Medlemstur i Atlasbjergene

Teltdugen banker ned i hovedet på mig – igen. Det føles som om, det er titusinde gang i nat, at jeg får dugen presset ned i hovedet. Mit ur viser 03.55 og minder mig samtidig om, at jeg befinder mig 3169 meter over havet. Udenfor hyler vinden, og larmen fra den blafrende teltdug overdøver musikken, der tordner ud gennem høretelefonerne i ørene på mig. Jeg er træt, men denne nat er det anderledes, og der sidder lidt spænding i kroppen. Vækkeuret ringer alligevel om et par minutter, så jeg kan vel lige så godt stå op nu. 

Den stille larm
Jeg hopper ud af soveposen. Det er egentlig ikke så koldt, som jeg havde frygtet, og jeg nøjes med et par duntrøjer, softshellbukser og dunjakke. Jeg stikker hovedet ud af teltet, og straks river vinden i mine kinder. Jeg kigger op. Det er stadig helt stjerneklart, og mælkevejen lyser op på himmelen over mig.

Månen er endda stadig fremme, og selvom den ikke er fuld, giver den masser af lys. Jeg smiler bredt. Jeg elsker disse nattetimer. Spændingen ved snart at bevæge sig op mod toppen. Og til trods for at vinden buldrer, så synes jeg, at der er en ro over lejren. En ro over omgivelserne. Det er ro, som jeg nok kun finder i bjergene, og som er særlig tydelig, når man alene betragter de store toppe omkring sig og føler sig lille og ydmyg.

Jeg kigger op mod passet, hvor vi om et par timer skal op, og jeg kan se en række af lys deroppe i mørket. Så er det første hold allerede af sted, tænker jeg. Jeg smiler stadig, da jeg når hen til det første Telt og skriger ”Godmorgen, boys! Er I oppe?” i et forsøg på at overdøve vindens susen. Jeg hjælper vinden lidt på vej og rusker lidt ekstra i teltet for at sikre mig, at Martin og Oliver er vågnet. Det rumsterer lidt, jeg hører liv derindefra, og et par pandelamper tændes.