Inkastien til Machu Picchu

Vi startede med rygsæk og store forventninger ved kilometer 88 – den lille perron på togturen mellem Cusco og den lille by Aguas Calientes, der ligger i dalen under Machu Picchu – og begav os op, op og op. Forbi den lille landsby Wayllabamba, hvor hønsene kaglede, og udsigten ud til bjergtoppene og ned over dalene var blevet smukkere, og videre op til engen Llulluchapampa i 3680 meters højde. Her slog vi teltene op og skuede ud over de sneklædte bjerge og mærkede den friske bjergluft blive koldere, som nattens mulm og mørke kom snigende og fik soveposen til at lokke.

Død Kvindes Pas

På andendagen begav vi os langsomt op mod det højeste pas på turen, Abra de Huarmihuañusca, Død Kvindes Pas. Der i 4200 meters højde mærkede vi den dejlige fornemmelse af tynd bjergluft, holdt pause, spejdede ud over Andesbjergene og sagde ikke meget.

Og sådan er det gået de seneste dage – op og ned gennem bjergene, der konstant overrasker og får os til at stoppe op for at puste, kigge og være lykkelige over at være her. Vi passerede gamle inkaruiner, vandrede på stier grundlagt for et halvt årtusinde siden, og passede på knæene op og ned ad trapper, der er lige så gamle.

I morges stod vi så op før solen og begav os det sidste stykke mod Machu Picchu, så vi kunne være lige præcis her i Solporten, når solen stod op over ruinbyen.

Solens morgenstråler skinner ned gennem en let tåge og hurtigtsvævende småskyer, der smyger sig op over bjergkammen, ruinbyen ligger på. Det er på en gang majestætisk og mystisk, storslået og bjergtagende. Det er den perfekte afslutning på et fantastisk trek.

Glade sætter vi af sted ned mod Machu Picchu.