Kanotur i Utah

Floden tidoblet
Planen var at lave en let introduktion til længere kanoture for ungerne. Lige nu tyder deres tørre læber og røde øjne ikke på, at de ligefrem nyder tilværelsen.

Den golde, flade i ørkenen ved Fort Bottom er den første lejrplads, vi har kunnet finde langs Green River i Utah. Tilgængeligheden op af en stejl brink gennem tæt, insektinficeret krat er elendig, men hele familien har behov for at slå lejr. Nu.

Under normale forhold skulle der være masser af steder at campere, men Davin fra Tex Riverways i Moab har fortalt os, at omstændighederne ikke er normale.

Afsmeltningen i Rocky Mountains er enorm i år, og flodens volumen er tidoblet. De fleste lejrpladser ligger under vand. Bredderne er enten lodrette, sandfarvede vægge eller uigennemtrængeligt grønt buskads. Der er hedebølge.

Sara rejser teltet på den flimrende, stenede flade. Ungerne bevæger sig som i slowmotion under deres klippeudhæng. Der er for varmt for dem til at lave andet end at drikke. Sara og jeg har padlet månedlange ture i Skandinavien og Canada.

Modvind, sne, blå fødder. Ironisk nok planlagde vi denne tur i Utah for, at ungerne ikke skulle fryse og på den måde få en negativ oplevelse af udelivet. I vores naivitet havde vi ikke forestillet os, at ørkenens utilgivende klima kunne præsentere så stort et problem.

Klippet ud af cowboyfilm
Landskabet langs floden er klippet ud af min barndoms cowboyfilm og Lucky Luke-hæfter. Meget af Green River løber i kløfter, der i sig selv har en magtfuld skønhed. De snævre slugter afløses periodevis af panoramiske westernlandskaber.

I timer laver vi ikke andet end at styre og forundres. Børnenes tilpasningsevne forundrer mig. Allerede på dag to har de vænnet sig til de begrænsninger, en nådesløs sol og en hysterisk høj temperatur giver. Floden flyder hurtigt, men der er ingen strømfald.

Det betyder, at vi har kunnet sætte vores to kanoer op i en ”T-Cat”. To kanoer sat sammen med en meterbred platform udgør en uhyre stabil katamaran. Vi kan lave mad, holde tegnestue – ja benytte os af det medbragte toilet, mens vi navigerer ned af den hurtigt strømmende flod.

Det medbragte LifeStraw – drikkedunk med vandfilter – er uundværligt. Vandet i floden er relativt køligere, end det vi har liggende i 25-liters-dunke, frit eksponerede i kanoerne.

Vi henter vand mættet af sand direkte ud af Green River. Gennem sugerørets filter er det drikkeligt. Vi drikker. Hele tiden. Børnene bader. Hele tiden.

Når vi er i lejr, piler firben rundt, kolibrier besøger os, og af og til ser vi en slange forsvinde i græsset.

Kolibrier, strømhvirvler og chili
Sceneriet er spektakulært. Øde, tørt, brutalt, men på ingen måde stille eller goldt. Den jungleagtige bevoksning langs bredderne er hjem for et alsidigt fugleliv. Fuglene tier ikke så længe, solen står på himlen.

Magten i flodens vandmasser skaber pludselige sugende strømhvirvler, der bobler og syder, ungerne synger, kalkungribbe og ravne følger vores tur. Når vi er i lejr, piler firben rundt, kolibrier besøger os, og af og til ser vi en slange forsvinde i græsset.

Varmen kræver konstant afkøling. Børnene får bundet et tov i redningsvestene og bader i vandet mellem de to kanoer, eller sidder på platformen med fødderne i vandet og plasker.

Når vi har slået teltet op, tilbringer de meget tid med at bygge mudderslotte og sprøjte mere med vand. Vi binder dem fast til de optrukne kanoer og lader dem flyde i strømmen ud for lejren.

De har næsten nemmere ved at acceptere varmen og støvet, end jeg har, og virker glade for det simple liv. De laver dukketeater med figurer, de selv tegner. De leger rollelege, når skyggerne bliver lange, og varmen bliver mindre intens.

Der læses højt i timevis. Vores dreng lærer at spille fisk – det bliver nærmest en besættelse. Han vågner klokken fem om morgenen og annoncerer, at ”så skal der spilles fisk mammadello!”

De spiser uden at kny den egentligt ret elendige dåsemad, vi har medbragt. Et lille oprør over chili på dåse kommer på tredjedagen, men da har jeg også fået nok.

Som at navigere en lastbil
Anderson Bottom viser sig at være vores absolutte favorit, når det kommer til lejrpladser. Der står et stort træ i det savannelignende landskab. Den skygge, det leverer, sammen med en nådig brise giver plads til lidt mere aktivt lejrliv.

Et udtørret flodleje giver mulighed for nogle timers vandring ind en labyrint af canyons. Kaktusser, jordegern, rovfugle – børnene er til stadighed i leg. Varmen er stadigvæk brutal – vores datter opdager, at de medbragte skumfiduser er smeltet sammen til en blok, limen i ryggen på billigbøgerne giver op for heden og forvandler litteraturen til løsbladssystemer.

Det varme sand får sålerne på mine vandrestøvler til at slippe. Sara brænder sine tæer i det varme sand og må sidde med fødderne i floden en times tid.

På sjettedagen møder Green River Colorado River efter en serie halsbrækkende herresving gennem helt utrolige slugter. Vandmængderne fordobles, og pludseligt mærker vi begrænsningerne i katamaranopsætningen.

Suget fra strømhvirvler bliver pludseligt betydende, og der kommer brus på vandet. Strømfaldene er næppe over grad II, men vandets fart og volumen er voldsomt. Det er som at navigere en lastbil. Krydstag og bremsetag føles impotente, og det tunge fartøj er svært at navigere.

Ungerne får ikke lov at opholde sig på platformen, mellem kanoerne, men bliver kommanderet ned i sæderne. Tonen i vores lille fartøj bliver lidt skarpere. Finder vi ikke lejrplads i tide, ender vi i Catataract Canyon og klasse V strømfald.

Utah med hjem?
Vi suser ned af Colorado River. Sara spotter pludseligt et stykke sand, og med lidt hidsig kommunikation og aggressiv padling får vi vendt snuden ind i stille vand ved Spanish Bottom.

Efter en uge på Green River og Colorado River bliver vi dagen efter hentet i jetbåd af Davin fra Tex Riverways. Lige inden jetbådens motorer begynder at brøle, ser vores femårige søn sig omkring. Så drejer det lille brune ansigt sig mod mit.
”Far?” siger han.

”Kan vi skære det her stykke af USA ud og tage det med hjem?” spørger han.
Ekspresfarten på vej tilbage ad Colorado River er en ufattelig kontrast til den seneste uges varmeinducerede slowmotion.

Den varme fartvind føles som en kæmpe føntørrer i vores ansigter. Vi passerer stedet, hvor Green River møder Colorado River, et hurtigt blik op ad ”vores” flod – så er vi passeret og er uigenkaldeligt på vej mod civilisationen.

God begynderflod

Som begynderflod for familieture er Green River god. Den kan nemt navigeres i katamaranopsætning, hvilket er en fordel, da platformen rummer uanede muligheder for liv i kanoen undervejs, selv om man giver alvorligt køb på manøvredygtighed.

Klimaet i Utah og Canyonlands national park er en udfordring for en Skandinav. Jeg lover, at ingen kommer til at fryse. Rigtig forberedelse og rigeligt med væske minimerer belastningerne. Jeg kan ikke anbefale varmt nok at have et godt og let tilgængeligt vandfilter med.

Boblen

De ekstreme temperaturer i juli var i sig selv en oplevelse. Jeg oplevede at komme i en slags ’familie-zen’, fordi hastigheden på livet faldt til et minimum – alt andet var for hårdt.

I landskabets ufattelige storhed blev katamaranen, lejrpladsen og teltet med familien til en lille boble af tryghed og nærvær. Den boble er det, jeg godt kunne tænke mig at skære ud og tage med hjem.