Helt tæt på Rwandas Bjerggorillaer

Bjerggorillaens skuldertackling
På bakkeafsatsen er der ikke meget plads, og i min iver efter at komme tæt på, står jeg nu nederst på bakkeafsatsen og kan kun bevæge mig opad ved at kravle. En stor hun går imod os og krydser vores vej øverst oppe. Mr. Charles rører nu på sig for første gang og går direkte mod den nederste del af afsatsen for at følge efter hunnen. Han går lige hen mod mig.

Den meget engagerede ranger har tidligere fortalt, at selvsamme Mr. Charles tidligere på ugen har krammet en yngre, tysk turist i 5 minutter, hvilket måske kan lyde om som en unik oplevelse, men i situationen vil jeg hellere krammes af alle mulige andre. Mr. Charles bevæger sig selvsikkert og roligt frem mod mig. Vores ranger forklarer nu med en rolig, men også bestemt stemme, at jeg skal kigge ned i jorden og stille udstøde et ”Hruuh hruuh”.

Jeg gentager mit ”halløjsa” mange gange og kigger ned i jorden, men føler mig meget udsat og låst nederst på afsatsen. Mr. Charles går mod mig og forventer formodentligt, at jeg flytter mig, hvilket jeg på alle måde forsøger på, men det er ikke muligt. Mr. Charles står nu og ånder mig på issen. Da jeg ikke flytter mig, beslutter Mr. Charles i stedet at flytte mig.

Det sker med en velkendt ”fodboldskulder”, og jeg går i knæ. Som tidligere hårdhændet fodboldspiller ville jeg altid give igen af samme skuffe, men dette er åbenlyst feje hold, og jeg bliver nede. Mr. Charles træder over mig og er nu på samme side som hunnen. To unger følger efter og vælter over mine ben, alt i mens min puls finder et mere normalt leje. Vi følger efter gruppen og på fornuftig afstand og med større bevægelsesfrihed ser vi på gruppen af gorillaer spise og hygge rundt med hinanden upåvirket af vores tilstedeværelse. Gorillas in the mist.

Den ene time går hurtigt. Seancen med gorillaerne er overstået, inden vi får set os om og er nødt til at bevæge os ned ad bjerget igen.
Hvis du kun skal gøre ét bekendtskab i de kommende år, så er min anbefaling helt klart at bestille et gorillapas (se faktaboks) og søge audiens hos Mr. Charles, bjerggorilla, Rwanda.

I hælene på vores allernærmeste artsfæller
Rwanda ligger i hjertet af Afrika og promoveres af turistministeriet som landet med de tusind bakker, og der er vitterligt mange bakker. Til gengæld er der relativt få turister i Rwanda. De fleste er der kun i ganske få dage og primært for at komme til Volcanoes national park og se bjerggorillaerne, men Rwanda har meget mere at byde på.

I den sydvestlige del af landet ligger en af Centralafrikas bedst bevarede regnskove, Nyungwe Forrest, som især er kendt for at have en sund bestand af chimpanser. Jeg er igennem lokale kontakter kommet i kontakt med Ildephonse, en ranger, der bor og arbejder i og omkring Nyungwe, og han har arrangeret en af de mere utraditionelle ture ind i skoven.

Efter 4 timer i en lokal bus fra Kigali, hovedstaden i Rwanda, rammer vi Nyungwe og har nu en times køretur igennem skoven. Jeg sidder ved siden af en ældre dame, der hurtigt ser en Colubus abe, som har gode levevilkår i Nyungwe, men som blandt andet i Angola er tæt på udryddelse på grund af lokal jagt efter ”bushmeat”. I sin iver efter at vise mig aben har hun taget min hånd i sin og vælger efterfølgende at holde godt fast. Efter lidt tilvænning er det faktisk kun hyggeligt.

Da vi når frem til rangerstationen, er jeg den eneste, som står af bussen. Her tager Ildephonse tager imod mig i den uniform, som samtlige rangere i Rwanda bærer. Armygrønne bukser og skjorte og lysegrønne gummistøvler. Selvom gummistøvler ikke er de bedste vandrerstøvler, har de en berettigelse i regnskoven, og med en solid sål er de også fornuftige, når der skal kravles op af de mudderglatte og tætbevoksede bakker. Og det skal vi nu.

I Nyungwe har man et hold på 8 trackere, der bor og lever i junglen. Deres eneste opgave er at følge chimpanserne og holde styr på, om der udøves jagt på dem, samt foretage optællinger på den samlede bestand i et nyt område, hvor en mindre gruppe chimpanser har bosat sig. Igennem Ildephonse har jeg arrangeret to overnatninger i midten af Nyungwe med trackerne og skal følge deres arbejde fra morgen til aften.

Efter en 3 timers gåtur i højt tempo er vi i lejren inden solnedgang, og Ildephonse løber tilbage til Rangerstationen og lover at hente mig om et par dage. De lokale trackere taler et meget begrænset engelsk, men jeg har medbragt 8 øl og sardiner på dåse, og der er et intet som mad og drikke, der kan skabe lidt sammenhold. Jeg fornemmer på lejrchefen, at vi skal tidligt op, så jeg sætter hurtigt mit telt op og kryber til køjs.

Flygtige chimpanser
Vi starter kl. 5 om morgenen, og jeg kommer på hold med de to yngste mænd i gruppen, der som de eneste kan lidt engelsk. Chimpanser er noget mere sky end gorillaer. Den første dag løber vi op og ned af bakkerne i hælene på en mindre flok chimpanser uden at se dem. Vi opgiver efter 8 timer og vender tilbage til lejren, hvor en 14-årig dreng, der drømmer om selv at blive tracker, har tilberedt bønner og ris og resten af mine konservessardiner.

Jeg falder i søvn inden solnedgang, og trods ømhed er jeg nogenlunde frisk næste dag ved solopgang. Vi følger samme rute som dagen forinden, men er nu samlet i én stor gruppe. Der går ikke længe, før lejrchefen spotter to chimpanser på en afsats, men de forsvinder hurtigt, da de opdager os. Vi følger efter dem, men de er for hurtige. I hvert fald i forhold til mig, der danner bagtrop med en pose bolsjer, som jeg ikke når at dele særligt meget ud af. Efter endnu et 8 timers hike på smattede bakker vender vi tilbage til lejren, og jeg forliger mig med, at det ikke i denne omgang blev til et tæt møde med menneskehedens nærmeste artsfæller.

Jeg pakker mit grej og spiser et sidste måltid med gruppen og venter på Ildephonse, da lejrchefen pludselig ser en større chimpanse i trækronen lige over lejren. Den er højt oppe, men den er der. Vi står med nakkerne tilbage, og jeg er uforholdsmæssigt begejstret for at kunne følge dens bevægelser mellem grenene lige over mig.

Chimpansetrackerne har været mere end almindelig søde og gæstfrie og selvom jeg formentlig har sænket deres arbejde, overbeviser de mig om, at de var glade for, at jeg ville tage del i deres hverdag. De har ikke set hvide mennesker i knap 3 år, og det i sig selv er sjovt, påpeger lejrchefen, inden vi krammer farvel.

Ildephonse kommer til tiden og henter mig, så jeg kan overnatte på et lille guesthouse i udkanten af skoven. Næste dag drikker jeg en kop kaffe på en overdådigt forest lodge, alt imens colubus aberne og blå aber leger i trækronerne.

FAKTA

Nyungwe Forest National Park ligger ca. 5 timers kørsel fra hovedstaden, Kigali. Man kan med fordel leje en bil i hovedstaden, da mange af de ture som arrangeres i området kræver egen bil. Alternativt kan man køre i en lokal bus og satse på at mødes med andre rejsende eller deltage i de ture, hvor bil ikke er påkrævet. Er tiden knap er det en god ide, at arrangere en tur derned gennem en lokal rejsearrangør.

Chimpansen er den menneskeabe der sammen med bonoboen ligner mennesket mest. Chimpansen har 99 % procent af deres gener tilfælles med mennesket og det er en speciel oplevelse at se vores nærmeste artsfæller i deres naturlige miljø.
Rwanda for dem, der vil have mere.

Rwanda har også Akagera National Park, som minder om nationalparkerne i Nabolandene Tanzania og Kenya, men med et mindre varieret dyreliv og ringere chancer for at se det. Der er dog en større elefantflok, som man med held kan se og så er der giraffer, zebraer og div. hjortearter og mere sjældent leoparder.

Fordelen er at man ikke kører i kortege som i de mere berømte national parker i Øst og Syafrika, men derimod oftest kører alene.
Hvis man er i Rwanda i længere tid bør man også bevæge sig mod Lake Kivu og især fiskerbyen Kibuye, der ligger tre timers kørsel fra Kigali, er fantastisk smuk, men i 1994 led byen og området en forfærdelig skæbne.

I forbindelse med folkemordet på tutsierne i 1994, ”The Genocide”, blev over 90 % af alle tutsier i dette område dræbt og området omkring Kibuye var det område, hvor den etniske udrensning var slemmest. I løbet af de omkring 100 dage folkemordet varede blev ca. 800.000 mennesker i hele Rwanda dræbt, tæt på 20 % af den samlede befolkning.

Hovedstaden Kigali har et altid summende byliv og der er mennesker overalt. Der er ikke noget egentlig centrum. Den primære transportform i Kigali er for den modige turist, taxamotorcykler ”Motos”, som shanghajes med et stille ”psst”, hvilket de overraskende altid hører. Der er et levende natteliv og især billard er den foretrukne aktivitet på barerne.