Marokkanske nætter

Til Marokko , Marrakech og Djemaa el Fna
Måneder forinden havde jeg siddet og drømt om varme lande foran mit verdenskort. Jeg ville gerne undslippe en mørk og sludfyldt dansk januar. I Afrika snublede jeg over Atlasbjergene. Marokko skulle være min eskapismes mål. Jeg kan godt lide at rejse i arabiske lande, og her var ét, der økonomisk lå inden for en overskuelig afstand. Rygtet sagde, at Marokko var et billigt rejseland. Og min rejserute fra Danmark kunne gøres billig, billig. Jeg endte med at flyve med pensionistruten til Málaga i Spanien, køre i bus til Algeciras ved Gibraltar, sejle over til Tanger og tage nattoget sydpå til Marrakech, der skulle fungere som udgangspunkt for en vandretur i bjergene. Det var en lang rejse. Folk med mindre tid eller flere penge eller folk uden en udtrykt idealistisk holdning om “at lade selve rejsen være målet” kan anbefales en flybillet til Casablanca og et eftermiddagstog videre til Marrakech. Alle veje fører til markedspladsen Djemaa el Fna i centrum af Marrakech, hvor man efter at være blevet læsset af en taxi med garanti vil finde sig selv overvældet.
I min notesbog fylder indtrykkene fra Djemaa el Fna en side i stikordsform. Udpluksvis: “Slangetæmmere, ildpustere, jonglører, hennatatovører, kvaksalvere, tarotkortsspåmænd, trommedansere, krydderisælgere, bønnemagere, tiggere, spåkoner, ..etc.” Stående med munden åben og rygsækken stadig på ryggen, tydeligvis lige kommet ind med firtoget, bliver jeg hurtigt samlingspunkt for folk, der gerne ville “hjælpe”. En lektie fra tidligere i Tanger er bare at sige nej til det hele. “Where you from?” “- No!” I kvarteret lige syd for pladsen ligger en mængde billige hoteller, og jeg er heldig at finde et med tagterrasse og ro og fred. Hertil når den hektiske by frem som en behagelig baggrundssummen.
Samtidig med at jeg affører mig rygsækken og slår mig ned i en hvid plastikstol, løber jeg tør for planer. Jeg er i Marrakech og vil simpelthen lade mig inspirere. Ude i horisonten ligger Atlasbjergene og gør sig til. Men de må vente - jeg er på ferie. Med deres fremmedartethed emmer de arabiske lande af mystik og giver løfte om eventyr. Det er som om, at tingene står i kø for at ske.

På aftentur i byen
Da det er blevet sen eftermiddag og skumringstid, sidder jeg stadig på tagterrassen. Solen er ved at luske af, og byen tager over med sit orange bylys. På klokkeslag begynder bønnen: “Allaaaaaahu akhbar.” Minareter i alle retninger synes at bekræfte det: Gud er virkelig stor, og natten er arabisk. På vej ud af hotellet siger jeg “Bon soir!” til portieren, der er midt i en landskamp mod Elfenbenskysten og temmelig ligeglad. Jeg drejer til venstre ude i den snævre gyde og står snart i medinaens travlhed. Jeg er havnet i afdelingen for dagligvarer. Vogne med brød skubbes rundt mellem stopfyldte købmandsbutikker og slagternes boder. Skuffede får hænger på kroge.
Længere nede ad gaden kan man købe et sølvfad til familien derhjemme. Eller en snittet elefant - typisk marokkansk. Der er tæpper af uld, lamper af tin og tasker af gamle bildæk. Et virvar af varer. Fire kamæleoner i et lille træbur har svært ved at falde ind. Man tumler frem i en kø af hættede kutter og lange kvindelige gevandter - et stoftog på farten. I øjeblikke møder mine øjne andre øjne bag slør. Smilende eller generte, men alle kulsorte og - for en blåøjet skandinav af hankøn - noget af en mavepuster.
Efter at have mistet orienteringen går jeg i ring. Pludselig står jeg på Djemaa el Fna igen. Pladsen er nu fyldt med små improviserede gaderestauranter. Hver lille stand er et familieforetagende fyldt med familiemedlemmer i hvidt kokketøj. Nogle skærer kød og snitter grøntsager, én har fast tørn ved stegegryden, og de hurtigsttalende fætre skal fange folk for næsen af nabostanden. “Helloouu mister, - mon amí!” Det kan man jo ikke stå for, og straks er jeg bænket og dypper auberginer og fisk i tomatsovs og stærk chili. Jeg bliver mæt og tilfreds for 25 dirham (under 20 kr.), skyller efter med myntete og går hjem under den dirrende nattehimmel.

Afsted mod bjergene
Næste morgen beslutter jeg at se nærmere på Atlasbjergene. Min guidebog fortæller mig, at her er godt at vandre. Fra Marrakech hen til hvor landskabet rejser sig ved den lille by Asni, er der 50 kilometer fladt sletteland. Den distance er bedst at tilbagelægge i bus fra holdepladsen Bab er Robb. Tro ikke umiddelbart på “Sorry, no more bus today”, og hvis du må tage en fællestaxi, så vær en hård forhandler. Jeg ydede min egen private ulandsbistand til en taxichauffør, hvis børn nu har fået nyt tøj, en knallert hver og råd til livslange uddannelser.

I Asni skal man igen passe på ikke at blive snydt. En fællestaxi videre til Imlil koster ikke mere end 15 dirham. Og Asni er ikke det sted i Marokko, hvor indbyggerne er heldige at kunne sælge de allersidste af en fjern oldtids dyrebare håndknyttede tæpper for en bagatel. Jeg er stadig så tvær ved ankomsten, at jeg siger nej til det hele og vandrer de 17 kilometer op til Imlil. Det er en smuk tur, en god langsom måde at møde bjergene på og en god måde til at finde ud af, hvor støvlerne gnaver. Guidebogen advarede om amatørlandevejsrøvere på strækningen, men jeg møder ingen. Efter mange gange “Bon joouur!” når jeg landsbyen Imlil.

Basecamp Imlil
I Imlil sover jeg. Byen har to hoteller, diverse rum til leje og et refugie for bjergbestigere (CAF). Jeg vælger det billigste hotel, der kostede 30 dirham (20-25 kr.) på den tid af lavsæsonen. Lige inden sengetid slentrer jeg en tur og har hurtigt overskuet resten af Imlils faciliteter. Langs en vej med en enkel gafling ligger de jordfarvede huse, oftest med en lille butik ud til gaden. Vareudvalget er begrænset, og priserne er steget sammen med højden over havet. Det kan anbefales at proviantere, inden man når hertil, og i Imlil højst supplere forsyningerne op.

Midt i byen ligger den plads, hvor fællestaxierne holder. Her venter bjergguider og æseludlejere på kunder. Et æsel kan fås for 80 dirham om dagen, en guide skal have omkring 120 dirham, men jeg siger igen nej til de mange god tilbud. Med en hvis selvtillid mener jeg nok, at jeg kan bære min egen oppakning og følge stien opad. Samtidig har jeg oparbejdet en hvis skepsis og ser for mig, hvordan marokkanere og marokkanske æsler et sted halvvejs oppe af bjerget pludselig vil insistere på ekstratillæg for bratte hældninger eller dyb sne.

For koldt på toppen
Den næste dag møder jeg de to spanske montañeros Carlos og Toni, der planlægger at bestige Djebel Toubkal. Jeg aftaler at følges med dem et stykke op i bjergene. Vi går op gennem stenede dale og op ad bevoksede skråninger. I lang tid syntes jeg, det vil være for kedeligt at vende om, og så er det pludseligt blevet for sent. Nu kan jeg alligevel ikke nå tilbage til Imlil. Spanierne hænger på mig.

Vi passerer gennem landsbyen Sidi Chamcharouch, kendetegnet ved en iøjenfaldende hvid klippe. Der er i praksis kun tale om en klynge huse, men et af dem er ifølge lokale myter intet mindre end et tempel for Satan. Det synes vi, lyder fuldstændigt fornuftigt på det tidspunkt. Vi stavrer bare videre. Fremme ved refugiet Neltner har vi gået små 13 km hen men tolv hundrede højdemeter opad. Vi synes, at det har været en meget hård tur.

Da jeg den aften ligger i soveposen og småfryser mast inde mellem Carlos og hans Sancho Panza ved foden af Djebel Toubkal, ved jeg, at jeg ikke vil kunne nå toppen næste dag. Jeg går med gummisko i sneen og vabler i gummiskoene. Guidebogens afsnit om forholdene i højderne om vinteren var læst, men er først forstået nu. Mine naboer vånder sig ved deres tunge rygsække - de er også på vej til at snakke sig ud af et topforsøg. Nattens drømme vil sikkert handle om fleece og fodmassage. Eller også om at vende tilbage, når æbletræerne blomstrer længere nede i dalen, og grænsen for sne og kulde er rykket opad.

FAKTA

Vandring i De Høje Atlasbjerge
Det anbefales at erobre Atlasbjergene enten om foråret eller om efteråret. I perioderne marts-maj og september-oktober undgår man vinterens tykke snedække, såvel som sommerens hede dagtimer. Topbestigningen af Djebel Toubkal skulle da kunne gøres uden det store besvær - øvede bjergbestigere vil måske savne vinterens udfordringer. Men alene vandreturene omkring toppen må være fantastiske.

Forrevne klippesider veksler med frodige dalsænkninger. Fra Neltner kan man fortsætte over et pas og ned på den anden side mod områdets eneste bjergsø, Lac d’Ifni. Bjergsøsblå ligger den klemt inde mellem rødbrune bjergsider. Herfra kan man vælge en alternativ rute tilbage til Imlil, så man til slut har gjort en rundtur af omkring fire dages varighed. Undervejs vil man passere igennem flere af de små berberlandsbyer, der næsten falder i ét med skrænterne. Her kan man oftest leje et værelse.

Har man større lyst til at sove i telt, mener jeg, at man i bjergene kan slå det op, hvor man vil. I nærheden af bebyggelse foretrækker de lokale, at man benytter anviste steder og betaler en lille sum.

Hvis beklædningen er den rigtige, vil området kunne nydes af bjergvandrere på alle niveauer. Planlægger man at gøre turen til Djebel Toubkal direkte, kan man tilmed sagtens spare sig guiden. Selv om man sandsynligvis kommer til at vandre uden kort, så er stien opad let at se.

Andre ruter i området findes beskrevet og skitseret i flere guidebøger, og også disse burde være til at følge uden indfødt assistance. Nogle vanskeligheder ved at bryde fra hovedsporet kan dog i vintermånederne udgøres af sne, der skjuler de alternative stier. Det problem er smeltet til foråret. Hvorvidt man må svigte pakæslerne, kommer vel til alle tider an på, om man har gode ben.

Det er ikke ligetil at finde et velegnet vandrekort over Toubkal-masivet. I Imlil sælges kort ikke, men man kan med lidt god vilje kalkere et, der hænger i CAF-refugiet. Rygtet siger, kort kan fås i Casablanca eller sågar gennem den franske Federation Francaise de la montagne at de l’esalade (www.ffme.fr); jeg har ikke haft held med nogen af de to muligheder. Bedste tilnærmelse er stadig skitser i diverse guidebøger (se under litteratur).

Selve rejsen
Hele rejsen er virkelig velegnet til en enkelt uges ferie. Et par dages ophold i Marrakech med indkøb og indsnusning af atmosfære og fire-fem dages vandring i Nationalparken Toubkal. Har man længere tid, kan den let fordrives i både by og bjerge.
En retur flybillet til Rabat kan i øjeblikket fås for ca. 3500 kr. Herfra er transporten relativ billig.

Litteratur
“Trekking in the morrocan Atlas” (ISBN 1873756356). Bogen er en guide for bjergvandrere med information om regionens flora og fauna. Kortene heri skulle være detaljerede, men ikke topografiske vandrekort.

“The Atlas Mountains: A Walkers guide” (ISBN 185284258x). Denne bog har en oversigt over ruter i området og beskrivelser af de enkelte ture. God til bestigning af Djebel Toubkal.

I Lonely Planets og Rough Guides bøger om Marokko findes brugbare afsnit om trekking i Atlasbjergene og shopping i Marrakech. Også afsnit om historie, kultur osv. er rare at have læst.

Særlige forhold
Marokkanerne vil gerne lokke nogle penge ud af dig: Bussen er altid lige gået - men de kan hjælpe med en taxi. Priserne på alting er altid ti gange det normale. På en god dag, hvor man har overskud, er deres mange påfund mest gavtyvestreger, man kan grine lidt af. På en dårlig dag er det simpelthen ekstremt irriterende. Marokko er et fattigt land med en stor befolkning, og det forklarer det meste, - ligegyldig hvor backpacket, du ser ud, er du stadig en hvid rigmand. Det må være en fordel at kunne lidt arabisk, men derudover kan man ikke gøre meget andet end at være forberedt.