Medlemstur i Atlasbjergene

Jeg gentager samme rutine ved de andre telte, og da jeg går forbi vores køkkentelt, stikker jeg hovedet ind til Ibrahim og Zozu, vores to kokke, der er i gang med at koge vand og lave morgenmad. De ser sgu også lidt trætte ud, tænker jeg, men som altid bliver jeg mødt af et varmt smil og et ”Hallo, hallo, good morning.”

På toppen mod toppen
Jeg går tilbage til mit telt og gør de sidste ting klar og pakker færdig. Jeg gaber og føler mig lidt søvnig. Vinden har larmet helt vildt hele natten, og jeg føler ikke, at jeg har fået særlig meget søvn i nat. Det har jeg jo nok alligevel, når det kommer til stykket. Når man sover i telt, synes jeg ofte, at man vågner mange gange i løbet af natten, og det giver tit en følelse af, at man ikke har sovet særlig meget. Men vi gik jo til køjs omkring klokken 21 i går, så lidt søvn er det da helt sikkert blevet til.

Da klokken er 04.35, er vi alle sammen samlet i spiseteltet. Der er kaffe i de fleste kopper, og morgengrøden er ved at blive fortæret. Trætheden sidder også i mange af de andre, men der er også spænding at spore. Vinden river godt i det store, tunge spisetelt, og tankerne går da også på, hvordan forholdene mon så er på toppen.

Ved femtiden står vi i samlet flok, og kursen bliver sat mod toppen af Toubkal, 4167 meter over havet. Foran os venter cirka 1000 højdemeter, inden vi kan sætte foden på Nordafrikas højeste punkt. Næsten fra begyndelsen går det ret stejlt op, men tempoet er egentlig ganske fint, og det er dejligt at mærke varmen forplante sig ud i kroppen. Terrænet er ret udfordrende, og det gælder om at holde sig rimelig tæt på manden foran sig for at finde den bedste rute op gennem passagen med de kæmpemæssige sten og klipper, vi passerer i løbet af den første halvanden times vandring.

Solenergi
Højden kan efterhånden godt mærkes, og tempoet bliver sat derefter. Der er heldigvis ingen symptomer på problemer med højden, og selvom der er lidt træthed, virker alle til at være på toppen. Efter et par timer begynder lyset at komme frem, og nuancer af violet, gul og orange skyder frem over bjergene bag os.

Det giver et lille kick, en masse fornyet energi og det virker som om, at hele gruppen har det på den måde. ’Den hårdeste passage er nu også overstået,’ siger Omar. Tja, sådan ser det godt nok ikke ud, tænker jeg, mens jeg kigger op gennem kløften, der fører os op til bjergkammen op mod toppen. Men Omar har ret, og vi kommer ret hurtigt frem. Vi passerer nogle små snefelter, men ikke noget der giver problemer, men det minder os om, at vi efterhånden er ret højt oppe.

Da klokken er godt otte, når vi op til noget, der mest af alt minder om en kraterkant. Der er et drop-off på mindste et par hundrede meter, og udsigten er intet mindre end spektakulær. Der er stadig et stykke vej op til toppen, men her får vi virkelig fornemmelsen af storheden af Høje Atlas. Solens stråler varmer, og kaster lange skygger ud over det bjergrige landskab. Fantastisk.

Nu bliver det stejlt igen, men stien er rimelig god, og topfeberen begynder at melde sig. Vi kan alle mærke, at toppen er lige om hjørnet. Det flader lidt ud, og derude i baggrunden kan vi se toppen. Vi når toppen lige før klokken ni. Der er high-fives, store smil og kram. Solen skinner fra en skyfri himmel, og vinden har lagt sig, så stemningen er helt magisk. Her er helt stille, og udsigten er fabelagtig. Vi kan se ud over den flade, golde Marrakesh-slette og mod syd ses de lavere Anti-Atlas bjerge. Vi kan også se ned til Imlil-dalen, og vi har nu et godt overblik over de sidste dages vandring.

Efter de obligatoriske topbilleder, begynder vi nedstigningen. Vi er glade og stolte over at være nået toppen, men turen ned kræver fuld koncentration. Det overrasker mig stadig en gang i mellem, at det er så meget mere vanskeligt at gå nedad end opad. Der er masser af løse sten, så vi går i roligt tempo, og ud over en knækket vandrestav kommer vi ned uden de store uheld.

Et tilbageblik
Ved et-tiden er vi tilbage i lejren, og trætheden presser sig på, så de fleste går i teltene og får sig en middagslur. Jeg trækker min madras ud i solen, og finder et sted med læ for vinden, der atter har fast greb om lejren. Jeg prøver at læse lidt, men jeg har svært ved at koncentrere mig. I stedet går mine tanker på de foregående dages vandring og de mange oplevelser og indtryk.

I de foregående dage har vi vandret gennem adskillige små berberlandsbyer, hvor nysgerrige blikke fulgte os fra de nedslidte huse. I Atlasbjergenes højest-beliggende landsby, Tacheddirt, blev vi inviteret til te og dadler hos Muhammed, der kunne tale lige så lidt engelsk, som jeg kan tale berberisk, men godheden strålede ud af de mørke, strålende øjne og det store varme smil. Mindet om denne muntre mand, gør mig glad og varm indeni.

Jeg tænker på opstigningen forbi det enorme vandfald og den stejle bjergryg, vi måtte forcere på dag fire. Og på den frodige Ikkiss-dal, hvor vi krydsede det eventyrlige flodleje, der mest af alt mindede om en scene fra Jurassic Park. Jeg kan stadig smage de saftige æbler, som jeg har tygget mig igennem – vi er nemlig havnet lige midt i høsten af æblerne, som denne del af Marokko er så kendt for, og overalt er der muldyr, der er læsset med æbler på vej til markeder i resten af landet.

Tilbage til virkeligheden
Jeg bliver vækket fra mit dagdrømmeri med et brag. Eller sådan føles det i hvert fald. Men det er bare Ibrahim med sit generte smil, der endnu en gang byder på ’berber-whisky’ (mynte-te), kaffe og en lækker eftermiddagssnack. Uha, det ser ud til, at de har kreeret hjemmelavede doughnut-boller igen. Jeg smider hurtigt madrassen tilbage ind i teltet og får samlet resten af gruppen, der søvnigt samler sig i spiseteltet.

Stemningen er god, og efter endnu en skøn aftensmad bliver røverhistorierne atter rullet ud. Da klokken er 21.30, står jeg med tandbørsten i munden og hovedet tilbage med blikket rettet op mod endnu en klar stjernehimmel. Det blæser – måske mere end i går. Så da jeg ser endnu et stjerneskud vælte hen over himmelen, kan jeg alligevel ikke lade være med at bede en lille bøn for vores telte. Jeg kravler ind i teltet til en sidste nat, inden vi i morgen vandrer tilbage til Imlil og derfra med bus til Marrakech.

Vinden river og flår i teltet, men hey, det klarer vel nok en nat mere, tænker jeg. Jeg smiler, da teltdugen for første – men helt sikkert ikke sidste gang – banker ned i hovedet på mig. Jeg hopper i posen, finder min iPod frem, og skruer helt op. Det er en ulige kamp, og vindens susen har vundet, men sådan er det jo i bjergene, og det er derfor, jeg elsker at være herude, tænker jeg, da jeg lukker øjnene og giver mig hen til drømmeland.

Til tops på Toubkal

Det er ikke teknisk svært at komme på toppen af Nordafrikas højeste punkt, men det er en lang tur, og højden gør også, at det ikke bare er lige til. De fleste bruger seks til syv dage på at vandre i Atlasbjergene og slutter af med at bestige Toubkal, men det kan også gøres på blot to dage. Fra Imlil går man direkte til Toubkal Refuge (basecamp), hvor man overnatter, og så tidligt næste morgen går man på toppen og hele vejen videre ned til Imlil, men det er en lang og hård tur, og så får du i øvrigt heller ikke det bedste ud af bjergene.

FAKTA

Hvordan kommer jeg til Marokko?
Det letteste er at flyve til Marrakech. Det koster fra omkring 3000 kroner t/r . Du kan også flyve Agadir eller Casablanca, men der er markant længere til Imlil og Atlasbjergene (3,5-4 timer).

Hvordan kommer jeg til Atlasbjergene?
Fra lufthavnen i Marrakech er der cirka halvanden times kørsel til Imlil, der er hovedbyen i Atlasbjergene. Det er en lille simpel by med enkelte cafeer, hoteller og homestays (’gite’), men med en skøn beliggenhed midt i bjergene.

Vandring i Atlasbjergene
Fra Imlil er der masser af muligheder for at tage på dagsture i Atlasbjergene. Men hvis du har mere end et par dage til rådighed, bør du tage på vandretur, der strækker sig over flere dage. Overnatning i Taschenddirt (4-6 timers vandring fra Imlil) kan anbefales, eller tag på en af de mange 5-7 dages vandreture, der ofte også inkluderer bestigning af Toubkal.

Hvor overnatter jeg?
I Imlil er der en række små hoteller og gites. Det er billigt, og ofte hører der mad med i overnatningen. Tager du på opdagelse i bjergene, er der ofte også steder at overnatte i de små berberlandsbyer, men ellers er det overnatning i telt. Ved ’Toubkal basecamp’ er der to store hytter, hvor du kan overnatte. Det bør bookes gennem en turoperatør.

Hvem kan være med?
Det er ikke vanskelig vandring, men der kan være udfordrende passager, og afhængig af, hvilke ruter man vandrer af, kan der også være lange vandredage, så det er en god idé, at man har vandret før. Turen op til Toubkal er lang og med et par stejle passager, men det er ikke teknisk, så her kan de fleste også være med.

Mere information
Det kan varmt anbefales at få fingre i Cicerones Trekking in the Atlas Mountains, der beskriver 32 dagsture i Atlasbjergene. Alle ruter med kort og fine beskrivelser.