dog langt fra alle, der fuldfører grundskolen, da der ofte er brug for arbejdskraften i hjemmet eller i marken. Abdi har været heldig at kunne fuldføre, og vi går forbi hans folkeskole, som har givet ham muligheden for at lære engelsk, flytte ind til byen og arbejde med turister.

Tilbage på vandrestien stopper han pludseligt op. Uden en lyd giver han tegn til, at vi skal gøre det samme. Vi følger hans blik og får øje på en af de endemiske bjergnyalaer. Få meter væk går en flot han med et stort gevir i buskadset og græsser fredeligt. Den får øje på os. Og forsvinder på et øjeblik.

Den eventyrlige skov
Flere gange på turen bevæger vi os ind og ud af den mystiske Harennaskov, hvor mosklædte træer vokser i alle retninger med lianer hængende ned. Harennaskoven er en af Etiopiens få tilbageværende, oprindelige skove, og vores guide forklarer løbende, hvilke træer og buske, vi kommer forbi. Mange af træerne er mere end 500 år gamle, og skoven passer perfekt til et eventyr med hekse og trolde, der gemmer sig bag de krogede stammer.

I løbet af de seks dage i Balebjergene vandrer vi gennem vidt forskellige landskaber. Hver dag stimuleres øjnene af nye udsigter og anderledes vegetation. Uden strøm og internet går aftenerne med bålhygge sammen med de lokale familier. Også på stierne møder vi oprigtig interesse og ærlige interaktioner.

Efter mange kilometers vandring i kuperet terræn kommer vi på den sidste vandredag endelig til en lige grusvej. Vores fødder er taknemmelige.

”Fareeeenjiiii!” bliver der råbt i det fjerne.

Et par hundrede meter fra os vinker en lille dreng med stor entusiasme. Farenji er det etiopiske ord for fremmed, og vi vinker ivrigt tilbage. Vi skal til at gå videre, men han sætter i løb mod os og spurter ned ad en bakke, forbi en masse køer og hen til den sti, vi går på. Helt forpustet står han foran os på bare tæer. Han vil ikke noget særligt, blot sige hej, og efter at have brugt seks dage i Balebjergene står det klart for os, at vi aldrig før har mødt så nysgerrig en lokalbefolkning som her. Etiopiernes åbenhed og gæstfrihed efterlader i den grad et stærkt indtryk.

Etiopiens endemiske dyrearter

Modsat Kenya og Tanzania er ordet safari sjældent det første, folk tænker på, når Etiopien bliver nævnt, men landet har masser af unikke dyreoplevelser at byde på. Her findes både geparder, løver, hyæner, elefanter, giraffer, zebraer, gazeller og bavianer, omend ikke lige så mange som i nabolandene. Kun i Etiopien finder man geladabavianer, bjergnyalaer, Menelik’s bushbucks, gulpandede papegøjer, sortmankede løver og Bale Mountains-marekatte. Hvis man er heldig, kan man se den yderst sjældne abessinske ræv, der også kaldes for en etiopisk ulv. I hele landet lever der mindre end 500, og over halvdelen findes i Bale-bjergene.

Menneskehedens vugge

Etiopien har fået ry for at være menneskehedens vugge efter fundet af det 3,2 millioner år gamle fossil Lucy i 1974. I dag er Etiopien Afrikas næstmest befolkede land med mere end 100 millioner indbyggere, hvoraf 70% er under 25 år. Nationalsproget er amharisk, men der tales omkring 80 individuelle sprog.

To tredjedele af befolkningen er kristne, hvoraf mange er etiopisk-ortodokse. Cirka en tredjedel er muslimer, og der er generelt harmoni religionerne imellem. En stor andel af etiopierne bor relativt isoleret i bjergområder, hvor de typisk lever mange mennesker i små hytter med stråtag og bålplads indenfor. De fleste familier ejer et stykke land, hvor de kan dyrke jorden og lade deres husdyr græsse.

Surdejspandekager og kaffe

Overalt i Etiopien spises injera; surdejspandekager lavet på det næringsrige teff-mel, som flere etiopiske langdistanceløbere sværger til. Madkulturen i landet er overraskende rig på krydderier og kraftige smage. Etiopien er desuden bredt anerkendt som kaffens hjemland, og her bliver mange af verdens mest aromatiske bønner dyrket. Uligt andre kaffeproducerende lande er etiopiernes kaffekultur stærkt lokalt forankret, og besøger man landet, skal man forsøge at deltage i en kaffeceremoni, hvor friske bønner bliver mørkristet, knust og drukket i stride strømme med popcorn som tilbehør.

En anden tid

Etiopien ligger 3° nord for ækvator, og året rundt står solen op ca. klokken 06.00 og går ned klokken 18.00. Det har ført til en lidt anderledes tidsregning i landet, hvor døgnet begynder klokken 06.00 i stedet for ved midnat.

Når vores ure viser 06.30 tidligt om morgenen, vil de i Etiopien altså sige, at klokken er 00:30. Klokken fire om eftermiddagen for os svarer til klokken 10:00. Så husk altid at specificere, hvilken del af dagen der er tale om!

Ligeledes er den etiopiske tidsregning anderledes, og årstallet er 7-8 år bag den gregorianske kalender. Det etiopiske år har 13 måneder; 12 måneder af 30 dage og én måned med fem eller seks dage. Årets sidste dag falder på den 11. september.