Du er her:

Inkastien til Machu Picchu

Inkastien til Machu Picchu er det mest klassiske trek i Sydamerika, utrolig smukt, og så vader man lige lukt ind i en af verdens største kulturattraktioner ved dets slutning – den uforglemmelige ruinby Machu Picchu.

paolo-jacopo-medda.jpg
Skrevet af: Redaktionen
Opdateret den 22. maj 2018

Inkastien til Machu Picchu er det mest klassiske trek i Sydamerika, utrolig smukt, og så vader man lige lukt ind i en af verdens største kulturattraktioner ved dets slutning – den uforglemmelige ruinby Machu Picchu.

Solen er så småt ved at titte frem over de snedækkede toppe i Andesbjergene, og forude kan jeg se, hvordan stien når sit højeste punkt. Jeg kan ikke lade være med at sætte tempoet i vejret. Når op i passet, og der ligger ruinbyen. Der, på en bjergkam under tinderne, ligger Machu Picchu – de mystiske ruiner fra en svunden tid.

Som jeg står her i passet Intipunku, Solporten, og kigger ned over Sydamerikas vel nok mest berømte site, kan jeg ikke lade være med at tænke tilbage på de tre foregående, fantastiske dage.

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

Vladimir-Korostyshevskiy.jpgVi startede med rygsæk og store forventninger ved kilometer 88 – den lille perron på togturen mellem Cusco og den lille by Aguas Calientes, der ligger i dalen under Machu Picchu – og begav os op, op og op. Forbi den lille landsby Wayllabamba, hvor hønsene kaglede, og udsigten ud til bjergtoppene og ned over dalene var blevet smukkere, og videre op til engen Llulluchapampa i 3680 meters højde. Her slog vi teltene op og skuede ud over de sneklædte bjerge og mærkede den friske bjergluft blive koldere, som nattens mulm og mørke kom snigende og fik soveposen til at lokke.

Død Kvindes Pas

På andendagen begav vi os langsomt op mod det højeste pas på turen, Abra de Huarmihuañusca, Død Kvindes Pas. Der i 4200 meters højde mærkede vi den dejlige fornemmelse af tynd bjergluft, holdt pause, spejdede ud over Andesbjergene og sagde ikke meget.

Og sådan er det gået de seneste dage – op og ned gennem bjergene, der konstant overrasker og får os til at stoppe op for at puste, kigge og være lykkelige over at være her. Vi passerede gamle inkaruiner, vandrede på stier grundlagt for et halvt årtusinde siden, og passede på knæene op og ned ad trapper, der er lige så gamle.

I morges stod vi så op før solen og begav os det sidste stykke mod Machu Picchu, så vi kunne være lige præcis her i Solporten, når solen stod op over ruinbyen.

Solens morgenstråler skinner ned gennem en let tåge og hurtigtsvævende småskyer, der smyger sig op over bjergkammen, ruinbyen ligger på. Det er på en gang majestætisk og mystisk, storslået og bjergtagende. Det er den perfekte afslutning på et fantastisk trek.

Glade sætter vi af sted ned mod Machu Picchu.

 

Andre spændende artikler


Rejseberetninger + fiktion

Rejseberetninger + fiktion

Harare

Harare

Klumme: På rejse i en verden med banditter

Klumme: På rejse i en verden med banditter

Log ind