Vandring i Peru - Inkastien til Machu Picchu

Det er det mest klassiske trek i Sydamerika, utrolig smukt, og så vader man lige lukt ind i en af verdens største kulturattraktioner ved dets slutning – den uforglemmelige ruinby Machu Picchu.

Machu_Picchu_Mariusz_S_Jur.jpg
Skrevet af: Redaktionen
Opdateret den 18. maj 2021

Det er det mest klassiske trek i Sydamerika, utrolig smukt, og så vader man lige lukt ind i en af verdens største kulturattraktioner ved dets slutning – den uforglemmelige ruinby Machu Picchu.

HUSK Har du tips, kommentarer eller spændende oplevelser på inka-stien eller ved Machu Picchu? Skriv dem nederst på siden.
 
Solen er så småt ved at titte frem over de snedækkede toppe i Andesbjergene, og forude kan jeg se, hvordan stien når sit højeste punkt. Jeg kan ikke lade være med at sætte tempoet i vejret. Når op i passet, og der ligger ruinbyen. Der, på en bjergkam under tinderne, ligger Machu Picchu – de mystiske ruiner fra en svunden tid.
Som jeg står her i passet Intipunku, Solporten, og kigger ned over Sydamerikas vel nok mest berømte site, kan jeg ikke lade være med at tænke tilbage på de tre foregående, fantastiske dage.
Vi startede med rygsæk og store forventninger ved kilometer 88 – den lille perron på togturen mellem Cusco og den lille by Aguas Calientes, der ligger i dalen under Machu Picchu – og begav os op, op og op. Forbi den lille landsby Wayllabamba, hvor hønsene kaglede, og udsigten ud til bjergtoppene og ned over dalene var blevet smukkere, og videre op til engen Llulluchapampa i 3680 meters højde. Her slog vi teltene op og skuede ud over de sneklædte bjerge og mærkede den friske bjergluft blive koldere, som nattens mulm og mørke kom snigende og fik soveposen til at lokke.

Inka-stien_Vladimir-Koros.jpgDød Kvindes Pas
På andendagen begav vi os langsomt op mod det højeste pas på turen, Abra de Huarmihuañusca, Død Kvindes Pas. Der i 4200 meters højde mærkede vi den dejlige fornemmelse af tynd bjergluft, holdt pause, spejdede ud over Andesbjergene og sagde ikke meget.
Og sådan er det gået de seneste dage – op og ned gennem bjergene, der konstant overrasker og får os til at stoppe op for at puste, kigge og være lykkelige over at være her. Vi passerede gamle inkaruiner, vandrede på stier grundlagt for et halvt årtusinde siden, og passede på knæene op og ned ad trapper, der er lige så gamle.
I morges stod vi så op før solen og begav os det sidste stykke mod Machu Picchu, så vi kunne være lige præcis her i Solporten, når solen stod op over ruinbyen.
Solens morgenstråler skinner ned gennem en let tåge og hurtigtsvævende småskyer, der smyger sig op over bjergkammen, ruinbyen ligger på. Det er på en gang majestætisk og mystisk, storslået og bjergtagende. Det er den perfekte afslutning på et fantastisk trek.
Glade sætter vi af sted ned mod Machu Picchu.

Inka_trapper_Oscar-Schnell.jpgHvordan kommer jeg selv af sted?
Der er flere danske rejsebureauer, der arrangerer ture ad inka-stien til Machu Picchu. Du kan tjekke rejsebureauerne under Partnerlinks i venstre margin her på siden.
Det er også muligt at booke turen gennem lokale arrangører i Cusco, der er udgangspunktet for trekket. Prisen starter på omtrent 1250 kroner, hvilket inkluderer indgangsbilletten til Machu Picchu og tog tilbage til Cusco. Man kan sagtens komme på dyrere ture, der har en højere grad af service, og komme op og betale over 5000 kroner.

Hvornår skal jeg vandre?
Man kan vandre ad inka-stien til Machu Picchu året rundt, på nær i februar, hvor stien er lukket til vedligeholdelse, men det mest optimale er at gennemføre ruten mellem maj og oktober. Det er den tørreste tid på året, hvor udsigterne til bjergene samtidig er klarest. Juni, juli og august er de travleste, hvor alle ture kan være fuldt bookede, og det er vigtigt at bestille lang tid i forvejen. Januar og marts er de vådeste og langt fra optimale til turen.

Machu_Picchu_Paolo_Jacopo_M.jpgHvem kan trekke inka-stien til Machu Picchu?
Inka-stien er moderat svær, hvilket vil sige, at de fleste, der er i nogenlunde form, er i stand til at vandre den. Turen fra km 82, hvor de fleste arrangerede ture starter, er på 45 kilometer over fire dage, men man kommer op i 4200 meters højde, og de fleste vil komme til at mærke den tynde luft, og det er en god idé at tilbringe et par dage i Cusco, inden man begiver sig ud på stien.Starter man fra togperronen på km 88, er turen godt 5 kilometer kortere.

Alternative trekkingruter til Machu Picchu
Der er to alternative trekkingruter, der fører til Machu Picchu. Den ene er den korte inka-sti, der tager en dag eller to, og følger en del af den samme rute som den klassiske, mens den lange rute er syv-dagesturen ad Salkantay-ruten. Det er en ny rute, hvor der er mulighed for at overnatte i komfortable hytter undervejs.  

Guidebøger
Trailblazer udgiver en guide til inka-stien og Machu Picchu. Læs mere her
Læs mere om inka-stien
Foto 1: Machu Picchu i morgentågen, Mariusz S. Jurgielewicz
Foto 2: Lokale bærere på vej op mod pas på inka-stien, Vladimir Korostyshevskiy
Foto 3: Inka-trapper, Oscar Schnell
Foto 4: Machu Picchu, Paolo Jacopo Medda

Andre spændende artikler


6 gode råd til at krydse floder

6 gode råd til at krydse floder

Vandrekort over hele verden

Vandrekort over hele verden

Guide: Vandring fra hytte til hytte i Alperne

Guide: Vandring fra hytte til hytte i Alperne

Log ind