Far og søn i Atlasbjergene

Ved byen Imlil stopper den asfalterede vej, og byen er også sidste stop for os. Jeg har på tidligere ture i Atlasbjergene lært to lokale bjergguider at kende, Hassan og Ahmad, der er bosiddende i Ahremd, nabobyen til Imlil og den sidste egentlige by inden opstigningen mod Toubkal. Hassan henter os med sit æsel, der er gammelt, men alligevel stærk nok til at bære både Loui og jeg. Hassan er ligesom Ahmad 38 år. Han er rolig, underfundig og har et behageligt tempo på vandreruterne. Ahmad er mere ivrig, men de er begge imødekommende og rare, hvilket er afgørende, når man skal bruge mange timer sammen. Det tager en lille time at gå fra byen Imlil op til Ahremd. Vi går op igennem landbrugsterrasser med valnøddetræer, der giver tiltrængt skygge for solen. Det skal vise sig, at vi på turene rundt i regionen aldrig får brug for en pause på æslet. Men det er betryggende, at trætte børn og voksne kan få en pause på æselryg, hvis det skulle blive nødvendigt. Ahremd er vores udgangspunkt for turene rundt i regionen. Den lille by med omkring 1500 indbyggere har ingen veje og ingen biler, kun snørklede, stejle stier beregnet til gåben og æselryg. Hassan fortæller, at de stejle stisystemer giver stærke ben og et langt liv. Hans 95-årige far, der stadig går ture i byen, er vidnesbyrd om dette.

Små ben – i tvivl og i løb
Vandreruterne i de høje Atlasbjerge er mange, og der er flere ture, man kan vandre med selv ganske små børn, særligt når man har et æsel med. Efter en god nats søvn i Ahremds eneste guesthouse, der er ejet af den tidligere bjergguide, Mohammad, tager vi hul på en tur mod Toubkal Refuge i 3200 meters højde. Det er lidt dristigt at starte med en vandretur udelukkende med opstigning, men solen skinner og humøret er højt. Sneen er grødet, hvilket gør det sikkert, om end tungt, at vandre op ad igennem et landskab, hvor trægrænsen ved omkring de 2300 meter afløses af sne og klipper. Efter to timer begynder min søn at tvivle på, om vi når op til refugiet. Det er ikke som sådan træthed, der melder sig, mere kedsomhed over udsigten til endnu tre timers gåtur, plus gåturen tilbage. Vi har tidligere vandret i Island, samt gået korte ture med telt ved Stevns Klint og Sjællands nordkyst og vi aftaler at gå videre, men bliver samtidig enige om at gå ned, såfremt en af os ikke orker mere.

Synsk mand og sneboldkamp
En times gåtur fra Ahremd, i den allersidste meget lille by på ruten mod Toubkal, bor en synsk mand, også kendt som ’Den kloge mand fra byen Chamrarouch’. Flere berbere i området rådfører sig med ham, men ikke alle har tiltro til manden, da det for nogle strider mod den muslimske tro. Vi møder nygifte par på æselryg på vej til den kloge mand, men især møder vi andre rejsende på vej til og fra Toubkal samt lokale, der transporterer varer til Toubkal refugie. Vi oplever også et par primitive succeser, da vi overhaler flere unge mennesker.
Det er hårdt at gå op ad i fem timer, men vi kommer ind i en god rytme, og der er god stemning. Vel fremme ved refugiet, der er større end forventet, robust udført, og omgivet af betagende bjergtinder, spiser vi en solid frokost kokkereret i en traditionel tajin: skoldhede grøntsager og krydret tomatsovs med dampende couscous – ”The food so nice, they named it twice,” som man siger på de her kanter.
Loui spørger, om vi ikke skal fortsætte op til toppen. Det kræver dog en overnatning for at akklimatisere, men refugiet er fyldt, og vi har ikke telt og sovegear med. Måske det er held i uheld, da den lange vandretur i sig selv har været en succes, og vi fortsætter i stedet tilbage ned til Ahremd. Turen går med en lang sneboldkamp, og Hassan lærer Loui at løbe ned af bjergsiden for at skåne knæene. Vi aftaler, at løb kun foregår steder uden faretruende afsatser. Om vi er heldige eller dygtige, eller om løb ned af bjergsider bare er smart og fornuftigt, er svært at sige, men vi falder ikke på noget tidspunkt, og det forekommer nemmere end at gå.

Op, ned og hjem igen
Den næste dag begiver vi os ud på et hike, hvor planen er overnatning i en mindre berberlandsby, Tizi Oussem, der ligger på en mindre bakketop i Azzadene-dalen. Berberne var det oprindelige folk i Nordafrika, men de blev for over tusind år siden fortrængt til områderne i ørkenen og bjergene. Det har senere givet berberne et ry, som hårdkogte og udholdende.
Vi har optur på og er glade efter turen til Toubkal Refuge. Vi går stille og roligt op og ned i det bakkede landskab, hvor mindre udtørrede træer og buske er den primære vegetation i den rødbrune jord. Vi bliver budt velkommen i Tizi Oussem af byens borgmester eller talsmand, som har sms´et med Hassan. Han kommer os i møde og fortæller på fransk, at der er langt mellem besøgene fra turister i hans lille landsby. Han vil gerne have flere besøgende, og han møder op for at forklare, at netop hans by er en af de smukkest beliggende i området. Vi aftaler med et glimt i øjet, at vi i hvert fald vil besøge landsbyen, hver gang vi er i området. Vi går en lille tur i byen og småsludrer ved hjælp af kropssprog med nogle børn, der leger i solnedgangen. Det bliver til en mindre fodboldkamp med en sammenkrøllet papkasse holdt sammen af elastikker, hvor målet er en lukket port ind til to trætte æsler, der brøler ved hver scoring. Vi sover igen tungt ovenpå megen fysisk aktivitet, og dagen efter spiser vi morgenmad, bestående af nybagt brød, som vi dypper i frisk olivenolie.

Vinker farvel
Vi begiver os efterfølgende i Hassans rolige tempo tilbage til Ahremd. Her besøger vi det lokale hammam sammen med 20 andre mænd og drenge fra landsbyen. Her er fugtigt og lavt til loftet, men de blå fliseoverflader i de tre separate rum, med det sidste som det varmeste, er rene og glatte. Blandingen af brun sæbe, skoldhede fliser og iskoldt vand giver den perfekte afslutning på turen i de høje Atlasbjerge. Dagen efter går vi op til et pas i 2600 meters højde, primært fordi Loui gerne vil gå en sidste tur, inden vi forlader området. Der er fin udsigt ud over Imlil-dalen, og vi kan se samtlige små landsbyer og bebyggelser i området. Hassan har medbragt en nøddemiks med rosiner, paranødder og valnødder samt nogle små kiks. Både Hassan, Loui og jeg fisker uden om de lidt kedelige kiks og bliver enige om, at Ahmad nok bedst kan lide kiksene. Vi løber ned ad bjergsiden direkte til Imlil, hvor Ahmad venter med vores baggage, en kop mynte-te og vores taxa til Marrakech. Vi vinker farvel med glæde over turen og intentionen om at vende tilbage snart.

Bestig Toubkal

Man kunne godt tage sin 10-årige søn med på toppen af Toubkal, men det må blive næste gang. Turen til toppen er klart lettest om sommeren, hvor der ikke er sne, men det kan sagtens lade sig gøre om vinteren, hvor man med en nogenlunde kondi og med steigeisen kan gå fra Toubkal Refuge til Toubkal Summit på mellem tre og fire timer. Steigeisen og eventuelt isøkser kan lejes ved refugiet, der ligger i 3200 meters højde. En guide er altid anbefalelsesværdig, men især om vinteren, hvor det er glat, kan et manglende overblik resultere i en kedelig rutsjetur ned ad bjergsiden. Nedstigningen på stykket tæt ved Toubkal Refuge har forårsaget flere dødsfald, formentlig fordi det forekommer som et let stykke, men glider man her, er faldet langt. I bedste fald er det smertefuldt, i værste fald dødeligt. Når det er sagt, er opstigningen til toppen af Toubkal mere en vandretur end egentlig bjergbestigning, selvom man selvfølgelig bestiger bjerget. Om vinteren er det muligt at stå på ski fra toppen og ned til refugiet.

5 Snickers mod toppen

Min første tur til toppen af Toubkal tog i alt 14 timer fra Imlil til toppen og tilbage igen. At jeg gjorde det på én dag var ikke noget med en personlig udfordring. Det var for at spare tid, så der var tid til andre vandreture i området og afslapning i Marrakech. De 2400 højdemeter til toppen blev dog en udfordring, der involverede tårer, hovedpine og fem, muligvis seks, Snickers-barer.
Min guide, Hassan, og jeg forlod Imlil tidligt om morgenen en kølig og solrig januar-dag i 2010 og efter fem timer i høj sne nåede vi Toubkal Refuge i 3200 meters højde. Allerede der var jeg mere end almindelig træt, måske på grund af en mindre forkølelse, men formentlig også på grund af højdemeterne og en knap så skarp kondi. Jeg havde allerede spist mine to Snickers, så jeg købte fire ekstra i den lille og selvfølgelig dyre shop ved refugiet, to til Hassan og to til mig. Vi spiste en frokost og fandt vores steigeisen og isøkser frem. Jeg følte mig ok i starten af opstigningen, men efter to timer på bjergsiden og konsumeringen af mine to sidste Snickers, ramte udmattelsen og formentlig højden mig. Hassan forsikrede mig om, at vi var tæt på, men jeg var i tvivl, om jeg kunne klare det. Lidt unfair tiggede jeg Hassans sidste Snickers, spiste den, lukkede øjnene og gik indædt det sidste stykke. Ikke langt fra toppen befandt vi os på et plateau og kunne endelig tage vores steigeisen af og gå stille og roligt det sidste stykke. På toppen fældede jeg et par tårer, alt imens Hassan fortalte mig, at jeg havde spist begge hans Snickers.

Ibrahims shop

Ibrahim og hans familie er de sidste tæppehandlere, man møder inden opstigningen til Toubkal. Ibrahim er sælger til fingerspidserne, men knuselskelig og bestemt et møde værd, hvis man en dag befinder sig i byen Ahremd. Han kan imitere de fleste sprog, og han er især skarp på kinesisk og ’australsk’. Han byder på mynte-te og har altid kloge ord, såsom ”Det er vigtigt, at have dine penge I hånden og ikke tæt på hjertet” og “Du har et kinesisk kamera, og det virker en gang. Køb et berber-tæppe og det virker hele tiden.” Hans smiger og drillerier er skønne, så drik en kop te her. Og køb eventuelt nogle antikke tæpper med meget historie.

Vandring med børn

At rejse med børn er generelt en døråbner i mødet med andre kulturer, og sådan er det også i Marokko. Børn er en stor del af familiestrukturen i landsbyerne omkring de høje Atlasbjerge, og der er en meget stor imødekommenhed for børn i de mange landsbyer. Der er ikke mange turister med børn i området, hvilket gør det eksotisk for både børn og voksne i regionen. Flere gange blev vi inviteret indenfor, primært fordi de gerne ville have Loui til at møde deres børn.
Hvis man gerne vil have sine børn med på vandreferie mere end én gang, er det min erfaring, at det i starten skal være sjovt. Start med småture, eventuelt krydret med et vandfald eller en anden form for attraktion eller mål. Det fede ved at vandre er jo, at man kun skal tænke over, hvor man sætter fødderne, men det er svært at sælge som det første til iPad-generationen. På en længere vandretur er der ikke meget at lave andet end at sludre og tie stille, og begge dele er ret så geniale i samværet med børn, og noget der kan være svært i en hverdag med mobiltelefoner, mails og små skærmydsler. På en vandretur kan man med andre ord ikke flygte fra samværet med sine børn, og det kan nogen af os have en tendens til i en fortravlet hverdag eller på en mere end traditionel ferie ved strand eller by.
Det er overraskende, hvor langt selv ganske små børn kan gå, men det vigtigste er, at de efterfølgende har en følelse af, at det gav god mening at gå i naturen. Ruten skal afstemmes børnenes alder og den mavefornemmelse, man som forældre har i forhold til fysisk formåen. Og er man i tvivl, så lej et æsel. Måske et motto, man også kunne bruge i andre sammenhænge?

Markedspladsen i Marrakesh

Marrakech er en livlig by, og markedspladsen Djemaa el-Fna er nærmest mytisk med slangetæmmere, ’tandlæge’ bevæbnet med tang og medicinmænd med gode råd mod impotens ved hjælp af strudseæg. Selvfølgelig er Marrakech turistet, men den store markedsplads er også et sjældent udflugtsmål for mange beboere i det sydlige Marokko. Her er bestemt spændende for børn.

FAKTA

Hvordan kommer jeg til Marokko og Atlasbjergene?
www.norwegian.com har billetter til både Agadir og Marrakech fra omkring 2.000 kr. for en returbillet. Agadir ligger omtrent tre timers kørsel fra Imlil og Marrakech ligger omtrent en time væk. En taxa koster mellem 30-40 euro for en times kørsel. Alternativt kan man tage lokale busser til meget lave priser.

Hvordan overnatter jeg?
Det er muligt at rejse med telt i området omkring Toubkal, men ellers er der overnatningsmuligheder i de mindre landsbyer i området. Vælger man at tage af sted uden guide, er det fornuftigt at medbringe telt.

Hvornår skal jeg tage af sted?
Du kan rejse til Atlasbjergene hele året, men om sommeren er ruten til toppen af Toubkal fri for sne.

Hvem kan vandre i Atlasbjergene?
Alle med lyst til at vandre har mulighed for at gøre det ved Toubkal, om end opstigningen til toppen kræver en nogenlunde kondi. Der findes vandreruter i alle niveauer, og børn i alle aldre har mulighed for en sjov oplevelse i Atlasbjergene.