Næseaber og junglevandring på Borneo

En næse til forskel

Næseaben lever kun på Borneo, er truet, og så kan dens næse udgøre en fjerdedel af dens kropslængde. Opdag Verden gik på jagt efter den morsomme næseabe i Borneos regnskov – og kom helt tæt på.

IMG_7655.jpg
Skrevet af: Redaktionen
Opdateret den 01. jun 2022

Næseaben lever kun på Borneo, er truet, og så kan dens næse udgøre en fjerdedel af dens kropslængde. Opdag Verden gik på jagt efter den morsomme næseabe i Borneos regnskov – og kom helt tæt på.

Rødderne fra de blottede mangrover kringler sig op fra det hårde sand som små strittende orme, der kæmper for at få del i solens livgivende stråler. Bag Det Sydkinesiske Havs blågrønne, rolige vand rejser regnskoven sig brat, tyk og tæt. Lodrette sandstensklipper med farvede striber af jernholdig jord i gul og sort bryder de grønne farver, der tårner sig op i den urgamle, mystiske skov. Tilsyneladende uigennemtrængelig.

Inde mellem træerne fortaber det grønne sig i mørke, og cikaderne danner et lydtæppe så konstant, at jeg skal anstrenge mig for overhovedet at lægge mærke til det. Lyden går i et med junglen og forsvinder nærmest. Fugle fløjter højtlydt, og skæggede svin skraber rundt derinde og grynter vildt. Men jeg tænker kun på én ting – næseaberne, der bor her i nationalparken Bako på den malaysiske del af Borneo.

En ordentlig gynter

De unge blade på mangroverne, der ikke blot er vitale for det maritime liv, men også fungerer som kystens beskyttelse mod for eksempel flodbølger, er næseabernes favoritspise. Ved lavvande vover de sky aber sig ud fra hjemmet højt i trækronerne for at spise, og nu er min chance for at komme tæt på Junglens Pinocchio – et øgenavn, næseaben ganske velfortjent har fået, på grund af den vanvittigt overdimensionerede snude hannerne hopper rundt i trækronerne med.

Inde i vildnisset ser jeg trætoppe gynge og hører lyden af grene, der flækker og knækker. Noget rumsterer. Og dér, højt til vejrs på en gren, sidder et pragteksemplar af en næseabe med en snude, der på smukkeste vis stritter centimeter og atter centimeter ud fra det rødmossede ansigt med de klare, mørke øjne. Hans lange, hvide hale hænger stille ned fra kroppen, der har fundet hvile med fødderne strakt frem foran sig på en tværgående gren.

Et øjeblik vender han ansigtet og stirrer stift ned mod mig med et nysgerrigt og lettere forjaget blik, drejer langsomt ansigtet ind mod junglen, rejser sig og springer. Springer ud i tilsyneladende ingenting, falder i luften og brager ned mellem rådne grene, inden hans lange arme igen får fat i et en gren, der kan holde hans vægt. Her forsvinder han ind mellem palmerne, bladene og stammerne. Forsigtigt sætter jeg på listefødder efter ham ind i hans domæne.

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

Hos langlemmede væsener

Da den lette brise fra havet bliver lukket ude af den omklamrende, fugtige regnskov, føler jeg den trykkende varme. Sveden begynder hurtigt at hagle af mig og driver ned ad pande, hals og bryst. Mit hjerte banker hurtigere, men det har nu ikke så meget med den trykkende, fugtige varme at gøre – faktisk opdager jeg først, hvor meget jeg sveder, da dråber fra min pande svider i mine øjne. Men det betyder intet. For jeg er på jagt efter flere næseaber, som jeg har drømt om at se i årtier. Det er det, der får hjertet til at hamre i brystet.

Snart hører jeg igen grene knække, ser palmeblade og spinkle stammer svaje. Jeg træder over stammer, holder balancen på store, tykke trærødder, vifter blade til side. Er spændt. Når ind i en lille lysning og føler mig fuldstændig omgivet af skoven. Havet, der ikke ligger mere end et halvt hundrede meter borte, er som pist forsvundet. Det er kun skoven, der er til stede. Og med et også næseaberne.

IMG_7235.jpg

Oppe mellem grønt i grønt spotter jeg endnu en han med en næse, der hænger godt ned over hans nysgerrige ansigt – så langt ned over munden, at han er en af de mange fuldvoksne næseaber, der er nødt til at løfte snuden med den ene hånd for at stoppe mad ind i munden med den anden. Snart dukker flere aber op, store og små, hanner og hunner. Bag en massiv, væltet junglestamme finder jeg et gemmested nær en klippe, hvor klart vand risler ned fra skoven. På skift bevæger aberne sig derhen, 10 meter fra mig, for at stille tørsten. De stikker udiskret rumperne i sky, blotter deres ædlere dele og slubrer grådigt løs. Jeg smiler og fortrænger et højt grin, der trænger sig på.

De langlemmede aber bevæger sig for det meste langsomt, varsomt og opmærksomt. Af og til springer de med ét af sted over rødder og sten. Hurtigt er de tilbage i træerne, hvor de kom fra. Her springer de rundt, lader sig falde ned mellem virvaret af grene og forsvinder igen mellem palmerne og ind i det grønne. Pist borte.

Over øen, ned i vandet

Jeg fortsætter op over halvøen ad små kringlede stier og tynde, glatte trappetrin i træ. Hen over gangbroer med halvgamle brædder, over rødder og massive klipper. Fra toppen af halvøen ser jeg vandet glitre langt, langt nede. Halvøen Santubong stikker sin junglefyldte ryg i vejret i horisonten – ligner næsten en mand der er dejset omkuld i tropevandet og er blevet liggende.

Det ville jeg også gøre, hvis jeg havde muligheden, for her er varmt og fugtigt, og tanken om at være omsluttet af vand virker tillokkende.

Vilde orkidéer flankerer stien, der snor sig gennem det åbne landskab her højere oppe. Og så med et står jeg på en enorm, ru klippe, der ender brat med et lodret drop ned til en skøn, forladt sandstrand i en lille bugt. Det ser skønt ud. Jeg forcerer hurtigt de vakkelvorne trætrapper med de smalle, glatte trin og træder ud på det varme sand. Smider min taske, smider min trøje og smider mig ud i det blågrønne, rolige vand, der omslutter mig med sine lune 28 grader. Perfekt.

Natten tilbringer jeg i nationalparkens hovedkvarter. En række træhuse ligger fint placeret et langt stenkast fra en bred sandstrand. Junglen omgiver stedet, og makak-aber springer rundt mellem de logerende, kommer op at slås om mad, jager hinanden, skriger, løber, klatrer og hviner. Et skægsvin har også fundet vej til lejren, hvor det grynter veltilfreds, mens det finder små godbidder neden for det hævede trædæk, der fungerer som restaurant.

Cikaderne danner et evigt lydtæppe, små egern piler forskrækket op og ned af stammer, hen over jorden og kommer helt tæt på. En varan dukker også op. Nede bag hytterne er der folk, der camperer, men det kræver, at man er på evig vagt over for makak-aberne, der ingen skam har i livet og rapser alt, de kan komme i nærheden af – solbriller, kameraer, madrester, alt.

Prøver at tisse på mig

Dagen derpå lusker jeg mutters alene forsigtigt rundt i regnskoven og håber at komme tæt på næseaberne nok engang, og snart begynder træerne at bevæge sig. Jeg hører bragene fra næseaber, der kaster sig ned mellem grenene, og med ét sidder en stolt han med et prægtigt snudeskaft mageligt og behageligt i et træ omtrent 10 meter borte.

Jeg føler mig noget nær hypnotiseret af den enorme gynter, og han synes tilsyneladende ikke, der er noget underligt i, at jeg glor. I en halv time sidder han der og sonderer terrænet, observerer de yngre aber, der brager rundt, rusker og springer mellem grenene. En ung næseabekat placerer sig direkte over mit hoved, og jeg må springe til siden for at undvige en gul stråle, der pludselig strinter direkte mod mig. Næsvise unge.

To andre næseaber har fundet hvile på et par grene over hinanden oppe i trækronerne. De kigger nysgerrigt, men dovent, lader arme og ben hænge ned på hver sin side af grenene. De ser så afslappede ud, man kunne blive helt nervøs, hvis man ikke vidste, at det er normalt for næseaber at drive den, som handlede livet ikke om andet.

Nogle yngre herrer jager hinanden gennem trækronerne under høje skrig og dybe grynt. Grene knækker, træer bliver rusket, rådne grene styrter mod jorden – jo mere larm, jo bedre. Jo mere larm, jo mere imponerede er hunnerne jo. Jeg må hurtigt træde to skridt til siden, da en flere meter lang gren kommer styrtende ned højt fra oven, og kan et øjeblik ikke lade være med at tro, at næsedyret driller mig.

Og sådan fortsætter det i flere timer. Jeg trisser rundt med nakken bøjet bag over og blikket fæstnet mod trækronerne og mine nye venner, dybt opslugt og fascineret. Flere gange stopper de over mig, bøjer sig forover og kigger mig direkte i øjnene med uforstående blikke, der lyser af barnlig nysgerrighed.

 


 IMG_7425.jpg

En næse til forskel

Hos gamle han-næseaber kan næsen blive helt op til 17,5 centimeter lang. Det svarer til godt og vel en fjerdedel af abens kropslængde. Der er da også tale om den største snude i verden, der sidder på en primat – et snudeskaft, der virker tiltrækkende på hunnerne, der selv lever med næser af en mere normal kaliber. Næsen fungerer desuden som et resonanskammer, der forstærker hannens advarselskald. Den effekt bliver forstærket, når dyret er ophidset, og næsen svulmer op.

Brøl, skræppen, hvin og skrig

Næseaber har en række forskellige lyde, de kommunikerer med. Hannens dybe brøl beroliger flokken, mens hans skræppen skræmmer fjender eller advarer flokken mod rovdyr. Hvin bliver brugt af hunner og unger til at vise ophidselse eller begejstring, mens skrig bliver brugt under fjendtlige konfrontationer. 


Truet på eksistensen

Næseaber er en truet dyreart med kun omtrent 7000 individer tilbage. De lever normalt i grupper på mellem ni og 20 aber, kun på Borneo og helst i mangroveskove eller lavlandet regnskov tæt på hav, floder eller sump. At flere af denne type områder forsvinder på grund af blandt andet rovdrift fra menneskets side, gør det ikke nemmere for næseaben. Ulovlig jagt på aberne er også en fare.

Hollænder-aben

På Borneo bliver næseaben også kaldet ’hollænderaben’, da de lokale i sin tid syntes, at aberne lignede de europæiske kolonisatorer med deres store næser og svulmende maver.

Andre spændende artikler


Info-video: Kajakture i Kroatien

Info-video: Kajakture i Kroatien

Kungsleden med en 2-årig

Kungsleden med en 2-årig

Vandring i det grønne Spanien

Vandring i det grønne Spanien

Log ind